Forskere: »’Seaspiracy’ prøver at finde simple løsninger på noget, som er komplekst«

Det er ikke fisk, man som det første får trang til at sætte tænderne i, når rulleteksterne kører hen over skærmen efter den halvanden time lange dokumentar Seaspiracy, der lige nu er en af de mest sete film på Netflix. Tværtimod opstår en umiddelbar lyst til at dele hashtagget #donteatfish (stop med at spise fisk, red.), som siden dokumentarens udgivelse har floreret på de sociale medier.

Seaspiracy afslører nemlig ifølge Netflix’ beskrivelse den globale fiskeindustri som korrupt. Desuden konkluderer filmen, at vi alle bør holde op med at spise fisk, for ellers går det galt.

Intet mindre end 30 påstande om fiskeriets totale ødelæggelse af verdenshavene kommer dokumentaren ifølge DR med. De spænder fra, at havene vil være næsten tomme i 2048, hvis fiskeriet fortsætter som nu, til at fiskenet er det suverænt største plastikproblem i havene.

Det har fået flere medier til at konsultere marinbiologer og forskere i fiskeri og bæredygtighed, som langt hen ad vejen tilbageviser flere af de fremlagte hypoteser som stærkt overdrevne. Det har så igen medført kritik fra blandt andre foreningen Levende Hav, som ikke finder de proklamerede faktatjek troværdige.

Samtidig har flere af de medvirkende kilder i dokumentaren efterfølgende udtalt, at de føler sig misrepræsenteret i den endelige version af filmen, skriver The Guardian.

Det er om at holde tungen lige i munden, når kampen om fakta raser. For som kritikere af dokumentaren også understreger, så er overfiskeri, brutale moderne fiskemetoder og forurening af det marine miljø et reelt problem. Spørgsmålet er blot, om problemerne er så omfangsrige, som dokumentaren påstår.

Vi har talt med en række forskere og ngo’er og giver her et overblik over, hvad du kan tage med fra Seaspiracy, og hvad der ikke helt stemmer overens med virkeligheden.

Ubrugelige mærkningsordninger

Seaspiracy indledes med, at instruktøren og filmfotografen bag, Ali Tabrizi, fortæller, at han »har været fascineret af havene så længe, han kan huske«. Han har romantiseret havene, fortæller han, mens smukke billeder af turkisblåt hav og velnærede fiskestimer glider over skærmen. Men sådan ser han ikke længere på det, siger han, alt imens billedsiden skifter til hurtige klip af plastaffald, afskårne hajfinner og lyssky fiskeaktiviteter. Og derfra går det ellers løs.

En af de første påstande, dokumentaren udlægger, er, at ingen mærkningsordninger er brugbare. Faktisk er de decideret vildledende, blandt andet mærket MSC, der står for Marine Stewardship Council, som bruges til at verificere bæredygtigt fiskeri.

Professor i teoretisk marin økologi ved DTU Aqua Ken Haste Andersen har beskæftiget sig indgående med netop MSC-mærkningen. Selv om han anerkender, at ordningen ikke er perfekt, og at der efter hans mening findes MSC-certificerede fiskerier, som ikke burde have mærket, så mener han overordnet, at mærkningen er særdeles gennemtænkt og en god rettesnor.

»Jeg vil mene, at man er rimelig godt kørende, hvis man køber MSC-mærket fisk,« siger Ken Haste Andersen og uddyber, at filmens påstand om, at MSC-mærkningen ikke tager højde for bifangst, er direkte forkert:

»Hvis et torskefiskeri for eksempel fanger en masse sej, så kigger de på, om den sejbestand er bæredygtigt udnyttet eller ej. Og hvis den er overudnyttet, så må de ikke længere fange store mængder sej. Der er strenge krav for, hvor meget bifangst af en bestemt art der må være.«

Thomas Kirk Sørensen, der er uddannet havbiolog og arbejder som sektionsleder for dansk natur i Verdensnaturfonden (WWF), er langt hen ad vejen enig med Ken Haste Andersen. Således mener han, at MSC-mærket fungerer fint, når det kommer til kontrol af bifangst og regulering af fiskeriet. Dog mener Thomas Kirk Sørensen, at MSC-mærket ikke tager tilstrækkeligt højde for fiskeriets påvirkning af havnaturen og den marine biodiversitet:

»MSC-mærket tager ikke nok højde for bifangst af fugle og havpattedyr som for eksempel delfiner og marsvin, ligesom de ikke i høj nok grad kigger på, hvordan fiskeri, som for eksempel bundfiskeri, påvirker havbundens natur,« siger han.

I Seaspiracy fremlægges MSC som en organisation, der tjener styrtende med penge på at producere ugyldige certificeringer for bæredygtigt fiskeri. Men sådan ser virkeligheden ikke ud, understreger Ken Haste Andersen. MSC er nemlig en nonprofit organisation, så filmens påstand om, at MSC tjener penge på certifikaterne er ikke helt holdbar.

»Men det er klart, at det koster noget at få lavet certifikaterne, og de penge får MSC ind, men det er simpelthen til at drive selve organisationen,« forklarer han.

I dokumentaren forsøger instruktør Ali Tabrizi at få en kommentar fra MSC. Først tager han kontakt i forhold til at få et interview, men da det bliver afvist, dukker han alligevel op, fortæller Linnéa Engström, der er direktør for MSC i Skandinavien og Østersøregionen.

Hun beklager, at Tabrizi ikke fik et interview, men forklarer, at MSC afslog, fordi man vurderede, at MSC ikke ville få en fair behandling. Det skyldes blandt andet producentens tidligere produktion Cowspiracy, hvor flere af de medvirkende efterfølgende fortalte, at de oplevede at blive fejlciteret.

– Kunne I ikke have hjulpet dokumentaren på rette spor ved at stille op til interview?

»Det er jeg faktisk ikke sikker på, men jeg arbejdede heller ikke i organisationen på det tidspunkt,« siger Linnéa Engström. Hun fortæller, at MSC nu glædeligt kommenterer på dokumentaren.

»Transparens er en grundsten for MSC, og vi er derfor også åbne om, hvordan vi certificerer bæredygtigt fiskeri. Og her vil jeg altså understrege, at bæredygtigt fiskeri findes, selv om det ikke fremstilles sådan i dokumentaren.«

Linnéa Engström fortæller, at der altid vil være diskussioner blandt eksperter om, hvor barren for bæredygtighed skal sættes, og derfor bliver standarden også løbende revideret. I Seaspiracy bliver et MSC-certificeret islandsk fiskeri for eksempel fremhævet for at have for høj bifangst, og det pågældende fiskeri blev senere suspenderet af netop den årsag, hvilket dokumentaren dog vælger ikke at nævne.

Tomme have i 2048

En af dokumentarens mest kontroversielle påstande er, at verdenshavene vil være udryddet for fisk i år 2048, hvis fiskeriet fortsætter som nu. Det er decideret forkert, fortæller både Ken Haste Andersen og Thomas Kirk Sørensen. Faktisk har de forskere, der i sin tid publicerede den videnskabelige artikel, der refereres til i filmen, selv været ude at korrigere de fakta, artiklen bygger på.

»Der er endda kommet en opfølgende artikel fra folkene bag, som tilbageviser den påstand. Men det nævner Seaspiracy ikke noget om,« siger Ken Haste Andersen

Fiskenet er det største plastikproblem i havene

Seaspiracy indledes med at fokusere meget på plastik. Først handler det om, at restauranter skal stoppe med at bruge plastiksugerør, men hurtigt når Ali Tabrizi frem til, at det egentlige plastikproblem er fiskenet. Faktisk udgør fiskenet hele 46 procent af The Great Pacific Garbage Patch, der er et område i Stillehavet med meget plastik, lyder det i filmen.

Det tal tvivler professor i biologisk oceanografi ved DTU Aqua Torkel Gissel Nielsen dog på.

»Det er farligt at gå ind i specifikke tal, fordi det er information, som er umulig at tjekke. Vi ved ikke, hvor meget plastik der er i havmiljøet.«

Men at fiskenet er det, der har den største negative effekt på marine organismer, det er Torkel Gissel Nielsen ikke et sekund i tvivl om.

»Der er kolossale mængder af forskellige net, der driver rundt på det åbne ocean, og de bliver ved med at fiske, ikke kun fisk, men også for eksempel sæler, som dykker ned for at fange de fisk, der er fanget i nettene.«

»En måge dør ikke af at spise en bid plastik, men den dør, hvis den bliver fanget i et net af plastik under vandet, fordi den så drukner.«

Der ødelægges havbund i meget større områder, end der fældes regnskov

I Seaspiracy præsenteres påstanden om, at særligt fiskeri på havbunden, som for eksempel bundtrawling, ødelægger store områder af havnaturen. Arealet, der ødelægges, er angiveligt langt større end de områder, der bliver fældet i Amazonas-regnskoven. Den påstand er dog svær at vurdere uden at kende de præcise tal, mener både Ken Haste Andersen, Thomas Kirk Sørensen og professor Katherine Richardson, der er leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet.

»Men det skulle absolut ikke undre mig, hvis det var sandt,« siger Katherine Richardson. 

Hun synes dog stadig, at sammenligningen er »lidt unfair«, fordi man i en regnskov fælder alle de træer, der er der, mens det ikke er alt, der går til grunde, når man plyndrer bunden.

Dermed ikke sagt, at fiskeri ikke er hårdt for havbunden, siger hun.

»Vi ville aldrig tillade at plyndre havbunden, som det gøres nu, hvis det var noget, vi så med egne øjne. Men i det hele taget opfattes naturen i havet ikke som rigtig natur, hvorfor den har mindre værdi for folk,« siger hun.

Ifølge Thomas Kirk Sørensen fra WWF foregår bundfiskeri i stort set hele Middelhavet, og i de danske farvande er tallene også ganske massive.

»Vi har over 100.000 kvadratkilometer havbund herhjemme, og der fiskes med bundslæbende redskaber i størstedelen i en sådan grad, at det på lang sigt kan ødelægge havnaturen,« siger han.

Ken Haste Andersen mener ligeledes, at fiskeriet har en stor negativ effekt på havnaturen, men understreger at naturfænomener, som for eksempel tidevand, også påvirker havbunden. I visse tilfælde endda mere negativt end eksempelvis trawlfiskeri, som ellers er den mindst skånsomme form for fiskeri på havbunden.

»Men det er klart, når du kommer ud på dybere vand med mudderbund, så gør bundfiskeri voldsom skade,« siger han.

Tvangsarbejde og mord er et udbredt problem, særligt i den asiatiske fiskemafia

I dokumentaren bliver Ali Tabrizi nødt til at ’flygte’ fra Thailand, fordi han får kontakt til nogle tidligere ansatte i den asiatiske fiskemafia. Her er tvangsarbejde og sågar mord et udbredt problem, lyder det.

Der er en stærk sammenhæng mellem ulovlig kriminalitet og ulovligt fiskeri, særligt i Sydøstasien, fortæller kampagne- og programchef i Greenpeace Sune Scheller hvilket de også har dokumenteret i Greenpeace. Men faktisk findes der et lignende eksempel herhjemme, fortæller han og henviser til den sag om mulig menneskehandel, som en skibsreder fra Thyborøn tidligere på året blev dømt for tvangsarbejde for. To ghanesere havde i tre år boet og arbejdet ulovligt på en af skibsrederens skibskuttere.

Ken Haste Andersen mener også, at tvangsarbejde er et problem, særligt i sydøstasiatisk fiskeri. Han nævner også, at shark finning, som dokumentaren også kritiserer, er en »grusom praksis.«

Men det betyder stadig ikke, at alt fiskeri er dårligt, siger han. 

»De to ting er nogle regionale problemer, som bør løses der, men de er ikke globale problemer.«

Grindefangst er det mest bæredygtige fiskeri

Hen mod slutningen af Seaspiracy rejser Ali Tabrizi til Færøerne, hvor han har sat sig for at opleve grindefangst. I en fjord, hvis vand er blodrødt, går han rundt blandt hvalligene og konstaterer, at den massefangst, vi netop har bevidnet, er den mest bæredygtige form for fiskeri, som han har oplevet i løbet af de sidste års arbejde med dokumentaren.

»Uh ha, ja. Det er godt nok en kontroversiel udmelding at komme med,« lyder det spontant fra Thomas Kirk Sørensen fra WWF, da påstanden om, at den færøske tradition om at slagte grindehvaler er en af de mest bæredygtige former for fiskeri, der findes. Han mener dog, at dokumentaren har en valid pointe, hvis man udelukkende kigger på den bæredygtige udnyttelse af naturressourcer, som de for eksempel gør i WWF.

Det er professor Ken Haste Andersen enig i. På trods af de voldsomme scener, så kan man godt kalde grindefangst bæredygtigt, fordi det har eksisteret lige så længe, der har boet mennesker på Færøerne, uden at bestanden er forsvundet.

Veganisme er vejen frem

Både Ali Tabrizi og produceren bag Seaspiracy, Kip Andersen, er veganere. Kip Andersen ejer desuden virksomheden Planet Based Meals, der sælger veganske opskrifter. I løbet af filmen lyder det da også flere gange, at vi i stedet for fisk alle burde spise mere plantebaseret mad.

Det mener både Ken Haste Andersen og Torkel Gissel Nielsen dog er et meget privilegeret synspunkt at have.

»Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at passe på havmiljøet, men når vi har opbygget en global population som i dag, så skal den selvfølgelig brødfødes. Jeg befinder mig lige nu på Grønland, hvor du knap nok kan opstøve en grøntsag,« siger professor Torkel Gissel Nielsen som eksempel.

I mange afrikanske lande fungerer fiskeri også som et slags dagpengesystem, fortæller Ken Haste Andersen.

»Hvis man falder igennem alle andre sikkerhedsnet, så kan man altid ty til fiskeriet. Seaspiracy prøver at finde simple løsninger på noget, som er komplekst.«

Alligevel mener Ken Haste Andersen også, at Seaspiracy sætter fokus på nogle vigtige problemstillinger som for eksempel overfiskeri og shark finning. Problemet er blot, at dokumentaren forsøger at bruge nogle isolerede problemstillinger til at få alt fiskeri til at fremstå som det onde.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Netflix for at høre, hvad deres holdning til kritikken af Seaspiracy er. De ønsker dog ikke at stille op til interview.

Læs også anmeldelsen af Seaspiracy i kulturtillægget.