Baggrund
Læsetid: 6 min.

Hvad gør man, når et brutalt regime slukker for nettet? I Myanmar svarer aktivister igen med undergrundsmedier

Kupmagerne i Myanmars militærledelse lukker ned for kritiske informationskilder og skruer op for propagandaen. Store dele af befolkningen er nu afskåret fra uafhængige medier og viden. Aktivister svarer igen med guerillametoder og stor kreativitet
I begyndelsen af kuppet i Myanmar var det muligt for pressen at dække de dramatiske begivenheder. Det ændrede sig i takt med, at den civile modstand tog til.

I begyndelsen af kuppet i Myanmar var det muligt for pressen at dække de dramatiske begivenheder. Det ændrede sig i takt med, at den civile modstand tog til.

Panos Pictures

Udland
20. april 2021

Siden 1. april har indbyggerne i Yangon kunnet lytte til en ny radiokanal. Den har ingen licens og drives af aktivister og journalister, der ikke kan stå frem med deres rigtige navne.

Den er skabt som et modtræk til det monopol på landets informations- og kommunikationskanaler, som Myanmars generaler er i gang med at etablere. Siden de tvang sig til magten og afsatte den civile regering, har juntaen lukket en stribe medier, anholdt journalister og sat store begrænsninger på internetforbindelser og mobilnetværk. I stedet spirer undergrundsmedier nu frem. Et af dem er Federal FM Radio.

»Regimet prøver at kontrollere informationsstrømmen og har lukket mange medier. Vi har udstyret og muligheden for at transmittere og distribuere information og nå ud til rigtig mange mennesker, der har brug for den viden i deres dagligdag og i deres kamp mod regimet,« fortæller en af radioens medstiftere, der kalder sig selv Aung Htun. Han har været en del af Myanmars demokratibevægelse de seneste femten år og var også med til at bedrive undergrundsjournalistik sidste gang, landet oplevede store protester mod militæret. Det var tilbage i 2007 på et tidspunkt, hvor alle medier fortsat var under militærets kontrol.

»Så da de foretog et kup, tænkte jeg, at det var nødvendigt at samle min gamle gruppe,« beretter Aung Htun. Siden har flere yngre aktivister sluttet sig til. Vreden mod militærstyret har især været tydelig hos den yngre del af befolkningen, der er vokset op med en række friheder, der i Myanmar er af nyere dato.

Radiostationen sender både nyhedsopdateringer og beskeder fra ledende medlemmer af demokratibevægelsen samt musik og protestsange. Indholdet har også til formål at oplyse om politiske rettigheder og fremme ideen om føderalisme som styreform. Et af protestbevægelsens krav er netop en indførelse af en føderal stat med større indflydelse og autonomi for Myanmars minoritetsgrupper. Radioens rækkevidde er i første omgang begrænset til Yangon, men målet er at nå ud til resten af landet. Det er langtfra ufarligt.

»Sikkerhed er selvfølgelig noget, vi er meget bekymret for. Vi ved, at juntaen prøver at finde os, så vi skal være påpasselige. Det er også en mulighed, at de forsøger at jamme vores signal eller at overtage den frekvens, vi sender på,« siger Aung Htun i et interview med Information via en krypteret forbindelse, som flere gange bryder sammen på grund af det ustabile internet i Myanmar.

»Det vigtigste er, at vi hjælper folk med at holde modet oppe,« siger radioaktivisten.

Streng informationskontrol

Siden kuppet den 1. februar har militæret gradvist lukket ned for internettet i et land, der før havde en dækning på 95 procent. Det sker for at forhindre den store folkelige modstand i at blive bedre organiseret.

Først forsvandt internettet med jævne mellemrum, så kom de natlige blackouts, og siden den 2. april har både mobilnet og wi-fi-forbindelser været stort set lagt ned. I de større byer er det lejlighedsvist stadig muligt at komme på mobilnettet, mens langsomme fibernetforbindelser, der er dyrere og mindre udbredt, stadig opererer. Men for den almindelige borger – især på landet – er det i dag yderst sparsomt med informationer fra kanaler, der ikke stammer fra militæret.

I begyndelsen var det ellers muligt for pressen at dække de dramatiske begivenheder nogenlunde frit samt at bevare en kritisk tilgang. Det ændrede sig i takt med, at den civile modstand tog til. Og da de fleste medier nægtede at følge militærets retningslinjer og insisterede på deres forfatningssikrede pressefrihed, skiftede generalerne kurs. Mindst 60 journalister er blevet tilbageholdt, medier ransaget og senest har fem af landets mest toneangivende aviser og tv-selskaber fået frataget deres licenser. Før kuppet var der syv dagblade i Myanmar. I dag udkommer et af dem stadig.

»Jeg tror, at det kom bag på dem, at medierne ikke bakkede op om kuppet eller rettede ind. Det havde militæret nok håbet og forventet,« lyder vurderingen fra Emilie Lehmann-Jacobsen, der er Asien-rådgiver for organisationen International Media Support.

Hun beskriver mediebilledet i Myanmar som »virkeligt foruroligende« og som tæt på at være slået tilbage til tiden, før reformerne i landet begyndte for ti år siden. Militæret forsøger at skabe en fortælling om, at kuppet mod Aung San Suu Kyi og hendes regering var en nødvendighed. Demonstranterne bliver derimod fremstillet som terrorister og ballademagere, der ikke forstår, at landet ledes bedre af juntaen.

»Propaganda dominerer igen nyhedsbilledet. Det er militæret, der er på tv, og det er militærets aviser, der er adgang til. Så vi er ved at vende tilbage til en situation, hvor de uafhængige medier er tvunget til at finde nye måder at operere på og føre en slags undergrundstilstedeværelse,« siger Emilie Lehmann-Jacobsen.

Kreative modtræk

Blandt de bandlyste medier er den populære og uafhængige onlinepublikation Mizzima og tv-kanalen DVB, der blandt andet har en omfattende regional tilstedeværelse.

Ledelsen på Mizzima har erklæret, at den vil fortsætte med at udkomme på forskellige onlineplatforme som Facebook og YouTube. Nogle uafhængige medier har valgt at flytte dele af deres drift til udlandet, mens andre forsøger at fortsætte inden for landets grænser. En stor del af den offentlige debat og nyhedsforbruget i Myanmar finder i dag sted på Facebook.

Det amerikanske selskab valgte allerede i februar at suspendere profiler tilhørende den militære ledelse samt at udelukke annoncering fra militærets mange erhvervsinteresser. Men uden internet er Facebook ikke til stor gavn. Det har fået nogle aktivister og journalister til at benytte medier og fremgangsmåder, der ellers var gået af mode.

For de nationale medier er det blevet en stor udfordring at skaffe og verificere informationer fra alle egne af landet. I visse tilfælde betyder det, at journalister må ringe hjem via en fastnetlinje og læse deres historie op for en kollega, der derefter kan publicere den. Og mens flere medier har været nødsaget til at begrænse deres dækning, har borgerjournalister og aktivister indtaget nye roller både i forhold til at dokumentere og distribuere information.

Undergrundsradio er blot et af mange eksempler. I en lille by med dårligt internet trykker en 28-årig journaliststuderende hver dag en pamflet med seneste nyt på et stykke A4-ark. Hans hjem er blandt de eneste i området med fibernet installeret. Flyvebladet udkommer i 300 eksemplarer og bliver omdelt lokalt, men også delt online og downloadet af andre aktivister.

»Folk kan folde papiret og dele det. Hvis de bliver set med en avis, kan de komme i problemer, så derfor er jeg gået tilbage til en helt simpel metode i form af en kort nyhedspamflet. Uden informationer bliver vi holdt i mørke,« udtaler han til nyhedsbureauet Reuters.

Og så er det ikke længere kun militæret, der benytter propaganda over for modparten. Operation Hanoi Hannah er navnet på et initiativ inspireret af en kvindelige radiovært, der under Vietnamkrigen indtalte radiobeskeder rettet mod amerikanske soldater.

Myanmar-udgaven er udtænkt af en gruppe unge aktivister, der til dato har indspillet ti radiomontager designet til at påvirke og demoralisere sikkerhedsstyrkerne og i bedste fald få dem til at desertere. Første montage er på fem minutter og lægger ud med lyden af sirener og barnegråd. Derefter følger en monolog, der skal forestille at være en mor, der taler til sin søn.

»Hvorfor dræber du uskyldige civile? Hvis jeg vidste, at det ville ske, ville jeg aldrig have tilladt, at du blev soldat,« siger kvinden med grådkvalt stemme. Optagelserne er skuespil, og der er skruet godt op for dramaet. Målet er at få spredt lydklippene online og via kortbølgeradio, så de kan nå ud til flest mulige medlemmer af de væbnede styrker.

»Der er sager om politi og soldater, der ønskede at desertere, men som var bange eller ikke fik nok støtte til at gøre det, og vi er bare en af de ting, der kan hjælpe med at skubbe dem over kanten,« forklarer en af initiativtagerne.

»Vi ved godt, at vi ikke kan opnå meget alene, men vi håber, at vi med vores tiltag kan få andre til at lave deres egne propagandaprojekter og optagelser og bruge deres egen kreativitet til at sprede endnu bedre propaganda.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Nyttig artikel, tak.

Kan vi så også beskytte dansk i dag?

KOMME eller VÆRE i vanskeligeheder
FÅ problemer