Trods israelsk sabotage og med intern modstand såvel i USA’s kongres som i Irans konservativt dominerede parlament fortsætter forhandlinger i Wien om fornyelse af den atomaftale fra 2015, som Barack Obama fik bakset på plads – men som blev torpederet af Donald Trump i 2018. Indtil videre foregår forhandlingerne som indirekte drøftelser mellem Iran og USA med de øvrige underskrivere af 2015-aftalen, Rusland, Kina, EU og Tyskland, som bindeled.
Irans præsident, Hassan Rouhani, har efter de indledende to uger, hvor der er lagt en ’køreplan’, beskrevet den hidtidige proces som »en positiv start, der har ført frem til et punkt mellem 60 og 70 procent«, som han blev citeret for i netmediet al-Monitor.
Ligeledes er USA’s delegation, ledet af veterandiplomaten Robert Malley, imødekommende og har præsenteret iranerne for de tre sanktionskategorier, der er på dagsordenen. Sanktioner, der kan sløjfes som direkte relaterede til en atomaftale. Sanktioner, der ikke kan løftes, da de enten falder uden for atomaftalens rammer eller er kongresvedtagen lovgivning. Og endelig de sanktioner, der nødvendiggør yderligere granskning i forhold til, hvorvidt de er relevante for atomaftalen.
Efter Trumps ensidige opsigelse af aftalen i 2018 indførte USA mere end 1.500 nye sanktioner, hvor kriterierne bevidst blev blandet således, at eksempelvis den iranske centralbank blev stemplet som »terrorrelateret«, eftersom den jo i sidste ende stod for udbetalinger til Hizbollah. Trumps »maksimalt pres«-kampagne kvæstede Irans i forvejen sårbare økonomi ved at ramme olieeksporten, der blev reduceret med 80 procent. Det udhulede den iranske valuta med et fald i minimumlønnen fra 260 til 70 dollar og en tredobling af fødevarepriserne.
Sideløbende med USA’s økonomiske kvælertag intensiverede Israel presset på Iran i den skyggeagtige krig, der i årtier er ført ’under radaren’ med cyberangreb på iranske atomanlæg, sabotage mod tankskibe med olieleverancer til Syrien og regelmæssige bombardementer af mål med iranske etiketter i Irak, Syrien og Libanon. Og måske mest markant en stribe snigmord på iranske atomvidenskabsmænd. Senest blev chefen for et særligt udviklingsprogram, der er mistænkt for militære formål, atomfysikeren Mohsen Fakhrizadeh, der tillige havde rang af brigadegeneral i Revolutionsgarden, myrdet i et baghold nær Teheran i november 2020.
Israel bekender kulør
Så sent som søndag 11. april blev atomanlægget i Natanz, hvor berigelsen af Irans uranbrændsel finder sted, ramt af en eksplosion, der forårsagede skade med midlertidigt stop for produktionen til følge. Det mest bemærkelsesværdige ved eksplosionen var ikke, at den fandt sted, men at den israelske spiontjeneste, Mossad, stik mod sædvane tillod israelske medier at citere en læk, der pegede på Mossad som medskyldig.
Formålet med Natanz-lækken var utvivlsomt at sende et umisforståeligt signal til såvel Washington som Teheran om, at Israel forbeholder sig retten til fortsat at angribe iranske mål og interesser, uanset at der forhandles i Wien.
»Israel har haft en langvarig krig med Iran, selv om den har været ført i hemmelighed og med lav profil,« siger en tidligere Mossad-officer, Sima Shine, leder af Iran-sektionen i det israelske Institut for national Sikkerhed, til Financial Times, »og lige nu har Israel en interesse i at lade Iran vide, at vi kan trænge ind i deres struktur, hvor det passer os, hver gang de truer vores nationale sikkerhed.«
Irans umiddelbare svar på Natanz-sabotagen var en beslutning om at øge berigelsen af uranbrændsel til 60 procent i de nye, moderne centrifuger, der arbejder langt hurtigere, end de gamle, der var tilladt under atomaftalen. Et hidtil uset toppunkt fra atomaftalens tekst, der tillod berigelse på 3,67 procent – et niveau, iranerne fastholdt det første år efter opsigelsen i 2018, men som i løbet af 2019 blev øget til 20 procent i skuffelse over, at EU ikke magtede at fortsætte den økonomiske samhandel uden USA. Det lod sig ikke gøre, fordi det internationale IBAN-handelsvaluta-system er dollarbaseret via New York, og fordi USA med lovgivning straffer virksomheder med udelukkelse fra samhandel, hvis de bryder de amerikanske sanktioner.
Irans samlede tab menes at være i omegnen af 200 milliarder dollar, da landet gik fra en vækst på tre-fire procent i 2017 til et fald på nærved 12 procent i 2018-19.
Ifølge IMF-estimater har Iran nulvækst i 2020 og udsigt til en vækst i 2021 på tre-fire procent, hvilket har fået præsident Hassan Rouhani til at erklære, at »økonomien er genoprettet og krisen er overvundet«.
Det er den langtfra – også derved, at det er befolkningen i de store byer, der har fordel af den økonomiske genopretning, hvorimod folk i landdistrikterne ikke har mærket nogen stigning i levestandarden. Og hvor op imod halvdelen stadig lever under fattigdomsgrænsen ifølge en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs af den iranske økonom Hadi Kahalzadeh, som i perioden 2002-2011 var cheføkonom i den iranske styrelse for social sikkerhed.
Uenighed om indhold
Præsident Rouhani har forsikret, at dersom Wien-forhandlingerne ender i en ny aftale, kan de iranske brud på den oprindelige aftale rulles tilbage til 2015-udgangspunktet, herunder også begrænsninger af atomvagthunden IAEA’s kontrolbesøg.
Men der er usikkerhed om, hvor en ny aftale lander – Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, har understreget, at den gamle aftale er den gældende, ord for ord og punkt for punkt. USA’s præsident, Joe Biden, har sagt, at han vil diskutere en forlængelse af ’solnedgangsklausulen’ om aftalens varighed, kontrol med Irans ballistiske missilprogram og bortfald af støtte til Irans ikkestatslige allierede. Det vil sige Hizbollah, Hamas og Islamisk Jihad, houthi’erne i Yemen og de shiamuslimske militser i Irak og Syrien – kort sagt det netværk af regional militant slagkraft, iranerne har opbygget siden den islamiske revolution i 1979.
Hvor det ender, er for tidligt at sige, men analytikere påpeger, at forhandlingerne har politisk medvind. Dels fordi der er åbnet en forsoningskontakt mellem Iran og Saudi-Arabien, der forhandler i Bagdad om genetablering af diplomatiske forbindelser, der blev afbrudt i 2015. Men mest fordi det er i både Joe Bidens og Hassan Rouhanis interesse at få en aftale på plads hurtigt.
Ikke kun fordi Biden vil holde sit valgløfte, men fordi den moderate Rouhanis termin udløber i juni, hvor iranerne vælger ny præsident. Her er det overvejende sandsynligt, at posten overtages af en konservativ, som vil blive sværere at forhandle med.
Også fordi de konservative har argumenteret for at fastholde den nuværende ’modstandsøkonomi’, som trods alt fungerer, og som gør, at Iran selv kan bestemme sin (atom)udvikling frem for at risikere, at USA igen skifter mening med den næste præsident. Her er tankegangen, at økonomisk uafhængighed af Vestens sanktioner vil betyde anerkendelse af Irans position som regional magtfaktor. Det bliver interessant at følge.
