Jens-Peter Bondes virke viser, hvor stor indflydelse man kan få i EU

Vi har mistet en stor europæer med Jens-Peter Bondes død. Han gjorde siden 1970 politisk karriere på at kritisere EU for svindel, manglende demokrati og åbenhed. Valgt ved det første direkte valg til EU-parlamentet i 1979. Oprindelig med krav om dansk udmeldelse, men efter folkeafstemningen i 1986 som konstruktiv kritiker. Også efter at han i 2008 holdt op som parlamentariker, fortsatte han med at operere på den europæiske politiske scene for et reformeret, demokratisk samarbejde.

Vi var politiske modstandere i spørgsmålet om Danmark i det europæiske samarbejde helt fra afstemningen om dansk medlemskab i 1972. Men opdagede de sidste ti år, at vi ønskede det samme for EU. Derfor tog han i 2017 initiativet til at formulere ti bud på at redde Europa. Ikke fordi han elskede overnationalt samarbejde for dets egen skyld, men for at gøre det gennemskueligt, nært og demokratisk. Vi var godt i gang med en opdateret udgave om EU over for de globale udfordringer, især klimakrisen, da han blev ramt af kræft. Men nåede at fremsætte et forslag til en ny Schuman-erklæring midt under coronakrisen i maj 2020.

Bondes holdning er på en paradoksal måde bedre i overensstemmelse med den reelle karakter af det europæiske samarbejde end den højtflyvende supranationale idealisme, der kommer til udtryk ved festlige lejligheder. Han kendte spillereglerne i Parlamentet bedre end nogen og organiserede sin egen gruppe af nordiske socialister, franske, italienske, rumænske og bulgarske populister og excentriske britiske millionærer. Han knyttede venskaber på tværs af politik og nationalitet – måske i kraft af opvæksten i det dansk-tyske grænseland, der havde gjort ham flydende på dansk, tysk og sønderjysk, foruden de øvrige hovedsprog.

Uanset hvor mærkværdige hans alliancer forekommer i en traditionel højre-venstre-optik, kan det ikke benægtes, at modstanderne af EU ofte opfører sig europæisk, mens de taler nationalt, mens tilhængerne taler europæisk, samtidig med at de forfølger nationale interesser. Hvis Parlamentet skulle opkalde en bygning efter føderalisterne Altiero Spinelli og Paul Henri Spaak ville danske Bonde være et godt valg.

Han er bedre kendt i mange europæiske kredse end i sit eget Danmark, hvor hans navn stadig af mange forbindes med negativ kritik af EU. Hans indsats fremgår af de omfattende politiske erindringer, som han med hjælp fra sin familie skrev under sygdommen, det sidste efter han havde modtaget sin dødsdom.

Konstruktivt program for Europa

I Danmark erindres Bonde som den effektive organisator af modstanden mod EU. Men det meste af sin tid brugte han på parlamentarisk arbejde i Bruxelles og Strasbourg som medlem af den vigtige ’formandskonference’ i 17 af de 29 år i parlamentet. Han knyttede personlige og politiske venskaber over et bredt politisk felt fra Altiero Spinelli og Romano Prodi til Jean-Claude Juncker, der begyndte som ung embedsmand, samtidig med at Bonde gjorde sin entré i europæisk politik.

JuniBevægelsen, som han organiserede efter sejren i afstemningen om Maastrichttraktaten 2. juni 1992, havde et konstruktivt program for Europa, selv om den stadig var kritisk over for Unionens bjerge af lovgivning. Efter 1986-afstemningen bevægede han sig gradvist fra at være modstander i Folkebevægelsen mod EU til konstruktiv kritiker af frås og lukkethed under overskriften ÅND, der kommer af Åbenhed, Nærhed, Demokrati. Denne position gjorde det muligt for Bonde at operere effektivt i parlamentet og samarbejde med fire på hinanden følgende kommissionsformænd samt at spille en ikke uvigtig rolle i udarbejdelsen af den forfatningstraktat, der blev forkastet af vælgerne i Nederlandene og Frankrig i 2005.

Den aktivitet har det været svært at få formidlet til den danske offentlighed, fordi journalisterne har tænkt i ’for eller imod’, men undgået det hårde arbejde med at dække den lovgivning, der bliver til med EU-Parlamentet som en central medlovgiver. Og slet ingen forståelse har for, at EU til overraskelse for både tilhængere og modstandere har udviklet sig til, hvad man kan kalde en ’føderation af nationalstater’.

Bonde drog tidligt den lære, at tilhængerne må tale med modstanderne – og omvendt. Det gælder ikke kun i Danmark, men i hele Europa, hvor vi i demokratiets navn bliver nødt til at tale med alle, også med briterne efter Brexit. Det bliver ikke nemt, men det hører med til den europæiske samtale. Bondes virke viser med eksemplarisk tydelighed, hvor stor indflydelse man kan få i EU som dansker, hvis man spiller sine kort rigtigt, arbejder hårdt, kan flere sprog og holder ord.

Han var en god ven og bliver hårdt savnet.

Ære være hans minde.

Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk historie, CBS