I et kapitalistisk samfund er job en menneskeret, som staten bør garantere

I Danmark er vi vant til at have både øjne og lange fingre rettet mod USA. Film, musik, ideer og nye politiske rettighedskampe flyder fra USA til Danmark. Når det kommer til offensive udvidelser af velfærdsstaten, plejer forsyningslinjen imidlertid at bevæge sig den anden vej. »Denmark« er nærmest en fast vending i amerikansk politik. Det er det, Bernie Sanders siger, når han taler om det samfund, han drømmer om.

De senere år har det imidlertid piblet frem med nye ideer fra den styrkede amerikanske venstrefløj, og nogle af dem smager ikke så lidt af klassisk skandinavisk socialdemokratisme. Det gælder ikke mindst forslaget om en såkaldt jobgaranti, som blev præsenteret som en del af den ambitiøse klimaplan Green New Deal, og hvis støtter i dag tæller Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez.

Konceptet er simpelt. Arbejde er en menneskeret, og derfor er det statens opgave at stille job til rådighed til dem, som ikke kan kan finde et. Gode, meningsfulde job vel at mærke, med ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

»Vi lever i et samfund, hvor folk forventes at forsørge sig selv gennem arbejde, produktionen og fordelingen af samfundets goder er organiseret omkring lønarbejde. Så når vi accepterer massearbejdsløshed, nægter vi ikke bare folk mulighed for at tjene til basale fornødenheder. Vi nægter dem også adgang til at deltage i det samfund, de lever i,« siger den amerikanske økonom Pavlina Tcherneva. Hun er lektor ved Bard University og forfatter til bogen The Case for a Job Guarantee.

I praksis har vi i dag accepteret arbejdsløshed som et af markedsøkonomiens vilkår. Økonomer taler ligefrem om en naturlig arbejdsløshed. At cirka fem procent af arbejdsstyrken helst skal gå ledig for at sikre stabile priser og lav inflation.

Men det er både moralsk og økonomisk uansvarligt, mener Tcherneva. »Arbejdsløshed er ikke kun forfærdeligt for dem, det går ud over. Ledighed er omdrejningspunktet for en lang række sociale problemer i samfundet: hjemløshed, ulighed, udsatte boligområder, social arv, kriminalitet. Man kunne komme meget langt med mange af tidens store, sociale udfordringer, hvis vi blot stillede job til rådighed for folk,« siger hun.

Som det ofte er tilfældet i den venstreorienterede idédebat, minder den nye idé til forveksling om gammel politik. Indtil for ikke så forfærdeligt mange årtier siden var ambitionen om fuld beskæftigelse en af de bærende søjler i det socialdemokratiske projekt. Det gælder i USA, hvor Roosevelts New Deal ikke mindst handlede om at bekæmpe ledighed gennem nye offentlige job, og det gælder i Danmark, hvor den »første hovedlinje« i Socialdemokratiets program efter Anden Verdenskrig lød sådan her:

»Alle arbejdsdygtige danske Borgere skal have Arbejde paa menneskeværdige Vilkaar.«

Alligevel mener Pavlina Tcherneva ikke, at jobgarantien bare er en tilbagevenden til efterkrigstidens socialdemokratisme. Dengang var der tårnhøje vækstrater, og forbindelsen mellem arbejdsgiver og arbejdstager var med nærmest livslange ansættelser mere stabil.

»Forholdene er anderledes i dag. Vi kan ikke genskabe efterkrigstidens sociale kontrakt, fordi de politiske, økonomiske og sociale omstændigheder er anderledes. En offentlig jobgaranti er et forsøg på at formulere en ny social kontrakt.

Job til alle

Helt konkret indebærer Pavlina Tchernevas idé om en jobgaranti, at enhver borger skal kunne henvende sig til myndighederne og blive henvist til et job, som giver mindst 15 dollar i timen – altså et godt stykke over den føderale mindsteløn i USA.

»Et offentligt program, finansieret af offentlige penge med henblik på det fælles bedste,« siger hun. Derfor skal staten også fra centralt hold formulere nogle »guidelines«, som udgør rammerne for, hvad man forstår ved »det fælles bedste«. Men hvad alle de nye, offentlige ansatte konkret skal tage sig til, skal afgøres lokalt.

»I min by har vi måske behov for et infrastrukturprojekt, som sikrer rent drikkevand. I din by er der måske behov for at brandsikre de offentlige bygninger. I en tredje by trænger de måske til flere omsorgsmedarbejdere. Her foreslår jeg, at man inddrager borgerne, så man lokalt kan beslutte, hvordan man bruger arbejdskraften bedst muligt,« siger Tcherneva.

Efterkrigstidens mere bastante socialdemokratisme er ikke det eneste ekko fra fortiden, man hører for sig, når venstreorienterede økonomer som Pavlina Tcherneva råber »jobgaranti«. Hele ideen om at gøre beskæftigelsen til en rettighed sikret af staten i stedet for en vare, man kan forsøge at sælge til højestbydende, og forestillingen om, at det offentlige skulle være bedre til at finde på arbejdsopgaver end markedet, klinger unægteligt en smule af sovjetkommunistisk planøkonomi.

»Den indvending hører jeg ofte, men det gør den ikke mere korrekt. I østblokken var staten den eneste arbejdsgiver. Det er ikke det, vi taler om her. Den private sektor skal fortsat gøre det, som den private sektor gør. Regeringen stiller bare muligheder til rådighed for de efterladte eller udnytter de ressourcer, som ellers ville gå tabt,« siger hun.

Man skal se jobgarantien som en buffer eller en »automatisk stabilisator«. I krisetider holder man hånden under økonomien og borgerne ved at skabe flere offentlige job, og i opgangstider vil der være færre. Målet er, understreger Tcherneva, at jobgarantien skal være en trædesten til et almindeligt job, eller en midlertidig ordning i de perioder, hvor markedet ikke efterspørger arbejdskraft.

– Hvad så hvis man er doven eller inkompetent? Eller man mobber sine kolleger eller ikke møder ind om morgenen? Kan man blive fyret fra sit garanterede job?

»Ja, det er et job som alle andre. Hvis du ikke møder op, bliver du fyret«.

 – Hvad sker der så, hvis man bliver fyret?

»Man kan genansøge. Man får en chance til. Tænk på, hvordan vi ser på uddannelse. Vi mener, at alle har en ret til uddannelse. Nogle klarer sig dårligt, nogle dropper ud, bliver smidt ud. Men de får lov til at gå i skole igen. Vi tænker, hvad der er galt og prøver at hjælpe dem til at klare sig bedre.«

– En jobgaranti lyder som en helt fantastisk dyr ordning?

»Nej, staten betaler allerede,« siger Tcherneva. Og generelt har vi en tendens til at undervurdere omkostninger ved arbejdsløshed. Staten betaler ikke kun for overførselsindkomster og opkvalificeringsprogrammer. Den samler også regningen op for alle de afledte, negative konsekvenser: kriminalitet, utrygge nabolag, psykisk sygdom, ustabile familier. Alt sammen sociale problemer forbundet med ledighed, og som i sidste ende bliver til udgifter for staten.

»Med en jobgaranti ville staten omvendt have afledte positive effekter som mere velfungerende familier og større social stabilitet«.

Flexicurity

Forslaget er formuleret i en amerikansk kontekst, og da Pavlina Tcherneva skrev sin bog, havde hun det amerikanske arbejdsmarked i tankerne.

I Danmark har vi et anderledes fintmasket socialt sikkerhedsnet. Ydelserne er højere, og under det første chok efter pandemien blev det også demonstreret, at den danske stat er mere villig til at gribe ind i økonomien for at holde hånden under arbejdsmarkedet. Mens man i Danmark indførte lønkompensation, blev millioner af amerikanere henvist til arbejdsløshedskøen.

Få ting kan få danske politikere til at slå sig i brystet som den såkaldte flexicurity-model, hvor det er nemt for virksomheder at hyre og fyre medarbejdere, som til gengæld kan regne med at blive grebet af et gavmildt socialt sikkerhedsnet. Det gør økonomien ekstremt fleksibel, og markedet kan reagere hurtigt, hvis der er behov for at flytte arbejdskraft fra en sektor til en anden.

 – Har jobgarantien ikke samme problem som andre planøkonomiske tiltag? Det er meget lidt dynamisk. Man afvikler udbud og efterspørgsel, så hvis der pludselig opstår et behov for arbejdskraft i en bestemt sektor, kan de ikke få den, fordi arbejdsstyrken er beskæftiget i offentligt nyttearbejde?

»Jeg opfatter det som en ideologisk position, at arbejdsmarkedet nødvendigvis skal være fleksibelt. Fordelene ved det er overvurderede. Studier viser, at folk med mindre jobsikkerhed også er mindre produktive. Kigger man på den gyldne æra i Vesten (årtierne med høj vækst fra cirka 1945-1975, red.), gjorde man dengang langt mere for at sikre fuld beskæftigelse, og forbindelsen mellem arbejdsgiver og arbejdstager var langt mere fasttømret. Alligevel havde man stabil høj vækst og en høj grad af innovation,« siger hun.

»I takt med at arbejdsmarkedet er blevet mere fleksibelt, er væksten faldet«.

 – Vender vi os mod en amerikansk kontekst, vil det være en enorm disruption af arbejdsmarkedet. Ingen gider arbejde for syv dollar i timen i Walmart eller tisse i en flaske i Amazons lagerhaller, hvis man kan få 15 dollar i timen og ordentlige forhold hos det offentlige?

»Ja, men jeg har intet imod at disrupte de værste hjørner af det amerikanske arbejdsmarked. Når arbejdsgivere overhovedet er i stand til at tilbyde så dårlige forhold og begå så omfattende et løntyveri, skyldes det også den latente trussel om arbejdsløshed. Når virksomheder giver fattigdomsløn eller har ydmygende arbejdsforhold, kan jeg ikke se problemet i, at vi river tæppet væk under deres forretningsmodel.«

Borgerløn løser ikke eksistentielt problem

Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi, understreger Pavlina Tcherneva. En jobgaranti skal ikke bare sikre, at alle tjener en ordentlig løn og sikre en mere retfærdig fordeling af samfundets goder.

Selv i lande som Danmark og Norge, hvor de offentlige ydelser er relativt høje, skaber ledighed mistrivsel, som ikke alene kan forklares ved et lavere rådighedsbeløb. Penge er ikke den eneste årsag til, at folk gerne vil have et job.

»Det er svært at overvurdere betydningen af den værdighed, der er forbundet med at have et job,« siger hun.

Med det mener hun ikke kun, at arbejdsløse ofte føler sig dømt og stigmatiseret af omverdenen. Det er bestemt også et problem. Men arbejdet har også en eksistentiel funktion. Det stimulerer vores behov for at føle os nyttige. For at føle at vi deltager i og bidrager til det store fællesskab, vi er en del af.

»Det er en fuldstændig central dimension i dette her og et af de bærende moralske argumenter for en jobgaranti,« siger hun. Det er ikke holdbart, at man ekskluderer et væsentligt mindretal fra at deltage og føle sig nyttige.

Af den årsag er Pavlina Tcherneva modstander af borgerløn – en anden radikal og tiltagende populær venstrefløjsidé.

»For det første baserer det sig på en besynderlig præmis om, at vi står over for en teknologisk dommedag, hvor robotterne kommer, og der ikke vil være job til nogen af os i fremtiden. Det er jeg ret overbevist om ikke er tilfældet. Vi finder på nye, væsentlige og måske mere behagelige opgaver, sådan som det altid har været tilfældet,« siger hun. »Derudover er borgerløn et falsk løfte. Som udgangspunkt er det godt, at vi forsørger os selv gennem deltagelse. Ved at bidrage til samfundet, produktionen eller udøve omsorg for dem, der har brug for det. Som sagt er indkomst ikke den eneste årsag til, at folk søger arbejde. Måske er det ikke engang den primære. Derfor er borgerløn en dårlig løsning,« siger hun.

Rød idé i grønne klæder

Lige nu er jobgarantien et projekt for Det Demokratiske Partis venstrefløj. Bernie Sanders støtter ideen, Alexandria Ocasio-Cortez er selvfølgelig også med. Det samme er de unge aktiviteter fra partiets grønne fløj, The Sunrise Movement. Partiets leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har udtalt, at ideen er »værd at overveje«, men det er også det tætteste, partieliten har været på at røre jobgarantien.

Alligevel er det et eksempel på, hvordan venstrefløjens ideer i disse år søger mod midten af amerikansk politik. For ikke særligt mange år siden var en jobgaranti med sikkerhed blevet afvist som sovjetkommunistisk vanvid. I dag bliver ideen taget seriøst i Washington.

Jobgarantien brød igennem til en bredere amerikansk offentlighed i 2018, da den blev inkluderet i et andet radikalt forslag: The Green New Deal. Venstrefløjens bud på et svar på klimakrisen.

»Nogle lokalmiljøer er fuldstændig afhængige af job knyttet til fossil energi, som de forståeligt nok ikke er villige til at opgive i omstillingens navn. Med en jobgaranti får de et løfte om, at de vil blive tilbudt nye muligheder på den anden side. Det var derfor, at man lagde en jobgaranti ind i Green New Deal,« siger Tcherneva.

Andre har kritiseret det, de opfatter som et forsøg på at camouflere rød politik som et grønt tiltag. Man sætter opbakningen til den grønne omstilling på spil ved at pakke den ind sammen med et radikalt venstreorienteret økonomisk forslag.

»Vi har fået lavet meningsmålinger på det der. Mange gange. Og det viser sig, at jobgarantien er en af de absolut mest populære dele af Green New Deal,« siger Tcherneva.

Det er rigtigt, at målinger generelt viser et favorabelt syn på jobgarantien. En meningsmåling fra efteråret viste, at 70 procent af amerikanerne støtter ideen.

Ifølge Pavlina Tcherneva er det åbenlyst hvorfor. Det er et offensivt velfærdsprojekt som på en konkret og forståelig måde angriber de problemer, som har fyldt allermest i amerikansk politik de seneste år. Økonomisk usikkerhed, arbejdernes tab af værdighed, kollapsende lokalmiljøer og globaliseringens udfordringer.

»Vi kan også kalde det neoliberalismens menneskelige konsekvenser,« siger hun.

En gammel idé til en ny tid. Også for Denmark.