Baggrund
Læsetid: 5 min.

Massevacciner er ikke altid nok. Hvad kan vi lære af Chile og Israel?

Chile og Israel er helt fremme i det globale førerfelt for udrulning af COVID-19-vacciner, men hvor smitten er under kontrol i Israel, har den høje vaccinerings-grad ikke kunnet forhindre den i at eksplodere i Chile. Det er der primært tre grunde til, siger eksperter
Chilenere venter på at få andet COVID-19-stik på en skole i Santiago. Selv om 37 procent af chilenerne nu er vaccineret, er der mange smittede, fordi de mange vaccinerede har givet en falsk tryghed, som betyder, at chilenerne ikke længere er omhyggelige med at holde afstand.

Chilenere venter på at få andet COVID-19-stik på en skole i Santiago. Selv om 37 procent af chilenerne nu er vaccineret, er der mange smittede, fordi de mange vaccinerede har givet en falsk tryghed, som betyder, at chilenerne ikke længere er omhyggelige med at holde afstand.

Esteban Felix

Udland
14. april 2021

Tre lande er gået i udbrud og danner lige nu et førerfelt i kraft af deres mere effektive massevaccinationsprogrammer mod COVID-19: Israel, Chile og Storbritannien. Alle tre har formået at vaccinere en imponerende høj procentdel af deres befolkninger.

Når det gælder indsatsen for at holde smittetallene nede, er deres præstationer imidlertid højst forskellige.

Israel har klaret sig så godt, at det nu åbner for undervisning på universiteterne, for koncerter og andre masseforsamlinger og tillige har åbnet for restauranter og barer. Chile, derimod, oplever kraftigt stigende smittetal og står nu over for nye nedlukningsrestriktioner.

I Storbritannien er der sket et klart fald i antallet af dødsfald og hospitalsindlæggelser, men det er stadig uvist, hvordan det skal gå, efter de lempelser af nedlukningsrestriktionerne, der blev indført i England mandag. (Skotland, Wales og Nordirland følger snart efter med andre tidsplaner for lignende lempelser).

Vil Storbritannien lægge sig i Chiles ildevarslende spor? Eller kan det håbe på at opnå samme gunstige udvikling som Israel?

Israel og Chile er ikke de eneste andre lande, der kan give et fingerpeg om, hvordan kampen mod COVID-19 vil forme sig i de kommende måneder. Australien, New Zealand, Frankrig, Tyskland og mange andre kan afgive vigtige indsigter. Ikke desto mindre er det Chile, der leverer den skarpeste advarsel.

Falsk sikkerhed

Chilenske sundhedsarbejdere har leveret de første vaccinestik til 37 procent af befolkningen. Trods dette stiger de daglige smittetal imidlertid kraftigt. Det er der ifølge sundhedseksperterne tre hovedgrunde til: For det første udbredelse af mere ondartede coronavirusstammer fra Brasilien, for det andet en større intern trafik i landet og for det tredje: en mindsket overholdelse af social afstand, fordi vaccinationsprogrammet har givet chilenerne en falsk følelse af sikkerhed.

At det sidste forhold kan være nok så afgørende, understreger professor Lawrence Young, en virolog ved Warwick Medical School.

»Efter min mening viser Chile farerne ved at stole for meget på vacciner. Vacciner kan være storartede, men de kan aldrig stå alene. Det, vi har set i Chile, rummer en klar advarsel til os.«

Professor Stephen Griffin fra Leeds University School of Medicine er ganske enig.

»Vi er stadig nødt til at holde smittetallene ned, mens vi vaccinerer. Forsømmer vi at gøre det, vil vi stadig kunne havne i problemer.«

Chile har i den forstand eksponeret farerne ved vaccinehybris. Derimod har Israel anskueliggjort, hvor langt man kan nå med fremsynet planlægning og konstant beredskab. Siden dets omfattende vaccineudrulning begyndte, har Israel iværksat en række sideløbende initiativer for at fastholde fremskridtene i sin COVID-19-bekæmpelse. Blandt disse er et system med grønne vaccinepas, som obligatorisk udleveres til personer, der enten har fået begge vaccinedoser eller er kommet sig efter sygdommen og derfor anses for usandsynlige smittekilder. Tiltaget er dog kontroversielt, og mange har protesteret over de påbudte pas.

»Men for universiteterne har det været et fremskridt at få de studerende tilbage til forelæsningssalene, så de studerende igen kan tage imod personlig undervisning,« siger Linda Bauld, professor i folkesundhed ved Edinburgh University. »Det er den slags tiltag, vi nu skal til at overveje, så vi kan åbne sikkert efter sommeren.«

Bauld fremhæver to andre israelske foranstaltninger. Antistoftest – som viser, om en person har COVID-19-antistoffer, det være sig fra en vaccine eller fra en tidligere infektion – gør det muligt for internationale rejsende, der ankommer til Israel, at slippe for karantæne. Samtidig overvejer sundhedsmyndighederne også at give vacciner til store børn, så snart tilsynsmyndighederne giver grønt lys for dette. Disse initiativer viser, hvor langsigtet planlægningen foregår i Israel,« tilføjer Bauld.

Karantænesystemer

Andre forskere peger på Australien og New Zealand som eksempler. I Australien har man kun haft få nye smittetilfælde, selv om vaccinationsprogrammet først kom i gang for få uger siden. Det skyldes den hurtige lukning af de australske grænser sidste år og dets omhyggeligt styrede hotelkarantænesystem, der har mindsket COVID-19-spredningen til minimale niveauer.

Storbritanniens test-, sporings- og isolationssystem er til sammenligning både mangelfuldt og uprøvet, til trods for at det vil kunne få en afgørende rolle at spille i inddæmningen af nye COVID-19-udbrud, der kan ventes, når nedlukningsrestriktionerne ophæves.

»For at sige det enkelt har vi stadig ikke lært, hvor vigtigt det er at isolere smittede personer,« siger Griffin.

Så er der spørgsmålet om vaccinationernes fremskridt i resten af verden – for så længe der stadig er store lomme af ikke-vaccinerede grupper i andre lande, vil COVID-19 forblive en lurende trussel for lande som Storbritannien.

Forskerne vurderer, at der vil blive brug for over 11 milliarder doser af vacciner, hvis 70 procent af verdens befolkning skal have to stik – et tal, der forhåbentlig ville være nok til at opnå en passende grad af global flokimmunitet. De seneste tal viser imidlertid, at de rigeste nationer – der udgør en femtedel af verdens befolkning – allerede har købt seks milliarder vaccinedoser, hvorimod de resterende fattigere nationer – fire femtedele af menneskeheden – kun har sikret sig 2,6 milliarder.

I lyset af en så enorm ubalance har Indien og Sydafrika bedt Verdenshandelsorganisationen WHO om at suspendere patentrettigheder på forskellige COVID-19-teknikker, vacciner og lægemidler, således at de får bedre muligheder for selv at producere deres egne behandlinger. Dét forslag bakkes nu op af over 100 nationer.

Smertelig lære

»Vi må ikke gentage den smertelige lære fra de første år med den medicinske indsats mod aids, da de rigere lande hurtigere fik sikret sundheden, mens millioner af mennesker i udviklingslandene blev ladt tilbage,« udtalte Winnie Byanyima, administrerende direktør for Unaids, FN’s hiv/aids-kontor for nylig til videnskabsmagasinet Nature.

Samme pointe blev i sidste uge trukket frem af Dorothy Guerrero, politisk chef hos Global Justice Now – en ngo, der kæmper for retfærdig adgang til vaccine. Hun beskyldte de rige lande for at skaffe sig vacciner på bekostning af lavindkomst- og mellemindkomstlande.

»Der findes en hurtig og sikker måde at øge global vaccination på: at opgive patenterne på COVID-19-vaccinerne og lade de enkelte lande selv producere deres egne doser. Lande som Storbritannien burde sætte sig spidsen for dette.«

EU og Storbritannien og mange andre vestlige lande bakker imidlertid op om de medicinalindustrielle virksomheders påpegning af, at et afkald på patentrettigheder ikke vil være nogen effektiv hjælp. Problemet er angiveligt, at produktion af vacciner under betryggende forhold kræver forudgående implementering af en række trin til at sikre en grundig kvalitetskontrol.

At forhandle om fordelingen af patentrettigheder i forhold til alle disse forskellige processer vil ifølge dette synspunkt blive for tidskrævende. Det vil være bedre at øge vaccineproduktionen på de eksisterende faciliteter til højeste niveau.

Forskere har dog understreget gang på gang, at verden ikke vil kunne vide sig sikker mod COVID-19, før en opnået global flokimmunitet har fundet sted. Som et slogan lyder: »Ingen er sikre, før alle er sikre.« At nå frem til dette mål forventes stadig at kunne tage flere år.

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Så længe vaccinerne i vesten holder en effektivitetsprocent på mellem 80-95% kan det næppe være vaccinen der er den store hovedsynder. Det er nok snarere at under halvdelen af de omtalte landes befolkninger rent faktisk er blevet vaccineret. Der skal vist mindst 70 5 vaccinerede før der er tale om flokimmunitet. Og hvad med teorien om superspredere? Landenes størrelse og urbaniseringsgrad osv? Et noget snævert perspektiv i artiklen.