Analyse
Læsetid: 5 min.

Ny kold krig mod en alliance af Rusland og Kina kan blive Bidens værste mareridt

Russiske troppeopbygninger ved Ukraine og kinesisk raslen med sablen over for Taiwan på samme tid ligner en koordineret plan om at teste den amerikanske regerings beslutsomhed
En ukrainsk soldat på vagt ved fronten nær Donetsk. Den russiske troppeopbygning ved Ukraine er forementlig et forsøg på at teste Joe Bidens beslutsomhed

En ukrainsk soldat på vagt ved fronten nær Donetsk. Den russiske troppeopbygning ved Ukraine er forementlig et forsøg på at teste Joe Bidens beslutsomhed

Udland
14. april 2021

Det er måske bare et tilfældigt sammentræf, at Rusland sætter Ukraine under forøget militært pres, og Kina samtidig rasler med sablen over for Taiwan. Foråret er, som digteren Tennyson skrev, den årstid, hvor unge mænd drages mod krig, og samme perverse maksime kan vel også inspirere aldrende banditter som Vladimir Putin og Xi Jinping.

Rusland og Kina synes at søge ind i en stadigt snævrere alliance. Og selv om der ikke er åbenlyse tegn på direkte koordination i de nye trusler over for Ukraine og Taiwan, er Putin og Xi utvivlsomt bekendt med hinandens initiativer, der har samme og gensidigt forstærkende effekt: at sætte tommelskruerne på Joe Bidens endnu uprøvede regering.

Hvad vi nu ser udfolde sig, kan i visse henseender ligne den ultimative opfyldelse af George Orwells mareridtsvision i den dystopiske roman, 1984, der udspiller sig i en verden, der er opdelt geografisk, militært og politisk i tre rivaliserende superstater: Oceanien (Nordamerika og Storbritannien), Eurasia (Rusland og Europa) og Eastasia (Kina).

Orwells bog udkom i 1949, der også var året for oprettelsen af den amerikanskeledede forsvarsalliance NATO, for Sovjetunionens etablering som kernevåbenmagt og for Mao Zedongs udråbelse af Folkerepublikken Kina.

Tremagtskonfrontation

Orwells forudsigelse af en global og vedvarende tremagtskonfrontation var ganske fremsynet for sin tid. Kina skulle først udvikle sin styrke. Siden imploderede Sovjetunionen, og USA gjorde i et ’unipolart’ øjeblik krav på endelig sejr. Først i dag ser vi noget, der begynder at ligne Orwells tredelte verden. 2021 er det nye 1984.

Hvis Kina og Rusland nu er ved at rotte sig sammen imod USA og dets partnere, så er det ikke uden fortilfælde i en verden, hvor ingen supermagt kan få lov til at dominere de to øvrige. I 1972 var det Richard Nixon, der søgte Kinas hjælp imod Sovjet. Og hvem ved: Måske vil Rusland og USA en dag gå sammen om at stække Beijing. Som refrænet lyder i en Meat Loaf-sang: two out of three ain’t bad.

Fortalere for en multipolar verden vil her indvende, at den analyse er urimeligt forsimplet, og at strategiske balancer er mere subtile og komplekse. Sig det til befolkningerne i den østukrainske Donbass-provins og den besatte Krimhalvø, som nu oplever en ikke spor subtil russisk militær styrkeopbygning lige op ad den såkaldte ’kontaktlinje’ (fronten mellem ukrainske styrker og russiskstøttede separatistiske styrker, red.).

Konsensus blandt analytikerne går dog på, at Putin ikke forbereder en invasion. Men hvad er han så ude på? Kreml-apologeter hævder, at han blev provokeret af et ukrainsk dekret fra sidste måned om, at genindlemmelse af Krim, som Rusland annekterede i 2014, er et officielt regeringsmål – og af fornyet snak om ukrainsk NATO-medlemskab.

En mere banal forklaring kunne være, at Moskva vil lægge pres på Kijev for at bryde dødvandet i den såkaldte Minsk-fredsproces, efter at den seneste våbenhvile i Donbass gik i vasken. Putin kunne indkassere et stort, om end forbigående popularitetshop i meningsmålingerne efter den russiske annektering af Krim. Og i sidste måned markerede han syvåret for begivenheden med en stor tv-transmitteret festlighed for et indbudt massepublikum i et forsøg på at genvinde tabt popularitet.

Øjensynligt uden større succes. Russerne er mere optagede af coronaviruspandemien (og den inkompetente statslige indsats imod den) og af forværrede socioøkonomiske udsigter. Mere end nogensinde før forekommer Putins projekt til rekonstruktion af sovjetimperiet irrelevant for russerne, især for den unge generation.

Putin er desuden trængt af den stærke tilslutning til den meget forfulgte oppositionsaktivist Aleksej Navalnyj – og af de korruptionsbeskyldninger mod ham, som samme aktivist er afsender af. Kun 32 procent af russerne har tillid til deres præsident, viser en frisk meningsmåling fra Levada Center. Ud fra denne optik ligner styrkeopbygningen over for Ukraine en kalkuleret distraktion fra indenrigspolitiske kvaler.

Vestlig beslutsomhed

Alligevel er Putins intention måske også at teste amerikansk og europæisk beslutsomhed. Han har næppe glemt, hvordan George W. Bush lovede ufravigelig støtte til Georgiens nytiltrådte demokratiske regering i 2005 og derefter dukkede sig, da en krig mellem Rusland og Georgien brød ud i 2008. Som analytikeren Ted Galen Carpenter bemærkede i sidste uge, har Bidens Hvide Hus tilsvarende bekræftet »sin urokkelige amerikanske støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet i lyset af Ruslands fortsatte aggression i Donbass og Krim«.

»Parallellerne mellem Washingtons overdrevne opbakning til Ukraine og Bushs fadæse med hensyn til Georgien er uhyggelige og alarmerende,« skriver Carpenter. USA og NATO vil lige så lidt gå i krig mod Rusland om det østlige Ukraine, som det ville redde Sydossetien, fastslår han. Skulle de gøre det, står vi på tærsklen til en tredje verdenskrig.

Det er ret beset her, den sande trussel mod verdensfreden kan ligge – i gråzonen mellem ord og handlinger og i den intensiverede trilaterale kamp mellem supermagter.

Vil Putin, ansporet af Bidens »morder«-fornærmelse imod ham og de talrige uhåndterlige stridsspørgsmål med Vesten, forsøge at afsløre den amerikanske præsidents bluff? Er Xi ude i samme ærinde på modsatte halvkugle?

Kinas bistre leder ligner en mand, der har tilbøjelighed til grublerier. Han har oplevet mange fornærmelser fra Vesten, herunder beskyldninger om folkedrab i Xinjiang, brutalitet i Hongkong og aggression i havene omkring Kina. Hvad motiverer ham nu, da hans styrker belejrer Taiwan?

Et svar kan være, at også Xi måske håber at aflede opmærksomhed fra indenrigspolitiske problemer. Måske står han internt over for usete udfordringer i Kinas kommunistiske parti. Mere sandsynligt er det, at han vil markere hundredårsjubilæet i juli for grundlæggelsen af det kinesiske kommunistparti ved omsider at erobre Chiang Kai-sheks-nationalisternes sidste skanse. En genforening med Taiwan vil besegle Xis arv. Stadigt tættere personlige, strategiske og militære bånd med Putins Rusland betyder, at han ikke vil møde protester fra denne kant, ja måske endda kan få applaus. Taiwan har svoret ikke at overgive sig uden kamp, men kan ikke sejre alene. Kun amerikanerne står reelt i vejen for ham.

Troll’er Xi simpelthen Washingtons nye uprøvede hold? Eller vil han trodse det og snart slå til mod Taiwan? Et orwellsk mareridt for Biden, og Vesten vil være en russisk invasion af Ukraine og et kinesisk angreb på Taiwan, der finder sted simultant.

Oceaniens valg vil da være tofrontskrig eller global ydmygelse. Velkommen til Winstons verden (Winston Smith er hovedpersonen i 1984, red.)

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her