Da Real Madrids præsident Florentino Pérez gik på spansk tv for at forsvare planerne om en ny europæisk Super League, som han er udset til at være præsident for, kom han midt i sit forblommede selvdefensorat til at røbe en flig af sandheden om motiverne bag projektet, da han sagde, at uden sådan en europæisk superliga vil fodbold »være ruineret«.
Det er nu ikke helt sandt. Fodbold som sådan vil ikke være ruineret. Men det kan meget vel være tilfældet for Real Madrid.
Årtiers umådeholdent overforbrug har udstyret klubben med en bruttogæld på mere end seks milliarder kroner og et alderstegent mandskab, der skal fornyes i løbet af de næste år; noget, som Perez ikke har midlerne til.
Præsidenten kigger kort sagt ind i et scenarie, hvor en drænet klubkasse og et afpillet førstehold kan føre til et tabt årti på den sportslige scene.
Samme udsigt har man hos ærkerivalerne fra FC Barcelona, der som bekendt også er en del af det såkaldte ’beskidte dusin’, (som UEFA’s præsident Aleksander Ceferin har benævnt dem, der ønsker at bryde ud af den internationale turneringsstruktur og danne deres egen, lukkede fest).
I den catalanske storklub er den økonomiske afgrund ikke noget, man skuer ned i. Man er i princippet i frit fald. Med en gæld på otte milliarder kroner – hvoraf en stor del er optaget i kortfristede lån, der løbende skal indfries – og med en spillertrup, hvor den mest værdifulde aktør i skikkelse af Lionel Messi kan forlade klubben kvit og frit til sommer, er situationen fuldstændig desperat.
Klubbens vicepræsident erkendte således i vinter, at man havde været nødt til at udskyde udbetaling af spillerlønninger på over en milliard kroner for at overleve.
Og meget bedre bliver billedet ikke, når man skuer over Middelhavet for at kigge på nogle af de øvrige kumpaner i dette angreb på den internationale fodboldfamilie.
Hos Juventus er det ikke så meget økonomien, der er problemet, som de sportslige resultater. Klubben er i egen selvforståelse en af de store dyr på den europæiske fodboldsavanne, men i årevis er de zebrastribede blevet ekspederet ud af Champions League af hold, der finansielt har været dem langt underlegne – men som på grønsværen har ageret skarpere og mere snedigt end kolossen fra Torino.
Og hvad skal man sige om AC Milan og Inter…?
Hvad laver de overhovedet i et selskab, der praler af at samle ’de 12 største’ klubber i Europa?
AC Milan har ikke været en faktor på den europæiske scene i mere end et årti. Og Inter røg ud af faldlemmen i bunden af deres Champions League-gruppe i efteråret efter at være blevet nummer fire under halvbløde modstandere som Shakhtar Donetsk og Borussia Mönchengladbach.
Dermed placerer de sig styrkemæssigt på linje med et par af de engelske hold, der også har sneget sig med ind i denne såkaldte Super League, nemlig Arsenal og Tottenham.
Arsenal roder – efter mange års elendig ledelse og rundgang på trænerposten – rundt i midten af Premier League, mens Tottenham er så skidt kørende, at de netop har fyret deres træner José Mourinho. Begge hold er selvsagt langt fra at kunne kvalificere sig til Champions League ved egen styrke.
Konkurrenter må udelukkes
Og det er netop den bærende pointe ved hovedparten af de klubber, der er gået sammen i disse bestræbelser på at skabe en lukket Super League, hvor de kan dele rovet fra milliardstore tv-indtægter, og hvorfra der ikke findes nedrykning eller udskiftning: Det er inkompetencens mestre.
Det er hold, der ikke ved egen kraft og dygtighed har formået at kæmpe sig op i toppen af det fine selskab i europæisk fodbold. Derfor må toppen komme til dem.
Eller sagt på en anden måde: Så må konkurrenterne udelukkes, indtil de efter nogle år er så forarmede, at de ikke længere udgør en reel trussel. Så kan de allernådigst lukkes ind i varmen på gæstebesøg. Deraf reglen om, at fem af de 20 pladser i Super League på skift kan fordeles til udenforstående.
Folk som Florentino Pérez fra Real Madrid eller Andrea Agnelli fra Juventus eller Ed Woodward fra Manchester United eller Daniel Levy fra Tottenham eller Stan Kroenke fra Arsenal er helt grundlæggende ikke særligt dygtige klubledere.
Det er personer, der har ført deres hold ud i økonomisk krise eller sportslig irrelevans eller begge dele. Og deres forsøg på at danne en Super League er ikke et udtryk for magt. Den er et udtryk for afmagt.
Om det lykkes for dem at virkeliggøre deres nye piratliga er uvist. Lige nu har deres kupagtige lancering givet dem momentum, men der venter betydelige hurdler forude.
Den væsentligste er opgaven med at samle deltagere nok til den nye liga. Foreløbig er de kun 12 hold i sammensværgelsen. De anslår selv, at de skal bruge 20 mandskaber for at få den nye turneringsstruktur til at fungere, så de skal altså ud at finde otte flere.
Ubehagelige afbud
I den forbindelse har det utvivlsomt været en ubehagelig overraskelse for dem, at alle tyske tophold samt Paris Saint-Germain og FC Porto har takket nej.
Det ville ikke komme bag på denne skribent, hvis man i den kommende tid hører forlydender om, at bagmændene bag Super League-klubberne i al diskretion forsøger at bestikke nogle af de største mandskaber i ligaer som den belgiske, den hollandske og den portugisiske til at deltage i festen – simpelthen for at få hold nok til deres turnering og samtidig give deres projekt mere sportslig og geografisk tyngde.
Der er trods alt ikke meget super over en Super League, der kun består af tre lande.
Derudover skal stifterne bag Super League også overvinde den enorme modvilje, som deres projekt er blevet mødt med fra både fodboldens institutioner og fra nogle af sportens mest markante personligheder.
Og i den forbindelse er det værd at bemærke, at ikke en eneste profil inden for fodboldverdenen, der ikke har direkte aktier i projektet, har været ude at forsvare det.
Tværtimod. Selv nogle af de aktører, der tjener deres udkomme hos de implicerede klubber, er tydeligvis utilpasse ved situationen.
Således virkede Liverpools træner Jürgen Klopp nærmest som deltager i en gidselvideo, da han ved pressemødet før sit holds kamp mod Leeds mandag aften desperat forsøgte at undgå at tage stilling til planerne.
Og Manchester Citys træner Pep Guardiola skød direkte fra hoften, da han mødte pressen dagen efter:
»Det har ikke noget med sport at gøre, når succes er garanteret på forhånd,« sagde han. »Det er ikke sport, når forbindelsen mellem indsats og gevinst bliver brudt. Det er ikke sport, når det ikke betyder noget, hvis du taber.«
Der forestår en magtkamp mellem Super Leagues bagmænd og resten af fodboldverdenen i de kommende måneder. Og udfaldet af denne kamp vil afgøre, om pengemændene i toppen af de implicerede klubber endelig scorer den store gevinst, eller om de kan skrive endnu en fiasko på cv’et.
For en gammel NHL-kigger hvor kampene altid er foregået i en lukket fætter/kusine klub måtte det her komme. Og hvorfor ikke? Vi slipper for at se Bodø FC spille mod Liverpool og tabe 14-1. Er det sjovt at se på?
Og så al det hykleri om de mange tvivlsomme penge. Der er allerede masser af sorte og grå penge i FIFA og hos UEFA. I en lukket turnering er de i det mindste ikke tvunget ind under bordet.
"Den nye Super League er tabernes projekt". Mit gæt er nu alligevel, at pengene vinder,- det gør de som regel i vores samfund, hvor pengene styrer verden.
Når man har set Liverpool - Real Madrid møde hinanden otte gange i løbet af én sæson, så tror jeg magien ved sådan et opgør begynder at forsvinde, og det samme gør interessen. Det specielle ved de Europæiske turneringer er netop, at de store hold fra de Nationalle ligaerne ikke møder hinanden regelmæssigt.
@jens christian jacobsen
Vi slipper for at se Bodø FC spille mod Liverpool og tabe 14-1. Er det sjovt at se på?
Ja
Og især hvis Bodø træneren udtaler.- Vi havde marginalerne imod os.
Det lyder som var det et eventyr a'la Münchausen - hvor han sidder fast i sumpen på ryggen af sin hest.
Her er sumpen udskiftet med de enorme gældsposter som disse storklubber igennem årene har anskaffet sig, for at holde på spillerne og trænerne, og nu vil de så lige som Münchausen trække sig selv op af sumpen, ved at hive sig i håret og låse benene omkring hesten så den også kommer op af sumpen.
Som bekendt var Münchausen kendt som "verdens største løgnhals", men her sætter ind efter - Real Madrids præsident, Florentino Pérez, giver den som redningsmand for fodbolden, når det i realiteten alene drejer sig om hvordan gælden skal betales efter årtiers vilde overforbrug og låntagning.
Jeg har ikke så meget forstand på fodbold bag kulisserne, men jeg synes det lyder som et meget fedt projekt med en liga hvor de bedste klubber spiller mod hinanden,. Det er jo det samme der sker i fx Superligaen herhjemme. What´s not to like? Omvendt er dog klart, at hvis det bliver et lukket foretagende, hvor kvaliteten ikke trykprøves udefra med jævne mellemrum, så holder det naturligvis ikke. Men mon ikke man allerede har tænkt over det også.
Så gik den ikke længere. Alle engelske klubber melder sig ud af projektet. Og Real Madrids præsident Florentino Pérez, manden bag det hele, står således til at have lavet årets selvmål.
Nå.
Det hele ser ud til at smuldre.
At pengene ikke altid vinder øjeblikkeligt.
Og tak for det. Lad det forblive sådan så længe som muligt.
Jeg er bestemt ikke tilhænger af Super League, men jeg må dog opponere lidt imod en del af argumentationen i dette indlæg. At Real Madrid skulle være en taberklub, må jeg undre mig lidt over skulle være tilfældet. Sportsligt kan man vist ikke klage over fire CL-pokaler på seks sæsoner – heraf tre i træk! Det er dog noget.
Økonomisk set, vil jeg heller ikke mene, det ser helt så sort ud som påstået. I 2019/20 havde Real Madrid indtægter for 681,2 millioner euro, svarende til over 5 mia. kroner på trods af Covid19. Gælden på 6 mia. kroner er, hvis jeg ikke husker helt galt, for en stor dels vedkommende skabt p.g.a. ombygningen af Bernabeu. Den del af gælden skal man ikke begynde at betale af på før om nogle år, og man har 26 år til at betale af med 29,5 millioner euro per år, svarende til 219 millioner kroner. Når man så tænker på de voldsomt øgede indtægter, det nye Bernabeu giver, synes jeg ikke Real Madrid har en hvis del i vandskorpen. Det kan godt være at prisen på de bedste spillere og uhyrlige summer til deres agenter gør, at man ikke kan købe lige netop dem. Men tæt på fallittens rand er man langt fra.