Udbryderligaen Super League vil overveje de næste skridt for at "ændre projektet", efter at alle engelske klubber har trukket sig fra turneringen.
Det oplyser ligaen i en erklæring natten til onsdag dansk tid.
»På trods af den annoncerede afgang fra de engelske klubber, der er blevet tvunget til at tage sådan en beslutning på grund af presset på dem, er vi overbeviste om, at vores forslag er helt på linje med europæisk lovgivning.«
»Med tanke på de nuværende omstændigheder vil vi genoverveje de mest passende skridt for at ændre projektet,« lyder det blandt andet i erklæringen.
Der står ikke noget konkret om, hvad der i så fald vil blive ændret, eller om Super League-projektet kører videre.
Udmeldingen kommer, efter at samtlige engelske hold – Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester United, Manchester City og Tottenham – tirsdag aften annoncerede, at de trækker sig fra den planlagte turnering.
Det betyder, at kun Juventus, Inter, AC Milan, Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid er tilbage i Super League.
Dermed kan den planlagte udbryderliga være lagt i graven, inden projektet overhovedet er kommet fra start.
Ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA ser Inter ud til at blive det næste hold til at trække sig.
En unavngiven kilde i klubben siger til bureauet, at »Super League-projektet i sin nuværende tilstand ikke længere er interessant for Inter.«
Der er også opstået tvivl om FC Barcelonas deltagelse. Det skyldes, at holdets deltagelse ifølge flere spanske medier er betinget af, at et flertal af klubbens medlemmer stemmer for at være med.
Projektet med Super League blev annonceret natten til mandag dansk tid af 12 af Europas største klubber.
Her lød det, at man ville stifte en eksklusiv udbryderturnering med 20 hold, hvoraf de 15 skulle være medstiftere og garanteret en plads i turneringen år efter år.
Forslaget om en udbryderturnering, der samtidig skulle være enden på holdenes deltagelse i Champions League, har siden mødt sønderlemmende kritik fra fans, tv-stationer, fodboldeksperter og andre klubber.
Men senest har Chelsea altså bekræftet, at klubben har påbegyndt en exit fra projektet.
»Vi har nu haft tid til at overveje sagen fuldt ud og har besluttet, at vores deltagelse i disse planer ikke vil være i klubbens, fansenes eller den brede fodbolds bedste interesse,« skriver Chelsea på hjemmesiden.
Arsenal skriver i et åbent brev til klubbens fans:
»Vi begik en fejl, og det undskylder vi for.«
»Som resultat af at vi lyttede til jer og det bredere fodboldsamfund, har vi trukket os fra den foreslåede Super League.«
Også Tottenham bekræfter i et åbent brev, at klubben trækker sig, og beklager, at fans måtte føle sig trådt over tæerne.
»Vi beklager den angst og bekymring, der udsprang af forslaget om en Super League,« skriver klubben.
Manchester City var den første britiske klub, der tirsdag aften meldte ud, at man havde sat de juridiske hjul i gang for at trække sig fra forslaget om Super League.
Senere tirsdag aften mødtes klubberne ifølge det britiske medie BBC for at diskutere kritikken af turneringen. Det var efter det møde, at klubberne besluttede sig for at trække sig.