Valg i Skotland
Læsetid: 11 min.

Det skotske valg kan blive begyndelsen på enden for Storbritannien

De, der stadig tror på, at historien sluttede med murens Fald, bør kigge til Storbritannien, hvor den nationale krønike udspiller sig i realtid som en daglig kamp fra dør til dør. De skotske partier, der ønsker selvstændighed fra Storbritannien, har netop vundet flertal i landets parlament. Det kan få store konsekvenser for den britiske union, der er er historisk svag. Op til valget fortalte vi historien om den skælvende union forfra
Demonstranter på vej gennem Glasgows centrum under en demonstration for skotsk selvstændighed i januar 2020.

Demonstranter på vej gennem Glasgows centrum under en demonstration for skotsk selvstændighed i januar 2020.

Russel Cheyne

Udland
1. maj 2021

Denne artikel blev oprindeligt bragt op til det skotske parlamentsvalg 6. maj.

Engang hed det sig, at solen aldrig gik ned over det britiske imperium. En fjerdedel af verden blev regeret fra London, og når natten lagde sig i Manchester, startede dagen i Melbourne. Siden da har kolonierne fået deres frihed, imperiet er brudt sammen, og selv om det måske endnu ikke er trængt ind i den svulstige britiske selvforståelse, har Storbritanniens position som global magt været aftagende i mere end et århundrede.

I dag kæmper Boris Johnson for bare at holde sammen på det lille imperium i imperiet, Storbritannien. Foreningen af England, Skotland, Wales og Nordirland er historisk svag. Der er optøjer i Nordirland, og i Wales spirer en ny selvstændighedsbevægelse. Størst er presset imidlertid fra nord, hvor Skotland står over for et valg den 6. maj, som kan markere begyndelsen på enden for det, der er tilbage under den britiske krone. Lige nu melder meningsmålingerne i hvert fald, at halvdelen af skotterne vil løsrive sig, og vinder SNP – Scottish Nationalist Partyflertal, vil de kræve en ny afstemning om uafhængighed.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Det er ikke det skotske valg d. 6.5., der er enden på UK - det er Brexit - det skotske valg vil blot speede den igangværende process op, og fremskynde det, der længe har været undervejs.
Dernæst: Bortset fra området omkring Aberdeen og Edinburgh, så hører skotland til de fattigste dele af UK, med en indkomst pr. capita, der ligger 15-20 pct. lavere end landsgennemsnittet. Det gælder især højlandet og øerne, hvor der er en betydelig fattigdom..
For flere detaljer om UK's opløsning læs James Hawes "Den korte historie om England".

Morten Reippuert Knudsen, David Zennaro, Claus Nielsen, uffe hellum, Carsten Wienholtz, Dan D. Jensen, Carl Chr Søndergård, Jørgen Mathiasen, Steen K Petersen, Søren Kristensen, John Andersen, Kim Houmøller, Alvin Jensen, Karen Margrethe Larsen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Som kuriosum bemærkes det at Storbritanien benævnes som de fire lande, men det er det forenede kongerige United Kingdom der består af fire lande. Storbritanien er uden Nordirland.

Pedantisk, lidt måske....

Gert Romme, Claus Nielsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg mener, at i et moderne samfund bør borgerne være, hvor de føler, de hører hjemme.

Nationale grænser er sat af mennesker, og ofte er der en god geografisk eller økonomisk begrundelse for deres placering. Men deres placering skyldes altså ikke en uundgåelig naturlov

Derfor, - fjern alle disse grænser, der er blevet skabt af den vindende part i en strid, eller er påtvunget et folk af velmenende udefrakommende magter under fredsforhandlinger.

Og etabler i stedet nye grænser på steder, hvor borgerne ønsker dem. Det helt store problem er ikke de fysiske grænser, men at en lille flertal tryner et stort mindretal.

Eva Schwanenflügel, uffe hellum og Karen Margrethe Larsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Enden på England var vel i 1945? Hvorfor Churchill valgte den vej han gjorde, må siges at være mærkværdig? Churchill var antikommunist og Hitler ønskede ikke noget opgør med England. Var en fredsforhandling endt positivt så kunne tyskerne have trukket sig tilbage fra Frankrig og de andre besatte områder og have koncentreret sig om USSR. Men Churchill valgte at ødelægge imperiet for at få Hitler fjernet fra magten og Tyskland besejret! Havde det noget med Churchill karriere som marineminister at gøre? For mig virker det bizart, altså sådan geopolitisk set. Hvad man måtte mene om det udfra et moralsk synspunkt er noget andet!

Mikael Velschow-Rasmussen

Hvis man ønsker at følge med i føljetonen om Skotland og få den fulde historie, anbefaler jeg, at man læser Craig Murray's blog:
https://www.craigmurray.org.uk/

Craig karakteriserer sig selv i dag som værende bl.a. menneske-rettigheds aktivist, hvor fokus ofte ligger på globale og geo-politiske emner. Men Craig skriver også en del om Skotland og skotske forhold, idet han er oprindelig skotte og for nuværende bor i Edinburgh.

Craig går helhjertet ind for et selvstændigt Skotland.

Læs fx om sagen mod Alex Salmond, hvor en del af "The Establishment" har forsøgt at fabrikere en sag imod denne. Idet Alex ses som værende en trussel imod 'etablissementet'.

*****

Et 'side-step':

Når man 'surfer' på nettet, støder man jo mest af alt på en enorm mængde af 'skidt & affald' - ie. man ved sjældent, om det man læser er sandt eller falsk. Og man kan have svært ved at verificere noget som helst. (I disse moderne tider kan jo selv lyd og video manipuleres, så det narrer den menneskelige hjerne !)

Andetsteds i avisen har Steen Nepper for nyligt anmeldt en bog af Joseph Vogl. Her står der bl.a. følgende som en karakterisering/forklaring på ovenstående påstand om, at signal/støj-forholdet på nettet desværre er blevet voldsomt forværret til støjens side:

- "... alle kan handle og udveksle med alle, og indholdet er komplet ligegyldigt. Verden er blevet forvandlet til information, der er penge værd".

- "... men der er faktisk ingen, der ved, om de mange tal og tegn, der florerer på nettet og sætter gang i milliarder af transaktioner hver eneste dag, har nogen som helst sandhedsværdi".

Dette blot for igen at påpege det faktum, at man kan have svært ved at vide, hvad der er sandt og, hvad der er falsk.

De udløsende faktorer for dette har været: Overvågnings- / Monopol- / Digital- / Finans-kapitalismens uhindrede og uregulerede ageren i et marked, der burde ha' været reguleret politisk for lang tid siden.

*****

Når jeg skriver ovenstående, er det så netop for at påpege, at når man finder nogle troværdige kilder på nettet, er det værd at holde fast i disse.

Craig Murray er netop en af disse troværdige kilder (*1*).

Craig har skrevet nogle ubehagelige sandheder, og nogle ubehagelige analyser - altid bakket op ad seriøse og uafhængige kilder - om en række aktuelle geo-politiske sager, og har derfor - desværre - modtaget meget hatemail/skidtspand tilbage i hovedet, fra det uoplyste Internets propaganda-manipulerede 'masser'.

Jeg lader det herfra være op til Informations læsere at bedømme Craigs troværdighed :)
("In the hope that enlightenment will prevail").

(*1*)Note:
Til forskel fra MSM (Main Stream Medierne) der typisk er styret af magt- og kapital-interesser, hvor det ikke altid er sikkert, at man kan stole på, hvad der bliver skrevet/sagt.
Specielt kan nævnes geo-politiske emner, hvor det lader til, at vestlige medier anført af amerikanske og britiske medier (fx NY Times, Wash.Post, the Guardian, MSNBC, CNN og BBC) ofte er præget af - for ikke ligefrem at sige talerør for - Pentagon og det militærindustrielle kompleks.

Lars F. Jensen

@Mads Kjærgård
Det er det rene vrøvl du skriver og helt udenfor den faktiske virkelighed, hvis ikke før så senest fra den 8 december 1941 hvor USA erklærede Japan krig efter angrebet på Pearl Harbor.

USA har reelt dikteret UK's udenrigspolitik siden, i det mindste de overordnede linjer.

Mest klart og indlysende ses resultatet af dette ved Suez krisen i 1956, hvor UK og Frankrig fik en direkte besked om promte at rejse hjem igen.

Det er da yderst tvivlsomt om UK og Churchill ville have overvejet en vestfred med Hitler, men USA og Stalin ville bestemt ikke.

Derudover så ville det britiske imperium være blevet opløst under alle omstændigheder. Udviklingen i uddannelse i landene, teknologien/krigsteknologien udviklingen og tilgængeligheden, global kommunikation plus more factors ville have bragt imperiet helt udenfor den økonomiske mulighed.
Frankrig blev reelt slået i Vietnam og opgav sine Nordafrikanske regioner/kolonier i
1959.
England opgav Indien og Pakistan allerede i 1947, og andre dets vigtige kolonier stort set i 1950'ene og de første år af 1960'erne.

Fra verdensmagt til en mellemstørrelse europæisk magt inden 1965.

Lars :)

Per Torbensen, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Carsten Wienholtz og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Lars F. Jensen,

Jeg tror, at du er lidt for hurtigt ude. Der var internt i det britiske kabinet diskussioner i slutningen af 30'erne og 1940, hvor man - også Churchil! - overvejede, om det var muligt at nå til en fred med Hitler ved at afstå eksempelvis Gibraltar samt nogle af kolonierne.

Du kommer tll at reproducere Churchils egen bravesnak i efterkrigstiden, der slet ikke står sig til måls med den tvivl som både han, Chamberlain og Halifax havde mens Tyskland indvaderede Frankrig, og man stod uden amerikansk hjælp. Churchil udtrykte decideret og selvstændigt - omend kortvarigt - netop en overvejelse om hvorvidt Herr Hitler mon ville acceptere en fred, såfremt England afstod substantielle kolonielle besiddelser.

Vi kan faktisk takke en britisk fejlvurdering af den strategiske situation for at Englædnerne ikke sluttede fred. De var overbevist om, at Hitlers næste mål efter Frankrig ville være England, hvorfor man frygtede at fredsforhandlinger, ville blive set som en svaghed hos Tyskland, og blot intensivere deres ønske om at invadere Engand.

Det britiske kabinet anede ikke, at man I Tyskland var langt mere optaget af Sovjet Unionen, og at den tyske Kriegsmarine så en invasion af England som en umulighed, medmindre man første brugte en 4-5 år mere på massiv oprustning af flåden. Havde de vidst det, er det meget muligt at Winston 'we shall never surrender' Churchill, havde forhandlet en fred med nazisterne.

Nu forholder det sig jo også sådan at Churchil måtte trygle en meget modvillig Roosevelt til at hjælpe briterne, da han - pga amerikansk opinion efter 1 verdenskrig - absolut ikke havde travlt med at engagere sig i endnu en krig henover atlanten. At Roosevelt erklærede jo ikke Tyskland krig efter Pearl Harbor - Tyskland erklærede i stedet USA krig.

Gustav Alexander

USA gik jo ikke som sådan ind i anden verdenskrig på de allieredes side. De blev trukket ind pga japansk hovmod og endte i en militæralliance med England, fordi Tyskland - helt afsindigt - stod Japan bi og erklærede amerikanerne krig. Vi har nærmere Hitler at takke for amerikansk intervention end Roosevelt. Roosevelt havde helst været fri.

Anders Thornvig Sørensen

Gustav Alexander 09. maj, 2021 - 16:00

Man kan ikke ligestille kontrafaktiske spekulationer med stedfundne begivenheder. Det er de sidstnævnte, man historisk bedømmer folk ud fra.

Hitlers tåbelighed var, at han lod de britiske soldater i Frankrig og Belgien slippe ud af fælden. Havde han indfanget dem, er det muligt, at briterne ville have givet op.

Men det var immervæk traditionel britisk politik, at én magt ikke måtte beherske det europæiske fastland. Det var derfor briterne kæmpede mod Napoleon. Det tog dem ti år at få bugt med ham, og det var måske også deres tidshorisont i 1940.

Gustav Alexander

Anders,

Der er intet kontrafaktisk over det faktum at Churchil kortvarigt overvejede muligheden for at slutte fred med Hitler, efter invasionen af Frankrig i 1940. Eller henviser til et andet element af mit indlæg?

Anders Thornvig Sørensen

Gustav,

Formentlig korrekt, at fredsslutning blev overvejet under Tysklands invasion af Frankrig, fordi Storbritannien i situationen stod foran muligheden af et fuldstændigt militært sammenbrud. Hvilket altså ikke skete: man fik et forholdsvis ordnet tilbagetog, selv om man mistede meget materiel.

"Vi kan faktisk takke en britisk fejlvurdering af den strategiske situation for at Englædnerne ikke sluttede fred." Og (efter redegørelse for Hitlers hemmelige beslutning om ikke at invadere UK):

"Havde de vidst det, er det meget muligt at Winston ’we shall never surrender’ Churchill, havde forhandlet en fred med nazisterne."

Det mener jeg er spekulativt. Medmindre jeg læser det forkert, implicerer det, at Churchill overvejede fredsslutning med Hitler hele sommeren 1940 og måske ind i år 1941. Faktum er, at det ikke skete, overvejelser eller ej. Jeg tror ikke på, at Churchill ville have sluttet fred, hvis han havde kendt til Hitlers hensigt om at rette sine fleste militære kræfter østover - tværtimod.

Finn Thøgersen

Skotlands økonomi efter selvstændighed er i det hele taget et betydeligt problem

Pt får Skotland store tilskud sydfra, se Barnett Formula for detalier

Af Skotlands eksport går 5/7 til 3 "lande": England, Wales og Nordirland, reelt godt 2/3 til England, nogle få procent til Wales og lidt småtteri til NI
EU27 står kun for ca 1/6 og resten af verden for de sidste 12-13%
Mao står Skotland overfor en kollaps af udenrigshandlen der er langt større end selv de mest drastiske Brexit scenarier hvis er ikke er aftaler på plads i tide

Skotlands økonomi har de sidste mange år været stærkt præget af olie og gasindustrien, det er der nok ikke ret megen fremtid i...

Den smule økonomisk "plan" der er kommet fra SNP lød på EU, olie&gas og at al gæld & forpligtigelser var et rent engelsk problem

EU medlemsskab er noget problematisk, da SAMTLIGE 27 EU lande skal stemme for det (det er ikke nok at et land undlader at stemme), og flere EU lande med Spanien i spidsen mildt sagt ikke har nogen interesse i at det skulle blive let for udbrydernationer at komme ind i EU.
Og skulle Spanien tøve med at blokere er der flere andre lande der har tilsvarende problemer, fx Frankrig (Corsika og Baskerlandet), Italien (Sydtyrol og vist også Istrien), Rumænien (og andre østlande) med store ungarske mindretal...

Man kan have al mulig sympati for ideen om skotsk selvstændighed, men det mindste man kan kræve er at de stiller med en gennemarbejdet plan så vælgerne ved hvad de har udsigt til og kan vurdere om det er realistisk eller rene luftkasteller

Gustav Alexander

Anders,

Så får vi også strukket definition af kontrafakta til sit bristepunkt. Det er klart at en fredsslutning ikke fandt sted, hvilket jeg heller ikke spekulerer i. Mit indlæg omhandler England - og særlig Churchils' 'jernvilje' til aldrig at overgive sig eller slutte fred, som man i anglofil historieskrivning har dyrket lystigt i mange år. Det står sig desværre ikke mål med fakta fra de historiske begivenheder, når vi ved, at toneangivende politikere overvejede en fredsslutning. Det er også en helt banal del af de historiske begivenheder, at det hovedsagelige argument mod at forhandle med Hitler i sommeren 1940, altså var at det kunne tilskynde det man opfattede som de iforvejen eksisterende planer om invasion.

Der er intet kontrafaktisk i ovenstående, da det alt sammen blot er en del af de historiske begivenheder og overvejelser som de fandt sted. Heri ingen overvejelser over, hvad der *kunne* være sket efter en eventuel fredsslutning (dét ville være kontrafaktisk!) blot en konstatering af at det dominerende argument mod at slutte en tidlig fred, var en misforståelse af tyske intentioner.

Gustav Alexander

Det er bestemt ikke min intention at påstå, at fredsslutning var en overvejelse, der fyldte i hele 1940, eller for den sags skyld ind i 1941. Jeg tror faktisk, at jeg bruger adjektivet 'kortvarigt', men det er selvfølgelig et definitorisk spørgsmål, hvor længe det kan være :)

Anders Thornvig Sørensen

Gustav,

Du har ret, hvis der er konkrete kildesteder, hvor den britiske regering afviser det tyske fredstilbud, fordi, og kun fordi, man frygtede, at det ville øge snarere end mindske risikoen for invasion.

Du har også ret, hvis der er konkrete kildesteder, hvor den britiske regering konkluderer, at hvis man følte sig sikker på, at Hitler havde opgivet invasionen, ville man slutte fred med ham.

At man ikke har villet række Hitler en lillefinger, var ikke (kun) et spørgsmål om militær trussel. Manden var efterhånden kendt for at samle på brudte aftaler. Det var et spørgsmål om at bevare éns egen kampmoral, hvis der alligevel reelt ikke var andre alternativer end fortsat krig. Kampmoralen risikerede at blive svækket, hvis man blødte linjen op og dermed indrømte nederlag.

Alle, virkelig alle, vidste, at Hitler risikerede i den sidste ende at tabe krigen, så længe USA potentielt kunne bruge Storbritannien som militært brohoved til at invadere det europæiske fastland. De eneste tvingende motiver for briterne til at slutte fred ville være: effektiv afskæring af forsyninger ved ubådskrig / effektiv ødelæggelse af britisk industri ved luftangreb / manglende amerikansk hjælp / uafvendelig invasionstrussel.

Anders Thornvig Sørensen

Sidebemærkning. I mange år troede jeg, at titlen på det bind af Churchills krigserindringer, der handlede om situationen efter Frankrigs fald i 1940, "Deres stolteste stund", refererede til tyskerne. Den refererer derimod til briterne og deres forbundsfæller.