Storbritanniens konservative er et af verdens ældste, succesfulde – og mest fleksible partier. Nu svinger de til venstre

Verdens ældste og mest succesfulde politiske parti er også et af de mest ideologisk fleksible. Det britiske Konservative Parti, The Tories, har været imod demokratiet, imod parlamentarisme, imod kvinders stemmeret, imod Imperiets ophør, imod irsk selvstændighed og skotsk selvstyre, imod mindsteløn, Brexit og homoægteskaber. Lige indtil de pludselig ikke var imod længere. Som regel starter de på den forkerte side af historien, men langsomt og modvilligt ender de alligevel med at acceptere udviklingen. Det, der for et øjeblik siden var en truende omvæltning, udvikler sig ofte til en ny naturlig orden, der må forsvares for enhver pris.

Under Boris Johnson lader partiet igen til at have roteret en halv omgang. I 2010 kaldte den konservative premierminister David Cameron og den principfaste finansminister George Osborne til kamp mod den store stat og indledte et årti med skattelettelser og brutal nedskæringspolitik.

Nu vil den konservative regering hæve selskabsskatten markant fra 19 til 25 procent for overskud over to millioner kroner. I februar og marts har britisk politik været i et omvendtsland, hvor Labour har kæmpet imod De Konservatives planer om at hæve skatten for landets mest indbringende firmaer. Til sidst blev partierne dog enige om en ordning, hvor stigningerne først træder i kraft i 2023.

»Boris Johnson forsøger helt åbenlyst at lægge afstand til den tiltagende upopulære nedskæringspolitik og omfavne en mere social konservatisme, hvor offentlige investeringer og statslige indgreb spiller en større rolle,« vurderer Peter Sloman, som forsker i britisk politik ved Cambridge University.

Det er ellers ikke frygteligt mange måneder siden, medierne og konservative iagttagere spekulerede i, om Boris Johnson efter Brexit ville overtage og radikalisere Cameron og Osbornes ideologiske linje og gøre Storbritannien til en slags »europæisk Singapore«. En sikker havn for skattespekulanter og multinationale selskaber. Men som George Osborne, der i dag er chefredaktør for avisen London Evening Standard, selv påpegede for nylig, peger pilen ikke den vej lige nu.

»Man sender et signal ud til hele verden om, at Storbritannien ikke er et specielt entreprenant eller erhvervsvenligt sted«.

Den lille batalje om selskabsskatten fortæller også historien om en tendens, der præger de store centrum-højre-partier flere steder i Vesten. De drejer til venstre i den økonomiske politik og til højre i værdipolitikken. Storbritannien er et opsigtsvækkende eksempel, fordi Cameron og Osbornes ideologisk-liberale linje var så markant. Op med homoægteskaber og internationalt samarbejde, ned med skatten og de offentlige ydelser. Johnson står nærmest for det modsatte.

Men han er også en ekstremt pragmatisk leder for et ekstremt pragmatisk parti.

Upopulær minimalstat

Boris Johnsons brud med Osborne-doktrinen har været længe undervejs. Allerede op til valget i 2019 erklærede han, at »nedskæringspolitikkens tid var forbi«. I samme ombæring aflyste han en bebudet lettelse af selskabsskatten fra 19 til 17 procent for i stedet at investere pengene i velfærdsydelser.

»Jeg har stor respekt for mine forgængere, men det her er en ny regering med en ny og anderledes dagsorden,« sagde han. »Hvis din løn aldrig lader til at blive højere, dine regninger lader til at vokse, og den offentlige service lader til at blive ringe, så er der noget, som ikke fungerer for dig.«

En del af forklaringen på Boris Johnsons kursskifte finder man i valgresultatet fra 2017, mener Peter Sloman fra Cambridge University. Dengang regnede de fleste med, at den daværende konservative premierminister Theresa May stod til en overlegen sejr over Jeremy Corbyn og efterfølgende ville stå med et klart mandat til at forhandle Brexit. Det skete bare ikke. Labour gik overraskende frem, og målingerne viste, at det først og fremmest skyldtes, at deres økonomiske politik var mere populær end De Konservatives.

»Resultatet sendte et klart signal til Det Konservative Parti. Efter syv år med nedskæringer var de begyndt at kunne mærkes. Der var simpelthen ikke opbakning til sparepolitikken længere,« siger Peter Sloman. Og hvis der er en ting, Boris Johnson ikke bryder sig om, så er det at tage upopulære beslutninger, tilføjer han.

Derudover kan man roligt kalde pandemien en oplagt anledning til at hæve de offentlige udgifter. På tværs af ideologiske skel har regeringer over hele verden holdt hånden under virksomheder og lønmodtagere med massive støtteordninger. Det gælder også den britiske stat, som i 2020 brugte flere penge end nogensinde tidligere.

Hjælpepakkerne er lige blevet forlænget til september, og også i 2021 vil de britiske budgetter køre med tårnhøje underskud. Spørgsmålet er også, om Johnson ville have råd til at sætte sin lid til markedskræfterne lige nu. Begynder arbejdsløsheden og antallet af konkurser at stige markant, vil det kaste skygger over Boris Johnsons primære politiske projekt, Brexit, som han har lovet ikke vil blive et hårdt slag mod økonomien.

Som den keynesianske økonom Will Hutton skrev i The Guardian sidste år, har Johnsons regering peget på, at man kan låne billigt, og at statsgæld i det store hele er et begrænset problem. Argumenter, som for få år siden var blevet afskrevet som ekstremt uansvarlige.

»Nu har de krydset Rubicon. Keynesianismen har igen indtaget sin naturlige plads i den britiske offentlighed, og Det Konservative Parti har endnu en gang demonstreret deres betagende og skamløse evne til at genopfinde sig selv,« skrev Hutton begejstret.

Den røde mur smuldrer

Man finder en anden forklaring på Det Konservative Partis nyfundne fornemmelse for social retfærdighed, hvis man retter blikket opad mod Hartlepool. En lille by i det nordøstlige England, der engang havde et stort skibsværft og et jernstøberi og i dag ikke har så meget tilbage.

Byen er en del af den såkaldte ’røde mur’. En klynge af valgkredse i de tidligere industriområder nordpå, som førhen blev regnet for sikre Labour-mandater. Over de seneste årtier er opbakningen imidlertid svundet langsomt, og nøglen til Boris Johnson og Det Konservative Partis knusende valgsejr i 2019 var først og fremmest, at det endelig lykkedes dem at få muren til at smuldre. Ansporet af splittelsen efter Brexit vendte flere af de gamle arbejderdistrikter ryggen til Labour og stemte konservativt.

Onsdag beskrev Information en lignende udvikling i USA, hvor Det Republikanske Parti forsøger at fremstille sig som det 21. århundredes arbejderparti. Det er en historie om klassepolitikkens opbrud, vi også kender fra andre lande. Globaliseringens tabere, den gamle arbejderklassen har forladt centrum-venstre og søger mod højre, mens den urbane, højtuddannede middelklasse bevæger sig den anden vej.

I Hartlepool har tendensen været den samme som i resten af den røde mur. Labour fik 60 procent af stemmerne i 1995, 50 procent i 2004 og 37 procent i 2019. Med nød og næppe holdt de fast i mandatet, fordi Nigel Farages Brexit Party også stillede op og tog 25 procent af stemmerne – primært fra De Konservative. 

Den 6. maj er mandatet på valg igen, fordi den lokale Labour-politiker, Mike Hill, har måtte trække sig efter en #MeToo-sag.

»Omvalget er en tryktest for nogle af de store spørgsmål i britisk politik,« siger Scott Lavery fra Sheffield University. »Kan De Konservative holde fast i de nye vælgere i Norden, og hvad sker der nu, hvor Brexit Party ikke stiller op. Vender vælgerne tilbage til Labour, eller går de til Det Konservative Parti?«

Skal man tro de engelske bookmakere, er svaret det sidste. Selv i det mest udmarvede hjørne af Storbritannien har folket omfavnet et parti, der har forsvaret de mest velstilledes privilegier i århundreder. 

Ligesom det er tilfældet for republikanerne i USA, handler The Tories’ økonomiske venstredrejning altså også om, at de ikke længere er et overklasseparti. De mange nye vælgere i arbejderklassen har givet partiet et »incitament« til at afstemme deres politik, så den er bedre i overensstemmelse med deres interesser.

Et eksempel på det er regeringens plan, Levelling Up, om at investere massivt i infrastruktur og genopbygning i de nedslidte, tidligere industriområder.

»Levelling Up er ikke omfordeling mellem klasser, men omfordeling mellem forskellige landsdele,« siger Will Jennings, der er professor ved Southampton University.

»Men det er helt oplagt rettet mod de Konservatives nye vælgergrupper«.

Aldeles uideologisk

Rygterne om sparepolitikkens død kan dog hurtigt vise sig at have været stærkt overdrevne. Lige nu taler regeringen og finansminister Rishi Sunak om at bruge penge nu og samle regningen op senere. Og lige nu forventer den britiske regering en vækst i BNP på over syv procent næste år. Viser det sig at være for optimistisk, skal regeringen måske ud at finde finansiering – ud over de bebudede skattestigninger.

»Og så er det langtfra sikkert, at vi har set enden på sparepolitikken,« siger Lavery.

Professor Diane Coyle fra Cambridge University er enig. I det hele taget mener hun, det er begrænset, hvad krisehåndteringen fortæller os om den britiske regerings politiske linje.

»Jeg vil ikke læse for meget ideologi ind i regeringens politik lige nu. Alle regeringer bruger jo mange penge lige nu,« siger hun. »Derudover er der fortsat en markant splittelse internt i partiet.«

På den ene side står fortalerne for et »europæisk Singapore«, som holder fast i den »thatcheristiske« position om minimalstat og frimarkedstænkning. Det gælder for eksempel finansminister Rishi Sunak. På den anden side står den anden fløj, som er optaget af at fastholde de nye vælgersegmenter i det nordlige England.

Midt i det hele står selvfølgelig Boris Johnson. En mand, hvis holdninger ikke bunder i klippefaste ideologiske overbevisninger. Op til Brexit-afstemningen skrev han for eksempel to klummer til avisen Sunday Times. En, som opfordrede læserne til at stemme for, en, der opfordrede dem til at stemme imod. Til sidst valgte han som bekendt at sende den første til dem. På den måde er han en passende leder for Det Konservative Parti, som altså for tiden svinger i socialdemokratisk retning.

Vestens store konservative partier er under forandring. De rige og højtuddannede rykker til venstre, mens arbejdere med kortere uddannelser rykker til højre. Det beskriver Information i en serie på to afsnit. Her er første afsnit: