Anklagemyndigheden skulle bruge ti dage på sin sagsfremstilling mod den drabstiltalte tidligere Minneapolis-politimand Derek Chauvin. Imens skulle Derek Chauvins forsvarere blot brugte to dage på at fremføre argumenter for deres klient i sagen om mordet på George Floyd.
Nu er spørgsmålet, om forsvarets relativt kortfattede indsats afspejler, at forsvarerne mener, de havde let ved at pille bevismaterialet imod Chauvin fra hinanden. Eller om de mener, at de i det mindste har været i stand til at så en rimelig tvivl i jurymedlemmernes sind. Eller om forklaringen snarere var, at forsvaret havde svært ved at finde troværdige vidner, der kunne understøtte, at Chauvin ikke alene ikke gjorde noget forkert, men at det heller ikke var hans handlinger, der forårsagede George Floyds død.
Efter tre ugers retsproces gik de afsluttende bemærkninger fra både forsvarer og anklager i gang mandag efter avisens deadline. Derefter følger juryens votering, før det bliver afgjort, om Derek Chauvin kan dømmes for mord, for manddrab eller ingen af delene i forbindelse med 46-årige George Floyds død i Minneapolis for næsten et år siden.
Synligt ubehag
Forsvarets udfordring var at tilbagevise eller så tvivl om anklagemyndighedens udlægning af det over ni minutter lange videoklip, der viser Derek Chauvin med sit knæ på George Floyds hals. Videoklippet chokerede millioner af amerikanere og udløste protester om racemæssig retfærdighed verden over. Jurymedlemmerne har set klippet flere gange undervejs.
Anklagerne havde indkaldt en stribe eksperter for at underbygge deres argumentation om, at Chauvin var ansvarlig for »at mase og knuse Floyd, indtil selve hans åndedræt og liv blev presset ud af ham«. I ti dage har juryen hørt Chauvins politikolleger, lægelige eksperter og forbipasserende vidner, der forgæves bønfaldt politimanden om at skåne George Floyds liv.
Anklagere byggede en detaljeret fortælling op, der øjensynligt var beregnet på at fremstille den anklagede politibetjent som en voldsparat person med ondsindede motiver. Og udpege hans handlinger som den direkte og eneste årsag til George Floyds død.
Forsvarets største udfordring var tilsyneladende det lægelige bevismateriale: De indkaldte medicinske specialister forklarede samstemmende, at George Floyd ikke havde kunnet trække vejret under vægten af politimanden oven på ham. En af eksperterne sammenlignede effekten med tabet af en lunge med hjerneskade til følge og derefter døden, mens andre eksperter over for juryen slog fast, at selv om George Floyd havde haft ulovlige stoffer i sin organisme, var det ikke i mængder, som var nær nok til at dræbe ham.
Forsvaret havde ganske overraskende kun indkaldt en enkelt lægelig ekspert ved navn David Fowler, staten Marylands tidligere chefretsmediciner.
Fowler hævdede, at anklagemyndigheden havde givet et misvisende billede af forløbet, og at Floyd snarere var død som følge af et forstørret og beskadiget hjerte, der var påvirket af stofmisbrug. Men han sagde også, at da hans dødsårsag ikke kunne indsnævres til en enkeltstående faktor, måtte den erklæres for »ubestemmelig«.
Fowler præsenterede også en helt ny tese om, at biludstødningsgasser kan have spillet en rolle i at dræbe Floyd ved at forøge mængden af kulilte i hans blod og påvirke hans hjerte. Han sagde, at det for ham var nok til specifikt at udelukke kvælning (som følge af Chauvins knæ på Floyds hals, red.) som dødsårsag.
Men efterfølgende blev Fowler tvunget til at indrømme, at politiets »pacificering« som minimum spillede en rolle ved at udløse Floyds hjerterytmeforstyrrelse. Dermed indrømmede han også indirekte, at han ikke ville være død på det tidspunkt, hvis ikke han var blevet anholdt.
Anklagerne ville givetvis gerne have kunnet fortælle jurymedlemmerne, at Fowler har en kontroversiel forhistorie.
Den pensionerede læge er selv blevet sagsøgt for at have konkluderet, at en sort teenager med bipolar lidelse døde af naturlige årsager, da han blev pågrebet og fik ansigtet presset mod jorden af tre politifolk i Maryland. Borgerretsgruppen American Civil Liberties Union har således anklaget Fowler for at »skabe falske fortællinger om, hvad der dræber sorte mennesker ved politikonfrontationer«.
Desuden var anklagerne i stand til at sætte spørgsmålstegn ved Fowlers troværdighed. Han indrømmede, at han ved beregningen af Chauvins vægt på Floyds ryg og den tilbageholdte mands muligheder for at trække vejret, ikke havde taget højde for den betydelige vægt af det udstyr, der blev båret af den anklagede eksbetjent.
Fowlers påstande om, at kulilte fra biludstødning også kan have spillet en rolle, var så usædvanlige, at dommeren tillod anklagemyndigheden at genindkalde et af sine nøglevidner, lungespecialisten Martin Tobin, for at kommentere vidneudsagnet.
Ugen forinden havde Tobin fremlagt sine tekniske forklaringer på, hvordan George Floyd blev presset mod jorden på en måde, der forårsagede mangel på ilt og hjerneskade.
Da Tobin igen gik i vidneskranken, udfordrede han Fowlers beregninger af, at kuliltemætningen i George Floyds blod var på over ti procent og dermed tilstrækkelig til at bidrage til hjertesvigt. Tobin sagde, at test havde vist, at George Floyds iltmætning i blodet var 98 procent, hvilket kun efterlod to procent til »alt andet«. Han afviste kategorisk, at niveauet af kulilte kunne have haft betydning.
Den irsk fødte læge blev det sidste vidne i sagen. Forsvaret ville uden tvivl have foretrukket at have fået sin egen specialist til at afslutte retssagen – i stedet forlod jurymedlemmerne retssalen efter netop at have hørt en anklage om hans troværdighed.
Rimelig tvivl
Men alt hvad Chauvins advokat Eric Nelson behøver for at kunne afværge domfældelse på de alvorligste tiltalepunkter, er at rejse en rimelig tvivl hos bare ét jurymedlem.
Dette vil ganske vist ikke være nok til at sikre frifindelse, men det vil muligvis kunne forhindre, at den anklagede politibetjent bliver kendt skyldig i mord af anden grad og i stedet blot kendes skyldig i mord af tredje grad eller manddrab. Eller det kan føre til, at juryen ser sig ude af stand til at finde en klar afgørelse.
Eric Nelson indkaldte også andre eksperter til at hjælpe med at skabe denne tvivl. En specialist i magtanvendelse, Barry Brodd, hævdede, at den måde Derek Chauvin pressede George Floyd mod jorden »ikke var magtanvendelse«. Under alle omstændigheder sagde han, at pacificeringsmetoden var berettiget af »sikkerhedsmæssige årsager«, for hvis George Floyd skulle løbe væk med håndjern, kunne han muligvis snuble og gøre skade på sig selv.
Eric Nelsons mindst overbevisende vidne var Shawanda Hill, en ven af George Floyd, der var i sin bil på tidspunktet for anholdelsen. Forsvaret havde indkaldt hende som vidne, så hun kunne fortælle, at George Floyd var under indflydelse af stoffer. Men det var ikke indlysende, hvordan hendes vidnesbyrd kunne hjælpe Derek Chauvin, da hendes erindring om hendes ven mere handlede om, at han var en skræmt mand, som instinktivt blev bange for politiet.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
