107-årig husker USA’s glemte massakre i Tulsa: Jeg kan stadig lugte røgen og se ligene på gaden

Viola Fletcher var syv år gammel, da hun tidligt om morgenen den 1. juni 1921 blev vækket af sine forældre i et hus i et velstående afroamerikansk kvarter i Tulsa, Oklahoma, og sammen med sine søskende skulle evakueres.

Familien måtte flygte fra en bevæbnet flok på flere tusind hvide mænd, der i løbet af otte timer den dag myrdede 300 sorte amerikanere, sårede flere tusinde og nedbrændte næsten hele bydelen, der var kendt i det sorte Amerika som ’Negro Wall Street’.

»Jeg har aldrig glemt synet af den hvide pøbel, da vi flygtede fra vores hjem. Jeg kan stadig se for mig, hvordan sorte mænd bliver skudt ned, sorte lig, der ligger på gaden. Jeg kan stadig lugte røg og se ild og sortejede forretninger brænde ned. Jeg kan stadig høre fly med ildbomber over vores hoveder. Jeg hører skrigene. Det er en massakre, der har hjemsøgt mig hele mit liv.«

Ordene kommer fra en 107 år gammel sort kvinde ved en høring i USA’s kongres for to uger siden. Hun var rejst hele vejen fra Tulsa til Washington, D.C., for at aflægge sit vidnesbyrd. Hendes bror, Hughes van Ellis på 100 år, var taget med. En tredje overlever, Lessie Benningfield Randle på 106 år, vidnede på videotjenesten Zoom.

Ingen andre øjenvidner er formentlig i live her under markeringen af 100-årsdagen mandag og tirsdag for den største massakre begået mod sorte amerikanere i landets historie (en lignende massakre fandt sted i Wounded Knee, South Dakota i 1890, hvor 300 medlemmer af Lakota-stammen blev myrdet af den amerikanske hær).

Tirsdag deltager Joe Biden som den første præsident i en mindehøjtidelighed i Tulsa, hvor han blandt andet vil møde de tre øjenvidner. Hans tale falder på et tidspunkt, hvor debatten om erstatning til den sorte befolkning for 245 års slaveri, et apartheidsystem i sydstaterne gennem 80 år og systemisk racisme op til vores dage er nået til Kongressen i Washington, D.C.

En kongreskommission, der skal studere spørgsmålet om erstatning til afroamerikanere, vil snart påbegynde sit arbejde. Præsident Biden har endnu ikke taget endegyldigt stilling til spørgsmålet.

Den afroamerikanske intellektuelle Cornel West, der er født i Tulsa, opfordrede i en debat på Zoom arrangeret af avisen Tulsa World i sidste uge Biden til at gøre rede for sin holdning i talen tirsdag.

»Når du, min kære bror Joe Biden, kommer til mit elskede Tulsa, så håber jeg, at du gør det for at fortælle os nogle sandheder,« sagde West, der er professor på Union Theological Seminary i New York.

»Hvad vil du gøre for at placere ansvaret? Hvilken form for erstatning bliver der tale om? Hvordan kan vi sørge for, at vores højtagtede medmennesker og den sorte arbejderklasse lever et hæderligt liv? Vi orker ikke længere lytte til nydelige taler, der bare dækker over alle lidelserne.«

Fortielsen

100-årsdagen for massakren i Tulsa er første gang, at amerikanske medier og politikere vier større opmærksomhed til den gruopvækkende episode i USA’s historie. Det hænger utvivlsomt sammen med tidsånden. Black Lives Matter-bevægelsen, politimordet på George Floyd og massedemonstrationer mod racisme sidste år har sat tydelige spor i den offentlige debat. Krav om at løfte sløret for fortidens forbrydelser og uretfærdigheder mod sorte og indfødte amerikanere vokser dag for dag.

I mange år indtil for 20 år siden var kun få indbyggere i Tulsa bekendt med massakren. Gennem 80 år havde hvide gerningsmænd og deres efterkommere haft held med at holde den etniske udrensning af det sorte bykvarter skjult, mens mange sorte valgte at tie af frygt for, at en offentlig debat ville resultere i nye voldelige angreb.

»Jeg er vokset op i Greenwood (det angrebne kvarter i Tulsa, red.), men jeg har først hørt om massakren, efter jeg er blevet voksen. Det til trods for, at mine olde- og bedsteforældre havde set det med deres egne øjne,« fortalte lokalpolitiker Regina Goodwin i sidste uge under en debat arrangeret af Carr Center for Human Rights på Harvard University.

Goodwin-familiens villa undslap at blive brændt ned.

»Min oldefar havde en lys hud og blev generelt antaget for at være hvid, så han stillede sig foran huset og vinkede til de bevæbnede hvide mænd, der bare fortsatte ned ad gaden.«

Mange i den hvide folkemængde stjal våben fra forretninger, mens andre blev bevæbnet af den lokale politistyrke, hvoraf nogle af betjentene deltog i nedslagtningen. Også nationalgarden, der blev indkaldt af Oklahomas guvernør, medvirkede. Flere civile fly nedkastede brandbomber.

Et helt kvarter på 36 gadekarreer med 1.000 huse og bygninger blev brændt ned, heriblandt et dusin afroamerikanske kirker, fem hoteller, 31 restauranter, fire drugstores, otte lægeklinikker, et kommunebibliotek og hospital. Fotos, der blev taget af både gerningsmænd og ofre, viser et bylandskab, der nærmest ligner Warszawa efter tyskernes nedkæmpelse af opstanden i 1944 eller Dresden efter de allieredes bombning i 1945.

Ud over de mange dræbte og sårede blev 9.000 af kvarterets 11.000 sorte indbyggere husvilde. Men i stedet for beskyttelse blev de sendt i interneringslejre af myndighederne. Først senere byggede Røde Kors en teltlejr til de mange hjemløse, hvor de var tvunget til at bo i et år og kun måtte gå og komme ved fremvisning af et særligt id-kort.

Den fysiske ødelæggelse af det velstillede sorte bykvarter i Tulsa forarmede befolkningen, der ingen erstatning eller hjælp modtog fra myndighederne. Den syvårige Viola Fletcher blev berøvet muligheden for en uddannelse og et liv som middelklasseborger.

»Jeg nåede kun til 4. klasse. Det meste af mit liv har jeg arbejdet som tjenestepige for hvide familier. Jeg har altid manglet penge. Det gør jeg stadig,« sagde hun under kongreshøringen i sidste uge.

»Greenwood repræsenterede det bedste ved sorte i Amerika. I 100 år har ingen tænkt på os. Vi, og historien om massakren, er blevet lagt på glemsomhedens hylde, vasket væk.«

Fra optøjer til massakre

Indtil for få år siden blev massakren i Tulsa i 1921 beskrevet som »raceoptøjer«. Først for nylig er man gået over til at beskrive den som en massakre.

Omdefineringen skyldes ifølge historikeren Karlos Hill, at angrebet på civilbefolkningen i Greenwood ligner en »organiseret militær operation« med deltagelse af nationalgarden, politibetjente og fly udrustet med fosforbomber.

»Derfor brugen af begrebet massakre. Angrebet var forsætligt og systematisk. Det var også lynchning af et etnisk samfund, en racistisk terrorhandling og etnisk udrensning,« sagde Hill for nylig i en debat ved Carr Center for Human Rights. Han er professor ved University of Oklahoma og forfatter til en ny bog om fotografier taget af Greenwood-massakren.

Begivenhederne den 1. juni 1921 i Tulsa er ifølge Hill »det mest dødelige angreb mod sorte amerikanere i USA’s historie«.

I sin bog offentliggør Hill flere hundrede fotos taget af de hvide gerningsmænd, der ønskede at definere episoden som ’sortes optøjer’ eller ’en sort opstand’ ved hjæp af billeder, der skulle retfærdiggøre de morderiske angreb på indbyggerne og nedbrændingen af kvarteret. Ud over billeder er videofilm blevet offentliggjort af The Washington Post. 

Selve mindehøjtideligheden mandag og tirsdag i denne uge har ikke overraskende splittet ledere i lokalsamfundet i to lejre. På den ene side står en gruppe af private borgere, der har indsamlet 30 millioner dollar: dels til et museum, et kunstprojekt og undervisning i massakren, dels til finansiering af arrangementer op til og under markeringen af 100-årsdagen.

På den anden side står en gruppe afroamerikanske borgere, der i et søgsmål stiller krav til byen Tulsa og Oklahoma om en eller anden form for erstatning. Et krav, der kategorisk afvises af borgmesteren og guvernøren, der begge er republikanere. De tre øjenvidner – Viola Fletcher, hendes bror og Lessie Benningfield Randle – hører til sagsøgerne.

Lederen af denne gruppe, advokat Damario Solomon-Simmons, har opfordret den private organisation 1921 Tulsa Race Massacre Centennial Commission til at sætte nogle af de 30 millioner dollar til side til erstatning. Det er blevet afvist.

I sidste uge brød forhandlinger mellem de to grupper sammen. Det medførte, at den afroamerikanske singer-songwriter John Legend, som optrådte ved indsættelsen af Joe Biden, og den kendte sorte aktivist og politiker fra Georgia, Stacey Abrams, i solidaritet med de overlevende aflyste deres medvirken i et arrangement mandag aften. De to var hovedattraktionerne.

Erstatning

Advokat Solomon-Simmons gav under kongreshøringen for to uger siden udtryk for mange sorte Tulsa-borgeres dybe frustration over forvandlingen af Greenwood til et gentrificeret kvarter, der ifølge byens plan skal leve af »kulturel turisme« – altså tjene penge og skaffe job til sorte indbyggere ved at fortælle historien om massakren.

I sit indlæg i Kongressen pegede advokaten på, at næsten alle afroamerikanere i dag bor i en anden bydel i det nordlige Tulsa, som ifølge ham er blevet svigtet både socialt og økonomisk af byen og staten.

»Sorte i det nordlige Tulsa lever i gennemsnit 11 år kortere end hvide i det sydlige Tulsa. Vi har ikke noget hospital. Over en tredjedel lever i fattigdom. Vi udsættes for mere politibrutalitet end hvide. Kun en brøkdel af sorte ejer deres eget hus. Denne situation kan henføres direkte til tabet af alle vores værdier i 1921,« anførte Solomon-Simmons i Kongressen.

»Vi er blevet svigtet af alle: af politikerne, ordensmagten, forsikringsselskaberne, bankerne og domstolene. Kan nogen forklare os, hvorfor japansk-amerikanere interneret under Anden Verdenskrig og slægtninge til ofre for terrorangrebet 11/9 modtog erstatning, mens vi afroamerikanere bliver ignoreret?«

»Vores eneste krav er at blive anerkendt som amerikanere, der er ligestillede med andre. Er det for meget at forlange?«