USA’s interesse for Danmark kredser ikke om grøn omstilling. USA’s interesse for vores lille land handler heller ikke længere om dansk deltagelse i krigsoperationer i fjerne lande.
Nej, interessen retter sig i dag hovedsageligt mod Arktis – og er drevet frem af en fornyet sikkerhedspolitisk bekymring for udviklingen højt mod nord.
Det gjorde USA’s nye udenrigsminister, Antony Blinken, klart, da han på sit lynvisit i København mandag dels takkede Danmark for nu at ville investere betydeligt mere i militært isenkram i og omkring Grønland og dels valgte at aflyse sit ellers planlagte møde med danske erhvervsledere fra en række grønne virksomheder.
Sikkerhed kommer tydeligvis før klimaet.
På sin vej til Arktisk Råds møde i Reykjavik gjorde Antony Blinken stop i København for at mødes med det grønlandske landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Pele Broberg, og det færøske landsstyres udenrigsansvarlige, Jenis av Rana.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), måtte se sin rolle reduceret til en form for høflig vært.
For første gang står en dansk regering spændt ud mellem to stærke kræfter, som allerede har trukket Rigsfællesskabet ind i en ny dynamik: På den ene side har amerikanerne intensiveret bestræbelserne på at stoppe Rusland og Kina fra at vinde fodfæste i og omkring Grønland, både militært og kommercielt. Og på den anden side har landsstyrerne i Nuuk og Tórshavn indtaget en langt mere selvstændig position.
I modsætning til tidligere, hvor en dansk regering trygt kunne regne med, at amerikanerne havde hovedfokus på danske militærbidrag i den såkaldte krig mod terror i Afghanistan og Irak, og diplomaterne på Asiatisk Plads også kunne tillade sig at forhandle på vegne af hele Rigsfællesskabet, har tyngdepunktet flyttet sig afgørende.
Militært våbenkapløb
Som en lus mellem to negle er det pludselig blevet den danske regerings opgave både at skulle tilfredsstille amerikanske krav om øget militær tilstedeværelse i Grønland og omkring Færøerne og samtidig træde varsomt i forhold til grønlandske og færøske krav om kontant medbestemmelse på udviklingen i det skrøbelige område.
På pressemødet under Antony Blinkens besøg understregede den amerikanske udenrigsminister, at han forventer, at NATO-samarbejdet i næste måned vil vedtage en ny plan, som hurtigt vil kunne føre til en betydelig oprustning ikke bare i Nordatlanten, men også helt op i Ishavet.
»Vi arbejder sammen forud for NATO-mødet om en måned, hvor NATO forhåbentlig skal lave en 2030-plan. Den skal indebære, at vi kan fastholde sikkerheden i Nordatlanten,« sagde den garvede karrierediplomat, som også roste Danmark for allerede at have bevilget 1,5 milliarder kroner ekstra til droner og radarer.
Udmeldingen fra Antony Blinken om en egentlig NATO-strategi for forsvaret af Arktis er et nybrud, der presser den danske regering yderligere. For afhængigt af den konkrete udmøntning kan den danske flåde og flyvevåben snart blive afkrævet en langt større tilstedeværelse i de vidtstrakte egne langs Grønlands kystlinje.
Som optakt til mødet i Arktisk Råd slog Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, mandag eftermiddag fast, at Arktis er »vores territorium, dette er vores land«, og han øgede dermed spændingerne markant. Yderligere oprustning synes uundgåelig.
Traditionen tro vil en dansk regering dog ikke modsætte sig amerikanske ønsker i Arktis, hverken officielt eller i korridorerne. Siden den daværende stats- og udenrigsminister H.C. Hansen (S) tilbage i 1957 de facto gav USA frit spil på Thulebasen, har Danmark reelt accepteret alle militære krav.
Men noget er anderledes denne gang.
Grønlænderne og færingerne kræver i dag at blive taget med på råd, og dermed rykker de tophemmelige forhandlinger ikke alene tættere på offentligheden, men også længere væk fra dansk kontrol i København.
Trang til selvbestemmelse
Efter den aftrådte præsident Trumps monumentalt mislykkede forsøg på at ville købe Grønland i 2019 – og sågar at tilbyde Puerto Rico i bytte til Danmark – og det nylige valg, der førte til en ny IA-regering i Grønland, står landsstyreformand Múte Bourup Egede betydeligt styrket. Magtbalancen er skiftet.
Omverdenens interesser i udviklingen i Grønland er blevet tydelige for enhver, og i dag accepterer grønlænderne derfor ikke længere, at aftaler om Grønland alene skal tilgodese amerikanske og danske interesser.
En ny generation af mere selvsikre politikere i Nuuk kræver, at grønlænderne også drager kontant nytte af en øget aktivitet i området. Det er i det lys, at amerikanernes bilaterale støttepakke på godt 80 millioner kroner til forskellige projekter i Grønland skal ses.
De danske politikere har sovet i timen, og nu begynder amerikanerne altså dels at ville mobilisere NATO i Arktis, uden om Danmark alene, og dels at styrke de direkte kontakter mellem Washington og Nuuk – også her uden om de hidtidige forbindelseslinjer via København.
Formelt er det stadig den danske regering, der fører udenrigs- og sikkerhedspolitik på Rigsfællesskabets vegne, og bloktilskuddet tilfører også langt de fleste ressourcer udefra, men betingelserne har ændret sig så hurtigt, at Mette Frederiksens (S) statsministerperiode kan blive epoken, hvor Danmark mister det reelle overherredømme over Rigsfællesskabet.
USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, er en afdæmpet diplomattype, og han gjorde alt for at efterlade et mindeligt indtryk. Men ingen kan være i tvivl om, at det hverken var dronning Margrethe, statsminister Mette Frederiksen eller udenrigsminister Jeppe Kofod, han var mest interesseret i at møde.
Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Pele Broberg, og hans færøske kollega, Jenis av Rana, er blevet hovedpersoner i et højpolitisk drama, hvor Danmark i stigende grad kun spiller tredjeviolin.
Jeg tror at man gjorde den strategiske fejl at oprette det grønlandske hjemmestyre. Men det er jo historie. Den nuværende regering har efter min vurdering valgt det standpunkt, at hvis man ikke vil det danske rige, så må man godt selv, med de fordele og ulemper det indebærer. Med andre ord, så mister man også sin “sugardaddy”, og at ligge under den “bløde paraply”, hvor man trods alt bliver lyttet til.
At grønland og Færøerne ikke er kompetente til bl.a. at håndtere deres egen sikkerhed er en anden sag. Og så kan de, for grønlændernes vedkommende, iøvrigt godt glemme alt om reel selvstændighed, for de ligger alt for tæt på Rusland til at amerikanerne vil tillade det.
Det er svært at spå om fremtiden, som Storm P. sagde.
Men kaster man et blik på, hvordan små stater, regioner, har klaret sig som opmærksomheds punkter for stormagts sikkerheds interesser, lover det ikke godt for Grønland.
Cuba blev kørt over, Grenada, mellem amerika, konflikterne raser i mellemøsten og østen osv.
Hvordan skal det gå med et Grønland, med løsrivelses ønsker og et DK der på den ene side vil vi ikke bestemme på grønlændernes vegne og på den anden siden, gerne vil tækkes USA uden at lægge sig ud med Rusland og Kina.....,
Hvem og hvad, der er til falds i Grønland, Danmark, må vise sig, men selv med en ny regering i både Grønland og USA, er det nok snarere prisen end principper, der kommer til at gøre udslaget.
At Danmark skulle være i stand til at varetage Grønlands sikkerhed er en illusion, og alene tanken vidner kun om den danske megalomane evne til at overdrive egen formåen.
Hvis sikkerhedselementet skulle være det afgørende for Grønlands valg af tilknytningsforhold, vil Danmark nok være det dårligste valg .
Ja, man hørte det et par gange under besøget. de vigtige ord blev ligesom listet ind mellem alt det andet. Men de kom denne gang. "Monroe-doktrinen" og "Grønland hører geografisk til det nordamerikanske kontinent". Fy for satan Grønland.
Så får vi nok ikke råd til at få danskerne hjem fra de kurdiske lejre i denne omgang.
Danmark er et halehæng til USA, Grønland er et halehæng til Danmark ergo Grønland er et halehæng til USA. Hvis Grønland selv vil have fat i USA's hale skal de være så velkomne. Så slip den danske hale og fat den amerikanske og bliv et territorium som Puerto Rico med eget sprog og masser af musik.
hvorfor tror folk på militarismens logik, sikkerhed opnås ikke med militære midler, militær findes som et af værktøjerne i magtmenneskers værktøjskasse, og de kan kun bruges til at tvinge sin vilje igennem ultimativt i form af krig,
men sekundært som pression med en uudtalt trussel om krig "hvis det viser sig nødvendigt",
at man taler om sikkerhedspolitik er et fupnummer intet militær har nogen beskyttende effekt for almindelige mennesker, og ej heller planer i skuffen om at beskytte almindelige borgere, man "forsvarer" kun militære installationer og strategiske mål, og magthaverne selv,
eventuelt imod befolkningen hvis vi skulle ønske at blive fri for de aktuelle magthavere,
og derfor bruger magthaverne oceaner af penge på at bilde os ind at vi bliver beskyttet, men da alle penge magthaverne har til rådighed kommer fra folkets arbejde med at skabe værdi betaler vi selv for at blive misinformeret.
hmm har jeg omskrevet Piet Heins citat ? jeg siger altid "det er svært at spå, især om fremtiden" eller husker jeg det bare korrekt ;o)
Lad de store slås!
Så kan vi kun håbe, at de finder et andet territorium at slås på.
Suverænitetens illusion
Jeg opholdt mig i Grønland, da hjemmestyret blev indført tilbage i 1979. Min opgave var at gennemføre nogle kurser for grønlandske institutionsledere. En på samme tid opløftende og deprimerende oplevelse. Den del af institutionslederne, der var etnisk grønlandske, var på forhånd modvillige, alene fordi jeg var dansker. Det endte dog med, at vi blev gode venner.
Oplevelsen satte sig i mig, for jeg blev opmærksom på, hvor sårbar den grønlandske befolkning er. Den vil gerne selvstændighed, men mangler en kritisk volumen til at lede et så stort territorium. Både demografisk, økonomisk, socialt og politisk.
Når jeg i årene efter reflekterede over den danske Grønlandspolitik, er jeg blevet mere og mere skeptisk over den naivitet, som karakteriserer den. Og jeg synes faktisk, det er uansvarligt at ride med på den nygrønlandske nationalisme. Ikke fordi man skal ignorere eller undertrykke den, men fordi det i sidste ende vil føre til en USA-dominans - med alt hvad det indebære af nykolonialisme af en helt anden, brutal art end det danske formynderi. Hvis grønlænderne tror, at de kan flirte uskyldigt med USA, så begår de en fatal fejltagelse; USA er ikke en godgørende institution. Selv under Biden gælder, at amerikanske interesser går forud for alle andre. (USA anerkender fortsat ikke den internationale domstol i Haag, og ignorerer FN efter behag.)
Det er rigtigt, at Grønland ligger på den amerikanske fastlandssokkel. Men selv et overfladisk blik på en globus vil godtgøre, at Grønland i givet fald mere naturligt hører til Canada. Canada, der tilmed har en civillaw-tradition meget lig de europæiske lande i modsætning til den fejlslagne stat, som USA har udviklet sig til. En tilnærmelse til Canada ville i givet fald være meget mere nærliggende (fysisk, politisk, kulturelt, økonomisk og socialt). Hvorfor diskuteres denne mulighed ikke?
Den store fejl, Danmark begik ved hjemmestyrets og senere selvstyrets indførelse, var at kaste Grønland for løverne på længere sigte. Tilmed accepterede man, at Grønland unilateralt trak sig ud af EU. EU ville ellers have den militære, økonomisk og politiske volumen, der kunne have sikret Grønlands relative uafhængighed. At overlade Grønlands fremtid til USA er livsfarligt for grønlændernes suverænitet, for den vil USA med garanti ikke respektere i længden. Dertil er Grønland for vigtig - for USA.
Glem alt om respekt for grønlandsk kultur. USA har allerede demonstreret, hvordan mindretal (herunder USAs oprindelige indbyggere) bliver behandlet.
Jamen man taler jo hele tiden om USA og mange grønlandske politikere "truer" uden skrømt med USA. Hvad er det de forventer DK skal gøre ? Indtil grønlænderne ønsker virkelig uafhængighed og dermed dyb afhængighed af USA så forekommer det mig at DK lader sig danse rundt i manegen med evig dårlig samvittighed og en evig angst for at miste ismasserne. Betyder Grønland virkelig så meget for vores lille europæiske stat ? Er det ikke en fiktion og en romantisk drøm. ? Flyt nu hjemmefra kære grønlændere, vi skal nok tage telefonen i nogle år, derefter må I selv betale for mobilen.
Jeg synes sådan set godt om alle de 10 kommentarer, der er kommet indtil nu. Men jeg vil dog lige tilføje min tidligere kommentar - at der er den klare fordel ved det nuværende tilhørsforhold for Grønland, at Danmark jo ikke udgør en trussel for nogen som helst. Det er der så en lang, historisk forklaring på, men det ændrer ikke konklusionen. USA, Rusland og Kine vil formentlig kunne enes om, at status quo langt er at foretrække, frem for eksperimenter i den ene eller den anden retning. Noget andet er så, hvad der kan ske, hvis der kommer en militær konflikt i arktis. men så kan alt jo ske- og vi har militære eksperter til at analysere de mulige scenarier. Det der med drone overflyvning af de tusindvis af kilometer af kystlinje- det lyder da som en meget god idé. Og Idéen om at udvide Sisimiuts havn så den kan tage store amerikanske flådefartøjer- det lyder da også som en meget god idé. En forbindelsesvej fra den store amerikanske base i Kangerlusuaq (Søndre Stømfjord, undskyld stavning- mit grønlandske er lidt rustent...)og ud til Sisimiut - jamen det kan da også være en god idé- selv om det nok vil ændre oplevelsen af at gå turen med rygsæk- som jeg og min kone gjorde det i 1987. Turen anbefales hermed!
Jeg kan ikke læse artiklen.
Så jeg kan ikke se begrundelsen for, at det skulle være et nyt omdrejningspunkt.
Canada, Norge, USA, Danmark og Rusland har siden starten af nullerne "småskændtes" om Arktis i forventning om fri passage og adgang grundet klimaforandringerne.
Det eneste nyt, jeg kunne forestille mig, er at det er gået ind i en ny fase.
Så vidt jeg også har forstået har Danmark, som medlem af NATO, en forpligtelse til at kontrollere Grønlands luftrum.
Hvis jeg har forstået det korrekt, er de nye F35 jægere ikke egnet til et arktisk klima. Så Danmark derved ikke burde være istand til, at opfylde sin forpligtelse overfor NATO.
Betyder det, at Danmark allerede har taget en beslutning på sikkerhedsområdet, som de bare ikke har meddelt den danske og grønlandske befolkning?
I stedet for at græde over tabet af den gamle ordning, bør hele Rigsfællesskabet drage fordele af den nye realitet. Det kræver dog at vi her i Danmark endelig kommer ned fra kolonialherrens hesteryg.
@Klavs
Se Thorkild Kjærgaards fine artikel i Weekendavis i 2018. Lidt provokerende synspunkter, men for mig kan Grønland da blive selvstædig i morgen - det tror jeg, at der er flertal for i både nord og syd.
https://www.weekendavisen.dk/2018-47/ideer/det-groenlandske-janusansigt
Det grønlandske hjemmestyre, og fra 2008 selvstyre, er ikke blevet brugt til at udvikle det grønlandske samfund til gavn og glæde for alle. Snarere er det anvendt som løftestang for en ensidig, etnisk orienteret grønlandisering. Den er farvet af 1970ernes politiske og kulturelle holdninger, hvor naiv civilisationskritik gik hånd i hånd med en summarisk-dogmatisk opfattelse af europæiske folk som onde, imperialistiske og racistiske og ikke-europæiske folk som gode med en særlig hædersplads til oprindelige folk. Grønlændere begyndte nu at henregne sig selv til det sidste uden hensyntagen til det faktum, at nordboerne har været i Grønland længere end inuit, og at det derfor strengt taget er inuit, der er gæster i Grønland og ikke omvendt.
Mihail L : fint med Canada, hvis der skulle være tilslutning til det i Grønland og Canada.
Du har selvfølgelig ret i, at en inkludering i USA næppe vil være godt for befolkningen i Grønland - men betænk også lige, at livet ej heller er en dans på roser for inuit i Canada.
Og uanset, hvordan vi vender og drejer det, vil Grønland militært set være en koloni af USA.
Mihail L : fint med Canada, hvis der skulle være tilslutning til det i Grønland og Canada.
Du har selvfølgelig ret i, at en inkludering i USA næppe vil være godt for befolkningen i Grønland - men betænk også lige, at livet ej heller er en dans på roser for inuit i Canada.
Og uanset, hvordan vi vender og drejer det, vil Grønland militært set være en koloni af USA.
@Filip Meyer - Tak - orker næsten ikke, at gentage disse kendsgerninger. Det er jo bedrøveligt, at man den ene gang efter den anden skal gentage disse faktuelle kendsgerninger.
Jeg er dødtræt af grønlandske offer mentalitet og den evige dårlige dansk samvittighed. Og nej, racisme er ikke en dansk specialitet. Det går faktisk også den modsatte vej - hvis man ellers skulle være i tvivl. Man forsøger aktivt i Grønland, at skrive den skandinaviske / danske del af historien ud - herunder sprogligt.
Hvorfor skal den danske stat overhovedet spille violin i Arktis?
En sjældent ædruelig debattråd. Hvad LTMs artikel angår, så står det helt uklart, hvorledes 'De danske politikere har sovet i timen...'. Selve billedet med tredjeviolin antyder samtidig, at Danmark føler sig overset og gerne vil spille længere fremme i orkesteret. Men er situationen ikke ganske accepteret af Danmark?
Peter R-O: enig. Men Danmark har i umindelige tider højlydt tilkendegivet - ved den ene udenrigsminister efter den anden - at dørene i Washington åbnede sig, hver gang de kom på besøg - på grund af Grønland.
Selvfølgelig har vores lilleputland ikke noget at bidrage med i forhold til Arktis andet end varm luft.
Set fra sidelinjen to ”sjove” tendenser i kommentarane: ALLA, uanset grundholdning til situationen, med en undertone af dansk krænkelse, ved tanken om Grønland kunne forestille sig en bedre allieret end Danmark. Det andet begrebet: ”suverænitet” ALLE nationer befinder sig i gensidig afhængighed. Det er ikke ”suveræne” USA der opruster i Sydkinesiske hav, de anser sig i deres beslutning underlagt Kinas beslutninger. Afslutningsvis til Steen Oluf Karlsen, ” at Danmark jo ikke udgør en trussel for nogen som helst” ????? Vores 5-6millioner minibefolkning skyder med VORES TEAM stammefolk Asien, Mellemøsten, Afrika, og sulter befolkninger i Sydamerika og Mellemøsten med flere, nu senest de 1000 unge piger i Myanmars textil industri som vi gør arbejdsløse. Jah den enes nød, den anden brød: gigantisk mangel på unge kvinder i Kina – human trafficking – det kan suveræne Danmark, da også understøtte.
Forslag til Lars Trier Mogensen....
Hvorfor tager du ikke fat i Canada-forbindelsen? Bl.a. ved at interviewe centrale grønlandske og danske aktører? Og slutte af med at høre, hvilke tanker Canadas ambassadør gør sig?