Klima
Læsetid: 9 min.

EU’s bitre kamp om maden i din mund: Europas landbrug ser stadig mere sort end grønt ud

Europas landbrug er under enormt pres fra klimamål, international konkurrence og skyhøje jordpriser. Netop nu er EU i slutfasen af forhandlinger om en grøn omlægning af landbrugsstøtten, men vi kan med beklagelse meddele: Den nødvendige grønne revolution kommer ikke til at ske
80 procent af støtten til landbrug i EU går til blot 20 procent af landbrugene – typisk store landbrugsvirksomheder. Her er det en tysk landmand, der netop har sendt sine køer på græs.

80 procent af støtten til landbrug i EU går til blot 20 procent af landbrugene – typisk store landbrugsvirksomheder. Her er det en tysk landmand, der netop har sendt sine køer på græs.

Hauke-Christian Dittrich

Udland
26. maj 2021

Undskyld: Denne artikel handler om EU. Om landbrugsstøtte, klimamål og økologisk omstilling i vores fødevareproduktion – altså emner, der kan virke ret tørre.

Men hæng på. For artiklen handler også om det vigtigste i dit liv. Om det, som du dagligt putter i munden og lever af. Med eller uden pesticider, overgødskning og klima- og miljøskadelig monokultur for nu bare at nævne et par negative eksempler fra det landbrug, der står for godt ti procent af CO2-udledningen i EU og for over halvdelen af den langt mere klimaskadelige metan.

Denne artikel handler også om penge, mange penge.

For når repræsentanter fra EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet og de europæiske landbrugsministerier i denne uge forhandler om en grøn reform af EU’s landbrugsstøtte, så drejer det sig om svimlende 3.000 milliarder kroner over de næste syv år.

Eller om mere end 35 procent af EU’s samlede budget. Det tal kan også præsenteres anderledes: Landbrugsstøtten handler om cirka 2,5 kroner pr. EU-borger om dagen, altså en brøkdel af europæernes beskedne madbudget.

Ingen revolution

»De her forhandlinger har ikke kun konsekvenser for landbruget og dermed miljøet, men også for, hvor meget handlerum den danske regering har for sin klimaplan,« siger Sybille Kyed, der er landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening.

»For jo mere ambitiøse mål vi har på EU-niveau, desto nemmere vil det også være at få en klimaaftale med landbruget i Danmark.«

Debatterne i Bruxelles handler i disse dage om noget så jordnært som regler og procentsatser for sædskifte og braklægning. Men det mest centrale stridspunkt bliver, hvor mange milliarder den fælles landbrugspolitik CAP (Common Agriculture Policy) skal stille til rådighed for de såkaldte ’eco-schemes’ – altså målrettede tiltag, der gavner miljø og klima. Her er Parlamentet, Kommissionen og de nationale landbrugsministre ikke just enige.

»Jeg tror ikke, at vi kommer til at opleve et systemskifte,« vurderer den tyske professor i jorbrugsvidenskab ved Rostock Universitet, Sebastian Lakner, der følger CAP-forhandlingerne tæt.

»Men vi vil se en CAP for årene 2021-2027 med lette til tydelige fremskridt for både klimaet og miljøet.«

CAP: Den Fælles Landbrugspolitik (Common Agriculture Policy)

CAP’en blev indført i 1962 og er siden blevet finansieret over EU-budgettet. Den årlige udgift ligger p.t. omkring 58 mia. euro fordelt på to søjler:

  • Søjle 1: Direkte støtte til landbrug og understøttelse af landbrugsmarkedet (omkring 300 euro pr. hektar i gennemsnitlig arealstøtte – heraf går 80 procent af midlerne til 20 procent af landbrugene i EU)
  • Søjle 2: EU-bidrag til projekter i landregioner, herunder især klimavenlige indsatser, økologi, skovrejsning, turisme eller støtte til landdistrikter)

I sit udspil har EU-Kommissionen lagt op til et delvist opgør med den gamle udgave af landbrugsstøtten. Kommissionen vil ikke bare indføre ’eco-schemes’ men også gøre det muligt for de enkelte medlemslande at stille skrappere krav til, hvornår man kan få landbrugsstøtte.

Europa-Parlamentet kræver et højere minimumsbudget til ’eco-schemes’ – forhandlingsrummet ligger mellem 20 og 30 procent af den samlede landbrugsstøtte, men det havner formentlig omkring »skuffende 22 procent«, som det danske EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S) formulerer det.

Mindst lige så omstridt er det, hvor snævert reglerne for miljø- og klimavenlige tiltag defineres.

En af dem, der frygter en stærk udvanding, er Martin Häusling. Han var engang landmand i tyske Hessen. I dag er han De Grønnes landbrugspolitiske talsmand i Europa-Parlamentet. Over for Information er han oppe i det røde felt over, hvad der kan indregnes under ’eco-schemes’.

»Forskrifterne er så uklare, at de åbner for tiltag, der er mere eller mindre nyttesløse for beskyttelsen af både klima og miljø,« siger Martin Häusling.

Han har derfor »totalt forståelse« for de miljøaktivister, der med Greta Thunberg i spidsen kræver, at CAP-forhandlingerne helt skrottes i dens nuværende form.

»Aktivisterne har jo ret,« siger han.

»Med den her landbrugsreform saver EU grenen væk under sin egen Green Deal.«

Ret sort

Set med hans briller er det fatalt. For EU’s Green Deal skulle med målet om klimaneutralitet i 2050 egentlig være altings grønne målestok i EU. Samme skæbne lider ambitiøse strategier som ’Farm to Fork’ og Biodiversitetsstrategien, der blandt andet vil reducere brugen af pesticider kraftigt og udlægge en fjerdedel af EU’s landbrugsareal til økologisk landbrug.

»De to strategier er kun nævnt i en fodnote i udspillet til CAP’en,« lyder det opgivende fra Martin Häusling.

Christel Schaldemose er heller ikke just tilfreds, og hun tøver ikke med at kalde Parlamentets landbrugsudvalg for »stokkonservativt«. Alligevel vil landbrugsstøtten i hendes øjne »rykke sig en lille smule i positiv retning«.

»Men det bliver ikke den transformation, der er behov for,« siger hun.

»Grundlæggende kommer de lande, som virkelig vil, til at kunne vride sig og fortsætte med at være ret sorte i deres landbrug.«

Krisen i Europas biodiversitet

EU’s omfattende ’Beretning om naturens tilstand i Europa’ fra 2020 giver et dystert billede: De fleste økosystemer er pressede, hele 81 procent af de beskyttede habitater i EU er i dårlig stand, antallet af insekter er stadig nedadgående, og kun 47 procent af fuglearterne har det godt.

Kilde: EU-Kommissionen, NABU

Det kan alt sammen virke pænt abstrakt for folk, der ikke kender noget videre til CAP’en – hvilket ifølge meningsmålinger gælder over 90 procent af europæerne. For at svare på, hvorfor hele støtten ikke bare gøres afhængig af miljø- og klimavenlige tiltag, må vi derfor tage et lyndyk ned i historien bag landbrugsstøtten, som europæiske miljøorganisationer betegner som »fastkørt«, »miljøfjendtlig«, og »a system for firms, not for farms«.

I det Europæiske Fællesskabs første årtier pumpede man så mange penge ind i at sikre en stabil fødevareproduktion, at der efterhånden opstod en stor overskudsproduktion, der blev til de legendariske smørbjerge og mælkesøer. Det førte til en strategi med eksportstøtte, som dog heller ikke var videre bæredygtig – især for aftagerlandene uden for EF. Efterhånden afløste man støtten til produktion med en støtte til landbrugsarealer. Og netop denne direkte støtte står altså stadig for tre fjerdedele af CAP-midlerne.

Det har stærke bivirkninger, ikke mindst i form af eksplosive jordpriser, stigende gældsætning og tendensen til, at landbrug må vokse eller dø: Tilbage står primært enorme og eksportorienterede landbrugsfabrikker – 80 procent af støtten går til bare 20 procent af landbrugene.

»Landbrugene bliver jo ikke større og større, fordi landmændene er rige,« som den franske landbrugsminister Julien Denormandie har formuleret det.

»De bliver større og større, fordi det kræver uhyre mange hektarer at skabe omsætning.«

EU’s landbrugskommissær, den polske Janusz Wojciechowski, har over for The Guardian derfor udråbt det som sit mål at redde de små og mellemstore landbrug, hvoraf næsten halvdelen er forsvundet i EU – og især i Østeuropa – siden årtusindskiftet.

Med denne tendens er stadig flere landmænd stærkt forgældede og dybt afhængige af landbrugsstøtten – ikke mindst i lyset af de pressede fødevarepriser og den meget hårde internationale konkurrence. Ifølge det franske EU-parlamentsmedlem Grégory Besson-Moreau er der i snit hver dag én fransk landmand, der begår selvmord af desperation over situationen.

Strukturelt set har det samtidig medført, at en lang række europæiske landregioner og grundlæggende økonomiske strukturer omkring landbruget – ja, hele regeringsapparater i Sydøsteuropa – er blevet dybt afhængige af EU’s nuværende støtte.

Lobbybremsen

Ifølge den lobbykritiske ngo Corporate Europe Observatory (CEO) har landbrugets paraplyorganisation Copa-Cogeca samt adskillige lobbygrupper i medlemslandene og i Bruxelles derfor målrettet forsøgt at udvande både EU’s Green Deal, Farm to Fork-strategien og biodiversitetsstrategien for at opretholde status quo. Med CAP’en – altså den konkrete fordelingspolitik – ser vinden nu ud til at blæse deres vej.

I EU er det især franskmændene, men også de syd- og østeuropæiske lande generelt, der står på reformbremsen. Tyskland bevæger sig derimod langsomt fremad. Det afspejler blandt andet, hvem der er nettoydere og -nydere i systemet. Men det afspejler også, at en lang række EU-lande har enorme landdistriktsprogrammer, hvor hele regioner på godt dansk vil være på røven, hvis den direkte støtte pludselig skæres drastisk.

Et konkret modargument mod en langt stærkere grøn øremærkning af støtten er, at der vil opstå endnu et bureaukratisk monster, når alle økologiske ydelser skal retfærdiggøres ude på de enkelte landbrug. Der er bare ingen vej udenom, mener Martin Häusling.

»Landmænd skal belønnes for at beskytte biodiversiteten, grundvandet, jordene og klimaet – og ikke for at besidde jord,« siger han – og advarer samtidig mod faren for greenwashing i den nationale implementering af CAP’en rundt i Europa.

Fair pris

Men hvad er så konklusionen?

Til en start, at det er pinedød nødvendigt, men meget svært for alvor at flytte landbrugsstøtten, mener Sybille Kyed fra Økologisk Landsforening.

»Vores landbrug i dag er i høj grad et resultat af landbrugsstøttens stærke fokus på intensivering og på at skabe et rigeligt udbud af billige fødevarer i kombination med indkomststøtte,« siger hun.

»Derfor har EU’s landbrugsstøtte nu en helt central rolle for den grønne omstilling, også i Danmark, hvor overskuddene i landbrugene faktisk omtrent svarer til landbrugsstøtten.«

Hun ser det som et positivt fremskridt, at EU-Kommissionen indfører ’eco-schemes’. Og hun mener, at den danske regering bør gå foran og vise, hvordan man kan indrette et mere grønt støttesystem.

»Ambitionsniveauet er bare begrænset af de lande, som vi konkurrerer med,« siger Sybille Kyed.

»Vi kan ikke lægge os meget højere end det europæiske snit.«

Landbruget og drivhusgasserne

Det europæiske landbrug står for cirka 10,5 procent af EU’s udledning af CO2 og 53 procent af udledningen af metangas.

Kilde: EU-Kommissionen

I forhold til den globale konkurrence er det for EU samtidig alfa og omega, at der – som EU-Kommissionen foreslår i sin Green Deal – skabes en CO2-grænseregulering, hvor klimabelastningen og de eksterne produktionsomkostninger indregnes i importen ind i EU’s indre marked. Ellers kan vi hverken konkurrere med langt mindre grønne produkter udefra – eller skabe et globalt ræs mod toppen.

»Men det kræver også, at forbrugerne er med til at løfte hele omstillingen og betaler en fair pris for deres fødevarer, som afspejler produktionsomkostningerne,« siger Sybille Kyed.

»Altså også omkostningerne for miljø og klima.«

Livtag med systemet

Et centralt slagsmål bliver i de kommende år, hvor stor en rolle økologi skal spille – og hvor meget der satses på teknologi og effektivisering. Men at opretholde status quo er udelukket, mener den tyske jordbrugsprofessor Sebastian Lakner.

»Landbrugsforbundene er sat under enormt politisk pres. Den her runde CAP-forhandlinger er formentlig sidste chance for at opnå de virksomme reformer, som ikke bare de europæiske borgere, men også miljøet og klimaet kræver.«

Hvis reformprocessen omvendt går galt, vil vi om få år opleve mere ukontrollerede omvæltninger af hele CAP-systemet, mener han.

»Landbruget står i dag under langt større pres end ved de sidste reformer i 2013 – både på grund af skærpet miljølovgivning og lavere fødevarepriser. Så det afgørende bliver at få landbruget med nu. Her har jeg i årevis oplevet en mere åben debat i det skandinaviske landbrug end for eksempel i Frankrig. Selv i Tyskland bevæger landmændene og deres forbund sig efterhånden, så spørgsmålet er også, om reformen af CAP’en støtter landbrugene i denne omstilling.«

Også Sybille Kyed tror på, at der kommer »mindre konkrete fremskridt« ved denne uges store slag i Bruxelles, der er med til at lægge en – allerede forsinket – ramme for landbruget i hele syv år fra 2023.

»Ellers skubber vi bare et stadig større problem foran os. Det gælder både klimakrisen og krisen i biodiversiteten,« siger hun.

»EU-Kommissionens oprindelige forslag rummer plads til at tage et livtag med støttesystemet, og jeg tror på, at der stadig er et godt grundlag. Men nej, vi kommer nok ikke så langt, som vi bør.«

De igangværende CAP-forhandlinger

  • De nuværende CAP-forhandlinger er stærkt forsinkede og vil først virke fra 2023.
  • CAP’en strækker sig over syv år og er derfor afgørende for klimamålene 2030 – og for miljø og grundvand.
  • 25.-27. maj forløber ’trialogforhandlingerne’ mellem Kommission, Parlament og Landbrugsrådet, som afsluttende vil stemme om det mulige kompromis. På grund af tidspresset forventes der et resultat i denne uge.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Bestemt ikke kedelig at læse. Man får indsigt i EUs bureaukratisering og sløring af de interesser, som EU tjener på landbrugsområdet som på alle andre områder. EU-systemet er sat i verden for at tjene kapitalinteresser og ikke befolkningerne. Løsningen for EU's statsundersøttede landbrugsfabrikker må være ordninger a la Vienams markedssocialisme med fri prisfastsættelse på markeder, men fællesskabsejede produktionsmidler. EU kommer aldrig til at fremme en grøn omstilling før de største aktører på makedet kan se en interesse i det. Det sker ikke forløbig.