Analyse
Læsetid: 4 min.

Facebooks tilsynsråd: Det var berettiget at begrænse Trumps ytringsfrihed

Et »uafhængigt« tilsynsråd, nedsat og finansieret af Facebook, begrænser sig i en rapport til en mild kritik af Facebooks udelukkelse af den tidligere præsident i januar. Der lægges dog op til, at Trump kan få sine konti genåbnet om et halvt år, hvis han holder sig i skindet
Tidligere præsident i USA Donald Trump får ikke genåbnet sin Facebook-profil eller Instagram-konto. Det oplyser Facebooks uafhængige tilsynsråd onsdag. Trump kalder det en »skændsel«.

Tidligere præsident i USA Donald Trump får ikke genåbnet sin Facebook-profil eller Instagram-konto. Det oplyser Facebooks uafhængige tilsynsråd onsdag. Trump kalder det en »skændsel«.

Jim Lo Scalzo

Udland
6. maj 2021

Hvor vide rammer skal sociale medieplatforme give politiske ledere, når de ytrer meninger, der kan tolkes af brugere som tilskyndelse til vold og som indebærer en overhængende risiko for fysisk overlast?

Dette i grunden etiske spørgsmål blev for første gang aktuelt, da præsident Donald Trump i tweets og meddelelser på Facebook og Instagram erklærede sin sympati for flere tusinde tilhængere, der havde angrebet og besat kongresbygningen i Washington, D.C. den 6. januar i år.

Efterfølgende bandlyste Twitter præsidenten fra platformen, mens Facebook og Instagram suspenderede hans konti på »ubestemt tid«.

I en beslutning onsdag bakkede et »uafhængigt« tilsynsråd, udpeget og finansieret af Facebooks grundlægger Marc Zuckerberg, op om suspenderingen af Trump fra Facebook og Instagram.

Rådet, hvis næstformand er Danmarks forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, skriver i sin rapport, at »Trump brød alvorligt med de to platformes forbud mod at prise eller støtte personer, der er involveret i voldsudøvelse«.

Rådet anfører to indlæg lagt ud på de to platforme sent om eftermiddagen den 6. januar, hvori Trump udtrykker sin kærlighed til personerne, der er trængt ind i kongresbygningen (»We love you. You’re very special«), og kalder dem »storslåede patrioter« og fortæller dem, at »denne dag vil gå over i historien«.

Facebook anførte præcist de samme citater og begrundelse for at suspendere Trump. De to indlæg blev slettet kort efter offentliggørelsen den 6. januar. Dagen efter blev Trumps konti på de to platforme suspenderet indtil hans tilbagetræden den 20. januar. Den 21. januar blev beslutningen forlænget på ubestemt tid og sendt til vurdering hos tilsynsrådet.

Kritik af Facebook 

Det er indtil den dag i dag uklart, hvorfor Facebook ikke nøjedes med at slette indlæggene. Det er normalt, hvad platformen gør i denne type sager. Tilsynsrådets rapport dvæler ikke nærmere ved denne iøjnefaldende forskelsbehandling mellem en politisk leder og andre brugere.

I stedet kritiserer rådet Facebook for at have lagt Trumps konti på is uden at have regler for, hvad en suspendering på ubestemt tid egentligt betyder og medfører.

»Det er ikke acceptabelt for Facebook at udelukke brugere fra platformen i en tidsubestemt periode uden at fremsætte kriterier for, hvornår og hvorvidt kontoen vil blive genoprettet,« hedder det i rapporten.

Ifølge platformens reglement, skriver tilsynsrådet, er det kun muligt at bandlyse en bruger for evig tid eller suspendere i en bestemt tidsperiode. Rådet gav Facebook seks måneder til »overveje sin vilkårlige straf og tage en hensigtsmæssig beslutning«.

I en mail sendt til pressen onsdag udtrykker Trump harme over tilsynsrådets støtte til Facebooks beslutning.

»Præsidentens ytringsfrihed er blevet afskaffet, fordi de radikalt venstreorienterede galninge frygter sandheden, men sandheden vil komme frem … Disse korrupte sociale medier skal betale en politisk pris og må aldrig igen få lov til at ødelægge og decimere vores valgproces,« skriver Trump, der fortsætter med at kalde sig selv præsident.

Donald Trump har tirsdag lanceret et nyt forum på sin hjemmeside, hvor han kan offentliggøre indlæg, der kan deles af andre på Twitter og Facebook, som han fortsat er udelukket fra.

Men det er ifølge eksperter tvivlsomt, om Trump på denne måde kan genvinde sin trofaste skare. Han havde 88 millioner følgere på Twitter og 32 millioner venner på Facebook.

Splittet holdning

Amerikanerne er splittet i deres holdning til de sociale mediers udelukkelse af Trump.

Ifølge en meningsmåling foretaget af Pew Research Center mener 49 procent, at han bør holdes væk på ubestemt tid, mens 50 procent vil give ham adgang igen.

Denne splittelse er tæt på at være en afspejling af de adspurgtes politiske tilhørsforhold. Blandt republikanere er 88 procent modstandere af at bandlyse ham, mens kun 81 procent af demokraterne bakker op om Facebooks og Twitters beslutning.

Det er uklart, hvorfor nogle demokrater (19 procent) tilsyneladende tager forbehold over for sociale mediers begrænsning af Trumps ytringsfrihed. En forklaring kan være, at han ikke længere er præsident og derfor ikke anses for at være en så stor trussel for USA’s demokratiske institutioner, som han angiveligt var i de sidste par måneder af sin regeringsperiode.

Men der er også en anden mulig forklaring.

I begge sine indlæg fra eftermiddagen den 6. januar opfordrede Trump nemlig også sine tilhængere til besindelse.

»Der bliver nødt til at være fred. Der skal være lov og orden. Vi må udvise respekt for ordensmagten. Vi ønsker ikke, at nogen skal gøres fortræd‚« skrev han i det ene indlæg.

I det andet indlæg stod der et sted: »Gå hjem med kærlighed og fred i sindet.«

Efter sin tilbagetræden har Trump ikke veget fra sin faste overbevisning om, at han blev frastjålet sejren ved præsidentvalget i november sidste år. Hans falske påstand er af demokrater blevet kaldt the big lie. Tidligere i denne uge begyndte Trump i sine e-mails til pressen at bruge samme udtryk om Joe Bidens sejr, der også skulle være the big lie.

Men den tidligere præsident, hvis politiske fremtid er usikker, har siden den 6. januar undladt at tilskynde sine tilhængere til voldsudøvelse eller skade på offentlig ejendom.

I sin konklusion opfordrer tilsynsrådet Facebook til at tage højde for, hvorvidt den risiko, en bruger udgør for offentligheden ved sin suspendering, »har fortaget sig ved afslutningen af den tidsbestemte periode«.

Rådet lægger med andre ord op til, at Trumps konti kan blive genåbnet, efter at Facebook har udarbejdet mere præcise procedurer for sine suspenderinger inden for det næste halve år. Dog kun, hvis han holder sig i skindet.

Hvorfor hans adgang til Facebook og Instagram ikke kan blive genåbnet efter tre måneders forvisning, fremlægger tilsynsrådet ingen forklaring på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Det principielle problem her er ikke Donald Trump og hans rablerier, men at et privat firma som Facebook er blevet så stort og magtfuldt, så monopolagtigt, at det kan censurere den offentlige debat, som var det i en diktaturstat. Hvis censuren skal genindføres (og den går ikke her i landet uden en grundlovsændring), må staten tage ansvaret på sig og ikke overlade det til private firmaer.
At amerikanerne i dette spørgsmål stort set deler sig efter partifarve, er meget sørgeligt, for det handler ikke om, hvorvidt man kan lide Donald Trump eller ej, men om noget meget større og vigtigere.