Flere og flere amerikanske demokrater og jøder opfatter Israel som en apartheidstat

Billedet af det palæstinensisk-amerikanske kongresmedlem Rashida Tlaib, der trygler præsident Joe Biden om at få sat en våbenhvile i stand i Israel, er højst usædvanligt for amerikansk politik.

Tlaib er det første palæstinensiske medlem af Repræsentanternes Hus og hører til en gruppe af unge progressive kvindelige politikere, der blev valgt i 2018. Blandt de andre finder man Alexandria Ocasio-Cortez, Ayanna Pressley og Ilhan Omar. 

Mødet mellem Rashida Tlaib og Biden var improviseret og fandt sted kort efter Bidens landing i Detroits lufthavn den 18. maj, alt imens israelske krigsfly bombarderede mål i Gazastriben, og Hamas affyrede raketter mod Israel.

Billedet af de to politikere i en intens samtale sendte et definitivt signal til omverdenen om, hvor indflydelsesrig en position den progressive fløj i Det Demokratiske Parti har indtaget i formuleringen af USA’s mellemøstpolitik under præsident Biden.

Det mener Philip Weiss, grundlægger af det progressive og jødiske website Mondoweiss, der siden 2005 har dækket amerikansk mellemøstpolitik fra en Israel-kritisk og propalæstinensisk vinkel.

»Det øjeblik, hvor Rashida Tlaib konfronterer Biden foran Airforce One og fortæller ham om de uhyrligheder, der finder sted i Gazastriben, er den vigtigste episode i USA’s mellemøstpolitik i lang tid,« fortæller journalist og forfatter Philip Weiss.

Tlaib afviste efterfølgende at oplyse, hvad hun havde sagt til USA’s præsident.

Ifølge en rådgiver skal hun med fede bogstaver have understreget, at »palæstinensernes rettigheder er ikke til forhandling; de skal beskyttes. USA kan ikke acceptere uhyrligheder som bombning af skoler, og slet ikke med amerikanskfremstillede våben.«

Det gjorde tilsyneladende indtryk på præsidenten, der i en efterfølgende tale i Ford Motors bilfabrik i Detroit direkte henvendt til Tlaib gav udtryk for sin beundring for hendes »intellekt, lidenskab og omsorg for så mange mennesker«.

Og præsidenten lovede ovenikøbet Tlaib at gøre alt, hvad han kunne for at beskytte hendes bedstemor og andre slægtninge på Vestbredden.

To dage senere havde Biden overtalt Israels premierminister Benjamin Netanyahu til at holde inde med det heftige bombardement af Gaza og modvilligt acceptere en våbenhvile.

Racisme i Israel

Weiss minder om, at det i den seneste væbnede konflikt mellem Israel og Hamas i 2014 tog 51 dage at få en våbenhvile sat i stand. Denne gang tog det kun 11 dage.

»Netanyahu havde sagt, han ikke ville acceptere diktater fra nogen. Men når det kom til stykket, så lyttede han til USA. At Biden greb ind, viser tydeligt, at der er et fundamentalt skifte undervejs i Det Demokratiske Partis holdning til Israel,« mener den jødisk-amerikanske journalist.

Og der er ifølge Weiss ingen tvivl om årsagerne til den forvandling, partiets mellemøstpolitik er undergået i det seneste års tid. Øverst på listen står Black Lives Matter-bevægelsens krav om retfærdighed og lighed for alle etniske grupper i USA.

»I Det Demokratiske Parti ved alle, at man ikke kan tage afstand fra strukturel racisme i USA og samtidig se bort fra strukturel racisme i Israel. Partiets kernevælgere forstår, at Israel er blevet en apartheidstat.«

Indtil nu har sammenligningen mellem apartheidstaten Sydafrika og Israel været et tabu i partiet. Sådan er det ikke længere. Den israelske menneskeretsorganisation B’Tselem, der overvåger krænkelser i de palæstinensiske territorier, kaldte i en rapport i januar Israel for en »apartheidstat.« Samme betegnelse brugte amerikanske Human Rights Watch i april.

I de to rapporters slipstrøm er progressive demokrater og politikere begyndt at benytte udtrykket apartheid til at beskrive den systematiske diskrimination af palæstinensere i Israel, på Vestbredden og i Gazastriben.

Politidrabet på George Floyd og den multietniske bevægelse, der efterfølgende rejste sig i protest mod raceulighed i USA, er således den vigtigste underliggende årsag til skredet i mange amerikaneres holdning til Israels hårde reaktion på Hamas’ beskydning af civile mål i Israel.

Eller som det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy noterer i en nylig artikel om, hvordan Israel »har tabt kulturkrigen«, havde israelerne i tiden efter terrorangrebet den 11. september og de efterfølgende to årtier opbakning til deres politik med baggrund i ’krigen mod terror’. Landet blev beskrevet som »et lille demokratisk land«, der forsvarer sig mod islamistisk terror og antisemitisme.

Sådan er det ikke længere, og nu fremstår Israel som et land, der »forfølger en gammel kolonialistisk dagsorden i en hurtigt skiftende global kultur«, hedder det. 

Men der er ifølge Philip Weiss andre grunde til drejningen i et parti, der historisk set har udvist en næsten blind loyalitet over for Israel.

»Netanyahus nære alliance med Donald Trump, Det Republikanske Parti og den kristne evangeliske bevægelse, hans flirteri med autoritære ledere som Viktor Orbán og Vladimir Putin, og Likuds regeringssamarbejde med antiarabiske partier, har frastødt mange demokrater,« siger chefredaktøren for Mondoweiss.

»Vi er nu kommet så langt, at liberale zionister i USA arbejder ihærdigt for at komme af med Netanyahu.«

Israels fremtid

Det uafklarede spørgsmål er, hvordan striden om Israels fremtid i USA’s jødiske samfund og i den politiske arena vil udfolde sig efter de seneste kamphandlinger. Uden USA’s loyale og trofaste støtte siden 1950’erne ville Israel næppe have overlevet som en selvstændig jødisk stat midt i den arabiske verden.

Tilsvarende, siger Weiss, vil udformningen af Israels fremtidige politiske styreform – en apartheidstat eller en liberaldemokratisk multietnisk stat inden for Palæstinas grænser før 1948 eller alternativt to selvstændige stater – i væsentlig grad blive afgjort af debatten i USA’s jødiske samfund.

»Liberale zionister håber stadig på en tostatsløsning og ser endda en åbning i Trump-regeringens forslag til en opdeling af Vestbredden mellem jøder og palæstinensere. Progressive jøder og demokrater kræver derimod lige rettigheder for palæstinensere i en sekulær stat,« siger han.

Hverken i Israel eller i USA er der samme opbakning til en tostatsløsning som for blot ti år siden.

Og det er præcistårsagen til, at udenrigsminister Antony Blinken elegant gled udenom, da Netanyahu nævnte muligheden for at genoplive fredsforhandlingerne efter deres møde tirsdag i Jerusalem.

»Grundlæggende er Biden ikke interesseret i at begive sig ud i ørkesløse fredsforhandlinger. Han foretrækker at yde økonomisk bistand til palæstinenserne og genoplive USA’s forbindelser til PLO-styret på Vestbredden, men holde sig på afstand af israelsk indenrigspolitik,« vurderer Weiss.

Han tror, at Biden og andre demokratiske partiledere gradvist vil give mere plads i debatten til den voksende Israel-kritiske fløj, og at flere og flere demokratiske politikere og vælgere vil slutte op om den internationale boykot- og sanktionsbevægelse mod Israel.

Hvordan det ender, er svært at vide, siger Weiss.

»En ting er sikker: Israel og USA går en dramatisk tid i møde.«