Langsomme samtaler
Læsetid: 12 min.

Forsker: EU er regelret og forsigtigt –og taber derfor kampen om vaccinerne og økonomien

Kampen om vacciner og økonomiske satsninger handler om at tage chancer og bryde regler. Og den kamp vil EU altid tabe, fordi unionen bygger på regler, forudsigelighed og forsigtighed. Det forklarer den bulgarske forfatter og samfundsforsker Ivan Krastev i denne langsomme samtale
Kampen om vacciner og økonomiske satsninger handler om at tage chancer og bryde regler. Og den kamp vil EU altid tabe, fordi unionen bygger på regler, forudsigelighed og forsigtighed. Det forklarer den bulgarske forfatter og samfundsforsker Ivan Krastev i denne langsomme samtale

Jesse Jacob

Udland
8. maj 2021

Vi ser på de andre over hele verden, og så ser vi på os selv i vores eget land. For at finde ud af, om vi er vindere eller tabere.

»En af de vigtige ting, som er sket det seneste år, er, at vi er kommet til at leve i sammenligningernes diktatur,« siger den bulgarske forsker og forfatter Ivan Krastev:

»Hver eneste dag sammenligner folk det, der sker i deres egen del af verden med, hvad der sker andre steder. Antallet af smittede med corona, antallet af døde. Antallet af folk, som er blevet vaccineret, og nu er vi også begyndt at sammenligne den økonomiske genopretning.«

Det er kun et halvt år siden, at verden havde medlidenhed med USA, fordi den gamle stormagt ikke kunne styre coronavirus, og vi kiggede overbærende mod englænderne i Storbritannien, som med Brexit havde annonceret, at de ville have kontrol over deres eget land. Men de kunne overhovedet ikke kontrollere pandemien. Dengang lignede Den Europæiske Union krisens vestlige vinder. Kommissionen havde fået godkendt det største budget i unionens historie og fremlagt en redningsplan, som skulle skabe digitale gennembrud og grøn omstilling på kontinentet.

Det talte jeg med Krastev om i efteråret 2020. Om hvordan Europa blev stærkere og mere selvbevidst som en global magt, der ville føre an i klimakapløbet og føre sig frem geopolitisk. Den amerikanske præsident var til grin, og modstanden mod Kina var stigende.

Men det ser helt anderledes ud i dag. Det går langsommere i EU med vaccinerne end i Storbritannien og USA, og kineserne og amerikanerne har udsigt til en langt stærkere økonomisk genopretning. EU fremstår i sammenligningernes diktatur pludselig som den økonomiske taber og en afmægtig institution, der ikke kan håndtere de problemer, borgerne forventer, unionen kan løse.

EU taber i undtagelsestilstand

Vi er nu vendt tilbage til Ivan Krastev for at høre, om hvad der er gået galt i Europa, og om vi for et halvt år siden tog helt fejl. Forårssolen skinner ind gennem vinduerne på hans værelse i Albanien, hvor han er på studieophold og taler med Information over ZOOM.

»EU præsterede faktisk et større institutionelt gennembrud i efteråret. Der blev sat langt flere penge af, end vi er vant til,« påpeger Krastev.

Men vi befinder os i en anden fase af pandemien nu. Og den passer meget dårligt til de politiske institutioner i unionen og den politiske kultur i Europa, forklarer han:

»EU er ikke en institution, som løber store risici, desværre. Den nye amerikanske præsident har derimod lavet en kæmpesatsning, som enten kommer til at redde den amerikanske økonomi eller ødelægge den. Amerikanerne investerer tre gange så meget, som de mistede i samlet omsætning i efteråret.«

Samme forskel ser Krastev i vaccineudrulningerne:

»Den amerikanske og den britiske leder sig til deres befolkninger: ’Se her, hvor mange menneske, jeg kan vaccinere! Det er det eneste, som betyder noget!’ Sådan gør vi ikke i Den Europæiske Union. Og derfor ser vi nu mange steder, at europæerne først bliver utålmodige og derefter vrede. De har en fornemmelse af, at det er gået galt.«

– Men det er jo en konsekvens af, at EU er nationalstaternes Europa. Vi har ikke ønsket en fælles europæisk leder, som står direkte over for europæerne, som om det var hendes folk?

»Helt enig. Det er på sin vis Ursula von der Leyens tragedie, for jeg mener, at hun havde ret, da hun valgte at bruge denne krise til at demonstrere, hvor meget EU faktisk kan udrette. Men offentlig sundhed er ikke et formelt kompetenceområde for unionen, og det er ikke noget, som kommissionen er særligt god til. Og det blev udstillet, da det kom til at handle om vaccinerne.«

Unionen har ifølge Krastev ikke samme handlekraft som de nationale regeringer, fordi det er en helt anderledes politisk institution. Den bygger ikke på direkte kontakt mellem ledere og borgere, og den har ikke kompetence til at suspendere de almindelige regler og tage chancer på befolkningens vegne, som nationalstaterne har.

»Israel er her det mest ekstreme eksempel, fordi de løb den største risiko af alle med vaccinerne og handlede med befolkningens sundhedsdata. Det var de tvunget til, fordi en ortodoks minoritet i landet ikke ville følge nedlukningsreglerne,« siger Krastev og misser med øjnene i det albanske solskin:

»Men EU handler helt anderledes. For det første prøver landene at få så god en pris som muligt, fordi europæerne ellers bliver sure på dem. For det andet skal det hele gøres meget transparent og korrekt, når unionen forhandler, fordi de europæiske bureaukrater er meget mere bange for den interne revision end for vælgerne. Og for det tredje skal det hele balanceres, så alle bliver tilgodeset efter en nøje udregnet fordelingsnøgle.«

Blå bog

  • Ivan Krastev.
  • Født i 1965 i Bulgarien.
  • Er uddannet politolog.
  • I dag er Krastev leder af Center for Liberale Studier i Sofia og forsker ved Institut für die Wissenschaften vom Menschen i Wien.
  • Han er af de førende intellektuelle fra Østeuropa og har skrevet adskillige bøger. Blandt andre ’Efter Europa’ og ’Hvornår er det i morgen?’, der begge er oversat til dansk og udgivet på Informations Forlag.

I kampen om vaccinerne taber man ifølge Krastev, hvis man er forsigtig og regelret, mens man vinder, hvis man kan handle ekstraordinært offensivt:

»Det handler på en måde om den gamle sandhed om, at suverænen er den, der regerer i undtagelsestilstanden. Husk på at hele EU er et meget stort marked, som var i en særdeles gunstig forhandlingsposition. Men EU kan per definition ikke erklære undtagelsestilstand for hele kontinentet. Det kan kun nationalstaterne over deres eget territorium. Og det er forklaringen på, at vi ikke fik flere af vaccinerne i EU.«

EU's problem

De nationale regeringsledere har ifølge Krastev excelleret i at vise deres befolkninger, at de ville bryde alle reglerne for at sikre deres befolkning. Det har været en måde at vise omsorg og handlekraft på:

»Det var enormt vigtigt for nogle af ledere at demonstrere, at de på ingen måde lod sig begrænse af EU. De købte vaccinerne fra Rusland og fra Kina, hvis det var det, der skulle til: ’Se! Vi vil gøre det umulige og det ulovlige for jer’. Og når selve det at bryde EU’s regler for at træde i karakter foran sin egen befolkning bliver til en norm, så får unionen det rigtigt svært.«

Krastev nævner et eksempel: Hvis man har vaccineret sin egen befolkning med en kinesisk vaccine, hvis producent ikke har søgt om licens i EU, skal man så have ret til at rejse frit på kontinentet?

– Den tendens så vi også i Danmark, hvor den danske statsminister under stor offentlig bevågenhed rejste til Israel sammen med den østrigske leder, som hun ellers ikke har meget til fælles med for at vise, at hun var klar til hvad som helst for at redde Danmark?

»Hun brød jo ikke nogen regler. Det var symbolpolitik med det samme budskab: Vi kan ikke vente på EU, vi må handle selv, og alt andet kan være underordnet.«

Et andet problem er ifølge Krastev, at de europæiske agenturer ikke har samme autoritet over for borgerne som de nationale myndigheder:

»Det blev tydeligt med AstraZeneca-vaccinen. Det europæiske agentur sagde, at den var god nok, den kunne man trygt bruge. Men så snart ét lands myndighederne siger, at de ikke vil udsætte deres befolkning for risici ved den vaccine, siger de andre landes borgere: Hvorfor skal vi så udsættes for den? Den dynamik bliver et meget stort problem for unionen.«

– Det paradoksale er, at vaccinemiseren fører til større skepsis over for EU, men konsekvensen er vel, at man skal have institutionelle reformer i EU, hvis man vil kunne klare sig i sammenligningerne med USA og Storbritannien?

»Ja, og det vil være en meget stor forandring, fordi det vil kræve virkelige radikale institutionelle reformer at kunne leve op til europæernes forventninger. Prøv at se på, hvordan amerikanerne har reageret på krisen. Det er ikke noget tilfælde, at de har sat militære folk til at lede hele vaccineproduktionen. De har lavet nye produktionsfaciliteter og bragt nye kapaciteter i spil. Det er sådan, man reagerer i en krigssituation. Det ville være helt umuligt her.«

EU mellem Kina og USA

– Kommissionen overspillede selv sin autoritet og skabte de forventninger, som har ført til skuffelse, da von der Leyen holdt de store taler om EU som en geopolitisk stormagt. Var det ikke en fejl?

»Hør nu her,« siger Krastev overbærende, men resolut.

»Det var en meget vanskelig situation. Når konflikten mellem USA og Kina eskalerer, bør du som europæisk leder gøre alt, hvad du kan for at bevare en verden, hvor man arbejder sammen. Det er vi afhængige af. De europæiske ledere sagde ganske fornuftigt, at de ville gøre nogle ting med Kina og nogle andre ting med USA. Det tog de initiativet til. Det virkede bare ikke.«

Det bør vi ikke bebrejde kommissionen, fastholder Krastev. Men han mener, de begik en anden fejl:

»Når man så konstaterer, at verden faktisk bliver meget mere polariseret, kan man ikke lade, som om man ikke har opdaget det, og alting er, som det plejer. Man tager til Moskva og bliver ydmyget, man tager til Tyrkiet og bliver placeret på en sofa og bliver til grin. EU har for længe forsøgt at forsvare et status quo, som ikke findes. Det er uheldigt,« siger Krastev med et smil, der indikerer, at ’uheldigt’ er en underdrivelse.

– Hvordan skal EU så agere i konflikten med Kina i den nye verdensorden, hvor folk taler om en ny kold krig på nye præmisser?

»Det bliver ekstremt svært … Det bliver ikke som den gamle kolde krig af den simple årsag, at alle er langt mere afhængige af hinanden i dag. Der var ikke meget handel mellem USA og Sovjetunionen i 1940’erne. Men det er klart, at europæerne står i en teknologisk kamp mellem de amerikanske og de kinesiske giganter.«

EU’s position har været, at vi kunne regulere et fælles teknologisk marked og insistere på at drage de store virksomheder til ansvar, fordi vi ikke havde europæiske techgiganter og stærke interesser at tage hensyn til:

»Men den position er gået fra at være en styrke til at blive en svaghed for os,« siger Krastev:

»Det virker ikke længere, for vi kommer ikke til at skabe et europæisk alternativ til Alibaba, Facebook og Google på et par måneder. Så vi ender med at bliver en del af den amerikanske sfære. Når det sker, er det ikke længere troværdigt, at vi skulle kunne komme til at regulere det teknologiske marked.«

– Din pointe er, at EU’s styrke ligger i regler, samarbejde og retsorden, men at det globale spil nu handler om at bryde den orden. Er EU overhovedet egnet til det spil?

»Jeg mener, det her et vigtigt historisk moment, fordi verden generelt bevæger sig mod en meget mere aktivistisk tilstand. Kommissionen er ikke en klassisk regering, den er langt mere begrænset i, hvad den kan gøre. Og ikke nok med det. De europæiske stater er også meget mere begrænsede på grund af unionen. Det er derfor, vi ser, at regeringer vil vise deres vælgere, at de er stærke nok til at bryde EU’s regler.«

– Hvordan skal EU i sådan en situation forholde sig til Rusland, som udnytter, at vi er regelbundne og hele tiden skubber grænserne. Sanktioner virker på mig mest som en måde at demonstrere handlekraft uden effekt og mål på?

»Igen … det er svært. Fordi vi kan ikke acceptere det, som russerne foretager sig. Med Navalnyj, med optrapningen i Ukraine. Men vi kan ikke bruge sanktioner som symbolpolitik. Sanktioner er gode som instrumenter, hvis du har en strategi. Men sanktionerne er ikke en strategi i sig selv. Du bruger sanktioner fornuftigt, når du vil opnå et mål. Men der er en tendens til, at vi bare bruger dem som en måde at udsende en pressemeddelelse på, som siger, at vi ikke vil finde os i det. Vi har jo lært de seneste fem år, at den slags sanktioner ikke vil påvirke Ruslands politik. Vi bliver nødt til at blive enige om en langsigtet strategi for, hvordan vi håndterer Rusland, og så kan vi bruge sanktioner.«

En frygtet alliance

– EU er aktuelt udfordret af at skulle forholde sig til et mere offensivt Kina og et mere aggressivt Rusland på samme tid. Hvordan ser du den dobbelte udfordring?

»Jeg har længe frygtet det, som har fundet sted de seneste måneder. Min vurdering er, at vi ser mere koordinering mellem Kina og Rusland, som begge laver aggressive provokationer. Hvis du ser det udefra …«, siger Krastev og kigger op fra sit værelse i Albanien og smiler igen:

»Kinesiske fly udfordrer helt grundlæggende Taiwans suverænitet, og Rusland sender tusinder af styrker til Ukraines grænser. På samme tid.«

Det er to trusler mod stater, hvis suverænitet vi er forpligtet til at respektere og ultimativt forsvare, men fra stater, som europæerne meget nødig vil have militære konflikter med. Vi føler os tvunget til at gøre noget, men ved også, at vi ikke kan gøre meget:

»EU har ikke rigtig nogen handlemuligheder, fordi vi har valgt, at vi ikke vil investere i vores forsvar. Vi er her fuldstændigt afhængige af NATO og amerikanerne, men det lægger et voldsomt pres på de europæiske ledere.«

– Tror du virkelig, at de russiske og de kinesiske ledere har møder, hvor de koordinerer den slags aktioner, som er inde i kernen af deres landes suverænitet – at de vil åbne den form for fortrolighed med hinanden?

»Det er min fornemmelse,« svarer Krastev og løfter begge hænder op foran sig for at signalere, at han ikke kan vide det med sikkerhed:

»Jeg følger Rusland langt tættere, end jeg følger Kina. Men en af konsekvenserne af den dobbelte polarisering i verden er, at russerne og kineserne er begyndt at tale meget mere sammen. De har ikke sammenfaldende interesser på alle områder, men Trump tog fejl, da han troede, at han kunne få russerne til at tage parti for USA imod Kina.«

Det skaber ifølge Krastev en kompliceret situation for Joe Biden:

»Han har på den ene side valgt en strukturel konfrontation med Kina, som han ikke kan opgive. Han er virkelig bekymret over det, der sker i Kina. Men på den anden side er Putin ekstremt fjendtligt indstillet over for demokraterne i USA. Og han forventer, at de vil være fjendtlige over for ham. Han er klar til en konfrontation. Resultatet er, at vi står i en situation, hvor de fjendtlige følelser stiger på alle sider, og der indføres flere og flere sanktioner. Og ingen kan se en afslutning på eskaleringerne.«

Coronaeffekten

Konflikterne bliver radikaliseret af coronavirus, tilføjer Krastev. Ikke direkte, men en verden, hvor man rejser mindre og møder de andre mindre, vil blive en mere uforudsigelig verden:

»Jeg ved mange, vil være uenige med mig,« siger han og griner højt alene fra Albanien:

»Men politikerne er også mennesker, og de bliver også underlige af karantæne. Og når man sidder isoleret, bliver man mere og mere mistroiske over for hinanden. Og mistilliden mellem amerikanerne, europæerne, russerne og kineserne er allerede meget stor. Den her situation kan nemt komme ud af kontrol,« siger Krastev.

Vi bliver enige om at tales ved igen om et halvt år.

For er der noget, vi har lært af tiden med pandemien er det, at ting, vi troede var faste og uforanderlige, kan ændre sig nærmest fra dag til dag. At folk er blevet mere sensitive over for det, de længe har affundet sig med, og protester kan føre til pludselig forvandlinger:

»Vores samfund og verden bliver mere forandrede efter pandemien, end efter 11. september og den globale finanskrise,« slutter Krastev:

»Fordi der er så mange forandringer akkumuleret her. Det er meget specielt. Folk vil tilbage til verden, som den var før corona, men det kan de ikke få. Og derfor vil de kræve forandringer. Nostalgien vil føre til store ændringer.«

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted over ZOOM 21. april:

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

 

Serie

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

  • Peter Pomerantsev: Vesten bliver stadig ydmyget af Rusland

    25. juni 2022
    Det er vanvittigt, at Vesten har lavet en kæmpe sanktionspakke mod Rusland uden at lave en informationskampagne, som skal præge den russiske befolkning, siger den ukrainsk-britiske forfatter og forsker Peter Pomerantsev. Det betyder, at Putin vinder informationskrigen i Rusland og store dele af verden, mens Vesten bliver udstillet som svagt
  • Sikkerhedsforsker Tuomas Forsberg: Det finske folk rejste sig i februar og forandrede deres land for altid

    18. juni 2022
    Den rystelse, som har forandret hele Skandinaviens sikkerhedsstruktur, startede i Ukraine, fortsatte i Finland og bredte sig til Sverige. Den finske sikkerhedsforsker Tuomas Forsberg fortæller i denne langsomme samtale om Finlands vilje til selvforsvar, forhold til Rusland og hvordan Putin lærte af amerikanerne at bruge blød magt til at skabe opbakning til en krig
  • Sveriges neutralitet var en smuk, beskidt og enestående historie. Men den måtte slutte

    11. juni 2022
    Det er et brud med 200 års svensk historie, at landet nu har søgt optagelse i NATO. Det er også afslutningen på en epoke, som gav Sverige en helt særlig plads i verden og en moralsk mission som dem, der forsvarede små stater over for stormagter – en på én gang idealistisk og hyklerisk position. Historikeren Henrik Berggren fortæller her, hvad alliancefriheden har betydet for Sverige, og hvorfor den måtte høre op
Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

  • Sikkerhedsforsker Tuomas Forsberg: Det finske folk rejste sig i februar og forandrede deres land for altid

    18. juni 2022
    Den rystelse, som har forandret hele Skandinaviens sikkerhedsstruktur, startede i Ukraine, fortsatte i Finland og bredte sig til Sverige. Den finske sikkerhedsforsker Tuomas Forsberg fortæller i denne langsomme samtale om Finlands vilje til selvforsvar, forhold til Rusland og hvordan Putin lærte af amerikanerne at bruge blød magt til at skabe opbakning til en krig
  • Sveriges neutralitet var en smuk, beskidt og enestående historie. Men den måtte slutte

    11. juni 2022
    Det er et brud med 200 års svensk historie, at landet nu har søgt optagelse i NATO. Det er også afslutningen på en epoke, som gav Sverige en helt særlig plads i verden og en moralsk mission som dem, der forsvarede små stater over for stormagter – en på én gang idealistisk og hyklerisk position. Historikeren Henrik Berggren fortæller her, hvad alliancefriheden har betydet for Sverige, og hvorfor den måtte høre op
  • Sanktioner slutter ikke krigen og vælter ikke Putin. Hvad vil vi så med dem?

    4. juni 2022
    Vi har vænnet os til at bruge sanktioner mere og mere, selv om de meget sjældent virker efter hensigten. Og når man bruger dem mod store stater, plejer de at gøre disse stater mere autoritære og aggressive. Det forklarer den hollandske historiker Nicholas Mulder, som har udgivet et hovedværk om sanktionernes historie som økonomisk våben. Spørgsmålet er så, hvad Vestens sanktioner vil gøre ved Putins Rusland?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Der kommer mange indlæg rundt om i europæiske medier i de her dage, der plæderer for mere magt til EU og mindre til nationalstaterne. Hvis EU havde mere magt under den nuværende pandemi ville det betyde, at dele af det fælles budget ville gå til tyske og franske vaccineproducenter, så de kunne klare sig i konkurrencen med amerikanske og til dels kinesiske producenter. Vi taler om milliarder af euro. Det ville med garanti ikke betyde at andre lande i EU ville få bedre vacciner hurtigere.
Krastev er tilhænger af et føderalt Europa og ser på verden ud fra et gammeldags bipolært syn. Hvem var det for øvrigt der indledte aggressioner overfor Rusland og Kina? Det var USA. Vores gode, gamle imperialistiske allierede, der efter Sovjetunionens sammenbrud pludselig manglede begrundelser for at opretholde NATO. Så opfandt man de 'truede' baltiske lande. Og heldigvis annekterede Rusland Krim - som hverken russere eller ukrainere har nogen historisk ret til. Så opfandt USA en konflikt i det sydkinesiske hav, hvor Kina har krævet nye sokkelberegninger. Ligesom Danmark gør i Arktis. Men det sydkinesiske hav interesserede ikke USA synderligt, før for ganske nyligt.
Osv osv.
Verden er blevet multipolær og det kræver opfindsomhed for især små lande at undgå stormagternes omklamring. Inklusive EUs.

Per Torbensen, Anina Weber, lars pedersen, Peder Bahne, Torben K L Jensen, Jan Jensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Lasse Schmidt

I betragtning af, at Rusland har besat områder i Ukraine, Georgien og Moldova, behøver man vist ikke at "opfinde truede nabo-stater". Med mindre man læser RT, selvfølgelig. Så er verden meget pro-russisk :-)

I Baltikum er de i øvrigt meget bevidste om, hvad russerne er i stand til - hvis du kommer til Vilnius, kan jeg anbefale at besøge KGB-museet i byen.

Amerikanerne er langt fra engle - de har rent ud sagt været nogle gedigne røvhuller rigtig mange steder i verden. Det være sagt, så er jeg glad for, at jeg ikke voksede op i et land, der hørte under Sovjetunionen.

Verden er absolut blevet multipolær, og det er sådan set fint. Og jeg er glad for at bo i EU i stedet for i Kina eller i en russisk randstat, der må leve med frygten for at se russiske militæruniformer i gaderne igen.

Torben Lindegaard, Holger Nielsen, Inge Lehmann, Bjørn Pedersen, Jan Kauffmann og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Michael Gudnæs

At Europa falder bagud af dansen, fordi de ikke helt forstår hvordan verden drejer sig om os, blev for mig tydeligt efter Josep Borrels uheldige visit i Rusland. Det lykkedes ham at få pisset Lavrov så meget af, at den russiske udenrigsminister erklærede det russisk/europæiske forhold for dødt. Ved samme lejlighed pointerede Lavrov, at man i Rusland opfatter Europa som en upålidelig partner.

Og hvad så, vil mange sige? Ja det er lige præcis her, det går galt! Hvis vi behandler Rusland, så de vender sig væk fra Europa, hvor vender de sig mon så hen? Til Kina selvfølgelig. Med andre ord, vores selvfede, indignerede hønserøvspolitik overfor Rusland ender med at resultere i, at de europæiske grænse til det kommende magtfulde storAsien kommer til at ligge IKKE et eller andet sted øst for Samarkand, men lige her i vores egen baggård, formentlig blot en enkelt tidszone herfra!

Efter min mening et resultat af en bevidst amerikansk 'del og hersk' politik, som de sidste 20 år har arbejdet på at forhindre det naturlige samarbejde mellem Europa og Rusland. Allerede George W Bush talte om det 'gamle' og det 'nye' Europa - et nyt Europa bestående af primært Polen og de Baltiske lande, som US har kunnet bruge som pivot for en historisk ukorrekt skræmmepolitik og følgende systematisk tilsvining af det store land mod øst. Og vi dumme europæere æder det hele råt, for at slippe for krav om nogle ekstra milliarder til Nato. Med andre ord, vi har dømt os selv til at tabe.

Morten Voss, Karsten Nielsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Jeg er også glad for at bo i Danmark - bare ikke i Jylland.......

jens christian jacobsen

@ Lasse Schmidt
Selv det amerikanske forsvarsministerium anerkender, at det var Georgien der i 2008 rykkede ind i et område Sydossetien der siden 1992 havde været en uafhængig stat, men i forbund med Rusland. Russerne svarede igen og smed georgierne ud af Sydossetien. Hvad angår Moldavien er det rigtigt, at russerne kom moldavere af russisk afstamning til undsætning i den del af Moldavien, der kaldes Transnistrien, som var undertrykt af moldavere af rumænsk afstamning. Den samme politiske begrundelse bruger russerne over for de østligste dele af Ukraine, der har russsisktalende flertal. Det gør de fordi de vil sikre sig, at NATO ikke rykker for tæt ind på det russiske hovedland. Georgien har for flere år siden søgt om optagelse i NATO ligesom Ukraine gør i dag, så gryden kan holdes i kog i årevis, og russerne fremstilles som the bad guys, der intervenerer i andre lande.
Russere er helt sikkert ikke engle, men den liberale vestlige begejstring over illiberale og korrupte politikere i randstater rundt om Rusland er til at brække sig over. Det russiske militær har i dag en styrke et sted mellem Spanien og Frankrig og er kun stort pga landets størrelse. USA og NATO spiller på den gamle koldkrigsfrygt for kommunisterne fra øst.

Per Torbensen, Morten Voss, Peter Knap og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Det regelrette EU har klaret sig formidabelt både med hensyn til almen sundhed, bekæmpelse af epidemier, social anstændighed og på det økonomiske område i forhold til resten af verden. Det betyder ikke det er godt i EU, men at i en verden på vej mod utallige katastrofer ligger EU bagest i felt mod afgrunden.

Sven Christensen, Inge Lehmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Nej, velfærd og social retfærdighed bygger på retsstaterne - og et beredskab med egenproduktion af værnemidler, vacciner og forskning samt en struktur med vilje til at forebygge og afbøde pandemier såvel som rablende kapitalfiduser.

Steffen Gliese

Der burde ikke være noget til hinder for, at Rusland simpelthen søgte om optagelse i NATO.

Sven Christensen

Jeg synes nu ikke at EU har klaret sig dårligt i denne pandemi. Sundhed og vaccination er/var ikke et EU ansvarsområde, og kommissionen havde hverken mandat eller budget til at handle, før medlemsstaterne kunne blive enige.

Det var faktisk ret godt gået at vi fik enighed om en solidarisk fælles indkøbspolitik, med nogenlunde rimelige priser og en proportional fordeling af vacciner. Ellers havde de små og/eller fattige lande ( Danmark inklusive) næppe fået nogen vacciner overhovedet, før langt senere.

For et år siden havde Europa ikke nogen videre kapacitet til at masseproducere vacciner, men den kapacitet er opbygget meget hurtigt, koordineret og hjulpet på vej af EUs embedsværk. Europa er i dag meget bedre stillet, og er verdens største eksportør af vacciner til rigtigt dårligt stillede nationer, og med en stærkt stigende vaccineforsyning til Europa selv. Kapaciteten bliver til stadighed udbygget.

Men i januar var kapaciteten i Europa særdeles begrænset. Og det blev ikke bedre af at Briterne lavede en kontrakt med AstraZeneca som forlangte at UK blev forsynet før Europa, også fra produktioner i EU lande. Hvad Briterne betalte for dette er indtil videre ikke offentligt kendt. Og denne kontrakt blev endda lavet dagen efter AstraZeneca underskrev kontrakten med Europa. Det betød at AstraZeneca ikke leverede til Europa som lovet, og stadigvæk ikke gør det. EU har trukket AstraZeneca i retten for bevidst kontraktbrud, og det ville EU juristerne ikke gøre hvis de havde en dårlig sag. Nu må vi se hvad domstolene siger, men under alle omstændigheder er AstraZeneca et dårligt papir i Europa, og er næppe med i de længerevarende vaccine bestræbelser. Forhåbentlig bliver de også dømt til en meget betydelig erstatning for kontraktbrud.

Tilbage står så hvordan vi sikrer os at Boris Johnson ikke laver lignede numre på andre områder i fremtiden. Det kommer nok til at betyde at alle Europæiske strategiske produktioner og videnskabelig udviklinger trækkes tilbage fra Storbritannien så hurtigt som muligt i simpelt selvforsvar.

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Jeg kan godt lide at tro, at jeg er så eurofil, som de kommer ....
på Uffe Ellemann niveau !!

Men det er et Nationalstaternes EU, jeg sværmer for -
ikke nødvendigvis et føderalt EU.

Hvis en yngre generation ønsker at forcere en føderal udvikling, så fint;
men det bliver en lang og sej kamp imod Rådet af Stats- & Regeringsledere, som p.t. styrer EU .... og det har de nok tænkt sig at blive ved med.

Eksempelvis ville en folkevalgt Formand for EU-Kommissionen -
den post Ursula von der Leyen p.t. er udnævnt til af Rådet -
besidde et eget folkeligt, politisk mandat ....
og det er da det sidste Rådet ønsker,
hun kunne måske ligefrem finde på at sige Rådet imod ....
hva'beha'r !!!!!!!!!!!!!

Næh - giv hende en ståplads, så hun kan lære sin plads at kende -
som embedsmand for Rådet.

Men den nuværende struktur i EU betyder selvfølgelig også, at EU er en tung sag at danse med, som du beskriver det i artiklen.
Det kunne man gøre noget ved ved at bløde op for konsensuskravet -
altså flere Rådsbeslutninger ved kvalificeret flertal.

Men er der stemning for det i alle 27 lande ???
Er der stemning for det i Danmark ???

Kenneth Krabat

leder, kraft, magt, ovenpå, handlekraft, fremadmasen, albuer, albuer, løgn løgn løgn, albuer, albuer, løgn, løgn, politik, politik, magt, politik, magt, klassedeling, ovenpå, løgn, løfter, sværd, vold, våben, olie, energipolitik, grøn energi, olie, gas, magt, kraft, ledelse, løgn, affald løgn, miljø løgn, klima løgn, ligestilling løgn, korruption sandt, vennetjenester sandt, magt, tro, fascisme, magt, tro, løgn, forbandede løgne, forbandede fattige, udsultningspolitik, lede, grimhed, tomhed, løgn, løgn statistik, løgn ulandshjælp, løgn humanisme, fremtidsfrygt, nutidshukst, fortidsskjul, magt, magt magtfordrejning, nepotisme løgn, tolitarisme løgn, anti-humanisme, anti-humanisme, undertrykkelse, programmering, hjernevask, censur, mørkelægning, falske nyheder, systemets nyheder, TV-nyheder, overskrifter, click-bait, repræsentationsartikler, magtfordrejning, annoncesalg, reklame, reklame, løgn, pressemedarbejder, kommunikationschef, løgn, pressekonference, det danske folk, det danske folk, folk, folk, løgn, underlødighed, despekt, antihumanisme, magt, menneskerettigheder, magt, kulde, håbløshed, fortabelse, magtesløshed, tab, hjælpeløshed, tab, fortabelse, spild, egensind, magtfuldkommenhed, enegang, tab, tab, tab, handlingslammelse, stærk ledelse, stærk ledelse, stærke politikere, styrke, egensind, kulde, Danmark, EU, Verden, kulde, tab