Portræt
Læsetid: 9 min.

Giorgia Meloni har rødder i fascismen og kan blive Italiens første kvindelige premierminister

Sig goddag til Giorgia Meloni. Hun er leder af Italiens Brødre og den nye stjerne på den italienske højrefløj. Med postfascistiske rødder, fantastiske meningsmålinger og en ny selvbiografi, der får hende til at fremstå som den ekstreme højrefløjs venlige ansigt, har hun kurs mod at blive landets første kvindelige premierminister
Georgia Meloni har udtrykt i et talkshow, at hun er klar til at stå i spidsen for højrefløjen, som står til at overtage magten: »Jeg er højrefløjen. Jeg er den italienske højrefløjs historie.«

 

Georgia Meloni har udtrykt i et talkshow, at hun er klar til at stå i spidsen for højrefløjen, som står til at overtage magten: »Jeg er højrefløjen. Jeg er den italienske højrefløjs historie.«

 

Cecilia Fabiano/Ritzau Scanpix

Udland
15. maj 2021

Hvis Giorgia Meloni havde ønsket at lægge afstand til sit partis postfascistiske rødder, så havde hun nok valgt et andet sted at skyde sin valgkamp i gang.

Men hun valgte netop Latina, byen, som Italiens tidligere diktator, Benito Mussolini, havde grundlagt syd for Rom i 1932, efter det fascistiske regime havde drænet områdets ellers ubeboelige, malariabefængte sumpe.

Byen ligger der stadig, som et monument til fascistisk arkitektur, og ved foden af rådhustårnet på Piazza del Popolo – folkets plads – står indgraveret Mussolinis befaling om, at man skal »beskue dette tårn som et symbol på fascistisk magt«.

Og det var akkurat med udsigten til det fascistiske tårn, hvor Mussolini havde stået på en balkon og modtaget folkets hyldest, at Meloni satte sin offensiv ind frem mod det seneste parlamentsvalg i Italien for tre år siden.

Lederen af partiet Fratelli d’Italia – Italiens Brødre – stod her side om side på scenen med Rachele Mussolini, som jo godt nok også var en af partiets kandidater, men nok mest af alt gjorde nytte for Melonis fortælling som barnebarn af Il Duce.

De to kvinder tog hinanden triumferende i hånden. »Vi vil generobre dette symbolske sted i den italienske højrefløjs historie,« råbte Meloni til buldrende bifald fra den tætpakkede piazza.

Den rene oppositionsstemme

44-årige Meloni kan nu meget vel ende med ikke blot at vinde Mussolinis gamle by, men hele Italien, da de seneste meningsmålinger peger på, at den italienske højrefløjs nye lysende stjerne kan være på vej til at blive landets nye premierminister ved det næste valg, der kan finde sted allerede næste år.

Og i denne uge er hun samtidig kommet på gaden med selvbiografien Io sono Giorgia (Jeg er Giorgia), der ses som et springbræt, hun kan bruge til at hoppe helt op på højrefløjens øverste trone, og som hendes forsøg på at sætte et venligt, menneskeligt ansigt på den ekstreme højrefløj.

De seneste år har hun ført Italiens Brødre fra at være en lille højreekstrem marginaliseret spiller til nu i rasende tempo at være på vej til at blive Italiens største parti.

Ifølge de seneste opinionsundersøgelser i avisen Il Fatto Quotidiano er støtten til Italiens Brødre firdoblet siden parlamentsvalget i 2018, fra 4,4 procent til nu omkring 19 procent.

Det står i skærende kontrast til den skæbne, der er overgået den hidtidige ledestjerne på højrefløjen, Matteo Salvini, den ellers så altdominerende, højtråbende leder af Lega. Efter flere taktiske brølere og efter at være trådt ind i premierminister Mario Draghis nationale samlingsregering har han mistet noget af sin skarpe højrepopulistiske kant, og opbakningen til ham er i frit fald.

Mens Lega tidligere var helt oppe at ringe med støtte fra 39 procent af befolkningen kort efter europaparlamentsvalget i 2019, er tallet ifølge den seneste meningsmåling styrtdykket til kun lige over 20 procent.

Imens har Meloni holdt Italiens Brødre ude af regeringen, som det eneste parti, og hun høster nu opbakning på at kunne synge ideologisk ren solo som den eneste oppositionsstemme.

Legas fortsatte fald og Italiens Brødres ditto fremgang tyder altså på, at Meloni snart kan lade sig krone af den højrefløj, som nu i lang tid konsistent har stået til at få flertal ved et kommende valg. Og da de tre partier til højre fra midten, som også inkluderer den tidligere premierminister og bunga bunga-chef Silvio Berlusconis parti Forza Italia, har indgået en aftale om, at den største blandt dem snupper topposten, ja, så står Meloni til at blive Italiens næste leder.

»Hendes tid er kommet,« siger Roberto D’Alimonte, politolog fra LUISS Guido Carli Universitetet i Rom.

Jeg er Giorgia

Italiens Brødres motto er »Gud, familie og faderland«. Det lugter ikke progressivt og er det heller ikke.

Meloni vil have et Italien, der ikke er fortyndet af flygtninge og migranter – og det, som hun beskriver som LGBT-aktivisternes ideologi.

Hun siger, at der er racisme i Italien, men den er rettet mod italienerne – ikke de fremmede. Og hun påstår selv, at hun er den mindst homofobiske af alle personer, men hun er samtidig imod homoseksuelles rettigheder.

Så hvem er Giorgia Meloni?

Hun beskrev sig selv i telegramform i en i Italien nu berømt tale i 2019:

»Jeg er Giorgia. Jeg er kvinde. Jeg er mor. Jeg er italiener. Jeg er kristen – og det kan I ikke tage fra mig!« tordnede hun fra en scene i Rom med det italienske flag lagt ud over podiet foran hende. Talen var et forsvar fra det, hun ser som de ægte, traditionelle, kristne familieværdier, som bliver undergravet af feminister, homoseksuelle, ideer om flydende kønsidentitet og abortrettigheder.

Et par italienske DJ’s lavede hurtigt et ironisk danseremix af hendes ord tilsat en tung bas – men forsøget på at udstille hende og gøre hende til grin blev i stedet et viralt hit, en hymne for hendes følgere, og topfolk fra Italiens Brødre udtrykte begejstring for, hvor meget gratis eksponering deres partileder fik, da man fra nord til syd i landet kunne høre selv børn synge: »Io sono Giorgia, sono una donna, sono una madre …«

Højrefløjens venlige ansigt

Nu ønsker Meloni, at italienerne skal kende hende lidt mere personligt med den nye selvbiografi, hvor hun præsenterer sig selv som en ganske almindelig kvinde med kvaler og modgang, som folk kan spejle sig i.

Og de italienske medier har labbet det i sig. Hendes politik er trængt i baggrunden, og fokus har siden udgivelsen udelukkende været på hendes personlige fortælling.

Om hvor tæt hun var på slet ikke at komme til verden, da hendes gravide mor var taget på abortklinikken, men ombestemte sig i sidste øjeblik, gik over gaden og ind på en café, hvor hun bestilte en cappuccino og en croissant. »Sådan blev jeg reddet,« som Meloni udtrykker det.

Hun dykker ned i hendes frygt for at drukne, og hvordan hun bekæmper frygten ved at begynde at dyrke svømning som sport. Det er sigende for hendes karakter, mener hun: »Jeg tvinger mig selv til at overvinde min frygt.«

Hun beskriver, at »jeg har kæmpet med min vægt hele mit liv«, og hvordan det har efterladt et »dybt sår« i hende at være vokset op uden en far, der tidligt forlod familien.

Og hvad er hendes største frygt? »At skuffe. Både andre og mig selv. Derfor arbejder og studerer jeg som en gal,« siger hun i et interview om bogen til avisen Corriere della Sera.

Ingen feminist

Meloni skiller sig som ung, kvindelig partileder tydeligt ud i den mandsdominerede italienske politiske verden. Men at en kvinde er på vej til tops får ikke alle kvinder, og især ikke kvindesagsforkæmpere, til at klappe i hænderne. Som andre højrefløjspolitikere definerer hun ikke sig selv som feminist, hun er imod abortrettigheder, og hun afviser kvindekvoter som venstrefløjsvrøvl.

»Meloni er selve beviset på, at blot fordi en kvinde får magt, så behøver det ikke betyde noget positivt for den feministiske dagsorden,« siger Alessia Centioni, leder af European Women Alliance i Bruxelles. »Meloni er en magtfuld partileder og kvinde, men hendes parti arbejder på mange områder for at forværre kvinders situation, eksempelvis ved at begrænse kvinders abortrettigheder.«

Men Meloni vil dog forbedre kvinders adgang til arbejdsmarkedet. »For mange kvinder er tvunget til at vælge mellem at være mor og at have et job,« siger hun, og i sin bog beskriver hun en voldsom vrede, da andre mandlige politikere, blandt andre Berlusconi, i 2016, da hun er højgravid, fortæller hende, at hun i stedet for politik burde koncentrere sig om at være mor.

Meloni slår meget på konservative, katolske familieværdier – derfor har det også løftet en del øjenbryn i Italien, at hun har fået et barn med sin partner uden at være gift.

Samtidig er det også et hovedtema for Italiens Brødre at bekæmpe »kønsideologi« – et kodeord for LGBT-rettigheder. Partiet er imod homoægteskaber, at homoseksuelle skal kunne adoptere børn og imod indførelsen af antihomofobisk lovgivning.

Hun nægter, at der overhovedet findes homofobi i Italien, og siger i et interview med Corriere della Sera, at hun »er den mindst homofobiske person, der findes«, og for hende er det vigtigere at fokusere på, hvordan det i stedet er LGBT-dagsordenen, som fører til diskrimination mod kvinder: »Tænk for eksempel på, når transpersoner ved OL får lov til at deltage i de kvindelige konkurrencer,« siger hun.

Rødder i fascismen

Meloni blev født i 1977 og voksede op i Garbatella, et arbejderkvarter i Rom – hun taler stadig med en stærk arbejderaccent fra Rom – og gik ind i politik allerede som 15-årig, da hun blev medlem af ungdomsafdelingen af Movimento Sociale Italiano, der blev grundlagt lige efter Anden Verdenskrig af Mussolinis allierede, deriblandt nazikollaboratøren Giorgio Almirante, som Meloni for nylig roste for at være »en patriot« og »en stor mand«.

Hun fulgte med, da partiet senere blev omdannet til Alleanza Nazionale og indgik i en alliance med Silvio Berlusconi, der i slutningen af 00’erne gjorde Meloni til Italiens yngste minister nogensinde.

Senere brød hun dog med Berlusconi og grundlagde i 2012 Italiens Brødre – navnet kommer af de første ord i den italienske nationalsang.

Og på få år har hun transformeret partiet til at bestå af en marginal gruppe af fascistnostalgikere til et af landets største partier. I et Italien, der aldrig for alvor har taget et opgør med landets fascistiske fortid, har Melonis partis postfascistiske rødder ikke været en hæmsko. Hun har selv sagt, at hun har et »fredfyldt forhold« til fascismen, men hun lægger dog afstand til Mussolinis racelove.

Ligesom Salvini har Meloni ført sig frem ved at bruge enhver given lejlighed til at fokusere på migration og de fremmede.

I begyndelsen af coronapandemien mente hun, at det var illegale migranter, der havde ført smitten til Italien. Ifølge hende kunne man »ikke ignorere relationen mellem ulovlig indvandring og det øgede smittetal«.

Da Italiens herrelandshold i fodbold ikke kvalificerede sig til VM i 2018, mente hun, at det var, fordi italienske klubber havde hyret for mange udenlandske spillere, som havde fortrængt de italienske.

Da en højrefløjsekstremist skød seks afrikanske migranter, fordømte hun ikke gerningen, men forklarede den som et resultat af »ukontrolleret migration«.

Og da Det Egyptiske Museum i Torino i en periode reducerede billetprisen for arabisktalende, gik hun på gaden i protest mod det, hun så som »diskrimination mod italienere«.

»Der er racisme i Italien – men mod italienere,« erklærede hun.

To rasende politikere

Med især deres fremmedfjendske retorik, skepsis over for EU, modstand mod den såkaldte venstrefløjsglobalisme og LGBT-aktivister fisker Salvini og Meloni ofte blandt de samme vælgere, men mens Lega står stærkere i Norditalien, har Italiens Brødre en større styrke i midten af landet og længere sydpå med sit større fokus på arbejderklassen.

»Begge taler hele tiden i rasende vendinger om alle de ting, de er imod. Men der er forskelle. Salvini er en national populist, der ofte skifter position og kun taler for en del af folket, mens Meloni er en nationalkonservativ, en nationalist, der i stil med den gamle fascisme i Italien taler om national samling,« siger Nadia Urbinati, politolog og populismeforsker fra Columbia University.

Salvini har mistet opbakning, efter han i 2019 trak tæppet væk under regeringen, som han var en magtfuld indenrigsminister i, og som bestod af hans eget parti og Femstjernebevægelsen. Det gjorde han i et forsøg på at gennemtvinge et nyvalg, hvor han kunne udnytte sin store folkelige popularitet til at erobre posten som premierminister.

Men nyvalget kom aldrig, da Femstjernebevægelsen og centrum-venstre-partiet PD gik i regering sammen med det udtrykte formål at holde Salvini fra magten.

Siden han valgte at indgå i Draghis nationale samlingsregering tidligere i år, har han kæmpet med at skille sig ud og fastholde en klar og tydelig stemme.

Men ved at holde sig uden for har Meloni som den eneste oppositionsstemme tiltrukket sig alle dem, der er uenige med regeringen, og hendes image som en principfast politiker er blevet styrket, hvilket hun kan udnytte ved det næste valg, som vil finde sted mellem tidligt i 2022 og senest midten af 2023.

»Hun drager nytte af at stå uden for. Der kan hun stå skarpere,« siger Filippo Tronconi, professor i samfundsvidenskab ved Bologna Universitet.

Meloni har selv udtrykt i et talkshow, at hun er klar til at stå i spidsen for højrefløjen, som står til at overtage magten: »Jeg er højrefløjen. Jeg er den italienske højrefløjs historie.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Utoft

Overalt i verden spiller de liberale demokratiers konkurrenceudsatte velfærdssamfund fallit - med højreradikalisering som ét af de fremmeste symptomer på dette, mens historiens lære om uligheds- og fattigdomsramtes samfunds tårnhøje risiko for udvikling af fascisme/totalitarisme åbenlyst ignoreres af de liberale demokratiers magthavere. I stedet for at iagttage de klassestrukturelle baggrunde for antidemokratisk udvikling, forsøger disse magthavere at pynte vinduer, vande identitetsblomster og tale til borgerskabets fornuft. Først tragedie, siden farce.

Eva Schwanenflügel, Erik Winberg, Eric Philipp, Thomas Tanghus, Hanne Ribens, Nike Forsander Lorentsen, Holger Nielsen, Arne Lund, David Zennaro, Mads Troest, Jørn Stjerneklar, Marianne Stockmarr, Mads Berg og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

En supplerende artikel stod på Socialistisk Informations hjemmeside i april 2020
https://socinf.dk/jeg-er-giorgia-mor-kvinde-og-kristen-og-fascist/

Heri ses der bl.a. på hvorfor så mange kvindelige vælgere stemmer på partier, der bestemt ikke kæmper for ligeløn, ligestilling og den feministiske dagsorden.

Signe Hansen

Den frustrerede rotte kæmper mod den modstander den kan finde; som er nærmest. Den er ikke rationel...

Pietro Cini

Det er ikke gået så godt for light fascisten Salvini, (og det husker DF's Anders Vistisen udmærket), hvorfor skulle det gå bedre for den mere rabiate Meloni?I Italien er fascismen stadig stærk, men anti-fascismen er heldigvis endnu stærkere.
Desuden bør man glæde sig over, at det italienske patriarkat svækkes dag for dag - og det er fru Melonis succes et symptom på.

Jens Ole Mortensen

Efter næste EU parlaments valg kan Socialdemokratiet havne i gruppe med dette parti. Ursula von der Leyen blev valgt med et snævert flertal . Som jeg har forstået det afhængig af S stemmer. Jeg tror den værdipolitiske linje S og flere andre partier sender Danmark ud på sidelinjen. Den nuværende kommission vil foretrække grønne bevægelser frem for S.
Og det første de gør når de ikke er afhængige af S stemmer. Bliver at indføre en lovbestemt mindsteløn af hensyn til udenlandsk arbejdskraft.
Forvent ikke at andre EU lande vil indordne sig efter den danske model.

Pietro Cini

Arne Lund, tak for den fine, velunderbyggede information om Giorgia Meloni og om hendes forbindelser til Steve Bannon. Det er rystende læsning om Italien og Europas fremtid.