At den militante palæstinensiske organisation Hamas mandag eftermiddag som noget helt nyt sendte raketter mod Jerusalem, var et åbenlyst forsøg på at eskalere den fire uger lange konflikt om palæstinensernes bevægelsesfrihed i deres egen by. Hidtil er konflikten blevet holdt under kontrol af den israelske regering hjulpet af Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) i Ramallah.
Hamas-raketterne ramte angiveligt ikke levende mål bortset fra en mand i en bil, men budskabet var ikke til at tage fejl af: Hamas’ våbenarsenal kan nå længere end tidligere. Et delformål var efter alt at dømme desuden at svække den 86-årige selvstyrepræsident Mahmoud Abbas i Ramallah, der for mindre end to uger siden aflyste de to palæstinensiske valg og reelt er uden politisk legitimitet. Således har de ret beset begrænsede palæstinensiske protester i Jerusalem nu bredt sig til den generelle konflikts betændte politiske vifte.
Raketterne skulle ifølge Hamas-erklæringer angiveligt have til formål at »tvinge israelske sikkerhedsstyrker til at trække sig ud af to muslimske bastioner i Jerusalems gamle by«. Omgående var israelske fly på vingerne og bombede mål i Gaza – ifølge Gazas sundhedsmyndigheder med ni døde til følge. En eskalering af de uroligheder, der – trods skudepisoder med dødsofre på Vestbredden – ellers har været relativt rolige.
Religiøs symbolisme
Udadtil er national-religiøs symbolisme dynamikken i urolighederne, der blev optrappet mandag med højrezionistiske israeleres ’flagmarch’ gennem muslimske nabolag i Jerusalems gamle by.
Zionisterne tog allerede i fredags forskud på fejringen af mandagens såkaldte ’Jerusalem-dag’ med parolen »død over araberne«, som endte i stenkast, tåregas, chokgranater og gummikugler. Marchen hylder Israels erobring af det arabiske Østjerusalem i 1967-krigen, og israelsk politi havde forinden ryddet pladsen på Tempelbjerget med al Aqsa-moskéen og Klippemoskéen med den gyldne kuppel, islams tredjehelligste lokalitet, hvor palæstinensiske aktivister mandag morgen havde forskanset sig med kasteskyts.
Men indadtil er kernen i uroen, der forud for mandagens march har sendt omkring 300 palæstinensiske aktivister og mere end en snes israelske politifolk på hospitalet, en permanent protest mod den israelske stats systematiske etniske udrensning af palæstinensere fra Østjerusalem, som Israel i 1980 annekterede som jødernes »evige og udelelige hovedstad«.
I det aktuelle tilfælde udspringer striden af en dom ved en israelsk domstol, der fordrer fordrivelsen af 13 palæstinensiske familier i Sheik Jarrah, et nabolag lige nord for den gamle by og altså bag den grønne linje, der indtil 1967 adskilte Jerusalems vestlige jødiske halvdel fra den østlige arabiske.
Sheik Jarrahs få kvadratkilometer var fra 1870’erne og frem til 1948 beboet af to jødiske bosættelser, der blev evakueret efter 1948, da nabolaget blev en del af Østjerusalem. De 13 palæstinensiske familier er efterkommere af oprindeligt 28 familier, der selv var flygtninge fra de områder, israelerne erobrede i 1948-49-krigen, og som rykkede ind i det forladte Sheik Jarrar efter våbenstilstanden i 1949.
I 1954 finansierede Jordans regering og UNRWA, FN’s særlige flygtningeagentur for Palæstina, opførelsen af huse til de 28 familier. Men i 1970 vedtog det israelske parlament, Knesset, en lov, der åbnede mulighed for jøder for at gøre krav på ejendom, de tidligere havde ejet, men havde forladt i 1948. Loven blev dog ikke fulgt op med en lov, der ydede palæstinensere samme rettighed – et konservativt skøn i den israelske avis Ha’aretz anslår, at 30 procent af ejendommene i det jødiske Vestjerusalem var arabiskejede før 1948.
Provokerende højrefløj
Det var med 1970-loven i hånden, at jødiske bosættere allerede i 1990’erne gjorde krav på ’at vende tilbage’ til Sheik Jarrah. I 2008 og 2009 blev de første palæstinensiske beboere sat ud af deres huse, og andre fire familier bestående af i alt 70 personer kunne imødese samme skæbne netop i disse dage, da deres appel til Israels højesteret skulle behandles i går, mandag, men blev udsat på ubestemt tid på grund af urolighederne.
Hverken internationale reaktioner eller udsættelsen af appelbehandlingen i den israelske højesteret har dog hindret ultrahøjreorienterede politikere fra det nyligt indvalgte parti i Knesset Religiøs Zionisme, der er ekstremisten Meir Kahanes politisk forbillede, i at puste til ilden. Således opslog en af partiets ledende parlamentarikere Itamar Ben-Gvir et »midlertidigt partikontor« i Sheik Jarrar over for de endnu palæstinensiskbeboede huse. Han pakkede dog kontoret sammen efter et døgn på henstilling fra premierminister Benjamin Netanyahu.
Men ellers har den fungerende premierminister – der dels er optaget af en korruptionssag mod sig med en potentiel fængselsstraf, og som dels i den forgangne weekend var nødt til at overlade en mulig regeringsdannelse til sine ærkefjender, centrumhøjre-politikerne Iyad Lapid og Naftali Bennett – blandet sig så lidt som muligt i stridighederne og faktisk begrænset myndighedernes ageren til moderat bekæmpelse af optøjer. Hvilket i den særlige Jerusalem-sammenhæng er positivt, i og med at ingen indtil mandag aften var blevet dræbt i de voldelige sammenstød omkring den gamle by.
Vurderingen i Jerusalem er, at Netanyahu ikke vil risikere at udløse en tredje intifada – der har ikke været optræk til oprør i hans tid som regeringsleder, og her har han en forbundsfælle i Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah, hvor præsident Mahmoud Abbas netop har aflyst de to palæstinensiske valg i maj og juli under indtryk af ugunstige meningsmålinger. Heller ikke selvstyret har fordel af en ny intifada, der vil styrke den radikale opposition mod Abbas-styrets samarbejdslinje.
Det er dog for tidligt at sige, om en tredje intifada kan undgås, om end den næppe sættes i gang af Hamas-raketterne. Fra det amerikanske udenrigsministerium lød opfordringer til at etablere ro og fordragelighed, ligesom FN’s sikkerhedsråd mandag blev indkaldt med det formål at inddæmme konflikten. Hvilket i realiteten kun kan ske ved at stoppe såvel Hamas som de ultrazionistiske ekstremister.
Protest mod diskrimination
De aktuelle protester blev indledt 12. april umiddelbart efter ramadanens begyndelse, hvor unge palæstinensere plejer at samles på trappen ved Damaskusporten til Den gamle By. I år havde israelsk politi afspærret trappen – ifølge israelsk presse fordi såvel byens politimester og sikkerhedschef var nye i jobbet og altså uden erfaring i at undgå ballade. Den kom, og efter to uger blev afspærringerne fjernet, men da havde urolighederne taget politisk form af protester mod diskriminerende lovgivning, der drev palæstinensere fra hus og hjem i Sheik Jarrar.
Ramadanen var anledningen, men årsagen er diskriminationen, som også udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i gårsdagens ’Orientering på P1’ erklærede er i strid med international ret.
Et eksempel er den israelske lovgivning fra 1995, hvor palæstinensere født i Jerusalem blev frataget retten til ophold, medmindre de kunne bevise, at byen var deres »livscenter« – hvis de boede et andet sted eller ikke havde opholdt sig i byen gennem syv år, blev de frataget deres opholdstilladelse.
Denne lov, kaldet »den stille deportation« af den daværende indenrigsminister, Nathan Sharansky, blev revideret med lempelser i 2000, men der er fremdeles mulighed for at fratage palæstinensere retten til ophold i deres egen by. Den »stille deportation« er ikke opgivet, hvilket Sheik Jarrar-forløbet bevidner.
ihh ja hver gang palæstinenserne gør bare lidt modstand er det deres skyld at konflikten optrappes,
for selvfølgelig har Israel fuld ret til alle deres aggressioner som udgør dagligdagen for dem som lever under det Israelske åg,
og palæstinensere burde da villigt acceptere alle annektioner, alle udsættelser og alle de øvrige overgreb som er ren rutine for for staten Israel,
især fordi resten af verden ser stort set stiltiende til, eller ligefrem bakker helhjertet op om Israelske overgreb som feks. USA, og hvis nogen siger fra på nogen måde stemples de også som terrorister eller bare sympatisører.
Det er ganske enkelt uhyggeligt at det kan få lov at fortsætte.. En israelsk lobby holder USA tilbage. Et vegt FN, og ikke et ord fra Danmark?
Læg nu skammen ( fra ww2) til side og fordøm drab og overgreb på palæstinenserne !
Mvh Hanne Pedersen
Fuldstændig enig i skandalen fra Israels side , men uanset det, så viser Hamas desværre også at de under ingen omstændigheder ønsker fred. At sende raketter afsted i en konflikt er simpelthen hjernedødt, når de kender Israels hævnmønster.
I den danske kontekst så har man lavet ghettolovene, så om kort tid kommer der retssager og demonstrationer, når folk der har levet i visse lejligheder igennem generationer bliver smidt ud på "røv og albuer".
Det er bare ikke i orden !!
Den zionistiske terror startede før 1948 og er fortsat siden. Hvornår og hvordan skulle palæstinenserne få det, der ligner tillid, til israelerne?
Læs Ilan Pappes bog: Den etniske udrensning af Palæstina eller Brylluppet i Ramallah af Jørgen Flindt Pedersen.
Brylluppet i Ramallah beskriver i øvrigt det massemord, der foregik i Tantura, hvor Herbert Pundik deltog som ung soldat (Pundik måtte vedgå det i et interview med Ellegaard)
Der er mange, der har set den anden vej og fejet de her uhyrliugheder ind under gulvtæppet.
Palæstinensernes erfaring gennem mange år er jo, at den eneste måde de kan tiltrække det internationale samfunds opmærksomhed på, er ved brugen af vold.
Ellers får de lov til at lide i stilhed.
Det er hverken sympatisk eller demokratisk at smide bomber i hovedet på tilfældige, men hvilken løsning kan det internationale samfund anvise dem? Volden er født af desperation over håbløsheden ved at skulle leve i under de nuværende betingelse uden udsigt til en løsning.
Det tragiske er at dette handlingsmønster med tilbagevendende vold, ikke løser noget som helst, men tværtimod forværrer situationen, ved at give det israelske styre en undskyldning til at stramme skruen endnu mere.
Den eneste løsning er at det internationale samfund d. v. s. FN påtager sig sit ansvar og som start kræver at Israel ophører med sine ulovligheder.
Israel fortsætter den etniske udrensning af Palæstina, pt mest synligt i Jerusalem hvor Israel smider palæstinenserne ud af deres huse og erstatter dem med jødiske bosættere.
Sådan her oplevede Angela Davis den etniske fordrivelse af palæstinenserne da hun i 2011 besøgte Vestbredden:
“I Sheikh Jarrah, et kvarter i de besatte Østjerusalem, mødte vi en 88-årig kvinde som med magt var blevet smidt ud af sit hjem midt om natten! Hun stod og kiggede på da det israelske militær, bare to timer senere, lod jødiske bosættere flytte ind” (fra bogen “Derfor sanktioner mod Israel, forlag Solidaritet, 2012- i samme bog er der tekster af Naomi Klein, Slavoj Zizek, Ken Loach m.fl.)
Endnu en gang en stor tak til Lasse Ellegaard og Information, der er ene om at tilstræbe reel information om, hvad der foregår.
Overskriften om Hamas raketter er lige lovlig tænkt, men efter at have stejlet over den,
må jeg erkende, at der i teksten er dækning, at det reelt helt nye er disse raketter. Men jeg har en fornemmelse af, at Ellegaard ikke ville forsyne artiklen med endnu en anti-palæstinensisk overskrift, som vi ser i andre medier. Og hvis det er sådan landet ligger, håber jeg naivt, som i alle medier, at subjektive Israel-elskere holdes i meget kortere snor, fordi de agerer ret så modstandsløst.
Havde Hamas ikke advaret Israel om ikke at optræde med politi og militær ved Tempelbjerget med de hellige moskeer for elles ville de affyre raketter.
Er det ikke Jordan der står for opsynet ved de hellige moskeer - hvorfor bliver det ikke repræsenteret af Israel længere - hvad er der sket.
Israel har da svaret voldsomt igen med drab af flere børn og mange sårede.
Ja det er håbløst - men god at Trump ikke er præsident længere - for hvad kunne det ikke medføre, når han lavede en fredsaftale uden om palæstinenserne.
Gert Romme:
Hele din analyse er sådan set rigtig og som jeg forstår det er Hamas legitimt valgt, og min bemærkning om at de ikke ønsker fred har jeg selvfølgelig ingen dokumentation for.
Men uanset så ser jeg realiteten i øjnene nemlig at Hamas aldrig får fjernet Israel uanset historien. Min anke her er at hvis denne ulykkelige konflikt skal finde en vej ud og at USA og en del af Europas regeringer skal sætte tommelskruerne på "djævelen" Israel så skal "magthaverne" i de palæstinensiske område rundlade dumheder og sende raketter afsted. De burde vide at det ikke hjælper et hak!
Resolution 242 fra FN’s Sikkerhedsråd, dateret november 1967, dukker ofte op i debatten om Israel/Palæstina. De arabiske lande og senere PLO accepterede teksten, som bl.a. indeholder denne opfordring: ”(ii) Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgment of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force”.
Hvis nogen skulle være i tvivl om Hamas’ vilje eller uvilje til at respektere resolutionen, så bør de læse Hamas’ charter:
https://www.jewishvirtuallibrary.org/hamas-covenant-full-text
Svend Jespersen:
Valgte at forsøge at læse ideologien bag Hamas bag Hamas og de forskellige punkter.
Det kan man få ondt i maven af, og om muslimer generelt er så lidt selvtænkende i sind og psyke at de ukritisk følger de tanker her, vælger jeg så i min "naivitet at betvivle.
Nu kan jeg så se det er en jødisk organisation, der offentliggør disse artikler.
Men fanatismen levr så stadig og tragisk for menneskeheden.
Karen Grue, 11. maj, 2021 - 08:17
"Brylluppet i Ramallah beskriver i øvrigt det massemord, der foregik i Tantura, hvor Herbert Pundik deltog som ung soldat (Pundik måtte vedgå det i et interview med Ellegaard)."
Hvis dette har givet nogen det indtryk, at Pundik i interviewet (Karen Grue giver ingen dato for dette, men det må være interviewet i Information 27. februar 2010) vedgår at have deltaget i massemord, så er det forkert. Pundik giver i interviewet den samme fremstilling af sit ophold i Tantura, som han gav i sin erindringsbog Det er ikke nok at overleve (udkommet 2005): At han var i landsbyen, efter erobringen af den og mens de tidligere ankomne soldater var ved at tømme de forladte huse, og at han ud over plyndringen kun var vidne til, at en enkelt tilbagebleven palæstinenser blev forhørt og mishandlet. Om Pappes fremstilling siger han: "Jeg ved ikke, hvor rigtig eller forkert den er, jeg ved bare, at hvis den er rigtig, så har jeg ikke været vidne."
Hvorvidt hans udsagn er sandfærdigt eller ej, er der næppe grundlag for at dømme om, men vedgået deltagelse i massemord har han altså ikke.
Tror det er vigtigt at glemme al snak om at Israel er et moderne vestligt land. Det er ikke som et Sverige i Mellemøsten. Men et land præget af mellemøstlig kultur og problemer og med en ekstrem øje for øje tand for tand tankegang når det angår krig.
Med Netanyahus greb om magten kan jeg på mange måder se paralleller med Erdogan i Tyrkiet. Israel virker til at bevæge sig i mere og mere religiøs retning, og kan ikke se hvordan 4 valg på 2 år og Netanyahus angreb mod retssystemet som demokratisk. Derfor er det over min fatteevne at nogle stadig virker til at tro at det er et moderne sekulært land.
Hvis landet mener de ikke begår krigsforbrydelse kan de jo bare åbne grænserne og lade ICC undersøge sagen. Hvad er regimet dernede så bange for? Hvis de mener de har deres på det rene er der vel intet galt i at modargumentere og bevise de påstande som Israel mener er urimelige
Tilslutningen til Hamas blandt palæstinenserne bunder i desperation og fortvivlelse selvom Hamas ikke er løsningen på deres situation. Fortvivlede og desperate mennesker reagerer ikke altid rationelt. Det er den samme logik, der får israelere til at tilslutte sig de fanatiske jødiske grupperinger. Resultater er at de to befolkninger er ude af stand til at løse konflikten selv, da det kræver pragmatisme og rationalitet. Trumps anderkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har kun hældt benzin på konflikten. Vi ser frugten af den politik nu. Han har opført sig som en elefant i en glasbutik og lagt gift for at USA kan optræde som mægler. Måske var det på tide at EU forsøgte? Konflikten foregår trods alt lige udenfor EU's 'dørtrin'.
Viggo Okholm.
Jeg tvivler lige som dig på, at alle ”muslimer generelt er så lidt selvtænkende i sind og psyke”. Men jeg forstår ikke, at så få hæfter sig ved, at palæstinenserne tilsyneladende ikke kan stable andre politiske partier på benene end Hamas og Fatah. Begge har hadet til Israel som det bærende element.
Ved den seneste valg i Palæstina i 2006 startede Salam Fayyad et nyt parti, The Third Way, som kun fik 2,4 % af stemmerne. Partiet havde et sobert og pragmatisk program med ønsket om at skabe et sundt fundament for Palæstinas fremtid som en demokratisk stat i fred med Israel. Ingen krigerisk og hadfuld retorik her. Hvorfor undrer så få sig over, at den form for pragmatisme ikke får flere stemmer, hvis man mener palæstinenserne generelt er et fredeligt folkefærd?
Mht. linket til Hamas' charter, så kan du finde den mange andre steder, men jeg kunne ikke dy mig. Når teksten kommer fra et israelsk link, så må der da vist være lidt suspekt ved det, ikke?
Ib Gram-Jensen. Du har ret. Det er en skrivefejl. Pundik siger, at han var der som ung soldat, på det tidspunkt massemordet foregik, men at han ikke så noget.
Jeg må indrømme, at det kan undre, at en mand, der senere bliver en dygtig journalist, hverken har hørt eller set den voldsomme slagtning, der foregik.
Og selvom han virkelig ikke så eller hørte noget, lyder det usandsynligt, at de soldater, der udførte udåden, har været tavse som graven siden. Men mon ikke de har pralet med det, mon ikke, fortællingen er løbet gennem den zionistiske hær?
"Jeg så ikke noget" plejer ikke at gælde som forsvar.
Ja, palæstinensere optrapper konflikten. Havde stakkels George Floyd bare haft kræfter, til at optrappe den konflikt han var havnet i.
Karen Grue,
Pundik siger eller skriver IKKE, at han var i Tantura på det tidspunkt massemordet foregik, men (Det er ikke nok at overleve, s. 176):
"En af de første aktioner vi blev kommanderet ud på, havde som mål den arabiske landsby Tantura der lå i en havbugt med hvide strande og duvende palmer midt mellem Tel Aviv og havnebyen Haifa i nord. Indbyggerne var flygtet i deres fiskerbåde, og landsbyen var folketom da vi ankom. Soldaterne der var kommet før os, havde travlt med at tømme husene for de ejendele araberne havde efterladt."
Pundiks udsagn er altså, at han først kom til Tantura, efter at byen var blevet erobret, og indbyggerne (på nær den gamle mand, som blev mishandlet), og i interviewet nævner han, at han på det tidspunkt ikke kunne hebraisk. Og hvis det er rigtigt, er det jo ikke så mærkeligt, at han ikke har hørt eller set noget ved denne lejlighed. Om han senere har hørt om begivenhederne ved Tanturas erobring fra soldater, der var med til, er en anden sag. Han har under alle omstændigheder ikke kunnet forblive uvidende om, at der foregik en etnisk udrensning, og det fremgår da også af hans erindringer:
"Den 22. oktober fortsatte kampene i Galiilæa mod syreren Fawzi el-Kaukjis befrielsesarmé, en halvregulær guerilla-styrke der samarbejde [sic] med den syriske hær. De slutttede efter ti dage, hvirefter hele Galilæa op til grænsen til Libanon var under israelsk kontrol. Størstedelen af den arabiske befolkning flygtede eller blev fordrevet. Psykiateren Josef Katz, en af de danske frivillige der deltog i aktionerne i Galilæa, havde oplevelser der mærkede ham for livet. Han så i praksis hvorledes israelske styrker udførte instruksen i en dagsbefaling af den 31. oktober 1948 om at "hjælpe araberne med at bryde op". Det mærkede ham for livet." (s. 195).
Og i forbindelse med en ordre om at "evakuere" den arabiske civilbefolkning skriver han da også: "Det hedder med et mindre forblommet ord i dag etnisk udrensning." (s. 196).
Så når leksikon.org om Pundiks beretning om sin ankomst til Tantura skriver at, "Med denne beretning om krigen skrev Pundik sig ind i den traditionelle israelske mytologi, hvor palæstinenserne forlod deres land af egen fri vilje", (leksikon.org. Pundik, Herbert (Nahum Pundak)) er det ikke helt rigtigt. Selv om man kan have en fornemmelse af, at der må være en del, som Pundik har haft første- og andenhåndskendskab til og ikke kommer ind på, fremgår det stadigvæk klart af hans fremstilling, at der var tale om etnisk udrensning, og han kommer også selv (kort) ind på myten om palæstinensernes frivillige udvandring (s. 219-220).
Den indrømmelse gør så selvfølgelig ikke den etniske udrensning, der foregår i Østjerusalem, den fortsatte besættelse af og bosætterlserne på Vestbredden og blokaden af og angrebene på Gaza en døjt bedre.
* og indbyggerne (på nær den gamle mand, der blev mishandlet) var væk
Tak Lasse Ellegaard for relevant analyse af den opblussende "konflikt" i Jerusalem og for en sober oversigt over baggrunden derfor.
Palæstinenserne bliver langsomt men systematisk fordrevet fra deres land. Verdenssamfundet gør intet. I slutningen af 1940'erne, omkring staten Israels oprettelse skete fordrivelsen med stor intensitet -myrderier og ødelæggelser/udslettelser af landsbyer-, hvilket havde det formål at slette alle spor af tidligere palæstinensisk tilstedeværelse. Men fordrivelsen sker stadigvæk løbende. Og det var jo også en af årsagerne til den nuværende situation, netop at jødiske bosættere prøver at smide palæstinensere ud af deres boliger i Østjerusalembydelen -Sheikh Jarrah-for selv at overtage dem.