Iran diskvalificerer reformvenlige kandidater op til præsidentvalget - og tre andre historier fra verden

Ved at begrænse valgmulighederne forsøger Irans øverste leder sandsynligvis at slå to fluer med et smæk: Bane vejen for sin efterfølger og skabe et mere sammenhængende lederskab
I flere år har 61-årige Ebrahim Raisi været nævnt som ayatollah Khameneis potentielle afløser, og nu tyder alt på, at Khamenei ønsker ham som præsident for Iran.

I flere år har 61-årige Ebrahim Raisi været nævnt som ayatollah Khameneis potentielle afløser, og nu tyder alt på, at Khamenei ønsker ham som præsident for Iran.

Ritzau/Scanpix

Udland
29. maj 2021

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

 

  • Iran diskvalificerer reformvenlige kandidater op til præsidentvalget

Af Waleed Safi, Informations korrespondent i Mellemøsten.

Den gode nyhed er, at Iran netop er trådt ind i den femte og absolut sidste runde af atomforhandlingerne i Wien. Her tyder alt på, at et gennembrud er inden for rækkevidde. Det betyder, at atomaftalen, som USA’s daværende præsident Donald Trump trak sig ud af i maj 2018, vil blive genoprettet lige inden det iranske præsidentvalg den 18 juni.

Den dårlige nyhed er, at ayatollah Khamenei og hans loyalister, har diskvalificeret flere reformvenlige præsidentkandidater op til præsidentvalget og altså banet vejen for, at en af Irans syv mest konservative mænd kan blive præsident.

Blandt dem er den 61-årige Ebrahim Raisi. Han er chef for det iranske retssystem og betegnes i forvejen som en af de mest magtfulde mænd i Iran. I flere år har han været nævnt som ayatollah Khameneis potentielle afløser, og nu tyder alt på, at Khamenei ønsker ham som præsident.

»Det står i stigende grad klart, at regimet forsøger at krone Ebrahim Raisi som præsident,« siger Iran-forsker Ali Alfoneh fra The Arab Gulf States Institute i Washington, D.C. til Information.

»En sejr til Raisi vil kunne resultere i en mere ensartet iransk ledelse og måske endda bane vejen for, at Raisi bliver ayatollah Ali Khameneis afløser som øverste leder. Men en sejr til Raisi kan også føre til, at mange af regimets loyalister og mange i den iranske offentlighed ikke længere vil føle sig repræsenteret i Den Islamiske Republiks formelle magtcentre.«

Khameneis masterplan

Diskvalificeringen af præsidentkandidater er kommet som et chok for Iran-iagttagere. Spekulationerne har været mange, siden nyheden kom frem.

Er det Irans såkaldte Vogternes Råd – et magtfuldt organ bestående af konservative jurister – der er gået solo uden om Khamenei for at indsætte deres mand som præsident? Eller er det Khamenei, der pønser på et uigennemskueligt nummer op til atomforhandlingernes afsluttende fase?

Ingen ved det med sikkerhed, men lige nu tyder alt på, at Khamenei officielt bakker op omkring Vogternes Råd og rådets beslutning om at diskvalificere reformvenlige præsidentkandidater.

»De gjorde, hvad de skulle gøre, og hvad de mente var nødvendig,« fastslog Khamenei kortfattet torsdag om juristerne i Vogternes Råd.

I stedet påpeger flere analytikere på den mest nærliggende forklaring, nemlig at ayatollah Khamenei sandsynligvis forsøger at bane vejen for en afløser, der er tæt på Revolutionsgarden.

I årevis har Khamenei nemlig gjort generalernes fra Revolutionsgarden til regimets rygrad, og meget tyder på, at Revolutionsgarden er interesseret i en mand, de i forvejen kender.

»Raisi kan bruge en potentiel valgsejr til at konsolidere sine forbindelser til Revolutionsgarden og derved øge sine chancer for at efterfølge Khamenei som øverste leder,« siger Alfoneh.

Ydmygelse af magteliten

Hvis det er sandt, at Khamenei aktivt har forsøgt at bane vejen for sin efterfølger, har han undervejs ydmyget tre af Irans mest respekterede og magtfulde familier.

Den første er Hassan Khomeini, barnebarn af Den Islamiske Republiks grundlægger ayatollah Ruhollah Khomeini, der smed Shahen på porten efter den iranske revolution i 1979. Hassan Khomeini fik et ’råd’ om ikke at stille op, og siden har han langet ud efter regimet og kaldt Vogternes Råd for at være præget af »lukket og ineffektiv tænkning«.

Den anden er Mohsen Hashemi Rafsanjani, søn af Akbar Hashemi Rafsanjani, også en af Den Islamiske Republiks grundlæggere. Rafsanjani junior er ligesom Hassan Khomeini blevet diskvalificeret op til præsidentvalget.

Den tredje er Ali Larijani, tidligere formand for det iranske parlament og en af dem, som har bakket op om atomaftalen lige fra begyndelsen. Særligt hans diskvalificering ses som problematisk i Iran, da scenen nu definitivt vil blive domineret af konservative.

Diskvalificeringen af de tre familieoverhoveder kan risikere at forværre regimets legitimitet, da dele af eliten ikke længere har formel magt i Iran.

»Dette truer med at forværre legitimitetskrisen og måske medføre splid blandt eliten, da dele af eliten ikke længere mener, at Den Islamiske Republik gengælder deres loyalitet,« påpeger Alfoneh.

 

  • Global iltmangel truer med at få nationale sundhedsvæsener verden rundt til at kollapse

I Indien oplever man, at mennesker hver dag dør på grund af mangel på oxygen til iltbehandlinger.

I Indien oplever man, at mennesker hver dag dør på grund af mangel på oxygen til iltbehandlinger.

Sanjay Kanojia

Af Frederik Meldgaard Lauridsen.

En række lande står over for en reel risiko for tusindvis af potentielt unødige COVID-19-relaterede dødsfald, fordi landene ikke har den ilt, der skal til for at hjælpe kritisk syge patienter.

Sådan lyder konklusionen fra The Bureau of Investigative Journalism i en artikel, hvor de med hjælp fra tre organisationer, blandt andet Every Breath Counts Coalition, har undersøgt, hvilke lande der risikerer at stå i en decideret iltkrise.

I alt er de kommet frem til, at 19 lande snart kan stå i akut iltmangel. Fælles for landene er, at de alle har oplevet en stigning i efterspørgslen på ilt på over 20 procent siden marts, mens de fortsat har vaccineret under 20 procent af den samlede befolkning. Helt konkret drejer det sig blandt andet om lande som Argentina, Iran, Nepal, Filippinerne, Pakistan, Costa Rica og Sydafrika. Derudover står lande som Laos i Asien og afrikanske lande som Nigeria, Etiopien, Malawi og Zimbabwe i en endnu mere kritisk situation, fordi de allerede inden pandemien oplevede at mangle ilt.

Disse lande er særligt sårbare, fordi deres iltforsyningssystem er ustabilt, forklarer Leith Greenslade, der er koordinator for Every Breath Counts Coalitons, i avisen The Guardian. Det betyder ifølge Greenslade, at selv en lille stigning i behovet for ilt kan få de pågældende landes sundhedssystemer til at kollapse. Samtidig mener hun, at landene har reageret for sent.

»Situationen i januar i Peru og Brasilien burde have været et globalt wakeupcall, men vi vågnede ikke op,« siger Leith Greenslade, der mener, at de indiske myndigheder kunne have været forberedt på landets coronasituation, hvor der har været markant og til dels underrapporteret stigning i antallet af smittede.

Dårligt forberedte

Af de 19 lande på listen, der risikerer at løbe tør for ilt til behandlinger, finder vi også de indiske nabolande Nepal, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar. Flere af disse lande har et forsyningssystem, der er afhængigt af ilt og udstyr fra – Indien.

I Indien oplever man, at mennesker hver dag dør på grund af iltmangel til behandlinger, og myndighederne har som konsekvens heraf forbudt al eksport af alle former for ilt. Dermed står de indiske nabolande i en meget sårbar situation, hvor nye bølger af corona kan skabe situationer, som er langt værre, end den vi har set i Indien, advarer eksperter.

»Øget behov for ilt presser landenes sundhedssystemer ud over grænsen, og så ser vi patienter dø. Det vil blive ved med at ske uge efter uge, måned efter måned, så længe vaccineprogrammerne udrulles så langsomt,« uddyber Leith Greenslade til The Guardian og fortsætter:

»Sundhedssystemerne i mange af de fattigere lande kunne ikke være dårligere forberedt. Disse lande har ikke prioriteret ilt som en essentiel form for medicin.«

De potentielt alvorlige konsekvenser for de indiske nabolande får naturligvis landene til at håbe på, at anden bølgen i Indien hurtigst muligt kommer under kontrol. Og selv om kurven over smittede, som toppede den 8. maj med 403.000 nye smittede, er faldet – den 26. maj blev der rapporteret om 211.000 smittede – er der stadig lang vej i mål for Indien, der i alt har registreret 26 millioner smittetilfælde.

På trods af at den generelle smitte i landet er faldende, så er der nemlig stadig store byer i særligt Nordøstindien, hvor smitten fortsat er stigende. Det folkerige land Indien er et af kun tre lande, hvor der er registeret mere end 300.000 dødsfald på grund af COVID-19.

 

  • Macron beder om tilgivelse i Rwanda
    Den franske præsident, Emmanuel Macron, var i Rwanda for at bede om tilgivelse for Frankrigs rolle i folkemordet i 1994.

    Den franske præsident, Emmanuel Macron, var i Rwanda for at bede om tilgivelse for Frankrigs rolle i folkemordet i 1994.

    Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

    Af Mathias Sonne, Informations korrespondent i Tyskland.

Det brutale folkedrab i 1994 kaster stadig lange skygger over Rwanda og landets svære forhold til Frankrig.

På bare 100 dage blev over 800.000 mennesker – især tutsier men også moderate hutuer – nedslagtet med alt fra macheter til maskingeværer, mens flere hundredtusinder kvinder blev voldtaget. Verden kiggede chokeret på folkedrabet, men først i juni 1994 greb FN’s humanitære Operation Turquoise ind under fransk ledelse.

Få måneder efter den franske Rwanda-kommission udgav sin afsluttende rapport, har præsident Emmanuel Macron i denne uge besøgt Rwanda og indtrængende bedt om tilgivelse for den franske rolle i folkedrabet.

»Med ydmyghed og respekt står jeg i dag ved jeres side for at anerkende omfanget af vores ansvar,« sagde Macron i torsdags ved et mindesmærke i Rwandas hovedstad, Kigali, hvor mere end 250.000 ofre er begravet.

I sin subtile, men substantielle bøn om tilgivelse understregede Macron, at Frankrig er »medansvarlig« men »ikke direkte medskyldig« i folkedrabet. Det var netop ordlyden i Rwanda-kommissionens konklusion. Ifølge kommissionens 1.200 sider lange rapport støttede Frankrigs regering under præsident François Mitterrand den rwandiske statsleder Juvénal Habyarimana, hans hutuledede regering og hans »racistiske, korrupte og voldelige regime«.

»I lang tid var Frankrig involveret i et regime, der opfordrede til racistiske massakrer. Den franske regering var blind over for forberedelsen af et folkedrab blandt de mest radikale elementer i dette regime,« hedder det i rapporten. »Franske officerer udrustede, trænede, bevæbnede og beskyttede Rwandas regering.«

Det var nedskydningen af præsident Juvénal Habyarimanas fly i april 1994, der udløste folkedrabet. Men selv efter det ufattelige voldsudbrud fortsatte den franske regering med at fokusere på faren fra den tutsidominerede Rwandas Patriotiske Front (RPF), og den fortsatte med at støtte Rwandas overgangsregering, der var stærkt deltagende i folkedrabet.

Macron har i sin tid som præsident igangsat adskillige undersøgelser og opgør med Frankrigs koloniale fortid, som i årtier har været så godt som tiet ihjel.

Macrons mission i Rwanda er dog ikke kun at skabe forsoning for det franske medansvar i det ubærlige folkemord. Han vil også opbygge økonomiske og diplomatiske bånd for både Frankrig og Europa i de engelsksprogede dele af Afrika, altså uden for de tidligere franske kolonier i Vestafrika.

 

»Schweizisk stivsind« lader nyt forhold til EU falde til jorden

Af Mathias Sonne, Informations korrespondent i Tyskland.

Orson Welles mente som bekendt, at det er ret forbløffende, at det eneste, der efter 500 års fred og demokrati er kommet ud af det neutrale Schweiz er kukuret. Til den ret sjove, men selvsagt faktuelt forkerte joke kan man roligt tilføje, at Schweiz også har skabt sig en fremragende industri- og medicinalsektor, en tvivlsom banksektor og en generelt meget højt gearet økonomi.

Siden den første handelsaftale mellem Bruxelles og Bern fra 1972 har Schweiz også skabt sig et ganske kompliceret forhold til EU med et uoverskueligt kludetæppe af langt over hundrede bilaterale aftaler om gensidig handel, bevægelighed og samarbejde.

Det forhold er ikke blevet nemmere, efter at den schweiziske regering onsdag i denne uge afbrød syv års forhandlinger om en ny og mere overskuelig rammeaftale med EU. De mest omstridte punkter var EU-borgeres adgang til sociale ydelser i Schweiz, beskyttelse af det høje schweiziske lønniveau og statsstøtte til virksomheder.

Set med det schweiziske Nationalråds og ikke mindst de schweiziske fagforeningers øjne lå den største hurdle i EU’s forestillinger om arbejdskraftens bevægelighed, som i schweizisk optik ville udvide retten til permanent ophold og sociale ydelser i Schweiz. En udvikling, som ifølge fagforeningerne ville skabe et stærkt pres på de høje schweiziske lønninger.

Set med EU-Kommissionens øjne bør der derimod ikke gælde særlige og privilegerede regler for Schweiz på EU’s indre marked – det gælder især arbejdskraftens bevægelighed og statsstøtte til blandt andet banker og energiselskaber.

Status quo

Retligt opretholdes status quo altså mellem EU og Schweiz. Dermed vil schweizernes adgang til det indre marked blive stadig mere kompliceret, i takt med at EU bevæger sig og ændrer regler. Et aktuelt eksempel er EU’s nye forskrifter for medicin, som de schweiziske medicinalfirmaer ikke længere automatisk lever op til, men som skal igennem separate tilladelsesprocesser for hvert produkt for at leve op til.

»Det var en klar afvisning, men uden en overbevisende vision,« mener den liberale avis Neue Zürcher Zeitung.

»Det forbliver totalt uklart, hvordan Schweiz’ rolle i Europa og verden skal udvikle sig i fremtiden.«

I den tyske finansavis Handelsblatt måbes der over, at det ekstremt eksportorienterede Schweiz, der har EU som suverænt største handelspartner, slet ikke er så uafhængigt, som de schweiziske modstandere af den ny rammeaftale drømmer om.

»Den schweiziske regerings stivsind belaster landets økonomi. (…) Med beslutningen om at droppe forhandlingerne med EU skader Schweiz først og fremmest sig selv.«

Andreas Schwab, leder af EU-Schweitz-delegationen i Europa-Parlamentet kommenterede mere køligt: »Lad schweizerne komme krybende tilbage med tiden«.

Kukure sagde han ikke noget om.

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her