Debat om Israel
Læsetid: 5 min.

Jødisk-amerikansk forfatter: På tide, at liberale zionister favner målet om jødisk-palæstinensisk lighed

Er den genopblussede konflikt mellem israelere og palæstinensere mest deja-vu? Eller rejser den nye perspektiver – om mulig fred, frigørelse eller blodig forværring? Her følger nogle pluk fra en intens international debat om Israel
Jødiske bosættere og palæstinensere i konfrontation i Jerusalem.

Jødiske bosættere og palæstinensere i konfrontation i Jerusalem.

Ammar Awad

Udland
19. maj 2021

Med over 200 dræbte på en uge og fortsatte kamphandlinger mellem Israels militær og militante palæstinensiske grupper er Israel-Palæstina-konflikten efter år i fryseren ikke bare genoptøet … men gloende hed. Det samme gør sig gældende for den internationale mediedebat om, hvilke mulige nye perspektiver de seneste begivenheder kan have åbnet i en af verdens ældste og mest forbitrede konflikter.

Især et essay af den amerikanske forfatter Peter Beinart i magasinet Jewish Currents har fået stor gennemslagskraft. For Beinart, der er jødisk, taler ikke blot for en enstatsløsning. Han vil også opsigtsvækkende nok indrømme de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til Israel. Han forstår selvfølgelig, at det vil indebære stor sikkerhedsrisiko for de jødiske israelere. Men vejen til fred findes ifølge ham i den retning.

»Jøder vil ikke blot kunne overleve. De vil også kunne trives bedre i en stat, der erstatter jødiske privilegier med lighed for loven. Komparative data i mængdevis fortæller os, at de politiske systemer, der sikrer alle borgere medindflydelse på regeringsmagten, er de mest stabile og fredelige for alle. Men ikke nok så mange komparative data kan overvinde den dybt indgroede frygt hos mange jøder for, at i en verden efter holocaust kan kun en jødiskkontrolleret stat sikre jødisk overlevelse,« skriver han.

Sjælsrystende

En overgang til en stat, der behandler jøder og palæstinensere lige, vil dog blive »sjælsrystende,« forudser Beinart.

»Den vil kræve omfordeling af jord, økonomiske ressourcer og politisk magt og en smertelig revurdering af skattede myter om Israels og zionismens fortid. (...). For at undgå at det kommer så vidt, har israelske regeringer og deres amerikansk allierede da også fremsat sindrige juridiske, historiske og logistiske argumenter imod, at flygtningene kan vende tilbage. De har alle ét fællestræk: Blev de anvendt om nogen anden gruppe end palæstinenserne, ville jødiske ledere sandsynligvis afvise dem som umoralske og absurde.«

For Beinart er alle alternativer værre:

»Den smertelige sandhed er, at det projekt, som liberale zionister som jeg selv har viet os til i årtier – en stat for palæstinenserne, som er adskilt fra en stat for jøderne – har slået fejl. Den traditionelle tostatsløsning tilbyder ikke længere et alternativ til Israels blindgyde. Den vil kun camouflere og forstærke blindgydekursen. Det er på tide, at liberale zionister i stedet favner målet om jødisk-palæstinensisk lighed. Vi skal ikke opgive zionismen. Vi skal omfortolke den. Vi skal skelne mellem form og essens. Zionismens essens er ikke en jødisk stat i Israels land, men et jødisk hjem i Israels land. (...) Det er på tide at forestille sig et jødisk hjem, der også kan være et palæstinensisk hjem.«

Forståelse

Flere kommentatorer hæfter sig ved, at konflikten ser ud til at have fået en ny dimension ved sin spredning til selve Israel. I Frankfurter Allgemeine Zeitung erklærer Dror Wahrmann, historiker ved Jerusalems Hebræiske Universitet, som mange andre israelere sig chokeret over den vold, som er brudt ud mellem israelske arabere og højreradikale jødiske grupper.

Men paradoksalt nok håber han også på, at lige præcis dét chok kan blive den udvikling, der vender den israelske opinion. Han ser således nye opmuntrende tegn på gode viljer på begge sider i det israelske samfund:

»Måske forstår vi nu, at hvis vi nogensinde vil finde fred i dette land, må vi blive bedre til at inddrage de israelske palæstinensere og forstå deres årtier lange vrede.«

Wahrmann håber på, en ny solidaritet kan vokse frem mellem de to folkegrupper, og han mener at have registreret, at store flertal på begge sider ikke ønsker polarisering og borgerkrig.

Pessimistisk er til gengæld Etgar Kerets – ved siden af David Grossman nok Israels bedst kendte forfatter i dag. I Libération ironiserer han over de stemmer i Israels offentlighed, der nu udtrykker vantro over, hvordan det kunne komme til endnu en krig. Men det vil gå som så mange gange før, spår han.

»Selv om ingen af os rigtig bryder os om at se i øjnene, hvordan det seneste mareridt begyndte, ved vi kun alt for vel, hvordan det ender. Som svar på Hamas’ raketter vil vi bombardere endnu flere bygninger i Gaza for at gøre den pris, vores fjender skal betale, endnu højere. Vi vil forstærke vores afskrækkelseberedskab, vi vil likvidere flere ældre ledere i Hamas, som straks vil blive afløst af nye ledere, og vi vil undlade at optælle ofrene for ’følgeskader’, herunder de dræbte børn, som til gengæld vil chokere verdensoffentligheden. Verdensoffentligheden vil vi så anklage for at være hyklerisk og bruge dobbeltstandarder over for jøder. Den Internationale Straffedomstol i Haag vil åbne en undersøgelse. Den vil vi kalde antisemitisk, hvorefter ritualet endnu en gang er gennemspillet, og det hele kan begynde forfra.«

Enhedsfølelse

Og i Le Monde påpeger Leila Seurat, en fransk sikkerhedspolitisk forsker, at hvis Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, får held til at bruge konfliktens genopblussen til at splitte den front af politiske modstandere, der truer hans forbliven ved magten, kan han komme til at betale en høj pris i form af et styrket Hamas, en genopvakt palæstinensisk enhedsfølelse og en ny og bredere vilje til at føre fornyet befrielseskamp. Det er der noget, der tyder på, eftersom oppositionspartierne ifølge israelsk Channel 12 har fået sværere ved at enes om at komme af med Netanyahu i kølvandet på de nye kampe.

»Hamas har fornyet sin strategi. Før var bevægelsens raketter primært et instrument til at opnå opblødninger af Israels blokade – nu tjener de den nationale frigørelse. Hamas fremstår nu som den aktør, der bedst kan forsvare Jerusalems palæstinensere og har taget teten fra et splittet, dødsmærket Fatah. Uden sammenhæng med Hamas’ aktioner udtrykker der sig en ny palæstinensk enhed i de mange spontane folkerejsninger i byerne på Vestbredden og ikke mindst i de israelske palæstinenseres protester i selve Israel. Netanyahu har genopvakt den palæstinensiske nationalisme fra dens dvale ved at minde alle palæstinenserne, uanset hvor de bor, om, at Jerusalem er deres hovedstad. Dermed har Israels årtier lange bestræbelse på at splitte palæstinensere ved at isolere dem i adskilte geografiske og juridiske enklaver lidt et kæmpe tilbageslag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Lauge Johannesen

Tænker, det eneste, der reelt kan ændre situationen i Israel er USA. Det kommer næppe til at ske under Biden, men måske Kamala Harris, såfremt hun bliver valgt, vil have modet til at se bort fra tidligere tiders pro-israelske-administrationer og køre en anden politik. For USA er mere vigtig for Israel end omvendt, for det er ikke USA, der er omgivet af arabiske naboer. Men frygten er vel - og det både i USA og Israel - at hvis Israel bliver til en stat, der er lige for alle, kan palæstinenserne en dag såvel politisk som befolkningsmæssigt udgøre majoriteten og dermed blive bestemmende i "det jødiske hjem" a la Frankrig i Houellebecqs Underkastelsen. Sidstnævnte er selvfølgelig fiktion, men ikke totalt urealistik fiktion.