Søndag aften stod en ensom saxofonist i solen og spillede uden for Old Trafford. Det var efter tumulten, efter at menneskemængderne var blevet skubbet tilbage, og politiet havde genvundet kontrollen med området foran stadion. Men før det uundgåelige uafgjorte 0-0-resultat mellem Manchester United og Liverpool endelig var blevet annonceret.
Og på endnu en surrealistisk og sørgelig dag i engelsk fodbold kunne man i de vindblæste toner høre en sorg over noget tabt, noget, der selv nu måske aldrig kommer tilbage.
Tidligere på dagen havde humøret været oprørsk, grænsende til euforisk. De få United-fans, som var trængt ind på Old Trafford, må have været motiveret af en intens og indestængt vrede. Men som de sprang rundt der på den berømte bane, snuppede souvenirs, kastede med stativer og skar ansigter ad de forladte VIP-bokse, virkede de ikke synderligt vrede. Ligesom dem, der protesterede udenfor, virkede de nærmere overstadige.
For at forstå den bølge af protester, som i øjeblikket rammer nogle af de største klubber, er man nødt til at forstå dette følelsesmæssige modsætningsforhold. Hvem har sagt, at det at vriste vores nationalsport ud af hænderne på oligarker og private investeringsfonde ikke også kan være en sjov dag i byen med gutterne?
I de kommende dage vil der uden tvivl være endnu mere fokus på de håndgribelige uretfærdigheder, der har fået fodboldfans til at gå på gaden: ondsindede ejere, ulige magtforhold, dårlig ledelse.
Men der er også noget meget mindre håndgribeligt på færde: En dyb længsel blandt de tilhængere, som står alene og lukket ude, efter bare at føle noget igen.
Derfor mødtes de tidligt om eftermiddagen uden for Old Trafford – en gigantisk merchandisebod med et vedhæftet fodboldstadion – for at male luften grøn og gul. (De fans, der er skeptiske over for de nye, amerikanske ejere, har i årevis båret gulgrønne tørklæder, Manchester Uniteds oprindelige farver, red.)
Vi vil have Glazers ud
»Vi bestemmer, hvornår I skal spille,« sang de uden for The Lowry Hotel, hvor spillere havde barrikaderet sig.
»Vi vil have Glazers ud,« sang de mod deres fraværende ejere på den anden side af havet, som sikkert ikke engang hørte efter. Der var et banner, hvorpå der stod:
»Gratis protestskilt, når du bruger mere end 50 pund i butikken – J. Glazer.«
Alt sammen meget sjovt. Men så var der selvfølgelig de få, der trængte forbi barrikaderne, brændte romerlys af og smadrede glas. I de kommende dage vil man se den lille minoritets handlinger blive groft overdrevet i et forsøg på at moralisere over overtrædelser af den private ejendomsret og coronarestriktioner – og for at genfortælle protesten som en voldelig kamp.
»En farlig situation, der ikke burde finde sted i fodbold,« lød Premier Leauges reaktion.
Ikke for at underdrive spørgsmålet om offentlighedens sikkerhed. Men det er ikke det centrale i denne sag.
Om noget udtrykte Premier Leagues reaktion den følelse af fremmedgjorthed og magtesløshed, som skabte protesterne til at begynde med. Ved at vælge side med ejerne mindede de os om, hvor magten i fodbold ligger og utvivlsomt altid har ligget.
På trods af engelsk fodbolds tomme hyldest til fankulturen og betydningen af dens tilhængerskare er det på dage som denne, at man forstår, hvorfor så mange af fodboldens magthavere længes efter at flytte kampene til Dubai eller Jeddah, hvor truslen om protester er noget mere begrænset.
Derfor er den dominerende reaktion ikke opstemthed, men tristhed. Hvor fristende det end er at blive revet med af oprørsstemningen, må man sige, at det, der i virkeligheden fandt sted på Old Trafford i søndags, var en handling i ren desperation:
Den flugtmulighed for en gruppe mænd og kvinder. Fanpower? Ak, nej. Det var på mange måder det ultimative udtryk for fanmagtesløshed.
Tillidsbrud
Hvordan har en af de rigeste og mest succesfulde klubber i verden ladet det komme dertil? Som det er tilfældet med alle store folkelige protester, er årsagerne mange.
Den skrinlagte europæiske udbryder Super League var tydeligvis det, der udløste protesterne. Men i virkeligheden har tillidsbruddet været undervejs i mange år.
Det begyndte med den ligegyldige arrogance i det første lånefinansierede opkøb i 2005 (et træk, som den nu afdøde Malcolm Glazer så sent som i marts 2004 insisterede på, at han »ingen intentioner« havde om at foretage), og det har ulmet lige siden, drevet af en lind strøm af nye skammelige hændelser: Dels Old Traffords i stigende grad lurvede udseende og en bestyrelse, som synes mere optaget af at lave partnerskaber med globale brands end af klubbens egne tilhængere. Dels pinlig overgivelse på banen, humpende defensiv fodbold, talrige uønskede Europa League-kampagner og Marouane Fellaini mere generelt.
Hvad sker der nu? Det er helt åbent. Men Glazer-familien kan nok ikke tvinges til at sælge. Det er svært at forestille sig, at selv vedvarende protester ville skade brandet i tilstrækkelig grad til at overbevise dem til at gøre det.
På den anden side har de seneste ugers begivenheder vist, at den grund, engelsk fodbold står på, er mindre fast, end vi tidligere har troet.
En pessimist ville måske indvende, at det nok er at stramme den lidt, hvis man forventer, at et par fyre med sange og bannere kan ændre verden til det bedre. En optimist ville svare, at det muligvis er det eneste, der nogensinde har forandret noget.
The Guardian og Information.
Oversat af Pauline Bendsen
