Interview
Læsetid: 6 min.

Mellemøstforsker: »Det giver ikke længere mening at tale om en fredsproces i Israel-Palæstina-konflikten«

Den israelsk-palæstinensiske konflikt, som det internationale samfund har beskæftiget sig med i over et halvt århundrede, er ovre, og den nye konflikt handler ikke om statsløsninger, men alene om basale menneskerettigheder for palæstinenserne, mener forskeren Toufic Haddad
Palæstinensiske kvinder og børn overværer de israelske angreb i Gaza.

Palæstinensiske kvinder og børn overværer de israelske angreb i Gaza.

AA/ABACA

Udland
21. maj 2021

Opdatering:  Fredag den 21. maj kl. 02.00 lokal tid – klokken 01.00 dansk tid – trådte en våbenhvile i kraft i Gaza.

Det er på tide at erkende, hvad de fleste iagttagere i Mellemøsten har vidst i længere tid: Israel-Palæstina-konflikten, som vi kender den, er død. Det giver ikke længere mening at tale om en fredsproces. Der er ikke fundet nogen løsning på konflikten, tværtimod er uretfærdighed og diskriminering blevet så institutionaliseret og indgroet i det daglige liv, at den gamle diplomatiske ramme ikke kan tackle det længere.

Sådan siger Toufic Haddad, ph.d.-forsker ved Centre for Palestine Studies, University of London (SOAS), og forfatter til bogen Palestine Ltd.: Neoliberalism and Nationalism in the Occupied Territory.

»I årtier har det internationale samfund forvaltet konflikten ved hjælp af en ’gulerod og stok’-tilgang,« indleder Toufic Haddad samtalen.

»På den ene side har man truet palæstinenserne med isolation og irrelevans i et forsøg på at tvinge dem til at acceptere så lidt som muligt. På den anden side har Israel anvendt et hav af midler for at håndtere situationen på jorden: militærmagt i Gaza, uigennemskueligt bureaukrati i de besatte områder, diskrimination af israelske arabere. Men alt sammen har været taktik, taktik, taktik. Der har aldrig været en klar strategi. Det, vi er vidne til nu, er et kollaps af den måde, man har administreret konflikten på.«

Det nye ved den nuværende krise er, at det i dag står klart, at den hidtidige måde at håndtere Israel-Palæstina-konflikten på ikke længere er bæredygtig. Det internationale samfund har endegyldigt mistet troværdighed i palæstinensernes øjne, mens israelske ledere har skabt et indviklet system og et knudret landkort, hvorfra man kan kontrollere Palæstina: Gazastriben holdes belejret med moderne våben, prominente palæstinensiske aktivister bliver buret inde, bureaukrati og jura anvendes til at knække kampgejsten, og geografien transformeres for at inddæmme den palæstinensiske sag.

»På det materielle plan har Israel jo sejret stort. Men faktum er, at Israel ikke har kunnet nedbryde palæstinenserne ideologisk. Der vil komme kortvarige pauser i konflikten, ildebrande vil blive slukket midlertidigt, men de fundamentale problemer er aldrig blevet adresseret. Den seneste krise har med al tydelighed vist, at konflikthåndtering ikke længere er holdbart. Der er brug for reel konfliktløsning,« siger Toufic Haddad.

De arabiske regimer i en akavet situation

Men løsningen vil ikke komme fra de arabiske regimer. I sensommeren 2020 begyndte en række arabiske lande at normalisere forholdet til Israel. Emiraternes indflydelsesrige kronprins Mohamed bin Zayed løb med overskrifterne, da han selvsikkert fastslog, at normaliseringsaftalen med Israel ville sætte en stopper for yderligere israelsk annektering af palæstinensiske områder. Det holdt ikke.

Den velinformerede emiratiske politolog Abdulkhaleq Abdulla, der har tætte forbindelser til den regerende familie i Emiraterne, bemærkede forleden, at den seneste krise i Gaza sætter Israels nye arabiske partnere i en meget »akavet position«.

Længe har arabiske regimer fastholdt teorien om, at fred med Israel ville komme palæstinenserne til gode. Arabiske ledere har desuden aktivt arbejdet på at adskille den arabisk-israelske konflikt fra den israelsk-palæstinensiske konflikt i en naiv tro på, at diplomatiske forbindelser med Tel Aviv ville give dem en mulighed for at påvirke Israels adfærd over for palæstinenserne.

»Det er bare ikke sket. I stedet har Israel umyndiggjort samtlige arabiske regimer. I dag har araberne intet at skulle have sagt,« siger Toufic Haddad.

Og umyndiggørelsen vil give bagslag en dag, mener forskeren. I øjeblikket er der en akavet stilhed, men Palæstina vækker stadig en masse følelser i den arabiske verden som et af de sidste tilbageværende spørgsmål, der kan samle arabere på tværs af grænser.

»Palæstina-spørgsmålet har ligget i dvale på grund af de arabiske revolter siden 2010-2011, men befolkningerne har ikke glemt Palæstina,« forsikrer forskeren.

Krisen i Gaza har de seneste dage været en pine for arabiske autokrater. Mens arabiske monarkier som Emiraterne, Saudi-Arabien, Bahrain og Marokko har været tavse, har ikkearabiske stormagter som Tyrkiet og Iran eskaleret retorikken over for Israel for at score geopolitiske point. Det samme har regionens islamister.

Den jordanske avis al-Dustour skriver i en leder, at arabiske regeringer nu står over for et seriøst dilemma, da de efter normaliseringsaftalerne er usikre på, hvorvidt de overhovedet kan udtrykke deres holdninger. Den algeriske avis Echorouk skriver, at volden i Gaza har afsløret, at landene bag aftalerne er præget af »begrænsninger og vrangforestillinger«.

»Disse regimer er på den forkerte side af den folkelige opinion. De er nervøse og vil have balladen afsluttet. Men på sigt er det ikke holdbart. Palæstina vil igen og igen udstille dem over for deres egne borgere,« siger Haddad.

Glem snakken om en palæstinensisk stat

Hvordan den nye israelsk-palæstinensiske konflikt vil udarte sig de kommende år, ved ingen med sikkerhed. Men måske giver forandringerne i det palæstinensiske folkedyb et fingerpeg om, hvordan præmisserne bør være, når støvet har lagt sig i Gaza.

Gennem hele det 20. århundrede har den palæstinensiske nationalbevægelse brugt al sin energi på at kæmpe for en palæstinensisk stat. Ideen om en stat har været altafgørende for den palæstinensiske modstandskamp og været en central grundpille for sekulære såvel som islamistiske palæstinensere.

Men over de senere år er der sket en forandring, mener Toufic Haddad. Officielt fortsætter kampen for en selvstændig palæstinensisk stat, men ideen om en effektiv og internationalt anerkendt stat indtager ikke længere samme plads blandt palæstinenserne internt.

»En- og tostatsløsningerne er ikke længere praktisk mulige for palæstinenserne. Dels på grund af den illiberale israelske højrefløjs fremmarch, dels på grund af bosættelsespolitikken, der transformerer geografien,« siger Haddad.

I stedet er palæstinensernes mål blevet langt mere konkrete de senere år.

»I øjeblikket handler det om at bevare identiteten, sikre sig individuelle og nationale rettigheder og bevare sammenholdet, uanset hvilken politisk ramme der hersker på kort sigt,« siger Toufic Haddad.

Han mener, at palæstinensernes mål bør være det nye udgangspunkt for det internationale samfund, nu hvor fredsprocessen er død. Han peger blandt andet på Human Rights Watchs omfattende rapport fra april i år med titlen A Threshold Crossed: Israeli Authorities and the Crimes of Apartheid and Persecution:

»Rapporten siger, at tærsklen er overskredet, og opfordrer først og fremmest Israel til at respektere palæstinensernes menneskerettigheder fuldt ud. Det er jo et godt udgangspunkt,« siger Haddad.

Realistisk set er chancen for, at dette sker, meget lille. Det store problem er, at Israels allierede stadig sidder fast i et gammelt paradigme. De gentager sig selv og taler stadigvæk om ’Israels ret til at forsvare sig selv’.

»USA tror stadig, at Israel kan løse det militært, men det kan man jo ikke. Israel udvikler og bruger de mest moderne våben, men alligevel sender Hamas flere og flere raketter den anden vej.«

Den nye israelsk-palæstinensiske konflikt har brug for substans, mener forskeren. Nye spektakulære møder og snak om fredsproces, der alligevel støder på grund, er ingen interesseret i længere. Palæstinenserne føler, at de er blevet ført bag lyset i et halvt århundrede, og vil ikke længere lade sig stille tilfreds på en måde, som langtfra opfylder, hvad de føler er rimeligt.

»Den gamle måde at håndtere konflikten på er som sagt ikke længere holdbar. I dag siger Netanyahu, at kun rå magt fungerer, og tilhængere af jødisk overherredømme siger åbent, at de vil udrense det hele. Både Netanyahu og ekstremisterne skal svækkes og isoleres, før der kommer en samtale. Men lige nu har de magten, og Vesten står bag dem politisk, økonomisk og militært,« konstaterer Toufic Haddad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Coninck Lucas

Netanyahu er korrupt krigsforbryder, Israel's Dick Cheney.

John Andersen, Anders Graae, Jørgen Tryggestad, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Karlsen, Issa Chaaban, Holger Nielsen og Elisabeth From anbefalede denne kommentar
Annette Chronstedt

Løgnen ( om israelernes demokrati-forklædte ret til overmagt ) er vel ved at blive så åbenlys i sin accelererende groteskhed, at den begynder at miste sin virkning. Er det ikke som om palæstinenserne nu i deres yderste afmagt pludselig begynder at kunne mærke hinanden gennem de tykke traumer inde i dem selv. Som om løgnen bag racismen ( overmennesket ) ikke skræmmer dem på samme måde mere, når den begynder at stå så ublu frem for enhver i al sin underliggende medmenneskelige foragt.
Slowmotionmordet på George Floyd sat på repeat.

John Andersen, Anders Graae, Anne-Marie Esmann, Jørgen Tryggestad, Pietro Cini, David Zennaro, Holger Nielsen og Elisabeth From anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg er helt enig. Det er blevet klart for mig for et par år siden, at det ikke længere er muligt at tænke på en 2-stats-løsning. Den ide var et kompromis, som ingen ville have i virkeligheden. Og det er heller ikke nogen løsning at Israel bare annekterer hele skidtet og tager ansvar for det, for det gør de alligevel ikke. Det har været eklatant at se, at mens Israel har vaccineret en stor del af sine egne borgere, så er palæstinenserne blevet ladt tilbage.

Jeg tror på strategien om en menneskerettighedskamp. Det er i hvert fald svært at se andre muligheder lige nu.

John Andersen, Steffen Gliese, Anne-Marie Esmann og Issa Chaaban anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"»USA tror stadig, at Israel kan løse det militært, men det kan man jo ikke. Israel udvikler og bruger de mest moderne våben, men alligevel sender Hamas flere og flere raketter den anden vej.«"

Forkert; de kapitalkræfter som dirigerer amerikansk politik laver forretning på krig/konflikt, destabilisering o.a. - og de elitepolitikere, som eksekverer politikkerne, har som opgave at legitimere dét, som politikkerne indebærer. Fælles for kapitalkræfterne og elitepolitikerne er at man er indstillet på at leve med krige, konflikter og destabiliseringer - for ikke blot er de gevinstdrivende, de anses også for at være et uomgængeligt/naturligt træk ved menneskelig civilisation. Troen på at krig vil skabe fred er dermed begrænset; krige vil forandre på den strategiske situation. Fred er ikke en del af ambitionen.

John Andersen, Anders Graae, Anne-Marie Esmann, David Zennaro og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"Jeg tror på strategien om en menneskerettighedskamp. Det er i hvert fald svært at se andre muligheder lige nu."

Jeg tror at palæstinenserne og de israelere, jøder og progressivt indstillede mennesker overalt på planeten med stor fordel kunne påbegynde en koordineret civil ulydighedskampagne, rettet mod amerikansk/israelsk politik i Mellemøsten. Massedemonstrationer, generalstrejker, blokader mod infrastruktur og handel, kritisk deltagelse i de offentlige samtaler, eksplicitte krav til parlamenter og regeringer m.m.

Og med krav om en genuin og tilbundsgående, deltagelsesorienteret, demokratisk freds- og forsoningsproces i regionen. En proces, som vil tage en hel del år og som de utallige, særdeles velorienterede og demokratisk funderede fredsforskere, vi heldigvis har til rådighed, skal bidrage væsentligt til.

Anders Graae, David Zennaro, Jørgen Tryggestad, Pietro Cini og Issa Chaaban anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Nok så væsentligt; en sådan politisk massebevægelse skulle naturligvis også kritisere og modarbejde det højreorienterede og fundamentalistiske Hamas' krigsførsel mod det israelske civilsamfund.

Asiya Andersen, John Andersen, Steffen Gliese, Gunnar Sørensen, Kjeld Pedersen, David Zennaro og Per Christensen anbefalede denne kommentar