Modi sagde, han havde besejret corona, men krisen i Indien er en »forbrydelse mod menneskeheden«, siger stjerneforfatter

Under valgkampen i delstaten Uttar Pradesh i 2017 så Indiens premierminister, Narendra Modi, sit snit til at piske en allerede ond stemning op til nye højder.

Fra sin talerstol beskyldte han delstatsregeringen – som blev ledet af oppositionspartiet – for at lefle for den muslimske vælgerbefolkning ved at bruge flere penge på muslimske gravpladser (kabristans) end på hinduistiske kremeringspladser (shamshans).

I sin vanligt hånlige og brovtende stil, hvor stemmen knækker over i falset, når han afleverer giftigheder, hidsede Modi forsamlingen op: »Hvis en landsby skal anlægge en ny kabristan, så byg også en ny shamshan,« tordnede han.

»Shamshan! Shamshan!«, kom det takfast fra den tryllebundne, tilbedende menneskemængde.

Med tanke på den udtalelse må Modi være tilfreds nu, da frygtelige billeder af flammer, der stiger til vejrs fra massebegravelserne på Indiens kremeringspladser, rammer verdens medier. Tilfreds med, at alle kabristans og shamshans i hans land fungerer godt – og proportionelt for de forskellige grupper, de skal betjene. Og tilmed langt ud over deres kapacitet.

»Kan Indiens 1,3 milliarder store befolkning isoleres,« spurgte Washington Post retorisk i en artikel om Indiens sundhedskatastrofe og vanskelighederne ved at holde nye og mere smitsomme COVID-19-varianter bag nationsgrænser.

»Det bliver ikke let,« konkluderede avisen selv.

Jeg husker ikke den type spørgsmål, da coronavirussen for blot et par måneder siden hærgede i Europa. Som inder kan man dog næppe tillade sig at blive stødt, når man tænker tilbage på, hvad vores premierminister sagde på World Economic Forum i januar.

Modi holdt sin tale, netop da Europas og USA’s befolkninger led under pandemiens anden bølge. Medfølende ord kunne han ikke tilbyde – kun en lang og svulstig tirade om Indiens optimerede infrastruktur og vellykkede COVID-19-beredskab. Jeg downloadede talen, for jeg forudså, at Modis regime snart ville omskrive historien, og så kan den blive svær at finde.

Her er nogle rørende udpluk: »Venner, i denne frygtens tid har jeg et budskab til jer om tillid, positiv livsindstilling og håb fra 1,3 milliarder indere … Prognoserne spåede, at Indien ville blive hårdest ramt af corona i hele verden. Det blev sagt, at der ville komme en tsunami af coronasmitte i Indien. Nogen sagde, 700-800 millioner indere ville blive smittet. Andre sagde, to millioner indere ville dø.«

»Venner, Indiens succes kan ikke måles med noget andet lands succes. I et land, der er hjemsted for 18 procent af verdens befolkning, har vi reddet menneskeheden fra en stor katastrofe ved at holde corona effektivt nede.«

Tryllekunstneren Modi tog med et buk imod menneskehedens hyldest for sin store indsats for at inddæmme coronavirussen.

Nu hvor det viser sig, at han ikke har inddæmmet spor, er spørgsmålet, om vi indere må beklage os over, at resten af verden er kommet til at se os som spedalske? Må vi beklage os over, at grænser lukkes, og flyafgange annulleres? Må vi beklage os over, at vi bliver spærret inde med vores virus, vores premierminister og al den sygdom, antividenskab, had og idioti, som han, hans parti og dets politiske varemærke repræsenterer.

Lutter triumf

Da første bølge af COVID-19 kom til Indien sidste år og ret hurtigt klingede af, var regeringen og dens støttekommentariat lutter triumf. »Indien er måske ikke taget på skovtur,« tweetede Shekhar Gupta, chefredaktør for mediet ThePrint. »Men vores kloakker er ikke tilstoppede af lig, vores hospitaler savner ikke senge, og vores krematorier og gravpladser mangler ikke brændsel eller jord. Er det for godt til at være sandt? Dokumenter med data, hvis du er uenig, hvis du da ikke tror, du er Gud.«

Hvis vi lader Guptas kvalmende billedsprog ligge, har vi så brug for en Gud til at fortælle os, at de fleste pandemier løber ind i en anden bølge?

Den aktuelle anden bølge var forudsagt og forventet, selv om dens ondartethed kom bag på virologerne. Hvor finder vi i dag Indiens COVID-19-optimerede infrastruktur? Hvor finder vi den ’folkebevægelse mod virussen’, som Modi pralede med i sin tale? Nu mangler vi hospitalssenge, og vores læger og sygeplejersker er nået til bristepunktet af deres kapacitet. Venner ringer med historier om sygehusafdelinger uden personale med flere døde patienter end levende. Folk dør på hospitalsgange, på gaderne og i deres hjem. Krematorier i Delhi er løbet tør for brændsel. Skovministeriet har givet særtilladelse til fældning af bytræer. Desperate mennesker bruger hvad som helst, de kan finde, til at tænde ligbål. Parker og parkeringspladser bliver til kremeringspladser.

Det er i disse dage, som om en usynlig UFO svæver over vores himmel og suger luften ud af vores lunger. Et luftangreb af en slags, vi aldrig før har kendt.

Iltflasker er blevet ny hård valuta på Indiens morbide nye børsmarked. Ledende politikere, journalister, advokater – Indiens elite – tigger på Twitter om hospitalssenge og iltflasker. Et nyt sort marked for iltflasker er opstået og har blomstrende fremgang. Også for andre ydelser er der opstået et nyt marked. Man skal betale bestikkelsessummer for at snige sig til et sidste kig på sin elskede, der nu ligger stablet i en pose på et lighus. Det koster ekstra at få en præst til at bede en sidste bøn. Hensynsløse læger flår desperate familier på privathospitalerne. Nogle COVID-19-syge må sælge deres jord og hus og bruge de sidste rupeer på at betale for behandling på et privathospital. Bare at skaffe penge nok til det depositum, der kræves, før de vil tage imod dig, kan snildt koste generationers nedarvede velstand.

Dybden og rækkevidden af de traumer og kaos og frem for alt den uværdighed, som inderne lige nu udsættes for, trodser enhver beskrivelse. Men hør, hvad der skete med min unge ven T, og der er hundredvis, måske tusindvis af sådanne historier i Delhi alene. T, der er i 20’erne, bor i sine forældres lille lejlighed i Ghaziabad i Delhis udkant.

De blev alle tre testet positive for COVID-19. Hans mor blev alvorligt syg. Da det var i de tidlige dage, lykkedes det ham at finde en hospitalsseng til hende. Men så blev hans far, der lider af en svær bipolar depression, voldelig og begyndte at skade sig selv. Han kunne ikke sove og tissede i bukserne. En psykiater forsøgte at hjælpe gennem onlinekonsultationer, men hun havde selv svært ved at bevare fatningen – hendes mand var lige død af COVID-19. Hun kunne dog hurtigt konstatere, at T’s far havde brug for indlæggelse, men da han var COVID-19-positiv, var det naturligvis udelukket. Så T måtte holde sig vågen, nat efter nat, og tilse og passe sin far. Hver gang han ringede, tog jeg telefonen med tilbageholdt åndedræt. Til sidst kom meldingen: »Far er død.« Dødsårsagen var ikke af COVID-19, men ​​en massiv stigning af blodtrykket som følge af den psykiske nedsmeltning, der var resultatet af hans fuldstændige hjælpeløshed.

Hvad skulle vi stille op med liget? Desperat ringede jeg til venner og bekendte. Blandt dem, der tilbød at hjælpe, var Anirban Bhattacharya, der arbejder for den velkendte sociale aktivist Harsh Mander. Bhattacharya har fået en retssag på halsen og står anklaget for oprørsstiftelse for sin rolle i en protestaktion, han var med til at organisere på sit universitet i 2016. Mander selv har ikke genvundet sit helbred efter et alvorligt COVID-19-tilfælde sidste år og trues med arrest og med lukning af det børnehjem, han driver og for sin rolle i mobiliseringen af modstanden mod National Register of Citizens (NRC) og Citizenship Change Act (CAA) – to love, som begge blev vedtaget i december 2019, og som åbenlyst diskriminerer imod muslimer.

Mander og Bhattacharya er blandt de mange borgere, der i fraværet af hjælp fra regeringen selv har oprettet hjælpegrupper og telefonkæder, organiseret ambulancekørsel og koordineret begravelser og transport af døde mennesker. Det er ikke spor sikkert for disse frivillige at yde den hjælp, de yder.

I denne bølge af pandemien er det de unge, der falder fra og fylder op på intensivafdelingerne. Hver gang unge mennesker dør, mister de ældre af os lidt af vores livsvilje.

T’s far blev kremeret. Nu forsøger T og hans mor at komme sig.

Pandemien går i sig selv en dag. Selvfølgelig gør den det. Men vi ved ikke, hvem af os der overlever længe nok til at opleve dagen. De rige vil kunne trække vejret lettere. Ikke de fattige. Indtil videre råder der dog en form for demokrati blandt syge og døende. De rige går ikke fri. Også privathospitalerne tigger om ilt. Nogle er begyndt at indføre tag-selv-din-egen-ilt-med-ordninger. Iltkrisen har ført til intense og uskønne kampe mellem delstater, når deres politiske ledere forsøger at tørre ansvaret af på hinanden.

Grædekoner

Natten til den 22. april døde 25 kritisk syge coronaviruspatienter på et af Delhis største private hospitaler, Sir Ganga Ram. Hospitalet udsendte samtidig flere desperate SOS-meldinger om, at det akut behøvede at få genoprettet sin iltforsyning. Den følgende dag redegjorde formanden for hospitalets bestyrelse for sagen: »Vi kan ikke sige, de døde på grund af mangel på ilt,« insisterede han.

Den 24. april omkom yderligere 20 patienter, da iltforsyningen slap op på et andet stort Delhi-hospital, Jaipur Golden. Samme dag i højesteret i Delhi udtalte Tushar Mehta, Indiens vicestatsadvokat, som talte på vegne af den indiske regering: »Lad os nu ikke være grædekoner … indtil videre har vi sikret, at ingen i landet står uden ilt.«

Også Ajay Mohan Bisht, chefministeren (regeringschef, red.) for delstaten Uttar Pradesh – der går under tilnavnet Yogi Adityanath og klæder sig i safranfarvet tøj – har erklæret, at der ikke findes mangel på ilt på hospitaler i hans stat, og at enhver, der sætter sådanne rygter i omløb, vil blive arresteret uden mulighed for kaution i henhold til sikkerhedsloven National Security Act og kan få deres ejendom beslaglagt.

Yogi Adityanaths trusler er ikke for sjov. Siddique Kappan, en muslimsk journalist fra Kerala, der blev holdt fængslet i flere måneder i Uttar Pradesh, da han og to andre rejste rundt i delstaten for at rapportere om bandevoldtægt og mord på en dalit-pige, er nu selv kritisk syg efter at være testet positiv for COVID-19. I en bønskrivelse til Indiens højesteret skriver hun, at hendes mand ligger lænket »som et dyr« til en hospitalsseng på Medical College-hospitalet i Mathura. (Højesteret har nu beordret Uttar Pradesh-regeringen til at flytte ham til et hospital i Delhi).

Bor man i Uttar Pradesh, ser budskabet ud til at være: »Gør venligst dig selv den tjeneste at dø uden beklagelse.«

Truslerne mod dem, der klager, er ikke begrænset til Uttar Pradesh.

En talsmand for den fascistiske hindunationalistiske organisation Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS) – som Modi og flere af hans ministre er medlemmer af, og som har sin egen væbnede milits – har advaret om, at »antiindiske kræfter« vil udnytte krisen til at fremkalde »negativ« stemning og »mistillid« og beder medierne om hjælp til at skabe en »positiv atmosfære«. Twitter har allerede hjulpet til ved at deaktivere konti, der er kritiske over for regeringen.

Hvor skal vi finde trøst? Hvor skal vi finde sagkundskab? Skal vi holde fast i de officielle tal? Hvor mange er døde? Hvor mange er kommet sig? Hvor mange er smittede? Hvornår passerer vi toppunktet? Den 27. april blev der rapporteret om 323.144 nye tilfælde og 2.771 dødsfald. Den numeriske præcision i opgørelserne indgyder falsk tryghed. For hvordan kan vi vide, om tallene stemmer? Test er svære at få fat på, selv i Delhi. Antallet af begravelser, der sker efter COVID-19-protokoller på gravpladserne og i krematorierne i de små og større byer, tyder på et dødstal på op til 30 gange højere end de officielle tal. Læger, der arbejder uden for hovedstadsområdet, kan fortælle om en langt mere dyster situation.

Hvis Delhi bryder sammen, hvad vil der så ske for staterne Bihar, i Uttar Pradesh, i Madhya Pradesh? Landsbyer, som har taget imod millionvis af arbejdere fra byerne, der bar virussen med sig, da de flygtede hjem til deres familier, traumatiserede af deres oplevelser under Modis nationale nedlukning i 2020. Det var den strengeste nedlukning i verden, og den blev indført med fire timers varsel. Den efterlod migrantarbejdere i byer uden arbejde, uden penge til at betale husleje, uden mad og uden transport. Mange måtte gå hundredvis af kilometer for at nå frem til deres fjerntliggende hjemlandsbyer. Hundredvis døde undervejs.

Selv om der ikke er dekreteret national nedlukning denne gang, har mange arbejdere alligevel valgt at tage afsted, så længe tog og busser stadig kører. De er taget af sted, fordi de ved, at selv om de udgør motoren i økonomien i dette enorme land, så eksisterer de simpelthen ikke i deres regerings øjne, når der kommer en krise. Der er ingen karantænecentre til at huse dem, når de ankommer til deres landsbyer. Regeringen forsøger end ikke at illudere nogen hensigt om at beskytte landsbyerne mod virussen fra storbyen.

Der er landsbyer, hvor mennesker dør af sygdomme, der let kunne behandles såsom diarré og tuberkulose. Hvordan skal de så klare COVID-19? Alt, hvad der er tilbage, hvor Indiens officielle hjerte skulle være, er et hjerteformet hul fuld af kold ligegyldighed.

Højeste statue

Tidligt om morgenen den 28. april hørte jeg, at min gode ven Prabhubhai er død. Før han døde, havde han alle de klassiske COVID-19-symptomer. Men hans død registreres ikke i de officielle COVID-19-tal, eftersom han døde hjemme uden at være testet eller behandlet. Prabhubhai var en trofast støtte for antidæmningsbevægelsen i Narmada-dalen (dalen huser en stor dæmning, red.). Jeg besøgte ham flere gange i hans hjem i Kevadia, hvor den første gruppe af indfødte stammefolk for årtier siden blev fordrevet fra deres jord for at skaffe plads til dæmningsbyggerne og til nye bosættelser for tilflyttere. Fordrevne familier som Prabhubhais holder stadig til i udkanten af de nye bosættelser som forarmede og hjemløse indtrængere på en jord, der engang var deres egen.

Kevadia har ikke noget hospital. Her findes kun Enheds-statuen, der er opført til minde om Indiens nationale frihedshelt og første vicepremierminister, Sardar Vallabhbhai Patel, som dæmningen i dalen er opkaldt efter. Med sine 182 meter er det verdens højeste statue. At rejse den kostede 422 millioner dollar. Højhastighedselevatorer indeni fører turister op for at se Narmada-dæmningen fra Sardar Patels bryst.

Selvfølgelig kan de ikke se floddalens tabte civilisation, hvis rester ligger på bunden af ​​det store reservoir. Eller høre historierne om de mennesker, der førte en af ​​de mest bemærkelsesværdige frihedskampe, verden nogensinde har kendt – ikke kun imod en dæmning, men imod alle vores vedtagne ideer om, hvad der udgør civilisation, lykke og fremskridt. Statuen var Modis kæledæggeprojekt, og han indviede den i oktober 2018.

Iltkrisen

Advarsler om fare for mangel på ilt lød allerede i april 2020, og de blev gentaget i november samme år af et udvalg, som regeringen selv nedsatte. Det nytter ikke at spekulere på, hvorfor end ikke Delhis største hospitaler ikke kan organisere deres egen medicinske iltproduktion.

Det nytter ikke at undre sig over, hvorfor PM Cares Fund – den uigennemsigtige organisation, som fungerer som en privat fond uden offentlig ansvarspådragelse – pludselig fik til opgave at tackle iltkrisen. Går Modi efter at eje aktier i vores lufttilførsel?

Lad os nu ikke være grædekoner.

Man må forstå, at der var og er så mange langt mere presserende spørgsmål, som Modi-regeringen skal tage sig af. At ødelægge de sidste rester af demokrati, at forfølge ikkehinduistiske mindretal og konsolidere fundamentet for den hinduistiske nation er ambitioner, der kræver stramme tidsplaner. For eksempel skal der i Assam hurtigst muligt opføres massive fængselskomplekser for de to millioner mennesker, der har boet der i generationer, men nu pludselig har fået frataget deres statsborgerskab. (På dette område tog vores uafhængige højesteret utvetydigt parti for regeringens linje).

Der er derudover hundredvis af studerende og aktivister og unge muslimske borgere, der skal retsforfølges og fængsles som de primære anklagede i den antimuslimske pogrom, der fandt sted mod deres eget samfund i det nordøstlige Delhi i marts sidste år. Er man muslim i Indien, er det en forbrydelse at blive myrdet, og ens egne trosfæller kommer til at betale prisen.

Der var indvielsen af ​​det nye Ram-tempel i Ayodhya, som blev bygget i stedet for den moské, der blev hamret til støv af hinduistiske vandaler under opsyn fra ledende politikere fra Modis hindunationalistiske parti, BJP. (På dette område tog vores uafhængige højesteret også utvetydigt parti for regeringen, men så dog mildere på vandalerne). Og der er de kontroversielle nye landbrugsreformer, der gennemføres for at deregulere og privatisere Indiens enorme landbrugssektor. Og der var de hundredtusindvis af landmænd, der blev tævet og tåregasset, da de gik på gaden for at protestere.

Der er endvidere planer om at afsætte snesevis af millioner dollar til at rejse en stor ny erstatning for den falmende storhed i New Delhis kejserlige centrum, der i al hast må genskabes. Når alt kommer til alt, kan ingen jo forlange, at regeringen i det nye hinduistiske Indien skal have til huse i gamle bygninger? Mens Delhi var nedlukket og hærget af pandemien, gik byggearbejdet på Central Vista-projektet, der er erklæret for at være »en livsvigtig tjeneste«, sat i gang. Arbejdere blev transporteret til stedet – måske er der endnu tid til at ændre på byggeplanerne ved at føje flere krematorier til.

Der var også valfartsbegivenheden Kumbh Mela, der skulle organiseres, så millioner af hinduistiske pilgrimme kunne bade i Ganges og sprede virussen generøst, når de vendte tilbage til deres hjembyer overalt i landet, velsignede og rensede. Kumbh Mela afkaster stadig nye smittebølger, selv om Modi forsigtigt har antydet, at det kunne være en god idé at gøre det hellige flodbad »symbolsk« – hvad han så end mener med det.

I modsætning til hvad der skete med dem, der deltog i en konference for den islamiske organisation Tablighi Jamaat sidste år, har medierne ikke kørt kampagne mod hinduistiske massebegivenheder og har altså hverken kaldt arrangørerne for »coronajihadister« eller beskyldt dem for at begå forbrydelser mod menneskeheden. Hertil kommer de få tusinde Rohingya-flygtninge, der hurtigst muligt skulle deporteres tilbage til folkedrabsstyret i Myanmar, hvorfra de var flygtet – og det midt i et kup. Endnu en gang tog vores uafhængige højesteret, da de fik forelagt spørgsmålet, klart parti for regeringens synspunkt.

Som I kan se, har det været en travl tid i Indien.

Der var også et valg, der skulle vindes i delstaten Vestbengal. Det krævede, at vores indenrigsminister, Modis mand Amit Shah, mere eller mindre lod hånt om sine regeringsopgaver og rettede al sin opmærksomhed mod Bengalen i flere måneder, så han kunne formidle sit partis morderiske propaganda og så splid mellem befolkningsgrupper.

Geografisk er Vestbengalen en lille stat. Valget kunne have været afviklet på en enkelt dag. Det er sket tidligere. Men da staten er et nyt »satsningsområde« for BJP, havde partiet brug for tid til at flytte sine kadrer.

Valghandlingen blev opdelt i otte faser fordelt på en måned med 29. april som sidste afstemningsdag. Da coronasmittetallet kom i vejen, bad de andre politiske partier valgkommissionen om at genoverveje planen. Kommissionen nægtede og tog klart parti for BJP, der mobiliserede en stjernekampagne med deltagelse af premierministeren selv, der triumferende og maskeløs talte til maskefrie skarer og takkede folk for at være dukket op i så stort tal. Det var den 17. april, da det officielle antal daglige smittetilfælde allerede var nået op på 200.000. (Vestbengalen er en af de få delstater, BJP ikke kontrollerer, og partiet gik kun lidt frem, mens partiet Trinamoolkongressen fik to tredjedele flertal, red.).

Nu, hvor valgstederne har lukket, er Bengalen klar til at blive den nye coronakedel, med en ny tredobbelt mutantstamme kendt som – gæt hvad – Bengalstammen. Aviser rapporterer, at hver anden person, der lige nu testes i hovedstaden Kolkata, er COVID-19-positiv.

Lad os nu ikke være grædekoner.

Og hvad sker der i det hele taget med vaccinerne? De kommer vel til at redde os? Er Indien ikke et vaccine-kraftcenter? Faktisk er den indiske regering fuldstændig afhængig af kun to producenter, Serum Institute of India (SII) og Bharat Biotech, og begge har fået lov til at udrulle to af de dyreste vacciner i verden til nogle af de fattigste mennesker i verden. I denne uge meddelte de, at de vil sælge til privathospitaler til en lidt forhøjet pris og til delstatsregeringer til en noget lavere pris. Simpel lommeregning fortæller os, at vaccinevirksomhederne må indkassere uanstændige overskud.

Under Modi er Indiens økonomi blevet udhulet, og hundredvis af millioner af mennesker, der allerede levede usikre liv, er presset ud i værre fattigdom. Et stort antal overlever kun på de sparsomme tilskud, de får i henhold til den nationale beskæftigelsesgarantilov, som blev indført i 2005, da Kongrespartiet var ved magten. Det er umuligt at forvente, at familier, der lever på randen af ​​sult, skal bruge det meste af en måneds indkomst på at købe sig til vacciner. I Europa er vacciner gratis og anses for en grundlæggende ret. De, som forsøger at springe over i køen for at blive vaccineret, kan retsforfølges.

I Indien ser det ud til, at den vigtigste drivkraft for vaccinationskampagnen er at skabe virksomhedsoverskud. Mens denne episke katastrofe udspiller sig på indiske tv-kanaler, der er tilpasset Modis virkelighedsbillede, bemærker man, hvordan alle taler i de samme fraser. »Systemet« er kollapset, siger de igen og igen. Virussen har overvældet Indiens »sundhedssystem«.

Men systemet er ikke kollapset. Der eksisterede dårligt nok et »system«, før smitten kom. Regeringen – den nuværende, men også den Kongrespartiregering, som den afløste – demonterede bevidst den beskedne medicinske infrastruktur, Indien endnu havde for år tilbage. Det, vi nu ser, er, hvad der sker, når en pandemi rammer et land, der stort set står uden et eksisterende offentligt sundhedssystem. Indien bruger omkring 1,25 procent af sit bruttonationalprodukt på sundhed, langt mindre end de fleste andre lande i verden – selv de fattigste.

Men selv dette tal menes at være oppustet, fordi ting, der er vigtige, men strengt taget ikke kan regnes for sundhedsydelser, bliver talt med. Så det reelle tal anslås til at være så lavt som 0,34 procent. Tragedien er, at i dette voldsomt fattige land bliver 78 procent af sundhedsvæsenet i byområderne og 71 procent i landdistrikterne nu drevet af den private sektor ifølge en Lancet-undersøgelse fra 2016. Samtidig bliver ressourcer fra den offentlige sektor systematisk kanaliseret over i den private sektor gennem en forbindelse af korrupte administratorer og læger, korrupte henvisningspraksisser og forsikringssvindel.

Sundhedspleje er en grundlæggende ret. Men den private sektor tager ikke hensyn til sultende, syge, døende mennesker, der ikke har penge. Den massive privatisering af Indiens sundhedsvæsen er en forbrydelse. Det er ikke ’systemet’, der er kollapset. Regeringen har fejlet.

Ja, måske er ’fejlet’ et unøjagtigt ord. For det, vi er vidne til, er ikke kriminel uagtsomhed, men en direkte forbrydelse mod menneskeheden. Virologer forudsiger, at antallet af tilfælde i Indien vil vokse eksponentielt til over 500.000 om dagen. De forudsiger mange hundredtusinder af døde i de kommende måneder, måske endnu flere.

Mine venner og jeg er blevet enige om at ringe til hinanden hver dag bare for at markere, at vi stadig lever, som ved navneopråb i skoleklasser. Vi taler med dem, vi elsker, i tårer og med frygt, uden at vide, om vi vil få hinanden at se igen. Vi skriver, og vi arbejder, men uden at vide, om vi lever længe nok til at afslutte det, vi er begyndt på. Og uden at kende den rædsel og ydmygelse, som kan vente os. Det hele er uværdigt. Og det nedbryder os.

Hashtagget #ModiMustResign trender nu på sociale medier. Nogle af memerne og illustrationerne viser Modi med en bunke kranier, der kigger ud bag hans gardinagtige skæg. Modi taler som den nye Messias for en offentlig forsamling af lig. Modi og indenrigsminister Amit Shah ses som gribbe, der skanner horisonten for lig, de kan høste stemmer fra. Men dette er kun en del af historien. Den anden del er, at manden uden følelser, manden med tomme øjne og det glædeløse smil – som så mange andre tyranner i fortiden – er i stand til at vække så lidenskabelige følelser hos andre. Hans patologi er smitsom. Og det er det, der gør ham til noget særligt. I det nordlige Indien, der er hjemsted for hans største vælgerbase, og som på grund af dens store antal vælgere har tendens til at afgøre landets politiske skæbne, ser den smerte, han påfører andre, ud til at blive en sælsom fornøjelse.

Frederick Douglass (afroamerikansk borgerrettighedsaktivist og forfatter, red.) sagde det helt rigtigt: »Tyrannernes grænser sættes af udholdenheden hos dem, som de undertrykker.« Hvor er vi stolte i Indien over vores evne til at holde ud. Hvor smukt vi har øvet os i at meditere, vende det hele indad, uddrive vores raseris dæmoner og retfærdiggøre vores manglende evne til at være egalitære. Hvor ydmygt omfavner vi ikke vores egen ydmygelse!

Da han trådte til som Gujarats nye chefminister i 2001, sikrede Modi sig en plads i eftertiden ved det, der blev kendt som Gujarat-pogromen i 2002. Over få dage myrdede, voldtog og brændte hindu-selvtægtsgrupper tusindvis af muslimer levende, mens Gujarats politi så til og undertiden assisterede aktivt som »hævn« for et grufuldt brandbombeangreb på et tog, hvor mere end 50 hinduistiske pilgrimme var blevet brændt levende. Da volden aftog, opfordrede chefminister Modi til nyvalg. Kampagnen, hvori han blev portrætteret som Hindu Hriday Samrat (»Kejseren af de ​​hinduiske hjerter«), vandt ham en jordskredssejr. Modi har ikke tabt ét valg siden.

Flere af morderne i Gujarat-pogromen blev efterfølgende fanget på kamera af journalisten Ashish Khetan, mens de pralede af, hvordan de havde hakket mennesker ihjel, skåret gravide kvindes maver op og knust spædbørns hoveder mod sten. De sagde, at de kun kunne have handlet, som de handlede, fordi Modi var deres chefminister. Disse bånd blev sendt på nationalt tv. Og mens Modi kunne blive siddende ved magten, optrådte Khetan, hvis bånd blev forelagt for domstole og undersøgt af retsmedicinere, ved flere lejligheder som vidne. Over tid blev nogle af morderne arresteret og fængslet, mens mange bare blev fyret. I sin bog, der udkom for nylig, Undercover: My Journey Into the Darkness of Hindutva, beskriver Khetan i detaljer, hvordan Gujarats politi, retsvæsen, advokater, anklagere og efterforskningsudvalg gik sammen om at manipulere med bevismaterialet, skræmme vidner og forflytte dommere.

Selv om de vidste fuld besked om alt dette, arbejdede mange af Indiens såkaldt offentlige intellektuelle, administrerende direktører og de mediehuse, de ejer, hårdt på at bane vej for, at Modi kunne blive valgt til premierminister. De ydmygede og hånede os, der fortsatte vores kritik. »Kom nu videre«, lød deres mantra. Selv i dag mildner de deres kritiske ord mod Modi med ros af hans talefærdigheder og »hårde arbejde«. Deres fordømmelse og mobning af politikere i oppositionspartier er langt mere nådesløs. De gemmer deres værste hån til Rahul Gandhi fra Kongrespartiet – den eneste politiker, der konsekvent advarede om den kommende COVID-19-krise og gentagne gange har opfordret regeringen til at forberede sig så godt, den kunne. At hjælpe det herskende parti i dets kampagne for at eliminere alle oppositionspartier svarer til at samarbejde om at ødelægge ​​demokratiet.

Så her befinder vi os nu, i helvede, som er disse menneskers kollektive værk, og hvor hver en uafhængig institution, der er afgørende for, at et demokrati fungerer, er blevet kompromitteret og udhulet – og nu med hjælp fra en virus, der er ude af kontrol.

Den maskine til kriseskabelse, som vi kalder vores regering, er ude af stand til at føre os ud af katastrofen. Ikke mindst fordi én mand træffer alle beslutninger i denne regering, og den mand er farlig – og ikke særlig kvik. Denne virus er et internationalt problem. For at håndtere den ordentligt må beslutningstagning om kontrol og administration af pandemien nødvendigvis overgå til en form for ikkepartisk organ, der består af medlemmer af det regerende parti, medlemmer af oppositionen og eksperter i sundhed og offentlig politik.

Hvad angår Modi, kan han på grund af sine forbrydelser umuligt gå af. Men måske kunne han tage en pause fra sit hårde arbejde. Air India One, en Boeing 777 til 564 millioner dollar og tilpasset til VIP-rejser – til ham, faktisk – har stået stille på landingsbanen i et stykke tid nu. Ham og hans mænd behøver bare tage af sted. Resten af os vil gøre alt, hvad vi kan, for at rydde op efter deres rod.

Nej, Indien kan ikke isoleres. Vi har brug for hjælp.

© Arundhati Roy og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen