corona
Læsetid: 4 min.

Mørketal og underrapportering dækker over Indiens sande coronadødstal

Den værste coronakrise, verden har set, lyder det. Men de indiske dødstal er relativt lave. Til gengæld de er næppe retvisende, og det er der flere forklaringer på. Uden troværdig data bliver det endnu sværere for Indien at komme igennem verdens hidtil værste coronakrise
En tragedie udfolder sig i Indien, hvor hospitalerne mangler plads og ilt til den enorme strøm af coronapatienter.

En tragedie udfolder sig i Indien, hvor hospitalerne mangler plads og ilt til den enorme strøm af coronapatienter.

Prakash SINGH

Udland
8. maj 2021

Inden for den seneste uge, har Indien stået for 46 procent af alle nye coronatilfælde på verdensplan. Den hidtil værste bølge af coronasmitte har ramt nationen i en sådan grad, at krematorierne er overvældede og parkeringspladser og parker er taget i brug, så flere afbrændinger kan finde sted. I New Delhi har lokalregeringen tilladt fældning af flere hundrede træer til brændsel for at møde det store behov.

Men de officielle tal om pandemiens omfang i landet dækker også over en anden historie.

Antallet af indiske dødsfald på et døgn slog onsdag rekord med 3.982 døde, mens det samlede pandemidødsfald i Indien har rundet 200.000. Det er lavere end det samlede antal dødsfald i USA, Brasilien og Mexico.

Men korrigeret for Indiens enorme befolkningstal ligger landet langt nede på listen over de lande, der er blevet hårdest ramt. Ifølge data indsamlet af Johns Hopkins University er en række europæiske lande dårligere placeret end Indien, når opgørelsen tager højde for indbyggertal eller måler antal døde i forhold til antal smittede. En forklaring kan være, at Indien rent faktisk er bedre stillet end mange andre nationer på grund af landets unge befolkning.

 

En anden forklaring er, at den officielle statistik ikke giver et retvisende billede. Både sundhedseksperter i og uden for Indien advarer om, at de reelle døds- og smittetal kan være mange gange højere end de officielle tal. Beregninger lavet af forskere ved University of Michigan i USA estimerer, at antallet af smittede sandsynligvis er 10 til 20 gange højere, mens det egentlige dødstal er to til fem gange højere. Andre vurderer, at en endnu større grad af underrapportering finder sted.

Institute for Health Metrics and Evaluation ved University of Washington er kommet frem til, at Indien måske kun opdager tre eller fire procent af de daglige infektioner, og at det samlede indiske dødstal kan komme op på over en million inden august. Efter den model vil dødstallet snart toppe, fordi antallet af vaccinerede og smittede indere stiger kraftigt.

»Der vil være en vis beskyttelse på grund af tidligere infektion. Så man begynder at løbe tør for mennesker, der kan blive smittet. Vi tror, ​​at infektionerne – det egentlige sande antal infektioner, som er mange gange de officielt rapporterede tilfælde – sandsynligvis når sit højeste i næste uge,« siger instituttets direktør, Chris Murray, til det amerikanske medie NPR.

»Desværre vil vi i betragtning af den eksponentielle stigning i tilfælde muligvis se det daglige antal dødsfald stige til over 10.000 eller endda 12.000 om dagen, før det topper i slutningen af ​​maj,« vurderer han.

Men en ting er matematiske og sundhedsvidenskabelige modeller og beregninger. De vil altid være behæftede med forbehold og statistisk usikkerhed og ikke mindst have svært ved at medregne de meget store regionale forskelle i et land på Indiens størrelse med over 1,3 milliard indbyggere.

For at afdække problemstillingen har indiske medier i stedet gjort brug af mere lavpraktiske metoder. En journalistisk disciplin har de seneste uger været at tælle døde ved krematorierne for derefter at sammenligne med de officielle tal. Optællinger af nekrologer i lokale aviser er en anden metode. Også ved de fremgangsmåder står det klart, at de indiske mørketal er markante. Men hvad skyldes det? Sandsynligvis en kombination af flere faktorer.

Politisk pres og sundhedssammenbrud

De generelle kaotiske tilstande i et sundhedssystem på randen af sammenbrud er en af faktorerne. Manglen på sengepladser betyder, at mange dødsfald sker i hjemmet. En del af dem bliver efterfølgende ikke kategoriseret korrekt. Indiske medier rapporterer desuden om privathospitaler, der afholder sig fra at opgive COVID-19 som dødsårsagen – angiveligt for at undgå problemer eller mulige søgsmål.

Det spiller også ind, at mange pårørende omgår reglerne for at undgå de mere bureaukratiske og strenge retningslinjer forbundet med et coronadødsfald. Især på landet fører det til, at mange dødsfald aldrig bliver registreret. Endelig er der den politiske faktor. Både ude i delstaterne og i New Delhi bliver politiske ledere beskyldt for at tale krisen ned – eller direkte true kritiske stemmer til tavshed.

Indiens tragiske situation er en ydmygelse af premierminister Narendra Modi og hans regering, der alt for tidligt erklærede virussen for overvundet. Og Modis hang til imagepleje er velkendt. Regeringspartiet Bharatiya Janata Party (BJP), der uden sammenligning er det mest magtfulde parti på landsplan, har derfor interesse i at holde pandemiens sande omfang på afstand.

»Regeringen ledet af premierminister Modi ser ud til at være besat af at styre fortællingen om pandemien, selv om landet rapporterer over 400.000 nye COVID-19-infektioner om dagen,« lyder det fra rettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Uden retvisende data bliver det endnu sværere for Indien at komme igennem verdens hidtil værste coronakrise. I mellemtiden er ligbrændinger blevet det tragiske billede på indernes kamp mod COVID-19. Den traditionelle, hinduistiske måde at stede døde til hvile på er normalt en langsommelig og fredfyldt affære, hvor sjælen skilles fra de jordiske rester. I stedet er ritualet nu mange steder afløst af masseafbrændinger og lange køer foran krematorierne.

 
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Hansen

Indien gennemlever vel næppe "Verdens værste corona-krise". De er bare det mest folkerige land næst efter Kina, og derfor bliver tallene selvfølgelig alt andet lige højere. Og selvom der givetvis sker underrapportering, kan det næppe forklare hele den forskel i antal smittetilfælde og dødsfald pr. million indbyggere, som der er mellem Indien og såvel Europa, Nordamerika og Sydamerika.

Er Indiens rapportering virkelig så meget dårligere end den i eksempelvis Brasilien, Mexico, Argentina eller for den sags skyld Polen eller Spanien? Efter alt at dømme er svaret et rungende "nej". Så hvad der sker lige nu er mest af alt, at alverdens journalister går i selvsving, alene fordi tallene fra Indien er høje pga. landets størrelse.

Kenneth Jacobsen

Lars, det er en rimelig banal observation af det indiske samfund, at mangt og mange ikke tælles med. Sådan er det bare. Og at enhver, især fra smålande som Danmark, har svært ved at forstå hvilken skala der bruges i det land, er ligeså ubestrideligt. Det gælder alle forhold. Alting lyder overdrevet! Men at der er nød, såvel før som under denne krise, og at det er særdeles alvorligt, kan du blot spørge inderne selv om - de har lissom fattet det. Det er ikke for sjov eller noget der bare udspiller sig i medievirkeligheden. Gid det var så vel.

Lars Hansen

@ Kenneth Jacobsen

Stadig er det så et faktum, at antallet af daglige dødsfald i Indien pga. COVID-19 lige nu ligger omtrent på niveau med, hvad Danmark oplevede ved årsskiftet. Kan tallet være underrapporteret? Givetvis. Men er det virkelig så meget mere underrapporteret end i andre lande? Næppe.

Så tilbage står nok mest af alt, at Indien ikke har noget særlig vel udbygget sundhedssystem, og at nogle rige indere fra overklassen ikke har kunnet blive behandlet på hospitalet for deres COVID. Hvilket også i Indien givetvis giver mere opmærksomhed fra mediernes side, end når det er nogle af de kasteløse, som ikke bliver behandlet for deres mange sygdomme.

Hvad jeg prøver at sige er bare, at der under denne pandemi har hersket en udtalt mangel på kritisk sans over for den strøm af negative nyhedshistorier, vi er blevet fodret med. Og det er Indien blot det seneste eksempel på. Australien er sågar gået så vidt som til at forbyde egne statsborgere at rejse hjem, hvis de har været i Indien. Det er der næppe nogen saglig begrundelse for overhovedet, og det bliver nu heldigvis udfordret ved de føderale domstole.

Thomas Østergaard

Tjah, jeg erindrer også en del "krematorierne er overbebyrdede, ligene hober sig op", nyhedshistorier, f.eks. denne
Og et par uger efter er det mere eller mindre business as usual.

Historierne skamrider nok det faktum at begravelses/krematorie-kapaciteten sjældent er væsentligt større end det "normale" behov (kremering tager 1.5 time med efterfølgende nedkøling på 1 time, link), så en koncentrering af dødsfald hurtigt udfylder kapaciteten samt at det journalistisk er enormt effektivt og genererer mange læserklik.

Lars Hansen

@ Thomas Østergaard

Præcis.

Kenneth Jacobsen

Lars, tilbage står en skepsis overfor medierne, som ofte kan/må være på sin plads, men også at det indiske samfund sørme ikke alene findes i medierne. Således kan jeg igen kun henvise til, hvordan inderne selv reagerer. Med panik og stor alvor, thi de ved godt, at fanden er løs i laksegade. Det kan enhver tænke sig til, som har befundet sig en føje stund i det indiske menneskehav. Det har også regeringen fattet på den hårde måde efter påny at have åbnet op for større forsamlinger, politiske og religiøse.

Det der er svært for mig at forstå i den herværende debat, er udvælgelsen af kilder: til helvede med samtlige medier til fordel for statistik, ja endda indiske statistikker, der peger i en fordelagtig retning. Man skal ikke nedgøre eller undervurdere indernes hang og evne til at tælle, men ærligt talt er det en smule betænkeligt at hænge sin hat på sådanne kilder - og så samtidig anklage det indiske civilsamfund fra top til bund for at lyve, ja til fordel for hvilken gevinst? At man ikke i det mindste lægger mærke til hvilke massive problemer, denne epidemi skaber, kræver efter min vurdering et overordentligt veludviklet tunnelsyn.

At historier blusser op i medierne for hurtigt at dø hen til fordel for andre, er vel intet tegn på, at historien var løgn eller en overdrivelse. Da Covid ankom, forsvandt truslen om krig ml USA og Iran fra opmærksomheden, rigsretssagen mod Trump gik i glemmebogen etc etc. Det er velsagtens sådan det altid går i denne nyhedshungrende verden. Men nu er Indien jo osse en fremmed verden, som vestlige medier stort set kun beskæftiger sig med, når det går helt galt. Og hurtigt følger det sædvanlige: ja-ja, de er alligevel så mange - de er vel vant til det... nogle millioner fra eller til...

Mht statistik: jeg er ikke statistikker, men ved da fra mit arbejde, at mange er blevet reddet fra bla. mange andre smitsomme sygdomme i den tid, vi har værnet os som samfund mod covid. Som jeg forstår det, udgør dette "hul" i den normale dødelighed, god plads til covid-dødstilfælde, hvorfor påpegelsen af samme dødelighed som før, er betænkelig.

Iøvrigt, Thomas, bør det bemærkes, at kremeringer i Indien i vid udstrækning foregår på bål under åben himmel, såvidt der er (råd til) træ.

Lars Hansen

@ Kenneth Jacobsen

Folk har også reageret med angst og panik i lande, hvor stort set ingen har været ramt af COVID-19. Så det beviser på ingen måde, at Indien gennemlever "den værste coronakrise, Verden har set". Der er et udbrud i gang, som toppede for et par uger siden og nu er på retur. Men intet tyder på, at dette udbrud er værre end, hvad de fleste lande i Europa, Sydamerika og Nordamerika har oplevet. Det er snarere et mildere udbrud end i de lande, men kom blot på et senere tidspunkt formentlig forårsaget af det, der nu kaldes "den indiske variant".