Baggrund
Læsetid: 5 min.

Myanmar har rundet 100 dage siden kuppet, men militæret har undervurderet modstanden

Tirsdag var det 100 dage siden, militærjuntaen i Myanmar afsatte landets leder Aung San Suu Kyi efter et halvt årtis demokratisk eksperiment. Befolkningen markerede dagen med nye demonstrationer mod militæret. Men pludselig er Aung San Suu Kyis status som ikon på demokrati også udfordret, forklarer Myanmar-ekspert Elliott Prasse-Freeman
Selv hvis en hel nation er parat til at stå op i trods mod deres plageånder, så kan militæret være villige til at myrde hver eneste en. Det er, hvad Myanmars befolkning står over for lige nu, siger ekspert.

Selv hvis en hel nation er parat til at stå op i trods mod deres plageånder, så kan militæret være villige til at myrde hver eneste en. Det er, hvad Myanmars befolkning står over for lige nu, siger ekspert.

STR

Udland
14. maj 2021

Elliott Prasse-Freeman har udgivet forskningsartikler og en antologi om Myanmars vaklende færd mod en slags demokrati. Så han vidste godt, at situationen i landet var alt andet end stabil. Alligevel havde antropologen – der er ansat på National University of Singapore med speciale i Myanmar – overhovedet ikke set det komme, at militæret ville gennemføre et kup, sådan som det skete 1. februar 2021.

»Jeg var paf. Folk fra NLD (Aung San Suu Kyi’s parti, red.) har indimellem brugt truslen om et militærkup som undskyldning for ikke at presse mere på for reformer, men det har jeg altid opfattet som spil for galleriet. Det viste sig så at være en reel trussel,« erkender Elliott Prasse-Freeman.

I antologien Unraveling Myanmar’s Transition, der udkom sidste år, havde han sammen med kolleger identificeret en række faktorer, som pegede meget mere i retning af et sammenbrud »fra neden«. Det drejede sig blandt andet om et »giftigt miljø, hvor klasseforagt og racisme« udfordrer et ungt og umodent demokrati. Og som kom til udtryk i form af stigende økonomisk ulighed og undertrykkelse af etniske mindretal.

Tirsdag var der gået 100 dage siden kuppet, og befolkningen markerede dagen med nye protestdemonstrationer i de større byer med de kendte tre fingre i vejret, som er blevet symbolet på modstanden.

Men det står stadig ikke klart, præcist hvad der udløste det kup, som har sendt Myanmar ud i et socialt og politisk kaos, hvor militæret myrder løs på befolkningen, som – trods den uhørt brutale undertrykkelse – ikke ser ud til at ville give sig.

Fem faktorer

Ifølge Elliott Prasse-Freeman findes der næppe et entydigt svar.

»En fortælling er, at kuppet handler om én mands ego: At general Min Aung Hlaing og Aung San Suu Kyi ikke kunne fordrage hinanden, og til sidst gik det galt. Det kan godt være, at generalen har dummet sig og overspillet sine kort, og det kan være én faktor, men at gøre det til en forklaring i sig selv er dovent,« siger Elliott Prasse-Freeman.

Han peger på en anden faktor, nemlig at militærledelsen mener det alvorligt, når de taler om »disciplineret demokrati«. Og at situationen før valget i 2020 var alt andet end disciplineret i den forstand, at regeringsstrukturen i landet var stadigt mere kaotisk og befolkningen stadigt mere politisk pluralistisk. Dermed kan militærledelsen have ment, at der var behov for en »hård genstart«.

En tredje faktor er de kontinuerlige valgnederlag til militærets parti USDP.

»Det var meningen, at USDP’s pladser i parlamentet skulle fungere som en slags pensionsplan for ledende folk i militæret, sådan at yngre kræfter kunne blive internt forfremmet – men når USDP bliver ved med at tabe politisk terræn, kortslutter den strategi.«

Elliott Prasse-Freeman havde dog ikke set et militærkup komme af den simple årsag, at militærjuntaen – selv om ikke alt gik, som de ønskede – stadig havde en solid position i samfundet. De havde voldsmonopol og en halv million mand under våben, de havde magten over »den såkaldte fredsproces«, de var i fuld gang med at ophobe kapital gennem blandt andet de mange råstofudvindingsprojekter. Kort sagt: »Det så ud til, at risikoen ved et kup langt ville overgå de mulige gevinster.«

Derfor kan en fjerde faktor bag kuppet ifølge Elliott Prasse-Freeman være, at det udgør »anden fase« i en særdeles kynisk strategi.

»Med de politiske reformer, der liberaliserede økonomien efter 2011, voksede militærets kage så at sige. Det var den første fase. Nu forsøger de så at gennemføre en nulstilling til førdemokratiske tider, men med et langt stærkere økonomisk udgangspunkt.« Det er den anden fase.

Hvis det er logikken, er den imidlertid ikke særlig gennemtænkt, mener Elliott Prasse-Freeman. Mest af alt fordi militærjuntaen tydeligvis totalt har undervurderet den modstand, de ville møde fra befolkningen. Det hænger sammen med den femte faktor, som han mener kan forklare kuppet.

»Militærledelsen har end ikke erkendt omfanget af den modstand, de møder fra befolkningen. Det er sådan i Myanmar, at lige så eminent dygtige militæret er til at samle efterretninger om enkeltpersoner, lige så fantastisk dårlige er de til at forstå befolkningen som helhed,« siger han.

»Generalerne omgiver sig med sykofanter og bliver chokerede, hver gang det viser sig, at befolkningen ikke stemmer på dem. Det er muligt, at de er så afkoblede, at de virkelig mener, der må have været svindlet ved valget.«

En sluse er åbnet

Hvad årsagerne til kuppet end er, befinder Myanmar sig i en på én gang håbløs og håbefuld situation, mener Elliott Prasse-Freeman. Pludselig er det nemlig til åben forhandling, hvad både »disciplin« og »demokrati« betyder. Kuppet har åbnet for en sluse.

»Tilsyneladende mener militærledelsen, at enhver idé, som udfordrer militærets magt, er et tegn på manglende disciplin. Nu er befolkningen så i færd med – på særdeles disciplineret vis – at splitte det hele ad. Den første uges tid var demonstranterne klædt i rødt, NLD’s farver, men så begyndte de at klæde sig i sort. Det var et markant symbol på, at noget helt nyt er ved at ske i Myanmar,« siger Elliott Prasse-Freeman.

Mens militærets monopol på betydningen af disciplin er brudt, er det samme sket med NLD’s monopol på demokrati.

»Der er et væld af diskussioner i gang lige nu om, hvad den civile protestbevægelse repræsenterer, og hvad den vil opnå. Mange argumenterer for, at man må væk fra ideen om, at Aung San Suu Kyi og NLD er ikon på demokrati i Myanmar – NLD er også folkedrab, undertrykkelse af etniske mindretals politiske rettigheder og autoritær ledelse. Det er ikke den fremtid, demonstranterne ønsker for Myanmar.«

Ifølge Elliott Prasse-Freeman, der blandt andet har forsket i rohingyaerne, er det begyndt at gå op for Myanmars forskellige befolkningsgrupper, at det, som er overgået dette etniske mindretal, kan overgå dem alle.

»Folk er bogstaveligt talt i gang med at skrive deres egen historie, mens den foregår, og de diskussioner, der foregår om landets fremtid, går kritisk til NLD’s mange undladelsessynder og forkastelige handlinger. Det er diskussioner, som peger mod en mere progressiv fremtid – og som paradoksalt nok ikke kunne være foregået før kuppet.«

Desværre er det også sådan, at uanset hvor fantastiske diskussioner der foregår om Myanmars demokratiske fremtid, ændrer det ikke ved, at der »i samme rum står et brutalt ubevægeligt objekt«, nemlig militæret.

»De her generaler tror fuldt og fast på deres egen version af et autoritært samfund, og antallet af mennesker, de er villige til at slå ihjel på vejen derhen, forekommer uendeligt,« siger Elliott Prasse-Freeman.

Mens dele af protestbevægelsen fortsat insisterer på en ikkevoldelig strategi, er der andre, der mener, at der må være grænser for, hvor længe de unge bliver bedt om at gå roligt ind i slagtehuset.

»Og sagen er jo,« siger Elliott Prasse-Freeman, »at selv hvis en hel nation er parat til at stå op i trods mod deres plageånder, så kan mændene med våbnene være villige til at myrde hver eneste en. Det er det perspektiv, som Myanmars befolkning står over for lige nu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her