Økonomer interesserer sig mere for sport og ægteskab end for klima

Man skal helt op i spidsen af den samfundsvidenskabelige pyramide for at finde økonomerne. På godt og ondt er det dem, regnedrengene og talknuserne, vi ofte kigger mod for svar på samfundets problemer, og det er deres autoritet, politikerne henviser til, når de skal begrunde nye tiltag og reformer.

Men når det kommer til den største af tidens store udfordringer, klimakrisen, har økonomerne svigtet os. Det mener i hvert fald den amerikanske økonom Noah Smith, der er tidligere lektor ved Stony Brook University og i dag økonomisk kommentator for Bloomberg, og som i et opsigtsvækkende essay med titlen »Hvorfor har klimaøkonomien svigtet os?« retter et hårdt angreb mod sine fagfæller.

»Det piner mig at sige det, men økonomien har stort set ikke formået at bidrage til den offentlige debat om klima overhovedet,« skriver han. Der ikke bare tale om »en lille smutter«, fortsætter Smith. Det er svært at pege på et spørgsmål om økonomisk politik, der har mere vidtgående konsekvenser for verdens fremtid end klimakrisen.

»Og hele den økonomiske profession har fuldstændig tabt bolden,« hedder det i essayet.

Det første – og måske væsentligste – problem er, at økonomer tilsyneladende ikke interesserer sig særligt meget for klimakrisen. Der bliver simpelthen ikke forsket nok i klimaet. Med henvisning til en opgørelse fra 2019 peger Smith på, at verdens mest citerede økonomiske tidsskrift, The Quarterly Journal of Economics, som er udgivet af Harvard, aldrig har udgivet et studie om klima.

Og siden er situationen ikke blevet meget bedre, siger professor Andrew Oswald fra University of Warwick, som er en af forskerne bag opgørelsen.

»Økonomer er chokerende uinteresserede i klima,« siger Oswald til Information. »Og den økonomiske videnskab betyder noget. Det har åbenlyst konsekvenser for offentligheden og det politiske liv, når økonomer implicit underspiller klimakrisen.«

En ny rapport fra ngo’en Econ4Future viser, at 57 ud af de 100 mest toneangivende økonomiske tidsskrifter har udgivet flere studier om ægteskab end om klima. Og 85 af dem har haft flere artikler om sport end klima. Af den brede buffet af nye studier og håndfast viden, som økonomer stiller til rådighed for politikere og offentlighed, er klima altså stadig placeret i et lille, undseligt hjørne.

Det er, skriver Noah Smith i sit essay, bemærkelsesværdigt, »fordi klimaforandringerne A) er forårsaget af økonomisk aktivitet, B) har enorme økonomiske konsekvenser, og C) kræver smart økonomisk politik at løse«.

Økonomiprofessor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, der i årevis selv har været en af få klimaøkonomer i Danmark, medgiver, at økonomstanden har svigtet klimadagsordenen. 

»Vi har været for længe om at tage klimaet alvorligt, og der har ikke været forsket nok i det. Det er også en selvkritik,« siger Birch Sørensen, der selv ærgrer sig over, at han ikke tidligere i karrieren dykkede ned i klimadagsordenen. 

»Men jeg vil så også understrege, at der altså nu er ved at komme rigtig godt gang i den. Der er for alvor sket en del inden for de seneste år.«

Foruroligende ringe forskning

Problemet er imidlertid ikke alene, at der ikke bliver lavet nok forskning i klimaøkonomi. Ifølge Noah Smith er kvaliteten af den forskning, der trods alt findes, også foruroligende ringe.

Han nævner blandt andet et bredt citeret studie af den britiske professor Richard Tol, som i 2009 konkluderede, at klimaforandringerne vil bidrage positivt til økonomien i lande med tempereret klima, fordi de ikke skal bruge lige så meget energi på opvarmning, og at den øgede CO2 i atmosfæren vil få afgrøder til at vokse hurtigere.

»Det er relativt nemt at forestille sig et katastrofescenario for klimaforandringer,« skriver Tol godt nok i en sidebemærkning, men forholder sig derudover ikke til det ellers ret markante forbehold.

Det er symptomatisk for økonomernes tilgang til klimaet, mener Noah Smith. Ganske vist er det svært at finde forskning, som er lige så mangelfuld som Tols, men tilgangen går igen i andre studier.

I et studie fra 2011 forsøger den prominente økonom Michael Greenstone – som også havde formelle tillidshverv i Barack Obamas regering – at udregne, i hvilken udstrækning klimaforandringerne vil føre til overdødelighed. Men han ser alene på, hvad stigende temperaturer vil betyde for antallet af hjerteanfald, forfrysninger og så videre. Ord som »storm«, »tørke« og »fejlslagen høst« optræder slet ikke i studiet.

Ligesom Tol konstaterer Greenstone og hans kollega Olivvier Deschens blot: »Det er muligt, at ekstreme begivenheder vil forekomme oftere, og at det vil påvirke menneskets sundhed (...) men dette studie er ikke i stand til at kaste lys på det problem.«

Ifølge Noah Smith ligger den afgørende fejl i antagelsen om, at dét, som økonomer nemt kan måle, er lig med summen af alt, der er væsentligt i verden.

»At man helt skal se bort fra de aspekter, som ikke uden videre kan anslås at have en bestemt gevinst eller en bestemt omkostning. Det er både dårlig videnskab og dårlig politisk rådgivning,« skriver Noah Smith.

Med andre ord har økonomer altså en tendens til at betone de ting, de kan måle, og ignorere de ting, der ikke lader sig måle. Det er et problem i forhold til at fremskrive konsekvenserne af klimaforandringerne, som indeholder et væld af afledte effekter, indirekte virkninger og såkaldte tipping points. Klimaforandringerne kommer til at berøre stort set alle hjørner af samfundet og egner sig derfor dårligt til at blive hegnet ind og presset ind i en klassisk økonomisk model.

»Bananas« økonomi

Som et oplagt, nærmest absurd, eksempel på det problem fremhæver Noah Smith den økonomiske videnskabs måske mest berømte og indflydelsesrige bidrag til klimadebatten: Den såkaldte DICE-model, som var en af årsagerne til, at William Nordhaus fra Yale i 2018 blev belønnet med nobelprisen for sit metodiske bidrag til klimaøkonomien.

Modellen bruges til at beregne de økonomiske omkostninger ved højere temperaturer, men er blevet stærkt kritiseret for at sætte en alt for lav pris på fremtiden og dermed gøre det billigere at vente med at handle. På baggrund af sin model kom Nordhaus frem til, at den optimale temperaturstigning er 3,5 grader, hvilket i sig selv er mere end de globale temperaturer forventes at stige frem mod 2100, selv hvis vi intet gjorde for at bremse klimaforandringerne.

Men DICE-modellen er grundlæggende »bananas«, skriver Smith og henviser til, at de økonomiske omkostninger ved seks graders temperaturstigning – ifølge modellen – anslås at være ti procent af verdens BNP.

»Klimaforskere vurderer, at temperaturstigninger i den størrelsesorden i det store hele vil efterlade Jorden ubeboelig. En ubeboelig planet vil koste langt mere end ti procent af BNP.«

Det sidste skud i salven, som Noah Smith retter mod sine fagfæller, er, at de er politisk tonedøve. For de økonomer, som trods alt beskæftiger sig med klima, har et alt for enøjet fokus på en CO2-skat som løsningen. Det er der som udgangspunkt ikke noget besynderligt i. En CO2-skat er principielt den mest omkostningseffektive måde at begrænse udledningerne på.

Men den er svær for politikere at sælge til vælgere, fordi dem, der kommer til at betale skatten, ikke nødvendigvis vil nyde godt af gevinsten ved den. Skattesystemer er lokale, og klimaforandringerne er globale. Tragedy of the commons, fællesskabets tragedie, kalder man undertiden den grundlæggende markedsfejl, at hvis alle forfølger egen vinding, forsømmer man de fælles problemer.

»CO2-skat er en god politik,« skriver Noah Smith. Men økonomerne kan ikke lade den stå alene.

Professor Andrew Oswald er enig. Det er nytteløst at tale om »komplicerede manøvrer«, som åbenlyst mangler folkelig opbakning. Selv i Europa, hvor klimabevidstheden er størst.

»Vi har brug for at udvikle en politik, som får folk til at forstå alvoren. Økonomer har en rolle at spille i den proces,« siger han.

– Er det virkelig et hensyn, økonomer skal hælde ind i det videnskabelige arbejde?

»Ja, hvis vi gerne vil gøre noget ved det. Bare se på rygning. I min livstid er vi gået fra, at rygning var acceptabelt til nu at være uacceptabelt i mange sammenhænge. Det handler om offentlig oplysning, og her kan økonomer spille en mere konstruktiv rolle end blot at sige, at det bør beskattes på et bestemt niveau.«

Ikke en fair kritik

Peter Birch Sørensen husker udmærket fadæsen omkring den førnævnte økonom Richard Tol, der ved et uheld fik byttet om på plusser og minusser og valgte ikke at tage højde for katastrofescenarierne ved klimakrisen.

»Det var pinligt,« siger han. »Og Tol har jo i dag fuldstændig miskrediteret sig selv.«

Alene det at negligere eller helt ignorere klimaforandringernes naturmæssige konsekvenser, som Noah Smith giver flere eksempler på, er »ret mærkeligt«, mener Birch Sørensen.

»Den tilgang tages ikke seriøst mere, vil jeg sige.«

Tværtimod oplever Peter Birch Sørensen både, at der bliver publiceret stadig mere klimaøkonomisk videnskab, og at kvaliteten bliver stadig højere. Noah Smiths kritik er derfor ikke »helt fair«, mener han.

»Den er ikke helt up to date med, hvad der er sket med faget i de seneste år,« siger Birch Sørensen og nævner, at når han i dag modtager nyhedsmails fra National Bureau of Economic Research om de seneste økonomiske arbejdspapirer, handler ofte mindst ét ud af cirka ti om klima. 

»Det er en ret god indikator,« siger han.

Mange artikler forsøger netop også at håndtere klimaforandringernes ubekendte såsom tipping points og ekstreme vejrhændelser. De ting, som økonomer måske ellers har været tilbøjelige til at gå en stor bue uden om.

»Jeg har faktisk en kæmpe stak liggende lige her,« siger Peter Birch Sørensen og rumsterer i den anden ende af telefonlinjen. »De studier giver alle den forventelige konklusion, at det tilsiger en noget mere aktiv klimapolitik, end hvad man traditionelt ellers er kommet frem til.«

Særligt kritikken af den udskældte DICE-model, som Nordhaus udviklede, er ifølge Peter Birch Sørensen misforstået. En model er altid kun så god som tallene i den. Og det har vist sig, at opdaterer man modellen med de seneste nøgletal inden for klimavidenskaben, tilsiger også den en meget mere aktiv klimapolitik – også mere aktiv end Nordhaus selv mente.

Peter Birch Sørensen minder derfor om, at Nordhaus ikke fik nobelprisen for sit bud på den optimale grad af global opvarmning, men for at have åbner en gren inden for økonomisk videnskab og lavet en model, som mange stadig bruger.

»Der har med rette været meget kritik af Nordhaus’ egen vurdering af, hvor meget og hvor hurtigt vi skal satse på at nedbringe CO2-udslippet. Men selv om vi er mange, der er uenige i hans konkrete brug af sin egen model, kan de nyere justerede og udvidede versioner af modellen stadig være nyttige,« siger han.

CO2-afgifter er ikke nok

Noah Smith går også »galt i byen«, fortsætter Birch Sørensen, når han kritiserer økonomer for at have et for enøjet fokus på CO2-afgifter.

»Det er lidt en Bjørn Lomborg-argumentation,« siger han til argumentet om, at økonomer ikke skal advokere så hårdt for CO2-afgifter, men snarere satse på støtte til forskning og udvikling.

»Både Noah Smith og Bjørn Lomborg glemmer, at de er komplementære instrumenter, der skal understøtte hinanden,« siger Peter Birch Sørensen og fortæller, at han netop selv har været på et seminar om, at CO2-afgifter ikke er nok til at løse klimakrisen. 

»Klimaøkonomer har hele tiden sagt, at en CO2-skat i sig selv ikke er nok. Den er vigtig for at få markedskræfterne som medspillere og ikke modspillere, men vi er også nødt til at støtte forskning og udvikling af alternativer til fossile brændsler og nye produktionsmetoder i landbruget.«

Godt nok er der forskel på, hvor meget forskellige økonomer vægter en CO2-afgift kontra andre virkemidler. I Danmark har for eksempel de økonomiske vismænd typisk mere fokus alene på CO2-afgifter, mens Klimarådet i højere grad også advokerer for subsidier. Men Noah Smiths kritik afspejler formentlig mest af alt, at der blandt amerikanere generelt hersker en større skepsis over for afgifter end herhjemme, vurderer Peter Birch Sørensen.

»Betyder det så, at klimaøkonomerne ikke skal blive ved og ved med at slå på tromme for en CO2-skat? Nej, bestemt ikke.«