Baggrund
Læsetid: 10 min.

Hvis der er vilje, når vi 1,5 gradersmålet, men det er den »største udfordring nogensinde«

Det Internationale Energiagentur offentliggør den angiveligt første køreplan for, hvordan verden kan nå Parisaftalens klimamål. Der er stadig en lille chance, men det forudsætter vilje til en omstilling så radikal, at det nok bliver menneskehedens største udfordring nogensinde, mener agenturet
Det Internationale Energiagentur offentliggør den angiveligt første køreplan for, hvordan verden kan nå Parisaftalens klimamål. Der er stadig en lille chance, men det forudsætter vilje til en omstilling så radikal, at det nok bliver menneskehedens største udfordring nogensinde, mener agenturet

Katrine Bælum

Udland
19. maj 2021

Der er stadig en vej til at bremse de globale temperaturstigninger før de 1,5 grader, der er målet i Parisaftalen.

Det vurderer Det Internationale Energiagentur, IEA, i en rapport offentliggjort tirsdag i en situation, hvor stadig flere klimaforskere siger, at det reelt er for sent at bremse den globale opvarmning, før de 1,5 grader overskrides.

Rapporten, Net Zero by 2050, rammer også ned i debatten, om det er troværdigt, ansvarligt og nødvendigt at sætte sin lid til teknologier, som endnu ikke er kendt eller færdigudviklet, i bestræbelsen på at nå netto-nuludledning af CO2. Senest har den amerikanske præsidents klimaudsending John Kerry erklæret sin tillid til nye, ukendte teknologier.

»Forskere fortæller mig, at 50 procent af de reduktioner, vi er nødt til at lave for at nå til netto-nul, må komme fra teknologier, som vi endnu ikke har. Det er bare virkeligheden,« sagde Kerry forleden til BBC.

IEA siger faktisk det samme i den ny rapport:

»På vejen mod netto-nul kommer de fleste af de globale CO2-reduktioner mellem nu og 2030 fra teknologier, som allerede i dag er tilgængelige. Men i 2050 kommer næsten halvdelen af reduktionen fra teknologier, som i dag kun er i demonstrations- eller prototypefasen.«

Energiagenturets rapport, der handler om CO2 fra brugen af fossil energi i alle sektorer, men udelader landbrugets udledninger af drivhusgasser som metan og lattergas, siger, at omstillingen til en klimavenlig økonomi er mulig, men frembyder »den måske største udfordring, menneskeheden har stået over for«.

»Der eksisterer en for verden gennemførlig vej til at skabe en global energisektor med netto-nul udledninger i 2050, men den er smal og fordrer en omstilling uden fortilfælde af måden, energi produceres, transporteres og bruges globalt på,« hedder det.

IEA fastslår, at klimaløfterne afgivet af alverdens lande under Parisaftalen langt fra er tilstrækkelige til at sikre aftalens mål. Selv hvis alle de til dato afgivne løfter bliver efterlevet fuldt og helt, vil verden i 2050 – hvor der bør være nået en netto-nul udledning af CO2 – stadig udlede 22 milliarder ton CO2 og være på vej mod en global opvarmning på 2,1 grader i 2100. I realiteten har de færreste lande, om nogen overhovedet, dækkende planer for realisering af deres egne klimamål og omstillingen til netto-nul udledning. Fortsætter landene blot den nuværende kurs, vil CO2-udledningerne i 2050 være højere end i dag, og temperaturstigningen vil i 2100 nå 2,7 grader.

Verdens første klimakøreplan

IEA-rapporten er angiveligt »verdens første gennemarbejdede beskrivelse af, hvordan der kan stilles om til et energisystem med netto-nuludledning i 2050, samtidig med at man sikrer stabile og økonomisk overkommelige energiforsyninger, universel adgang til energi og robust økonomisk vækst«.

En sådan omstilling fordrer, at der »fra i dag ikke foretages nogle nye investeringer i fossile energiprojekter og ingen yderligere investeringsbeslutninger i nye kulkraftværker uden rensning«.

»Fra 2035 sælges der ingen nye personbiler med forbrændingsmotor, og fra 2040 har den globale elforsyningssektor allerede nået netto-nul udledninger.«

Scenariet for en vej til Parismålet omfatter blandt andet, at der i 2030 årligt installeres fire gange så meget ny sol- og vindkraftkapacitet som i rekordåret 2020.

»For solcelleanlæg svarer det til, at man omtrent hver eneste dag (i 2030, red.) installerer et anlæg svarende til verdens i dag største solcellepark.«

Mindst lige så afgørende er en massiv satsning på energieffektivisering. Hvert år skal der således sikres en global effektiviseringsgevinst på fire procent, svarende til tre gange gennemsnitsniveauet de seneste to årtier.

Fem pejlemærker

IEA-rapporten rummer i alt 400 pejlemærker om vejen til netto-nul CO2-udledning i 2050. Her er fem af de vigtigste:

Slut med olie

Fra nu af ingen nye olie- og gasfelter eller kulminer. Det følger af, at satsningen på vedvarende energi, energieffektivisering, grønne biler med mere gør yderligere fossil produktion overflødig. Olie- og kulforbruget skal falde fra nu af, gasforbruget fra omkring 2025.

Slut med kul

Ingen godkendelse af nye kulkraftværker uden CO2-fangst. I 2040 skal dertil alle kul- eller oliefyrede kraftværker uden rensning være afviklet. De fossile brændstoffers andel af det samlede globale energiforbrug vil falde fra 80 procent i 2020 til godt 20 procent i 2050.

Slut med benzin

Stop for salg af benzin- og dieselbiler i 2035. I stedet skal elbiler og andre fossilfri biler fremmes, blandt andet ved at øge antallet af ladestandere fra i dag én million til 40 millioner i 2030.

Gang i vind og sol

Vedvarende energi skal dække 60 procent af verdens elforsyning i 2030 og 88 procent i 2050. Det betyder, at der i 2030 skal tilføjes fire gange så meget ny sol- og vindkraft årligt som i 2020. For solenergi betyder det, at der i 2030 hver dag skal installeres en ny solcellefarm svarende til den største, der findes i dag.

Smartere brug af energi

Indsatsen for energieffektivisering skal tredobles. Det indebærer, at der hentes effektiviseringsgevinster på fire procent om året, blandt andet via energirenovering af boligmassen. I 2050 vil det globale energiforbrug dermed blive otte procent mindre end nu trods fortsat vækst i økonomi og befolkning.

Ifølge IEA-scenariet vil det i 2050 betyde en global økonomi, der er dobbelt så stor som i dag og betjener to milliarder flere mennesker, men med et energibehov, der er otte procent lavere end nu.

»Næsten 90 procent af elproduktionen kommer fra vedvarende energikilder med vind og sol tilsammen ansvarlig for næste 70 procent, det meste af resten fra atomkraft.«

Den stærkt reducerede anvendelse af fossile brændsler, som stadig vil finde sted i 2050, vil handle om fremstilling af plastic, om forbrænding i anlæg med CO2-fangst samt om forbrug i sektorer, hvor adgangen til lavemissionsteknologi er sparsom.

»Der vil ikke være brug for nogen nye olie- og naturgasfelter på ruten til netto-nul,« understreger energiagenturet.

30 mio. nye job

Blandt de nye teknologier, der skal videreudvikles og tages i brug, er batterier til lagring af den grønne strøm, CO2-fangst, -deponering og -udnyttelse, fremstilling af brint samt direkte CO2-fangst fra atmosfæren. Dette forudsætter samtidig nye infrastrukturer til CO2- og brintoverførsel. Infrastrukturen til elbiler vil fordre, at antallet af offentlige ladestandere skal vokse fra én million i dag til 40 millioner i 2030.

IEA-rapporten opererer med mindre fossil energi og mere sol og vind samt mere energieffektivisering i 2050 end FN’s Klimapanel IPCC i panelets store rapport om 1,5 graders målet fra 2018.

Samtidig støtter IEA sig mærkbart mindre til CO2-fangst (CCS) og biomasseenergi end IPCC.

Den nye rapport opregner i alt 400 pejlemærker for alle sektorer og teknologier, som skal følges, hvis Parisaftalen skal kunne respekteres. På den økonomiske side må subsidier til fossil energi udfases og en pris på CO2 indføres. Til gengæld skal de grønne investeringer stige voldsomt og i 2030 nå et globalt niveau på 5.000 milliarder dollar årligt.

IEA vurderer, at der i 2030 vil være skabt 14 millioner nye job via opbygningen af det vedvarende energisystem plus 16 millioner job inden for energirenovering, fremstilling af energieffektive produkter og elbiler, hvis den udstukne kurs holdes.

Alt dette fordrer en hidtil uset grad af internationalt samarbejde mellem lande, foruden en massiv indsats fra erhvervslivet, fra investorer og fra borgerne. Forud for rapportens offentliggørelse har IEA’s direktør, Fatih Birol, på plussiden noteret, at en række lande har skærpet deres klimamål under eller efter præsident Bidens klimatopmøde for nylig.

Men »den økonomiske genopretning efter sidste års dybe recession affødt af pandemien bliver hovedsagelig drevet af fossil energi, ikke mindst kul, som presser de globale udledninger mod den næststørste stigning i historien«, skriver Fatih Birol.

Den gyldne mulighed for at gøre genopretningen grøn »svinder hurtigt«, advarer han.

IEA advarer om, at de globale CO2-udledninger har kurs mod en stigning i år på 1,5 millioner ton, den næststørste stigning i målingernes historie.

Pas på netto-nul

De seneste måneder har flere klimaforskere åbent sagt, at de vurderer det som umuligt at leve op til Parisaftalens mål om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 grader. For nylig skrev den tidligere formand for FN’s klimapanel sir Robert Watson og forskerkollegerne James Dyke og Wolfgang Knorr i netmediet The Conversation, at »vi har svært ved at komme op med navnet på én klimaforsker, som på det tidspunkt (i 2015) troede på, at Parisaftalen kunne gennemføres. Vi er efterfølgende blevet fortalt af visse klimaforskere, at Parisaftalen ’selvfølgelig var vigtig for klimaretfærdigheden, men ikke mulig at føre ud i livet’, og at aftalen var ’et totalt chok – ingen troede på en opbremsning ved 1,5 grader’«.

De tre forskere er i deres fælles tekst stærkt bekymrede for, at formuleringen i aftalen om »netto-nuludledning« i 2050 vil blive misbrugt politisk til at fastholde et fossilt energiforbrug med henvisning til, at nye teknologier med blandt andet CO2-fangst i fremtiden kan sikre »negative udledninger«, der kan kompensere og legitimere den fortsatte anvendelse af kul, olie og gas.

Indlægget fra Watson, Dyke og Knorr har udløst en større debat om behovet for og legitimiteten af netto-nul strategier, dvs. strategier for at støvsuge atmosfæren for CO2 for at holde Parisaftalen. Bill Hare, direktør for forskergruppen Climate Analytics, og tre kolleger har hos The Conversation påpeget, at der både er en videnskabelig og politisk side af spørgmålet, om det er muligt at holde 1,5 graders målet.

Når det gælder det første, »tyder videnskaben på, at svaret er ’ja’ – om end det vil blive meget svært, og de bedste muligheder for succes hører fortiden til«, skriver Bill Hare og hans kolleger.

Om det lykkes, handler imidlertid om den politiske vilje til handling, og her forudsætter 1,5 gradersmålet, at verden kan præstere en halvering af de globale udledninger i 2030, sammenlignet med 2010.

Den udfordring lever IEA’s nye scenarie faktisk op til, men det betyder ikke, at verdens politiske beslutningstagere vil gøre det samme. Bill Hare og co. vurderer, at hvis de foreløbig 127 lande, som har et erklæret mål om at nå netto-nul i 2050, faktisk gør alt det nødvendige, så vil der være 50 procents chance for at holde den globale temperaturstigning i 2100 på 2,1 grader, men blot ti procents chance for at blive under 1,5 grader.

Endnu en klima- og miljøforsker, Will Steffen fra Australian National University, vurderer det som »så godt som sikkert, at Jorden vil passere den kritiske temperaturstigning på 1,5 grader i dette århundrede – sandsynligvis i 2030’erne«.

Diskussionen i forskerkredse går på, om målet om netto-nul i 2050 med aktiv CO2-fjernelse fra atmosfæren via nye teknologier er en sovepude, der giver politikere en undskyldning for at udskyde upopulære beslutninger og frede sektorer med særlig ondt i klimaregnskabet. Eller omvendt om netto-nul-strategier med fremtidig satsning på at opnå negative udledninger er en nødvendig forudsætning for at holde målene.

Den respekterede miljøforsker Jonathan Foley, leder af det amerikanske Project Drawdown, skriver på sin hjemmeside, at »enklere løsninger ofte synes at være bedst«, fordi de allerede eksisterer og hurtigt kan virke, hvorimod højteknologiske løsninger under udvikling nok i nogle tilfælde kan vise sig at blive afgørende, men andre gange helt slår fejl, kommer med forsinkelse eller fordyrelser og samtidig distraherer fra de beslutninger, investeringer og indsatser i de enklere tiltag, der kan give en hurtigere effekt.

Scenarier uden vækst

Alle synes enige om, at netto-nul-retorikken og visionerne om nye teknologier kan misbruges til at forhale handling eller greenwashe klimabelastende aktiviteter. Men ikke mange mener, at det globale samfund med den knappe tid, der er til rådighed, kan klare sig uden.

I et netop offentliggjort studie i tidsskriftet Nature har forskerne Lorenz T. Keysser, University of Sydney, og Manfred Lenzen, Den Tekniske Højskole i Zürich, gransket de scenarier for at nå 1,5 gradersmålet, som FN’s klimapanel har inddraget i rapporten fra 2018. De to forskere påpeger, at samtlige scenarier har en fortsat global BNP-vækst som en af forudsætningerne, og at de samtidig alle har en betydelig grad af teknologisk CO2-støvsugning af atmosfæren som forudsætning for at holde målet.

Keysser og Lenzen mener, at disse teknologier »er forbundet med betydelig usikkerhed såvel som bekymringer om deres bæredygtighed og realiserbarhed«. De har derfor prøvekørt en række alternative scenarier med dæmpet eller ingen økonomisk vækst og når frem til, at det gør det mindre teknisk udfordrende og miljømæssigt risikabelt at realisere 1,5 gradersmålet, hvorimod der består betydelig usikkerhed om sådanne scenariers politiske realiserbarhed.

Forskernes anbefaling er, at man i klimamodellerne også begynder at medtage scenarier, der ikke som hidtil antager en mærkbar økonomisk vækst.

Hele den videnskabelige og politiske debat udspiller sig i en atmosfære af usikkerhed om, hvor lang tid vi i virkeligheden har til at afværge katastrofale klimaændringer.

Professor Richard Betts, leder af klimaforskningen ved det britiske Hadley Center og rådgiver for den britske regering, understreger sammen med klimaforskeren Zeke Hausfather, at både forskningen og den offentlige debat undervurderer de såkaldte feedback-mekanismer i kulstoffets kredsløb. For eksempel kan atmosfærens opvarmning nedsætte både havenes og landjordens evne til at opsuge og lagre CO2, hvorfor mere CO2 forbliver i atmosfæren og forstærker opvarmningen med en yderligere svækkelse af kulstoffets cyklus.

Denne type selvforstærkende feedback-mekanismer kan ifølge Betts og Hausfather »resultere i op til 25 procent mere opvarmning end i de centrale fremskrivninger fra IPCC«.

»Sandsynligheden for meget store opvarmninger kan være undervurderet i mange vurderinger, som ikke i dag tager højde for usikkerheden omkring feedback i kulstofkredsløbet.«

Med rapporten fra Det Internationale Energiagentur er det sandsynliggjort, at der er en vej til sikring af Parisaftalens mål. Men den forudsætter en vilje til forandring uden fortilfælde i en verden, hvor stor usikkerhed om klimaets udvikling er det eneste sikre.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Utoft

"De to forskere påpeger, at samtlige scenarier har en fortsat global BNP-vækst som en af forudsætningerne, og at de samtidig alle har en betydelig grad af teknologisk CO2-støvsugning af atmosfæren som forudsætning for at holde målet.

Keysser og Lenzen mener, at disse teknologier »er forbundet med betydelig usikkerhed såvel som bekymringer om deres bæredygtighed og realiserbarhed«. De har derfor prøvekørt en række alternative scenarier med dæmpet eller ingen økonomisk vækst og når frem til, at det gør det mindre teknisk udfordrende og miljømæssigt risikabelt at realisere 1,5 gradersmålet, hvorimod der består betydelig usikkerhed om sådanne scenariers politiske realiserbarhed."

Det (bliv)er en kæmpe udfordring for kapitalismen og dens homoøkonomiske børn.

Morten Balling

Citat:

Én af de politikere, der deler ud af sine overvejelser, er gruppeformand for Venstre, Karsten Lauritzen, der blandt andet fortæller om, hvordan VLAK-regeringens mål om én million el- hybridbiler blev til.

Ifølge ham var baggrunden nemlig, at regeringen følte sig presset til at overbyde andre partiers udspil om en halv million elbiler:

- Og så sagde vi en million biler. Det er jo helt galimatias, at man sætter sådan et mål uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk, siger han i bogen.

https://www.dr.dk/nyheder/detektor/venstre-politiker-forsvarede-plan-om-...

Ingeborg Hesselager

Endnu en overfladisk, teoretisk artikel- som sædvanlig skøjter man hen over realiteterne. Hvorfor er der ingen der tør fortælle danskerne, at hvis jorden ikke skal blive ubeboelig, bliver vi sgu nød til at ændre vores livsstil. Men det er åbenbart så angstfremkaldende og vi er alle så hjernevasket af forbruger- og vækstsamfundet, at ingen vover det. I den forbindelse bliver vi osse nød til at snakke om livskvalitet. Det er slut med 2 biler( selvom de er elbiler), årlige ferierejser til den anden side af kloden, kæmpeboliger ,rent tøj på og bad mindst en gang dagligt- vil det gøre os mindre lykkelige?Hvad med rødvin og bøffer til hverdag eller at skifte køkken hvert tiende år- fylde huset op med alskens isenkram, der ikke kan repareres og har indbygget forældelse. Hvorfor gider vi høre på politikere der opfordrer os alle til at svinge dankortet så vi kan få noget vækst. For slet ikke at inddrage et globalt perspektiv- vi kan vel ikke nægte de mage milliarder i den 3.verden at få samme goder som os? Peter Venslev