I Alternative für Deutschlands kerneland er de klar til triumf: »En grøn kansler ville være selvmord«

»Frihed i stedet for coronavanvid.«

»Islam hører ikke til i Tyskland.«

»Stop klimahysteriet.«

»Vis din modstand ved valgurnerne.«

Tonen på de blå valgplakater er aggressiv. Og der er er mange af dem. Ja, modsat alle andre partier har Alternative für Deutschland faktisk klistret de fleste lygtepæle til med valgplakater på indfaldsvejen mod Magdeburg – hovedstaden i den østtyske delstat Sachsen-Anhalt, hvor der ikke er meget tilbage af den slidte stemning fra tiden omkring DDR’s sammenbrud. Tværtimod. Bilerne er store og mange, og bydelene ser nyrenoverede ud på vejen gennem forstæderne og ind mod Magdeburgs fantastiske domkirke ned til Elben.

Over for domkirken ligger landdagsbygningen, hvor AfD’s spidskandidat Oliver Kirchner tager hjerteligt imod ved sit skrivebord.

»Af med masken. Vi lever vist stadig i et frit land,« siger han med et grin.

»Journalister fra den tyske løgnepresse taler vi helst ikke med. Men danskere er velkomne.«

Medier som Al Jazeera, Russia Today og tjekkisk fjernsyn har allerede været en tur i Magdeburg. Alle vil have en bid af dramaet i delstaten, hvor de godt to millioner indbyggere søndag vælger et nyt parlament. Det er nemlig sidste delstatsvalg før valget til Forbundsdagen til september, og det første valg efter Armin Laschet blev kanslerkandidat for CDU/CSU. Og det er valget, hvor AfD for første gang nogensinde kan blive det største parti, hvis det lykkes at overhale CDU, der har siddet på regeringsmagten i næsten 20 år.

Dermed handler valget også om, hvorvidt samfundsmæssig splittelse skal dominere valgkampen. Og det handler især om, hvorvidt der udbryder nye magtkampe i CDU – både om partiets retning og om kanslerkandidaten Laschet.

Berufsverbot

»Folk her i Østtyskland har en skarp næse for, når tingene går i en diktatorisk retning. Det oplever vi med Merkel og nu under coronakrisen. Man må jo ikke længere sige sin mening i Tyskland,« siger AfD-manden Oliver Kirchner.

Han fortæller anekdoter om, hvordan forbund og fagforeninger ifølge hans oplysninger tjekker, om deres medlemmer er AfD-medlemmer, og hvad de poster på sociale medier. Og han fortæller om, hvordan AfD trues af en omfattende overvågning fra efterretningstjenesten Verfassungsschutz.

»Der er Berufsverbot mod os. De fleste AfD-vælgere tør ikke have deres navn eller ansigt i medierne. I 2021! Men det gør os kun stærkere at blive udgrænset, især her i øst,« siger Oliver Kirchner.

Han understreger, at CDU i den afgående delstatsregering har slået sig sammen med både SPD og De Grønne.

»Det er alle mod AfD. Vi er blevet for store, og nu prøver de andre partier desperat at holde os nede. Statsmedierne er selvfølgelig med på den. Selv kirkerne er politiserede og positionerer sig mod AfD. Desto vigtigere er det, at AfD er der til at stoppe jordskreddet mod venstre i Tyskland. Mod endnu mere multikulti, forbud og grøn socialisme.«

Ved siden af os nikker Oliver Kirchners assistent, Patrick Harr. Ifølge avisen Die Zeit har han været en ledende figur i den nu forbudte nynazistiske organisation Heimattreue Deutsche Jugend (HDJ). Men Kirchner understreger, at ingen – heller ikke nuværende og ekskluderede AfD-partispidser som Björn Höcke og Andreas Kalbitz – bør fordømmes evigt for deres ungdoms synder.

Fundamentalopposition

På forbundsplan har AfD valgt den østtyske Tino Chrupalla og den vesttyske Alice Weidel som spidskandidater. Det er et fravalg af partileder Jörg Meuthen, som vil gøre partiet stuerent og regeringsdueligt. Nu er og bliver AfD »fundamentalopposition«, som Kirchner kalder det, mens han fordømmer det som »udemokratisk«, at alle andre partier afviser at samarbejde med AfD.

Det kan ikke være anderledes, mener CDU’s spidskandidat i Sachsen-Anhalt, Tobias Krull, der er født og opvokset i Magdeburg.

»Først euro, så flygtninge og nu corona,« siger han med et suk over telefonen.

Bag hans remse ligger følgende logik: AfD startede som et liberalt og eurokritisk parti efter eurokrisen. Efter flygtningekrisen blev partiet kapret af islam- og indvandringsfjendtlige figurer. Og efter et år med lukkede grænser er modstanden mod coronapolitikken nu en af de stærkeste drivkræfter.

»AfD samler protestvælgere og er først og fremmest bare imod. Det skærer i hjertet, at en fjerdedel af vælgerne går den vej, men så længe AfD stiller op med et forkasteligt og racistisk menneskebillede, som er helt uforeneligt med vores kristne grundholdning, vil vi ikke røre ved dem,« siger CDU-manden.

Stop det

Billedet af protestpartiet bekræftes i Kannenstieg, som AfD betragter som sin »hjemmebane« i Magdeburg. Bydelen består overvejende af Plattenbau, altså højhuse fra DDR-tiden af tvivlsom kvalitet, men de er peppet godt op med facademalerier og nye vinduer.

»Hvem kan vælge CDU efter 16 år med Merkel-diktaturet,« spørger pensionisten Bernd Ehrlen. Han peger på sin indkøbspose og fortæller, hvor svært det er at leve af en tysk pension.

»CDU og De Grønne vil redde verden og klimaet og alle flygtninge. Det er jo absurd. Vi tyskere bliver nødt til at forsvare os.«

Ved Kannenstieg-centeret et stenkast derfra sidder fem mand og en kvinde foran en tyrkisk kebabrestaurant og får sig en øl.

»En tredjedel her er indvandrere. To tredjedele stemmer AfD,« lyder det fra den midaldrende kvinde, der ligesom de andre nægter at få sit navn i avisen.

»På et eller andet tidspunkt skal det jo stoppe.«

– Hvad skal stoppe?

»Det hele. Indvandringen. Corona. De Grønne. Og benzinpriserne.«

Hendes stikord får to debatter til at flamme op rundt om bordet samtidig. En debat om benzinpriserne, som De Grønne vil hæve med 16 cent per liter for at nærme sig de tyske klimamål i praksis. Og en debat om indvandrere, der »i snit får 8-10 børn, mens tyskere får 1-2 børn«. At der kun er 5,1 procent udlændinge inklusive EU-borgere i Sachsen-Anhalt, tæller ikke så meget her i kvarteret.

»De unge må være sindssyge,« lyder det fra en mand på omkring 55 år og i vejarbejdertøj.

»De stemmer på De Grønne, men når de selv får en bil, så er festen slut. En grøn kansler Baerbock ville være et tysk selvmord.«

Det simple sprog

Partiledelsen hos De Grønne prøver at nedtone delstatsvalgets betydning. For et udpræget vesttysk parti, der især taler til byboere, er det landligt prægede Sachsen-Anhalt nemlig absolut udebane. Alt over ti procent vil være fint, men næppe nok til give kanslerkandidat Annalena Baerbock ny medvind efter nogle uger i hård modvind. Alt under ti procent vil ligne en ørefigen.

Også CDU nedtoner valgets betydning. Det gælder ikke mindst Anne-Marie Keiding, en anden af partiets spidskandidater. Ved sin valgstand i det sydlige Magdeburg forklarer hun AfD’s optur med den stærke afvandring fra øst og en hårdnakket østtysk fortælling om, at være hægtet af og blive snydt af »dem deroppe«. Desuden er mange tidligere DDR-borgere »forandringstrætte«, mener hun.

»Omvendt oplever mange AfD-vælgere, at man skal være woke og tale gender-korrekt for ikke at blive udskammet i politiske debatter. Det simple sprog foragtes, og det er et problem for demokratiet,« siger Anne-Marie Keiding.

»Det ændrer bare ikke på, at AfD både parlamentarisk og demokratisk stiller sig helt uden for banen med en retorisk radikalisering, som er virkelig farlig.«

Valget søndag er i Keidings øjne derfor så specifikt østtysk, at det ikke er et prøvevalg for valget til Forbundsdagen, hvor østtyskerne kun udgør en femtedel af vælgerne. Alligevel varsler delstatsvalget »meget hårde år med meget hårde kampe om CDU’s retning i tiden efter Merkel«, konstaterer Anne-Marie Keiding.

Opslidende kamp

Problemet er tydeligt i landdagen i Magdeburg, hvor CDU er tvunget til eksotiske koalitioner og kompromiser mod venstre, mens partiet presses fra højre af AfD.

Også på forbundsplan ånder den balancegang konstant Armin Laschet i nakken. På CDU’s højrefløj flirter CDU-fraktionen ’Værdi-Unionen’ kraftigt med AfD’s retorik og politik, og i Max Otte har Værdi-Unionen har fået en ny leder, der ved sidste valg åbent udtalte, at han ville stemme AfD på grund af den tyske flygtningepolitik. Laschet prøver nu at neddysse spændingen i partiet, men det ligner efterhånden en tysk »Teaparty-bevægelse«, der dog nærmere kan skade partiets image hos midtervælgerne end at kuppe det.

»Hvis vi får et dårligt resultat her i Sachsen-Anhalt, så vil det nok få indflydelse på CDU’s politiske retning og på vores valgprogram til Forbundsdagen,« lyder det ærligt fra CDU-kandidaten Tobias Krull.

Men selv hvis AfD bliver det største parti, og delstatens CDU-ministerpræsident Reiner Haseloff bliver væltet, vil det ikke nødvendigvis bringe Laschet i alvorlig knibe.

»Det her valg er det sidste signal for Laschet. Men efter den opslidende formandskamp i partiet, kan jeg ikke forestille mig, at den æske åbnes igen.«

Vredt parallelsamfund

Hos AfD har Oliver Kirchner kun latter til over for forestillingen om, at Armin Laschets rival, den bayerske Markus Söder, skulle kuppe sig tilbage i kampen og feje AfD af banen ved forbundsdagsvalget med sin mere hårdtslående stil.

»Söder? Han er jo lige så venstresnoet,« siger Kirchner og fortæller, at Söder engang har inviteret en imam til et julemarked.

»En imam! Der læste op af koranen! På et julemarked! Her i øst ville du være færdig i det sekund, du lavede det trick. Men altså: Det her stikker jo dybere. De gamle partier har haft 30 år. Og i de 30 år har de kørt Tyskland mod muren.«

Uden for landdagen står et dusin demonstranter, der kræver et sundere landbrug. En af dem er den 28-årige Leonie Steinherr, der er bekymret for, at en fjerdedel af borgerne sætter sig uden for det »fællespolitiske rum«, som hun udtrykker det.

»Vi er ved at få et samfund, hvor AfD-segmentet bliver et vredt parallelsamfund, der holdes sammen af at være radikale og føle sig udenfor. Det tror jeg faktisk er rigtig farligt,« siger hun.

»I landregionerne er det mere udpræget end her, og jeg kan egentlig godt forstå frustrationen, for landsbyerne uddør jo. Men AfD er ren frustration og ingen opbyggelighed.«

Den fornemmelse bekræftes på vej ud af Magdeburg. Igen er lygtepæle og hegn klistret til med valgplakater: Tyskland ud af EU. Slut med indvandring. Slut med klimapolitik. Slut med coronavanviddet. Budskaber, der er imod. Og som virker på en fjerdedel af befolkningen.