Atomaftalen er i gode hænder – også med en konservativ iransk præsident

Denne fredags præsidentvalg i Iran blev fulgt til dørs af en optimistisk melding fra præsident Hassan Rouhanis kontor: Der er håb om, at »gode nyheder er på vej« fra de kommende ugers forhandlinger i Wien. Og skal man tro præsidentens kontorchefs udtalelser til IRNA, det nationale pressebureau, er der bred iransk enighed om at nå en løsning.

Fornyelse – eller rettere genoptagelse af atomaftalen – er essentiel for genopretning af Irans økonomi, der blev hårdt invalideret, da præsident Donald Trump trak USA ud af aftalen om kontrol med den iranske atomproduktion, der blev indgået i 2015 mellem Iran og de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland.

En tilbagevendende teori i de internationale medier har været, at dersom Irans næste præsident var en konservativ hardliner – og dermed fra den fløj, der har været kritisk over for atomaftalen – ville en ny atomaftale bortfalde. Det synes der ikke at være belæg for. Præsidentvalgets favorit, Ebrahim Raisi, en bisset konservativ chefdommer i det iranske retsvæsen, erklærede i den sidste tv-debat forud for valget, at han også er tilhænger af en atomaftale. I øvrigt i samklang med sin mentor, den øverste åndelige leder ayatollah Ali Khamenei, der støttede aftalen i 2015 trods indædt modvilje i det konservative segment, og gør det igen, selv om han såvel som aftalens kritikere ser den som udsalg af iransk suverænitet.

Et samfund i knæ

Hvad den jo sådan set også er, men USA har vetoret i international økonomi, eftersom lovgivning i den amerikanske kongres har udelukket Iran fra det internationale banksystem, ligesom USA straffer lande, der alligevel handler med Iran – hvilket eksempelvis har ramt Tyrkiet, der er afhængig af import af iransk naturgas.

Iran kan enten rette ind eller affinde sig med afpresning, der rammer ikke kun den kollektive levestandard, men folkesundheden, hvor effekten af USA’s sanktioner rammer hårdt med en fattigdom, der har medført underernæring af børn og mangel på livsvigtig medicin. Dertil kommer øget arbejdsløshed og en eksplosivt stigende inflation, der førte til social uro i 2019, hvor folk gik på gaden i flere større byer i protest mod prishop på brød og benzin.

Med ti procent af verdens olie og 15 procent af naturgassen kan Iran sagtens klare sig under normale forhold, og atomaftalen i 2015 kunne aflæses på væksten i 2016, der var på 12,5 procent, efter at nogle sanktioner – men langtfra alle – var hævet. Siden 2017 har Iran haft negativ vækst, i 2020 ifølge Verdensbanken var tallet fem procent.

Apatien breder sig

Så det siger sig selv, at tristesse er en udbredt national lidelse, der også afspejles i interessen for politik. Da Hassan Rouhani blev valgt i 2017 (i øvrigt komfortabelt foran Ebrahim Raisi) var stemmeprocenten næste 74 procent. Ved dette valg viste en måling, foretaget den 27. maj af et institut drevet af iranske studenter, at kun 36 procent var interesseret i at stemme ved valget. Et fald på syv procent fra ugen før, hvor 43 procent trods den udbredte apati havde erklæret sig som vælgere.

Hvorfor dette bratte fald? Jo, den 25. maj offentliggjorde Vogternes Råd – det organ, bestående af 12 præster og jurister, som godkender eller forkaster kandidater til valget – de syv navne, der var sluppet gennem nåleøjet. Af de syv taltes fem konservative, en reformvenlig, og en moderat.

Blandt dem, der blev siet fra i mængden af 542 kandidater, var en sønnesøn af den islamiske stats grundlægger, ayatollah Ruhollah Khomeni, og – mere interessant – den mangeårige formand for det iranske parlament, Majlis, Ali Larijani, der er tidligere chefforhandler i atomspørgsmål og har en fortid som officer i Revolutionsgarden. Larijani er konservativ, men ikke reaktionær, har ry for først og sidst at være kompetent og anses for at være det navn, der kunne slå Raisi ved valget i dag, hvis han ikke var blevet siet fra.

Udelukkelsen har han formelt klaget over i en offentlig erklæring, hvor han kræver, at Vogternes Råd offentliggør deres begrundelse for hans udelukkelse. Rådets talsmand har i et tweet svaret, at udelukkelsen er sket efter »studiet af troværdige beviser og dokumenter«. Og længere komme den vragede politiker ikke, med mindre han kan pumpe sin bror, Sadeq Larijani, for informationer. Broren er medlem af Vogternes Råd.

Favorit pr. dekret

Af de syv kandidater, hvoraf fem er tilbage, da to trak sig to dage før valget, er Ebrahim Raisi favorit. Han har støtte fra Ali Khamenei og er landskendt som jurist – han var således anklager i i den såkaldte ’dødskommission’, en særdomstol etableret efter krigen mod Irak 1980-88, som Amnesty International har anslået dømte og henrettede 5.000 fængslede dissidenter i 32 byer.

Raisis karriere i retssystemet fortsatte med positioner i centrale organer i det indviklede iranske statslige system, og hvor han gjorde sig politisk gældende i offentligheden. Således forsvarede han dusinet af dødsdomme, der fulgte urolighederne efter præsidentvalget i 2009 kendt som ’den grønne revolution’. I 2017 stillede han op mod Rouhanis knap 24 millioner og fik mere end 15 millioner stemmer. Nu er det tvivlsomt, om han kan hente 15 millioner stemmer i dag, hvor han på forhånd er udråbt som vinderen mod den moderate Abdolnaser Hemmati, der kommer fra posten som nationalbankdirektør.

Det skorter ikke på konspirationsteorier i Iran, og en af dem, der dukker op i forskellige versioner også i respekterede medier, går ud på, at Ali Khamenei ved at støttet Ebrahim Raisi i virkeligheden støtter sin søn, Mojtaba Khamenei, der er aktiv på regimets indre linjer. Intrigen går angiveligt ud på at lade Raisi blive præsident med en så lav tilslutning, at hans påståede ambition om at tage over efter den 82-årige Khamenei vil være umulig. Han vil blive grinet ud – hvorefter der er åbnet for en arvefølge i Khamenei-familien. Det kan også være baggrunden for udelukkelsen af Ali Larijani, der med en stærk familie i ryggen kunne være et bud på en afløse til Khamenei.

Men det skal understreges: Det er teorier – vi ved ikke, om de holder. Eller om de overhovedet har noget på sig. Det iranske system er ikke gennemsigtigt.