Bidens charmeoffensiv i Europa er mere strategisk kinapolitik end demokratisk idealisme

De færreste europæere tænker tilbage på Donald Trumps første rejse til Europa som amerikansk præsident i 2017 med velbehag.

Trump, som afskyede Angela Merkel, men dog gerne lod sig smigre af Emmanuel Macron, lagde ikke skjul på sine holdninger: Åbent udtrykte han sin begejstring for Brexit, og han lagde an til sine handelskrige med et EU, som han betragtede som »værre end Kina«. På samme tur såede Trump åben tvivl om NATO’s centrale musketered, og til sidst truede han med at melde amerikanerne helt ud af allianceforbundet.

Da Biden onsdag landede i Storbritannien på sin første europatur, havde piben fået en ganske anden lyd.

»Vi vil hele tiden gøre det klart, at USA er vendt tilbage, og at verdens demokratier står sammen,« lød det første budskab på præsidentens otte dage lange »reparationsrejse«.

Bidens slogan – America is back – understregede han selv demonstrativt: Europa er en allieret, og NATO er den vigtigste sikkerhedspolitiske grundsten for USA og Vesten.

Orgie af møder

På Bidens første rejse som præsident står den blandt andet på et NATO-møde, et G7-møde, et USA-EU-møde i Bruxelles og – meget symbolsk – først til sidst et USA-Rusland-møde, hvor Biden sætter Putin stævne i Geneve.

»I den forstand er America First og America Alone nu fortid. Biden har indset, at USA ikke kan stå på egne ben i rivaliseringen med Kina, men har stærkt brug for allierede og især Europa,« siger senioranalytiker Jacob Funk Kirkegaard fra tænketanken German Marshall Fund.

Europa spiller altså ikke så meget en idealistisk hovedrolle i Bidens klimapolitik og forsvar for det liberale demokrati, men nærmere en strategisk birolle i USA’s stadig mere anspændte stormagtsrivalisering med Kina. Biden har gjort det klart, at den økonomiske, ideologiske og militære kamp med Kina er og i endnu højere grad vil blive omdrejningspunktet for amerikansk udenrigspolitik – og det er gennem den prisme, at Bidens og USA’s interesse i Europa skal ses.

»Det absolut vigtigste punkt på Bidens udenrigspolitiske dagsorden er helt klart Kina,« siger professor Riccardo Alcaro, leder af afdelingen for global research ved Italiensk Institut for Internationale Studier, IAI.

»Han har brug for Europa som en tæt allieret i magtkampen med Kina.«

Eller som Jana Puglierin, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin, udtrykker det:

»Trump så Europa som en byrde i konfrontationen med Kina. Biden ser Europa som en merværdi, en vigtig løftestang.«

Politisk slagnummer

I februar udtalte Biden, at USA, Europa og Asien er nødt til at »give igen mod den kinesiske regerings økonomiske overgreb og tvang«, og på sin europaturné vil han nu diskutere, hvordan USA og Europa som »de tætteste demokratiske partnere« kan »tackle de globale udfordringer«.

»Vi vil fokusere på, hvordan liberale demokratier – og ikke Kina eller nogen anden – vil nedfælde reglerne for det 21. århundrede omkring handel og teknologi,« skrev Biden for nylig i The Washington Post.

»Verdens største demokratier vil tilbyde løsninger af høj standard som alternativ til de kinesiske løsninger for opgraderingen af både fysisk, digital og sundhedsmæssig infrastruktur, som er mere bæredygtigt og samtidig understøtter den globale udvikling.«

En udmelding, der – som Jacob Funk Kirkegaard bemærker det – måske nok lugter af en »skitse til et vestligt alternativ til Kinas silkevejsprojekt«, Beijings gigantiske internationale infrastrukturprojekt, der skal skabe en mere kinesiskcentreret global orden.

»Det vil give anledning til en masse skriverier,« konstaterer Jacob Funk Kirkegaard tørt.

»Men jeg ser det som politisk slagnummer på kanten af varm luft.«

Europa nærmer sig dog i stigende grad USA, når det kommer til synet på Kina. Forholdet mellem EU og Kina er i frit fald med gensidige sanktioner, og Europa-Parlamentet blokerede i maj en banebrydende investeringsaftale, der skulle have knyttet Europa og Kina tættere sammen. Parlamentet beskriver nu Kina som »en totalitær trussel«, og EU-Kommissionen kalder Kina en »systemisk rival«.

»Merkel har længe trådt på bremsen i konfrontationen med Kina,« siger Jana Puglierin og påpeger, at selv det magtfulde tyske industriforbund BDI efterhånden kræver en hårdere konfrontation omkring Kinas handelspraksisser og aggressive opkøb i Europa.

»Merkels linje har altid været engagement first og forandring gennem handel. Men hun er snart væk, og vindene vender også i Berlin.«

Demokratisk fyrtårn

Forholdet mellem Kina og USA begyndte for alvor at gå ned ad bakke under præsident Barack Obama, og rivaliseringen blev intensiveret under Trump. Men med sin formel om en »alliance af demokratier« mod »autoritære styreformer« har Biden nu tilføjet et ideologisk element til rivaliseringen, mener professor Riccardo Alcaro.

»Biden satser meget på sin vision om, at USA igen skal være et demokratisk fyrtårn og forsvarer af demokratiske værdier. For at det mål skal fremstå troværdigt, har han brug for andre demokratier, inklusive de europæiske, ved sin side.«

Denne rolle i rivaliseringen med Kina øger omvendt Europas handlingsrum, og det mærkes allerede helt konkret i Berlin. Det amerikanske pres på og trusler om tunge sanktioner mod Nord Stream 2-gasledningen mellem Rusland og Tyskland er for eksempel løjet af, og Biden har annulleret Trumps udtrækning af NATO-tropper i Tyskland.

Disse »tillidsvækkende tiltag«, som Jana Puglierin kalder det, kan blive en vigtig ingrediens, for der er fortsat fundamentale uenigheder mellem USA og Europa. Det gælder blandt andet handelstariffer, CO2-beskatning og den globale fordeling af vacciner, som gemmer sig bag G7-dagsordenens slagord om at »bekæmpe pandemien og lægge fundamentet for en grøn økonomi«.

På klimafronten ligner G7-mødet de rige landes opvarmningsøvelse til COP26-klimakonferencen i Glasgow i november. Et fokuspunkt vil være grøn regulering og klimamæssig transparens i den finansielle sektor, men på centrale områder som CO2-beskatning vil de næppe komme ud af flækken.

»Der vil ikke komme enighed om carbon pricing nu. Men et varmt emne forbliver, om EU så stoler på, at USA kan nå sine reduktionsmål med andre midler,« mener Jacob Funk Kirkegaard.

Skatterevolutionen

Mere optimisme er der i forhold til den globale »skatterevolution«, hvor finansministrene fra G7-landene i sidste uge indgik en banebrydende aftale om en global selskabsskat på mindst 15 procent.

På begge sider af Atlanten er der stærke forbehold fra både politiske kræfter, lobbygrupper og skattedumpinglande som Irland, så konkretiseringen vil formentlig blive meget svær. Ikke mindst fordi de vestlige G7-lande med Funk Kirkegaards ord skal lægge den »meget præcist til højrebenet« for G20, som også omfatter store økonomier som Kina, Indien og Brasilien. De mødes allerede om en måned i Venedig, hvor målet vil være at skabe en mere global konsensus, som kan danne grundlaget for de 134 medlemslande i OECD.

Igen er Bidens udenrigspolitik også indenrigspolitik. Han skal nemlig finansiere sit flere billioner dollar dyre skifte mod en mere europæisk socialstatsmodel med tiltag som langt mere støtte til familier og langt flere offentligt sygeforsikrede.

»Biden ved godt, at hvis han skal beskatte de rigeste amerikanere og de globale amerikanske selskaber mere, jamen så går det kun med en global selskabsskat. Hvis det ikke indføres internationalt, så ender det med kapitalflugt,« siger Funk Kirkegaard.

»Så ja, det handler også om indenrigspolitiske interesser for Biden. Selv til de økonomiske mål er Biden tvunget til at bruge Europa.«

Oprigtig interesse

På NATO-mødet vil Kina også stå højt på dagsordenen sammen med svære emner som den sidste militære udtrækning af Afghanistan samt Rusland og Belarus. Her vil USA under Biden formentlig være mere åben over for EU’s spæde militære ambitioner om mere »strategisk autonomi«, som Frankrigs præsident Macron længe har krævet, men som både Berlin og Bruxelles har bremset.

Lige så meget som NATO-målet om at bruge to procent af BNP på forsvar, som Bidens administration ser mere pragmatisk på end Trump, vil det derfor handle om en rationel arbejdsdeling mellem NATO og et mere »strategisk autonomt« Europa – en udvikling, der i Jana Puglierins øjne ser »uundgåelig ud i lyset af USA’s vending mod Asien«.

»I både Tyskland og Frankrig er der opstået en fundamental usikkerhed om det transatlantiske forhold,« siger lederen af European Council on Foreign Relations.

»Det vil ikke forsvinde med nok så mange charmeoffensiver fra Bidens side, for vi ved, at vi kan sidde med en nationalpopulistisk præsident igen om tre år, og at der er sket strukturelle skred i de globale magtforhold og dermed i USA’s interesser.«

Professor Riccardo Alcaro vælger at se positivt på, at USA nu har en præsident, som er »oprigtigt interesseret i en dialog og et samarbejde med Europa«.

»Dermed er der på begge sider af Atlanten politiske ledere, som er klar til at arbejde for at overkomme uenighederne, så de ikke fundamentalt underminerer partnerskabet.«

– Jana Puglierin, betyder det så, at Kina i sidste ende atter er ved at smede Europa og USA sammen?

»Ja,« siger hun.

»På lidt længere sigt er det nok sådan, det vil se ud.«