Nyhed
Læsetid: 9 min.

Bye Bye Bibi: En moderne højreekstremist og en glat tv-stjerne skal dele magten i Israel

Israels nye regeringsleder, Naftali Bennett, er et godt stykke til højre for Netanyahu. I den nye syvpartiregering, som blev stemt igennem søndag og afsluttede Netanyahus 12-årige uafbrudte styre, skal han dele magten efter to år med en mand, der ikke kunne være mere forskellig: Yair Lapid, mediestjernen, som selv kritikere anerkender som ferm politisk håndværker bag den nye koalition mellem det yderste højre og venstrefløjen. Information tegner et dobbeltportræt
I modsætning til sine 11 mandlige forgængere bærer Naftali Bennett kippa, den lille kalot fastgjort til hans skaldede isse med dobbelttape, der signalerer, at han er ortodoks jøde.

I modsætning til sine 11 mandlige forgængere bærer Naftali Bennett kippa, den lille kalot fastgjort til hans skaldede isse med dobbelttape, der signalerer, at han er ortodoks jøde.

Ziv Koren

Udland
14. juni 2021

For omkring to uger siden blev der præsenteret en ny israelsk regeringskoalition, som den afgående premierminister Benjamin Netanyahu siden har gjort alt for at stikke en kæp i hjulet på. Men søndag aften mislykkedes det for Netanyahu, da Israels parlament, Knesset, stemte den nye regering igennem med stemmerne 60-59.

Dermed er Netanyahu ikke længere landets premierminister efter 12 år i træk på posten, men stadig leder af Likud-partiet og nu leder af oppositionen i Knesset.

Højrefløjspolitikeren Naftali Bennett bliver ny premierminister i den bredt sammensatte regering, der nu tiltræder.

Gili Yaari/Getty Images

Naftali Bennett – religiøs, men ikke så meget, at det gør noget

Søndagens tillidsafstemning i det israelske parlament, Knesset, om en ny regering er historisk af mindst to grunde: Den afslutter i hvert fald indtil videre den 71-årige Benjamin Netanyahus dominerende rolle i israelsk politik gennem 12 år. Og den indleder en epoke med Israels første religiøse premierminister, en erklæret ’moderne højreekstremist’, der praler af at have ’dræbt arabere’ og har vist sig som en pragmatisk politiker under de militante meldinger. I israelsk presse fremstilles den 49-årige leder af det lille bosættervenlige parti, Yamina (Mod Højre), Naftali Bennett, som religiøs, men »ikke så religiøs, at det gør noget«.

I modsætning til sine 11 mandlige forgængere som regeringschef bærer han kippa, den lille kalot fastgjort til hans skaldede isse med dobbelttape, der signalerer, at han er ortodoks jøde. Altså religiøs placeret mellem de ultraortodokse og de såkaldte reformjøder, der kan sammenlignes med vores kulturkristne, og som bærer kippa ved højtider og sabbatmåltider.

Kippaen signalerer respekt for Gud, men Bennett har dog gjort undtagelser, når det var opportunt: For eksempel droppede han den lille kalot i 90’erne, hvor han var officer i militærets eliteenheder og kollega til sekulære officerer, der i de år dominerede militæret.

Det moderne Israel

Den kommende regeringschef de næste to år tilhører i det hele taget en generation af politikere, der betegnes som ’Israel 3.0’, eller om man vil: den velfærdsgeneration, for hvem pionertidens fattigdom er fabler fra fortiden, og som heller ikke har kendt 60’erne og 70’ernes bekymringer for den jødiske stats eksistens i de to afgørende krige i 1967 og 1973.

En generation, der som Bennetts religiøsitet, er ’tilbagelænet’ i forvisning om, at Israels økonomiske succes med Mellemøstens højeste levestandard, global eksport af it-teknologi (samt militært spionisenkram) og politisk fredning i FN i kraft af et permanent amerikansk veto i Sikkerhedsrådet.

Bennet er så at sige en karbonkopi af dette relativt nye velfærdsorienterede samfund som yngste søn af veluddannede, sekulære forældre, indvandret fra San Francisco i 1967 under indtryk af seksdageskrigen.

Bosat i Haifa udskiftede Bennett-familien en californisk venstreorientering med højrevendt zionisme, der blandt andet betød iagttagelse af religiøse ritualer – og at Naftali Bennet fra 1975 som treårig blev religiøst opdraget, også selv om familien i perioder i 70’erne boede i Canada og New York.

Bennett fik sin eksamen fra det religiøse gymnasium i Haifa og som aktiv i den religiøse Akiva-ungdomsbevægelse var han tidligt politisk vakt, om end han ikke blev politisk aktiv lige med det samme. Han gik ind i militæret i 1990 og var operativ bag fjendens linjer i 1996 i den berygtede Libanon-operation, ’Vredens druer’, iværksat af Shimon Peres som led i en valgkamp (han i øvrigt tabte til Netanyahu).

Bennett var den israelske kommandant, der presset af Hizbollah-enheder i byen Qana påkaldte artilleristøtte, hvilket resulterede i udbombningen af en FN-bygning, hvor byens civile havde søgt tilflugt, og hvor mere end 100 blev dræbt. Naftali Bennett havde ikke noget direkte ansvar for massakren – han havde ikke udpeget bygningen som mål – men tragedien har mærket hans karriere.

Først succes, derefter politik

Efter militærtjeneste studerede han på Hebrew University i Jerusalem, giftede sig med sin sekulære hustru, der er uddannet konditor og nu driver et firma for familierådgivning, indtil han i 1999 tog til New York.

Her startede han en it-virksomhed, som han senere solgte med en millionfortjeneste, hvorefter han vendte tilbage til Israel, boede nogle få måneder i en bosættelse på Vestbredden, men endte med at bygge et hus i den velhavende Tel Aviv-forstad Ra’anana og gik ind i aktiv politik.

Efter deltagelse som reservist i den kortvarige Libanon-krig i 2006 blev han stabschef for daværende leder af Likud-oppositionen, Benjamin Netanyahu, en funktion han udfyldte i et par år, indtil han ragede uklar med først de ældre rådgivere, dernæst Netanyahus notorisk nævenyttige hustru, Sara Netanyahu, og til sidst med chefen selv.

Det førte til medlemskab af flere religiøst orienterede partier, der havde det fælles træk, at de lå lidt til højre for Likud. Og det var som nyvalgt medlem af Knesset, at Bennett som leder af bosætterpartiet ’Jødisk Hjem’ blev deltager i Benjamin Netanyahus koalitioner, først som økonomiminister og dernæst i en årrække som undervisningsminister.

Her gjorde han sig bemærket med et forbud mod, at aktivister fra den kritiske veteranorganisation, ’Breaking the Silence’, der er i opposition til besættelsen af de palæstinensiske områder, holdt foredrag i israelske skoler. Han fik også fjernet en roman af den israelske forfatter Dorit Rabinyan, Grænselinje, om en jødisk-arabisk kærlighedshistorie fra Israels gymnasieskolers curriculum med begrundelsen, at den ’truede jødisk identitet’.

Ved valgene i 2019 havde Bennett – efter i en kort periode at være helt fravalgt fra Knesset – allieret sig med den højrevendte kvindelige politiker Ayelet Shaked i det bosættervenlige Yamina-parti. Han var en kort periode forsvarsminister, indtil Netanyahu fyrede ham til fordel for lederen af den blåhvide centrum-højre-koalition, Benny Gantz. Og efter det seneste valg den 23. marts – det fjerde i rækken af nyvalg, der strandede på uafgjort mellem højre og centrum-højre – holdt Naftali med sine kun syv mandater sine kort tæt ind til kroppen.

Han ventede til Netanyahu måtte opgive at danne regering, før han signalerede, at han måske/måske ikke kunne samarbejde om et alternativ til Likuds lederskab – forudsat en betaling, nemlig premierministerposten. Igen viste han sig som en dygtig, men i grunden principløs operatør, hvis eneste faste politiske melding er, at en selvstændig stat til palæstinenserne var, er og forbliver en luftspejling.

»Det vil ikke ske på min vagt,« er hans gentagne mantra – der kun adskiller sig fra Netanyahus ved at være i direkte udtalt opposition til Washington. Ellers er der ingen forskel.

En politisk analytiker har sagt, at Yair Lapid generelt er »anset for at være en ubetydelig politisk showman«, men samme analytiker vil nu ikke udelukke, at han kan vokse med opgaven.

En politisk analytiker har sagt, at Yair Lapid generelt er »anset for at være en ubetydelig politisk showman«, men samme analytiker vil nu ikke udelukke, at han kan vokse med opgaven.

Amir Cohen

Yair Lapid – en retorisk begavet mediestjerne som klarer sig uden at mene noget rigtigt

Yair Lapid er prototypen på den moderne politikertype, der trådte ind i politik udefra i stedet for at vokse op i politik indefra, som det var normen, før tv kunne gøre underfrankerede middelmådigheder til stemmeslugere. Hvilket til en vis grad matcher synet på Lapid som en letvægter, da han i 2012 som landskendt talkshowvært besluttede sig for en politisk karriere med dannelsen af partiet Yesh Atid (Der er en Fremtid).

Dengang erklærede han uden nogen form for skam, at han regnede med at kunne sætte sig i premierministerkontoret senest i 2016. Sådan gik det ikke, men nu – ni år efter sin indtræden på Israels politiske scene – er posten som regeringschef i 2023 en realistisk mulighed. Forudsat naturligvis at den nye syvpartiregering holder indtil da.

Hvilket ikke er givet. Det aktuelle politiske klima in mente med intimidering og slet skjulte trusler om vold har fået mange til at mindes tiden op til mordet på Yitzhak Rabin i 1995. Også dengang var Benjamin Netanyahu i stand til at skabe ophidselse med fordømmelser af Oslo-aftalerne som »forræderi«– i en sådan grad, at Rabins enke nægtede at hilse på ham ved begravelsen.

Hurtig til at vejre stemning

Nu er Netanyahu forhenværende, uanset hans bandbuller, og som arkitekt af den historisk hidtil usete højre-centrum-venstre ’forandring – koalition’, er Yir Lapid i orkanens øje.

Som søn af den nu afdøde tidligere justitsminister Josef ’Tommy’ Lapid, ligeledes en prominent journalist, der var en farverig og til tider kontroversiel politiker, er 57-årige Yair Lapid langtfra intellektuelt underfrankeret. Men måske kniber det med politisk-ideologisk legitimitet. Da han stillede op til sit første valg i 2013 havde han da heller ikke et program, der adskilte sig fra populistiske almindeligheder – ud over et punkt om inddragelse af det ultraortodokse segments privilegier, herunder fritagelse for militærtjeneste og udbredt offentlige forsørgelse.

Men det punkt gav kegler, og med sin status som mediestjerne kombineret med en retorisk begavelse vandt han 19 mandater som debutant og blev Knessets næststørste parti efter Likud. Valgtriumfen betød, at Netanyahu gjorde ham til finansminister i et års tid, indtil han blev fyret i 2014, da det var opportunt for Netanyahus operative strategi, som det hed i rapporterne fra dengang.

Og som Steve Weizman i Jerusalem, mangeårig politisk analytiker for det franske pressebureau, AFP, noterer, »er Lapid generelt anset for at være en ubetydelig politisk showman uden ideologisk base, men hurtig til at vejre en stemning. Ingen ved, hvor man har ham, i vitale spørgsmål som holdningen til bosættelserne og en fredsaftale med palæstinenserne – så er han for en tostatsløsning, så er han imod, det har været umuligt at udlede en klar politik af hans meldinger«.

Men Weizman medgiver, at Lapid har ’holdt hovedet koldt’ i den proces, der nu har ført til dannelsen af den spraglede regeringskoalition, ligesom han behændigt har blokeret for Benjamin Netanyahus mange forsøg på sabotage.

»Det kan ikke udelukkes, at han vokser med opgaven,« siger Weizman, »og det er jo set før. Hvem havde forestillet sig, at slagteren Ariel Sharon fra 2000 til 2005 blev den bedste premierminister, Israel har haft?«

Overraskende tilbageholdende

På samme måde har den ellers arrogante og selvbevidste Lapid overrasket med sin tilbageholdende attitude i det forhandlingsmandat, han fik den 5. maj, da det stod klart, at Netanyahu ikke var i stand til at lime et dueligt flertal sammen.

Og som det fremgår af tidligere interview til israelske medier, lagde han tidligt sin strategi med at pege på en anden end sig selv som regeringschef i sikker forvisning om, at det var vejen til et flertal, der kunne vippe Netanyahus position som den længst siddende premierminister i Israels 73-årige historie.

»Der er noget langt vigtigere på spil end min position,« sagde han til netmediet The Times of Israel forud for valget den 23. marts, »nemlig at få sagt farvel til Netanyahu.«

Det var også tegningen i den ’blåhvide’ alliance i 2019, som Lapid indgik med Benny Gantz – den tidligere generalstabschef, der gik ind i politik i 2018 med det erklærede formål at afløse Netanyahu.

Men efter tre valg i 2019-20, der endte i uafgjort mellem blokkene, lod Gantz under indtryk af COVID-19-krisen sig lokke til at bryde alliancen med Lapid for at blive forsvarsminister i et Netanyahu-kabinet. Med aftale om rotation, som Netanyahu forudsigeligt brød, da han udskrev det fjerde valg den 23. marts på en konstrueret uenighed om statsbudgettet. Også denne gang uden at nå et flertal med de religiøse partier og det nye fascistiske højreparti, Religiøse Zionister.

I denne såvel som i de foregående tre valgkampe i perioden 2019-20, var Lapids gentagne budskab den »nødvendige fjernelse« af Benjamin Netanyahu, der i Lapids optik er en fare for demokratiet – »vi taler ikke om et diktatur, men om en hybrid et sted mellem Ungarn og Tyrkiet«, som han sagde om sin tilsidesættelse af egne personlige ambitioner.

»For mig er der tale om en national nødsituationen, og jeg vil gøre hvad som helst, for at landet skifter regering.«

Som sagt, så gjort – også Lapids kritikere tipper med hatten for den præstation, det er at sammenstykke en regering bestående af tre hardcore højrepartier, to centrumpartier – herunder hans eget liberale Yesh Atid, der med 17 mandater er næststørst i Knesset – to venstrepartier og med et arabisk parti som garant for det knebne flertal på 61 mandater. Hertil kommer en ’blind makker’ i den arabiske fællesliste bestående af tre partier med i alt seks mandater, der står uden for begge politiske blokke, men som vil ’sygemelde’ parlamentarikere og altså sikre et flertal i fald regeringskoalitionen slår revner til under de 61 mandater. Hvilket bestemt er en risiko.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Nu, lidt skarpere "business as usual", - det skal nok gå af H til, i forhold til palæstinenserne. Flere konfrontationer, flere dræbte palæstinenser, flere ulovlige bosættelser, mere annektering af palæstinensisk land - -.
Svært at kritisere Rusland, Kina, Marokko og andre "tyvagtige lande", når vi støtter op om Israels ulovlige adfærd!

Asiya Andersen, Christian Bruun, Anne Di Salvo, Susana Ritius, Anders Graae, Birte Pedersen, Holger Nielsen, Uffe Juul, David Zennaro, Bo Stefan Nielsen, John Andersen, Arne Albatros Olsen, Jan August og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Det er altid problematisk for ikke at sige direkte farligt, når politikere lever i boble med en selvopfattelse og et verdensbilled , som baserer sig på en tvivlsom mytologi.

Det kan kun gå galt !

Bo Stefan Nielsen

At en højreekstremist kan komme til magten i Israel, er desværre ingen overraskelse. Netanyahu er en højreekstremist i en apartheidstat, der kun er blevet mere ekstrem under hans ledelse, så det er "kun" et spørgsmål om, at Naftali og hans parti er mere uapologetiske omkring ekstremismen. Hvad der er helt grotesk, er selvsagt, at både venstrefløjsparti og et arabisk parti sælger totalt ud og giver legitimitet og magt til det alleryderste højre. Det her er formentlig intet mindre end katastrofalt for håbet om en fredelig fremtid og for tilliden til såkaldte moderate kræfter i Israel. "Hvad sagde vi?!", kan man nærmest høre Hamas gentage igen og igen.

Nike Forsander Lorentsen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Så vidt jeg husker har Naftali Bennett direkte udtalt ' jeg har dræbt mange arabere i mit liv, og det ser jeg absolut intet galt i' så er stilen ligesom lagt.

Har sagt det før og synes at det beviser min pointe meget godt når jeg siger at Israel for hvert år synker ned i mere og mere religiøs og ekstrem stemning og atmosfære.

Det ændrer for mit vedkommende ikke det store af Meretz og Labour er med i koalitionen for flertallet er klart højreorienteret, og man skal ikke glemme at ved sidste valg fik Israel det mest højreorienterede og religiøse parlament nogensinde.

At kalde Lapid for en midterpolitiker er da vist kun i Israelsk politik det fungerer sådan - vil vove den påstand at deres midte som er Benny Gantz med Blå og Hvis og Lapids Yesh Atid ville lægge et godt stykke ude på højrefløjen i dansk og europæisk kontekst - synes det er at hvidvaske deres synspunkter.

Atilla Thcengiz

Umiddelbart en utrolig ustabil og skrøbelig koalition hvis mission synes at være at gøre ende på Bibi's æra hvilket er helt fint og fundamentalt for en entitet som påstår og tror at det er en demokratisk stat. Hvad der måtte ske derefter må guderne vide.

Håber at vi også snart kan sige bye-bye til den snart 20-år gamle Erdogan-regimet, i modsætning til Israel synes der at være en stabil alternativ hvis det bare kunne finde ud af at være mere modig og strategisk tænkende.

Atilla Thcengiz

Et stabilt alternativ skulle der stå, beklager at mine danske kundskaber svigter mig en gang i mellem. Det ser ud til at Biden har opgivet Netanyahu, ingen hemmelighed at Obama ikke brød sig om Netanyahu, og den umuliges mulige koalition synes at være i led-tråd med Biden/Obama administrations ønske om at slippe af med ham.

Hvad angår Erdogan, synes Bidens options være noget begrænsede og fortvivlede. Han kan satse på nogle "skrøbelige" aftaler med en som er ved at tabe magten, eller indgå FATALE aftaler med ham vel vidende at det kan føre til REVOLUTIONÆRE tilstande i Tyrkiet til trods for og takket være FULD STØTTE til Erdogan fra US og EU.