Em i fodbold
Læsetid: 5 min.

Drømmen fra 96 lever i de engelske hjerter

Fredag dyster England og Skotland i en kamp, der minder englænderne om en svunden tid, hvor deres landshold spillede bedre fodbold, og deres land var mindre splittet
Kampen mod Skotland ved EM i 1996 var en af de gange, englænderne var heldige og afsluttede med en sejr på 2-0. I aften mødes de igen.

Kampen mod Skotland ved EM i 1996 var en af de gange, englænderne var heldige og afsluttede med en sejr på 2-0. I aften mødes de igen.

Neal Simpson /Ritzau Scanpix

Udland
18. juni 2021

Man kan med en vis ret påstå, at englænderne ofte har haft fodboldguderne imod sig i de afgørende kampe ved slutrunderne.

For bare at nævne nogle eksempler:

Chris Waddles afslutning på indersiden af stolpen i den forlængede spilletid af VM-semifinalen mod Vesttyskland i 1990; Sol Campbells urimeligt annullerede hovedstødsmål i den forlængede spilletid af kvartfinalen mod Argentina ved VM i 1998; Steve McManamans skud på stolpen i den forlængede spilletid af EM-semifinalen mod Tyskland; Lampards ikkegodkendte scoring mod Tyskland ved VM i 2014, hvor bolden var næsten en meter over stregen.

Og de mange, mange tabte straffesparkskonkurrencer …

Men ved en enkelt lejlighed var englænderne faktisk heldige. Det var for 25 år siden, nærmere betegnet i kampen mod Skotland i anden kamp af gruppespillet ved EM i 1996 på hjemmebane.

Her førte England 1-0, da deres anfører, Tony Adams, med et kvarter tilbage klippede benene på en skotsk angriber inde i feltet.

Straffespark. Og pludselig vinker den tidlige elimination fra slutrunden forude for et engelsk mandskab, der kun fik ét point i den første puljekamp mod Schweiz.

Skotlands anfører Gary McAllister placerer bolden på pletten, mens hele Wembley Stadium falder hen i tavshed. Og bag tv-skærmene forbereder millioner af engelske fodboldfans sig på endnu en nedtur med The Three Lions.

Men så indtræffer miraklet. Målmand David Seaman springer til den rigtige side og redder McAllisters knaldhårde skud – og minuttet senere suser Englands angrebsivrige midtbanespiller Paul Gascoigne ind i feltet i den anden ende af banen og scorer turneringens bedste mål ved først at vippe kuglen over en skotsk forsvarer og dernæst helflugte den ind bag Andy Goram i Skotlands mål.

2-0 – og dermed var vejen banet for en strålende slutrunde for englænderne. En slutrunde, der først sluttede, da de (igen) led nederlag til tyskerne efter straffesparkkonkurrence i semifinalen.

Under fodboldens paraply

Og de gyldne dage fra sommeren 1996 fylder meget i englændernes bevidsthed i disse uger.

Ikke kun fordi historien gentager sig i aften i form af en puljekamp mod Skotland på hjemmebane i anden runde af gruppespillet – men også fordi minderne fra Euro 96 tager englænderne tilbage til en lysere og mere optimistisk periode i deres lands historie.

I midten af halvfemserne var der fremgang og fremtidstro på alle fronter i Old Blighty.

Britpopbands som Blur og Oasis var godt i gang med at revitalisere hele den engelske musikkultur; Premier League var hastigt ved at udvikle sig til den smeltedigel af talent fra hele verden, som vi kender i dag; og i parlamentet var en 43-årig leder af Labour ved navn Tony Blair på nippet til at blæse 17 års konservativt styre væk.

Og så var der landsholdet. Anført af anarkisten Gascoigne og med et stærkt supporting cast i form af skikkelser som Tony Adams, Steve McManaman og Alan Shearer leverede England noget af det bedste fodbold, man har set fra dem i moderne tid; og ude på trænerbænken sad menneskekenderen Terry Venables og foretog sig så lidt som muligt i sikker forvisning om, at drengene inde på banen havde bedst af frie tøjler og et klap på skulderen i ny og næ.

Eller som kulturskribenten Simon Hattenstone fra The Guardian har formuleret det:

»For engelske fodboldfans af en vis alder var Euro 96 en gylden epoke – eller i hvert fald tre gyldne uger. (…) Det var, som om alting smeltede sammen, stil, håb, politik, kultur, erhverv og solskin, under international fodboldbolds kæmpestore paraply.«

Ikke så indbydende

Dermed udgør midthalvfemserne noget af en kontrast til England, der træder frem ved et blik over Nordsøen i dag: Et konfliktramt samfund, hvor culture wars, immigrationsspørgsmål, Brexit og klimafejder har splittet englænderne og delt de unge fra de gamle, provinsen fra byboerne og nord fra syd.

This green and pleasant land er måske ikke helt så grønt og indbydende mere. Og næppe nogen kan blive overrasket, hvis en nation, der i forvejen har let til nostalgi, benytter lejligheden til at svømme bort i minderne om en svunden tid.

Når det er sagt, så er Euro 2020 ikke Euro 1996 om igen. Og det engelske landshold er i sin nuværende udgave helt anderledes end det, der vandt folkets hjerter for 25 år siden.

Væk er uregerlige individualister som Paul Gascoigne og Tony Adams; spillere, der kæmpede med et kaotisk privatliv uden for kridtstregerne.

I stedet personificeres det nuværende mandskab af dets fåmælte anfører, frontløberen Harry Kane; en maskinel skarpskytte, der endnu har til gode at sige noget tankevækkende eller interessant.

Og på sidelinjen står alvorsmanden Gareth Southgate. En af de mest konservative og risikoforskrækkede landstrænere ved denne slutrunde.

Laver han korttricks?

At skriverkarlene på de britiske sportsmedier alligevel har fået lidt drama at berette om, skyldes de to sæbeoperaer, som landsholdet mere eller mindre uforvarende er blevet involveret i.

Den første angår udtagelsen af Liverpools anfører Jordan Henderson.

Henderson er på vej tilbage fra en længere skadespause, og det har fået den tidligere midtbanekriger fra Manchester United, Roy Keane, til at stille spørgsmål ved berettigelsen af Liverpools anfører i EM-truppen:

»Jeg har hørt, at man gerne vil have ham med – men hvorfor? Laver han korttricks? Arrangerer han quizzer om aftenen?«

Den kritik har Henderson taget fra den humoristiske side ved at bemærke, at han har et par ekstra kort »oppe i ærmet«, hvis det skulle være nødvendigt.

Mere alvorlig er den ballade, som landsholdsspillernes beslutning om at knæle før hver kamp i solidaritet med Black Lives Matter-bevægelsen har udløst. Et mindretal af det engelske publikum er nemlig begyndt at buhe ad spillerne, når de går ned på knæ, hvilket har udløst kritik fra den engelske premierminister Boris Johnson.

Forleden blev han dog undsagt af sin egen indenrigsminister, hardlineren Priti Patel, der nægtede at tage afstand fra dem på lægterne, der buher ad det engelske landshold.

»Det er deres valg«, sagde hun – og tilføjede om hele praksissen med at gå ned på knæ, at hun ikke »støtter dem, der deltager i den form for symbolpolitik«.

Og så er vi tilbage ved splittelsen igen. Det engelske folkefærd er efterhånden så delt, at de ikke engang kan enes om at lade deres egne landsholdsspillere foretage en antiracistisk gestus før kampstart.

Men hvis der er noget, der kan samle englænderne, så er det et slagsmål med deres nordlige naboer. Hvis England slår Skotland i aften, er de garanteret videre færd i turneringen – og så bliver det måske alligevel en sommer, der lagrer sig i de engelske fodboldhjerter.

England – Skotland, Gruppe D, klokken 21.00 på DR TV

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her