Baggrund
Læsetid: 8 min.

EU’s grænsevagter anklages igen for at skubbe migranter ud med vold. Unionen står i en blindgyde

Endnu en gang bliver EU-medlemslande anklaget for ulovlige og voldelige pushbacks ved Europas grænser, men konsekvenser og løsninger lader vente på sig. Hvis man vil ændre situationen, er det nødvendigt med uafhængige undersøgelser og kontrol, mener politikere, ngo’er og eksperter
Emigranter ved grænsen til Grækenland.

Emigranter ved grænsen til Grækenland.

Nicolas Economou/Getty Images

Udland
28. juni 2021

Kroatiske betjente tæsker flygtninge og migranter tilbage over grænsen og ud af EU. Den græske kystvagt tvinger asylansøgere tilbage i overfyldte gummibåde og retur mod Tyrkiet. Spanske soldater jager migranter retur til Marokko med tåregas og stave.

Anklageskriftet mod Europas grænsevagter bliver stadig tykkere. Rapport efter rapport fra forskellige humanitære organisationer dokumenterer, hvordan EU’s grænsevagter illegalt og ved brug af vold og tortur skubber migranter og asylansøgere ud af unionen. Og alligevel bliver der ikke gjort noget ved overgrebene.

»At vi dokumenterer, at det her finder sted, burde være en øjenåbner for myndighederne, både på europæisk niveau, men også i de enkelte stater,« siger Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp, der ser en »systematisk brug af pushbacks i et større og stigende omfang ved Europas grænser«.

Hun stiller sig undrende overfor, hvorfor det ikke har fået konsekvenser for medlemslandene.

»Vi må bare konstatere, at selv om disse såkaldte pushbacks er veldokumenterede, så bliver der ikke reageret på det.«

Senest i denne uge anklagede Amnesty International i en ny rapport de græske myndigheder for »tortur, mishandling og illegale pushbacks« af flygtninge og migranter, som er blevet tvunget tilbage til Tyrkiet. Og i en anden ny rapport konstaterer Human Rights Watch, at EU’s grænseagentur, Frontex, har vist sig ude af stand til troværdigt at undersøge og skride ind over for mishandling af flygtninge og migranter ved de ydre grænser.

Som konsekvens af forholdene kalder en række ngo’er på uafhængige undersøgelser og kontrol af grænsemyndighedernes handlinger.

»Der er behov for uafhængige kontrolmekanismer, der har fuld adgang til at observere grænsemyndighedernes arbejde og efterforske krænkelser. Det kan være med til at forhindre volden ved EU’s eksterne grænser,« siger Charlotte Slente.

»Det skal sikre, at vi får mere troværdige og transparente undersøgelser, som også kan stille folk til regnskab for de krænkelser af menneskerettighederne, som sker ved grænserne.«

Det synspunkt bakkes op af flere politikere i Europa-Parlamentet og Folketinget. Blandt andre Rosa Lund, Enhedslistens udlændingeordfører.

»Vi står over for et stort problem i EU, som vi er nødt til at få undersøgt, så vi kan gøre noget ved det. Vi kan ikke ignorere så alvorlige ting,« siger hun.

Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, mener også, at det kan være positivt at »få nogle uvildige øjne til at kigge på situationen, og få en mere officiel redegørelse for at være sikker på, at de principper, vi synes, man skal anvende langs den ydre grænse også bliver håndhævet«.

Upopulært at gå ind i sagen

En af årsagerne til, at de illegale pushbacks indtil videre ikke har haft konsekvenser eller skabt større reaktioner fra EU og medlemslandene kan netop være, at undersøgelserne ikke bliver udført af uafhængige instanser, men af ngo’er og medier. 

»EU og medlemslandene vil altid være fristet til at bruge argumentet om, at ngo’er og medier er partiske og ikke er til at stole på. Derfor bør der oprettes uafhængige kontrolinstanser med robuste efterforskningsbeføjelser, der har midlerne til løbende at være til stede i områderne. Ellers vil man fortsat have problemer med krænkelser af menneskerettighederne,« siger Markus Jaeger, der i mange år har arbejdet som konsulent med fokus på grænsebevogtning og overholdelse af menneskerettigheder. I øjeblikket arbejder han på et studie bestilt af blandt andet De Grønne i EU-Parlamentet, der skal undersøge mulige overvågningsmekanismer af menneskerettigheder ved EU’s ydre grænser.

Han understreger dog, at problemet med voldelige pushbacks er reelt og omfangsrigt, og kan være værre end ngo’er og medier har dokumenteret, fordi de ikke har fuld adgang til grænseområderne.

En anden årsag til politikernes manglende ageren i sagen er, at det ikke står først på deres liste at gå ind i debatten om dårlig behandling af migranter ved Europas grænser, da de europæiske vælgere er blevet stadig mere kritiske over for indvandring og åbne grænser.

»Selvom det er veldokumenteret, at der finder ulovligheder sted, og flere af EU-institutionerne har igangsat undersøgelser, så ser man meget tøvende svar fra mange medlemslande,« siger Anne Ingemann Johansen, der er postdoc ved Syddansk Universitet og siden 2014 har forsket i EU’s håndtering af flygtninge- og migrantstrømmen.

Markus Jaeger er enig:

»Mange borgere er ligeglade med, hvordan man holder folk væk fra Europa, det vigtige er, at man holder dem væk. Og det ved politikerne. Det kan være upopulært at sige, at der er ulovligheder ved grænserne, og det er yderst upopulært at forsvare migranter, og derfor gør de det ikke,« siger han.

Tillid til systemet

De Konservatives Pernille Weiss, der som medlem af EU-Parlamentet har fokus på problemerne med pushbacks, mener, at man som borgerlig og fortaler for retsstatens principper dog ikke kan ignorere pushback-metoden. Men hun erkender, at der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed på problemet i Danmark.

»Det, at der ikke er så meget opmærksomhed på det fra dansk side, er desværre en kendsgerning og en konsekvens af, at vi bor så langt væk fra de grænseområder, som lige nu er udfordret,« siger hun.

Den danske regering mener ikke, at man i Danmark har et ansvar for at presse på for at få igangsat en uafhængig undersøgelse af anklagerne om pushbacks og vold ved grænserne.

»I første omgang er det jo de medlemslande, som rapporterne handler om, der har et ansvar for at tage affære og undersøge, hvad der sker. På den måde er det ikke noget, vi som land skal handle på,« siger Socialdemokraternes udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, der på trods af utallige rapporter om menneskerettighedsbrud ved grænserne og anklager om, at EU-systemet ikke tager problemet alvorligt, alligevel oplyser, at den danske regering »har tillid til systemet«.

I Amnesty Internationals seneste rapport påstås det, at de græske grænsevagter rutinemæssigt bruger vold og ulovlig tilbageholdelse, før de sender migranter ud af EU igen. Selv personer, der allerede har søgt om asyl og er ved at få deres asylkrav prøvet, er blevet illegalt deporteret. DRC Dansk Flygtningehjælp har sammen med andre ngo’er dokumenteret, hvordan 2.162 børn, kvinder og mænd alene i perioden januar til april i år gennem pushbacks langs den såkaldte Balkanrute var blevet forhindret i at søge beskyttelse i Europa, hvilket er i strid med internationale konventioner og EU-lov.

Charlotte Slente mener, at den øgede brug af pushbacks er et udtryk for, at retten til at søge asyl er blevet undermineret i Europa.

»Det handler i virkeligheden om, at man ikke anerkender folks ret til at søge asyl i de lande, de kommer til,« siger generalsekretæren, der også mener, at situationen ved EU’s ydre grænser er noget, danskerne bør forholde sig til, selvom Danmark ikke er en frontstat:

»Det er ikke et problem, vi kan lukke øjnene for, blot fordi mennesker ikke kommer direkte til vores grænser.«

Adskillige udfordringer

Men EU står over for nogle gevaldige udfordringer, når det kommer til at få stoppet de ulovlige pushbacks. Og for at forstå hvorfor det er vanskeligt, skal man skelne mellem Frontex og medlemslandenes egen grænsekontrol.

For at tage Frontex først, så har humanitære organisationer det seneste år anklaget det europæiske grænseagentur for ulovligt at sende migranter retur uden at give dem mulighed for at få behandlet deres ansøgning om asyl. En række EU-aktører, der formelt set er juridisk forpligtet til at føre et overordnet tilsyn med Frontex, er i gang med at undersøge sagen. Blandt andet har Europa-Parlamentet nedsat en såkaldt ’scrutiny group’, der skal granske Frontex’ aktiviteter.

Ifølge Anne Ingemann Johansen er udfordringen, at aktørerne ikke har særlig god føling med, hvad der sker på jorden i lande som Grækenland og Italien, og derfor er de afhængige af, at alle problematiske hændelser bliver indrapporteret korrekt, hvilket langt fra er tilfældet.

Samtidig har EU meget svært ved at skride til handling, hvis undersøgelserne skulle finde frem til, at der er begået ulovligheder. EU har nemlig ikke beføjelser til at fyre direktøren i Frontex, da han udpeges af en bestyrelse, bestående af repræsentanter fra hvert enkelt medlemsland, og beslutningen skal tages med to tredjedeles flertal.

»EU-institutionerne har måttet sande, at de har skabt et ekstremt uafhængigt agentur, fordi direktøren ikke kan blive afskediget af hverken Kommissionen eller Europa-Parlamentet. De kan kræve svar, kritisere og tage afstand, men magten til at afsætte direktøren ligger hos Frontex’ bestyrelse, som udgøres af repræsentanter fra medlemslandene, og så længe direktøren har opbakning fra bestyrelsen, så er han meget uafhængig,« siger hun.

Afgivelse af suverænitet

Bevæger vi os videre til kontrollen med medlemslandenes handlinger ved grænserne, skal EU-Kommissionen føre tilsyn med, om medlemslandene overholder lovgivningen, og der kan rejses en sag for EU-Domstolen. Men ifølge Anne Ingemann Johansen er det meget vanskeligt at løfte bevisbyrden, fordi det igen kræver, at alle hændelser bliver indrapporteret korrekt.

»Det løser ikke problemet med at kunne sætte hurtigt ind. Der mangler virkelig et uafhængigt organ, der har tæt føling med, hvad der foregår, kan sanktionere og reagere hurtigere end en domstol,« slår hun fast.

For at etablere sådan et organ, vil det kræve, at Kommissionen, Parlamentet og Rådet skulle blive enige om det, hvilket vil betyde, at medlemslandene skal gå med til en ny overstatslig instans.

Udover Kommissionens rolle har EU og Frontex ikke de store beføjelser, hvis der opstår beskyldninger om brud på loven. Den operationelle grænsebevogtning er en national kompetence, og efterforskningen pågår derfor i medlemslandet, og i langt de fleste tilfælde når man frem til, at der ikke har fundet ulovligheder sted.

»Problemet er, at det ikke er en uafhængig undersøgelse,« siger Anne Ingemann Johansen.

Det er direktøren for Frontex, der står med valget om at godtage undersøgelsen eller suspendere agenturets aktiviteter i landet, hvis der altså er tale om en fælles EU-operation, som man for eksempel har i Grækenland. Men det er langt fra i EU’s interesse, fordi man ønsker at opretholde grænsebevogtningen.

»EU er fanget i, at hvis man suspenderer Frontex-operationer, så har man slet ikke nogen føling med, hvad der sker, og man risikerer, at grænsebevogtningen fuldstændig kollapser,« siger Anne Ingemann Johansen og fortæller, at en løsning kunne være, at medlemslandene afgav øget suverænitet inden for dette område.

»Men det er de færreste medlemslande, der er villige til at gå med til det, fordi det er et kerneområde af et lands suverænitet at bevogte de ydre grænser.«

Mudret ansvarsfordeling

Fordi afgivelse af suverænitet i forhold til spørgsmålet om grænsekontrol forbliver et urealistisk bud på en løsning, har EU forsøgt sig med en middelvej, hvor man gør Frontex mere uafhængigt af medlemslandene i forhold til økonomi og grænsevagter. Budgettet til Frontex er steget med flere hundrede millioner euro, og i de kommende år skal man ansætte operationelt personale, så en ny styrke på 10.000 medarbejdere, heriblandt grænsevagter og kystvagter, kan stå klar i 2027.

»Men det ændrer ikke ved, at i sidste ende ligger de operationelle beslutninger stadig ved værtslandet, og Frontex kan fortsat kun sanktionere ved at suspendere sin operation,« siger Anne Ingemann Johansen.

Bagsiden ved den større uafhængighed er også, at det er blevet vanskeligere at skelne mellem, om ansvaret for lovovertrædelser ligger ved værtslandet eller EU, forklarer hun:

»Der er en meget mudret ansvarsfordeling på nuværende tidspunkt, som kun vil blive endnu sværere at afkode med Frontex’ nye mandat. Frontex har nu fået tildelt en større rolle i den operationelle bevogtning af de ydre grænser, men har fortsat ringe muligheder for at sikre, at tingene går ordentligt for sig – og at reagere på det, når det ikke er tilfældet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske & Christina Nordvang Jensen

"»Men det ændrer ikke ved, at i sidste ende ligger de operationelle beslutninger stadig ved værtslandet, og Frontex kan fortsat kun sanktionere ved at suspendere sin operation,« siger Anne Ingemann Johansen."
citat fra artiklen

Frontex er en joke, der kun kan rådgive det enkelte medlemsland, der stadigvæk helst selv står for bevogtningen af landet grænse, der så tilfældigvis også er EU's ydre grænse.

Det er helt umuligt ikke at trække på smilebåndet, når man læser, at Frontex' eneste sanktionsmulighed overfor et medlemsland er at holde sig væk !!
Det er jo ikke en sanktion; men en belønning, så medlemslandet kan udøve sin grænsekontrol i fred for Frontex' snushaner.

Men der er ikke et eneste medlemsland, der vil give Frontex operative beføjelser á la United States Border Patrol - heller ikke her til lands.

jens christian jacobsen

@ Gert Romme
'Det fælles ansvar?' Alle underslgelser af flygtninges asylkrav indenfor EU-landene (2014-2020) viser, at mellem 65 og 70% ikke har krav på beskyttelse. Heller ikke iflg. konventionerne.
Hvad skal 'det fælles ansvar' for disse migranter så gå ud på? De smider -forståelig nok - de papirer væk, som kan spore deres opridelsesland.
A slowboat to China? Fri migration over alt i verden?

Per Torbensen, Georg Christiansen, Georg Kallehauge, Jacob Nielsen, Henrik Andersen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Nielsen

Jeg kan blot konstatere at vi dag for dag nærmer os den rædselsvision som forfatteren Niels E. Nielsen udfolder i sin bog fra 1979, Kains Arv.
Et centralt element i fortællingen handler om hvordan Europa hæren, uden skrupler, skyder direkte mod menneskemasserne der strømmer mod Europa. I bogen kæmper de forgæves...

Europas blinde øje bliver mere og mere betændt.

Ruth Sørensen, Daniel Joelsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
slettet slettet

Konventionen glemte at tage højde for bekvemlighedsflygtninge, som misbruger denne “ret” til til asylprøvning. Da konventionerne næppe er udformet af gud, er det vel fair nok at arbejde mod en opdatering af konventionerne tilpasset forhold hvor folk bare “asyl” shopper alt efter hvor velstanden er størst.

Finn Thøgersen, Per Torbensen, Georg Christiansen, Henrik Ovesen, Georg Kallehauge, Jacob Nielsen og Henrik Andersen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Den eneste bekvemlighed der er at spore i debatten, er fra den der hjemmefra i ro og magelighed, under morgenkaffen udgyder afstumpethed.

For det kan ikke være dem, der fortvivlet i forsøget på at få deres families liv og sikkerhed til at hænge sammen, har brudt bånd og solgt kære ejendele for at skaffe penge til rejsen. Ej dem der har udsat sig for livstruende farer, trodset advarsler og trusler, militær og politi, røvere og banditer, sult og tørst og som det måske er lykkedes at ende i en flygtningelejer. Det drejer sig kun om en brøkdel, for mange har opgivet eller tabt på vejen. Her står de så, den lille familie med børn på og venter i årevis i en indhegnet teltlejer på at lykkes med asyl i en labyrint af bureaukratiske forhindringer.

Disse “bekvemlighedsflygtninge” håner kaffedrikkeren, er ikke rigtige flygtninge.

Jan Fritsbøger, Ruth Sørensen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Jeg er ikke naiv, for strømmen af flygtninge er reel. Men den løses heller ikke ved bekvemt at oprette et Tesfayekontor i Rwanda. Her er det Maslow pyramiden der skal efterses.