EU’s længe ventede landbrugsaftale møder hård kritik fra grønne organisationer

Efter tre års hårde forhandlinger landede EU’s medlemslande, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen fredag et kompromis om den nye såkaldte CAP, EU’s fælles landbrugspolitik for perioden 2021-27.

CAP’en, der lægger beslag på 2.874 milliarder kroner eller næsten en tredjedel af EU’s samlede budget, skal på én gang sikre erhvervets konkurrenceevne, de enkelte landmænds indkomst, større social lighed i landbruget samt et mere miljø- og klimavenligt jordbrug. Den nye politik skulle være trådt i kraft i år, men på grund af de dybe uenigheder er den udskudt til 2023.

Resultatet bliver af EU-Kommissionens næstformand Frans Timmermans karakteriseret som »begyndelsen på et reelt skift mod en mere grøn og retfærdig CAP«.

»Vi vil reservere mere landbrugsjord til biodiversitet, belønne landmænd, der tager ekstra skridt for klima og miljø, og flere midler vil tilflyde små landbrug. Det er ikke perfekt, men stadig et stort skridt i den rigtige retning,« siger Timmermans.

Resultatet mødes imidlertid af hård kritik fra grønne organisationer.

»Aftalen fastholder i det store og hele tingene, som de er. Den fastholder den katastrofale økonomiske polstring af den industrielle kød- og mælkeproduktion, som ødelægger vores miljø og tvinger små landmænd ud af erhvervet,« siger Marco Contiero, leder af Greenpeace-EU’s landbrugsafdeling.

Han opfordrer nu medlemmerne af Europa-Parlamentet til at stemme kompromisteksten ned, når den kommer til godkendelse i Parlamentet. Det samme gør Jabier Ruiz, leder af landbrugsafdelingen hos WWF i Bruxelles: »Dette kan ikke kaldes en fælles beslutning: Parlamentet har fået afvist praktisk talt alle de ændringer, der kunne have gjort den kommende CAP grønnere og mere retfærdig,« siger han.

Aftalen

De langstrakte forhandlinger blev af blandt andet grønne organisationer set som en mulighed for at gøre op med det hidtidige centrale princip om at yde landmænd støtte efter størrelsen på deres bedrifter. Sammenslutning af økologiske landbrugsorganisationer i EU, IFOAM Europe, har talt for at gøre samfundsnytte i bred forstand til nyt afgørende princip for støttetildelingen, mens den grønne gruppe i Parlamentet har presset på for at gøre så stor en del af støtten som mulig bestemt af, at det enkelte landbrug bidrager til miljøforbedringer.

På det punkt blev kompromiset, at mindst 25 procent af den direkte støtte skal øremærkes ecoschemes, det vil sige ordninger, der tilskynder landmændene til at anvende metoder til gavn for klima, miljø og biodiversitet. Dette er frivilligt, men landmanden går altså glip af denne del af støtten, hvis vedkommende ikke anvender sådanne grønne metoder.

Parlamentet havde fra start forlangt 30 procent, Ministerrådet kun 18 procent – i kompromiset indgår, at de 25 procent først gælder fra 2025.

Et andet kontroversielt hovedpunkt i aftalen er CAP’ens ny ’grønne arkitektur’, der skal sikre, at betingelserne for støttebetaling er ambitiøse nok. Det handler om krav til beskyttelse af kulstofrige vådområder, om vekseldrift, om plantedække af jord med mere – områder, hvor aftalen ifølge kritikerne på stort set alle områder rummer undtagelsesbestemmelser, der sår tvivl om effektiviteten i praksis.

Aftalen rummer et krav om, at mindst ti procent af den direkte støtte målrettes små og mellemstore landbrug, muliggjort ved eksempelvis at sætte et loft for støtten til de største bedrifter.

Det grundlæggende problem er ifølge aftalens kritikere, at medlemslandene får udvidede beføjelser til selv at udmønte støtteordningerne, og at EU-Kommissionens mulighed for at stille dem til regnskab er svage.