Klokken fire om morgenen, på hverdage, tænker Isabelle ofte på Marine Le Pen, partichef for Rassemblement national, Frankrigs højrepopulistiske parti, der tidligere hed Front National. Isabelle er lufthavnsarbejder. Hun bor ved den franske riveria og må stå op før daggry for at nå pendlertoget til sit arbejde. Undervejs spekulerer hun på, om hun vil kunne leve af sin pension. Eller bekymrer sig for den kriminalitet, som så mange taler om.
Og nu er hun også begyndt at tro på de franske højrepopulisters retorik om »national prioritet« – på deres løfter om at give etniske franskmænd fortrinsret til job, lejligheder og velfærdsydelser. For hun oplever, at ’indvandrere’ klarer sig bedre end hende, siger hun.
»Emmanuel Macron går mere op i udenrigspolitik end i de franske folks trængsler. Men Le Pen, der er advokat og mor til tre, hun forstår de franske arbejdere,« siger hun.
I årtier har Isabelle stemt på borgerlige mainstreampartier. Det gør hun ikke ved de franske regionalvalg, hvor første runde holdes søndag.
»Jeg er blevet en af de kvinder, som engang stemte på Nicolas Sarkozy. Men nu sætter jeg mit kryds ud for Marine Le Pen,« siger hun og trækker på skuldrene.
Udsigten til stor fremgang for Frankrigs ekstreme højre har været et dominerende tema i debatterne op til regionalvalgene. Le Pen har rakt hånden ud til de traditionelle centrum-højre-vælgere i en kampagne, der samtidig skal være affyringsrampe for hendes egen valgkamp: I 2022 forsøger hun for tredje gang at blive valgt til posten som Frankrigs præsident. Indtil videre tyder alle meningsmålinger på, at hun let går videre til anden runde imod den siddende præsident, Emmanuel Macron. Hverken den stærkt splittede franske venstrefløj eller Frankrigs traditionelle borgerlige partier har endnu kunnet finde kandidater, der kan udfordre hende.
Sneboldeffekt
»Der er sneboldeffekt i gang,« siger Stewart Chau, sociolog og konsulent ved meningsmålingsinstituttet Viavoice.
»Marine Le Pen har hverken ændret stil eller opblødt sine centrale politiske ideer. Til gengæld har den sociale kontekst i Frankrig ændret sig. Og nu kan hun udnytte, at hendes traditionelle temaer har bundfældet i den offentlige mening. Franskmændene oplever utryghed og øget kriminalitet. Den følelse har vokset sig større siden sidste valg.
Der er en følelse af, at samfundet går tilbage, og uligheden vokser. Den følelse forstår Marine Le Pen at knytte konsekvent sammen med indvandring, EU og globalisering. Og senest har COVID-19-krisen yderligere forstærket forestillingen om, at vi lever i en frygtens tid, hvor der er brug for beskyttelse og for at styrke den nationale suverænitet.«
»Og jo mere de andre partier bidrager til at bringe Le Pen i fokus for den politiske debat ved at fokusere på frygten for, hvor stor fremgang hun kan få, og hvordan de bedst kan modvirke dette – jo mere de andre partier går til angreb på hendes dagsorden, jo mere kommer de til at normalisere hendes parti.«
At vinde valget i en fransk region vil være et politisk nybrud for Le Pens nationalistiske, antiimmigrationsparti, der vil kunne give det en mulig højere troværdighed. Rassemblement National (RN), der blev grundlagt som Front National af Le Pens far, den tidligere faldskærmssoldat Jean-Marie Le Pen for næsten 50 år siden, sidder på borgmesterposten i blot ti kommuner i Frankrig og har aldrig ledet en fransk region, hvor budgetterne er i milliardklassen, og ansvarsområder omfatter blandt andet gymnasier og offentlig transport. Tidligere har taktisk stemmeafgivning – som når venstrefløjsvælgere hellere stemmer på en ’anstændig borgerlig’ end på en chanceløs venstrefløjskandidat for ’at stoppe den højreekstreme fare’ – nemlig altid begrænset partiets regionale stemmetal.
Men den sydfranske Provence-Alpes-Côte d’Azur-region (PACA), som strækker sig fra rivierakystens luksuspalæer til de forarmede landsbyer i Vaucluse og Marseilles nedslidte sociale boligbyggerier, kan nu blive et politisk laboratorie for Le Pen. Meningsmålinger viser dødt løb i regionen, men med en lille fordel til RN. I anden runde af valget, som holdes næste søndag, står hendes kandidat til 51 procent imod 49 til den borgerlige kandidat. I givet fald vil det være repræsentanter for det højrepopulistiske parti, der står og byder velkommen på den røde løber ved Cannes-festivalen i næste måned – et potentielt pr-mareridt for den franske regering.
Fascistoidt islæt
Sejrschancerne for Le Pens parti vil bero på, i hvor høj grad strategien med at appellere til de traditionelle borgerlige vælgere er lykkedes. Hvad præsidentvalget i 2022 angår, vurderer tænketanken Fondation Jean Jaurès, at selv om en valgsejr til Le Pen over Macron fortsat må anses for lidet sandsynlig, så vil den om ikke andet kunne komme inden for rækkevidde, hvis hun får styr på mindst en af tre følgende ting:
- Le Pen skal vinde et stort antal centrum-højre-vælgere over på sin side.
- Hun skal lykkes bedre med sin pr-offensiv for at ’afdæmonisere’ sit parti og rykke det væk fra det »fascistoide« islæt, der kendetegner partiets fortid og grundlæggergeneration – og den indsats skal være så vellykket, at almindelige vælgere ikke længere ser hende som en højreradikal fare og derfor ikke finder på at stemme taktisk for at stoppe hende.
- Mistilliden til Macron skal ramme et lige så højt niveau som den generelle mistillid til Le Pen, så vælgere i større antal afstår fra at stemme på ham.
Endnu har Le Pen ikke styr på en eneste af disse faktorer. Men det er her, at PACA-regionen – hvor vælgerne anser Le Pens hovedtemaer – kriminalitet og indvandring – som de vigtigste politiske spørgsmål – kan blive en afgørende lakmusprøve. I Frankrig som helhed er den andel af vælgerne, der opfatter Le Pens parti som en fare for demokratiet, faldet til 49 procent, mens andelen på den traditionelle borgerlige fløj, der har et positivt syn på Le Pen, er stigende. Og i en usædvanlig manøvre har Macrons parti, La république en Marche, besluttet sig for ikke at stille op på en selvstændig liste i PACA-regionen og har i stedet indgået et valgforbund med Les Républicains, Frankrigs største borgerlige parti.
»Regionalvalget bliver en test,« siger Thierry Mariani, Le Pens regionale spidskandidat, efter at han har hilst på lokale fiskere på et marked i Cannes. »PACA er speciel, for her er republikanerne gået sammen med Emmanuel Macron imod os. Så hvis de taber, får vi bevist, at Macron – selv når han går sammen med andre – er i store vanskeligheder. Og vi får bevist, at republikanerne ikke længere har nogen selvstændig politiske linje. Og at Macrons La République En Marche! ikke har formået at få fodfæste blandt græsrødderne.«
62-årige Mariani, der var minister i Nicolas Sarkozys borgerlige regering, er det offentlige ansigt for Le Pens charmeoffensiv over for centrum-højre. Han dannede først sin egen fraktion af hardline-højreorienterede parlamentsmedlemmer, men hoppede så over i Le Pens parti, da han øjnede en chance for at blive valgt til Europa-Parlamentet med Le Pens gruppe i 2019.
Mariani er vokset op i det nordlige Vaucluse og har været leder af en operafestival. Han hævder, at hans lange karriere i politik må betyde, at ingen kan opfatte ham som ’farlig’.
Højtryksrenser
Men han hævder også, at Sarkozy ikke gik langt nok efter sine kontroversielle kommentarer i 2005 om, at han ville udrense kriminaliteten i de multiraciale forstæder med en højtryksspuler.
»Vores problem er, at vi aldrig fik tilsluttet spuleren,« siger han.
Cannes, en traditionel borgerlig højborg er ikke typisk Le Pen-territorium. Byens borgmester, en forsvarer af 2016-forbuddet mod ’burkinier’ på den franske rivieras strande og siden 2019 medlem af det mindre borgerlige parti, Soyons Libres, blev for nylig genvalgt med svimlende 88 procent af stemmerne. Men langs kysten mellem Cannes og Nice siger højreradikale kampagnefolk, at folk er blevet langt mere modtagelige for deres ideer.
»Før var vi nødt til at sætte plakater op i ly af natten og ændre på budskaberne, for ellers blev de hærget,« siger Gabriel Tomatis, en 22-årig historiestuderende fra Nice, der meldte sig ind i RN i en alder af 17. »Nu sætter vi dem op ved højlys dag, og folk stopper op for at udtrykke sympati.«
Han fortæller, medlemskabet af partiets ungdomsafdeling i Alpes-Maritimes-området er vokset i de seneste måneder. »I min studenterforening oplever jeg en stigende interesse for Le Pen, især med de vanskeligheder, studerende har haft siden COVID-19.«
Le Pen appellerer for øjeblikket mest til de vælgere, der i stigende grad bekymrer sig om vold og kriminalitet. Hun har konsekvent sammenkoblet ’kriminaliteten’ med, hvad hun kalder « massiv, ureguleret indvandring« og påstår, at Frankrig står over for et »kaos«.
Selv om venstrefløjen påpeger, at der ikke er noget statistisk belæg for kraftigt stigende kriminalitet, er den yderste højrefløj blevet styrket af Le Pens retorik. Og Macrons indenrigsminister, Gérald Darmanin, der også taler meget om kriminalitet, har advaret om den »voksende vildskab i en del af det franske samfund.«
Lav købekraft
På loppemarkedet i Cannes står 83-årige Paul og sælger antikt bestik – han er stået op klokken fem og er kørt hertil fra Nice for at sætte sin stand op. Han stemte tidligere på de traditionelle borgerlige partier, men vil nu sætte kryds ved Le Pen. Med de meget få turister som følge af pandemirestriktionerne, er det sløje tider. Nogle gange tjener han kun mellem ti og 15 euro på loppemarkedet, og det kan knap nok dække benzinomkostningerne. Hans pension er på 700 euro om måneden.
»Der kommer en stor økonomisk krise,« siger han. »Kriminaliteten er på vej op, og der er ikke nok politi. Folk omkring mig siger: ’Hvorfor ikke prøve Le Pen?’«
73-årige Christel, en tidligere rejsearrangør, der aldrig har stemt på andre partier end Sarkozys og dets gaullistiske forgængerpartier, siger, hun aldrig kunne finde på at stemme på Le Pen til præsidentvalget. Men til regionalvalget er det anderledes.
»Jeg er skuffet over politikerne og kan mærke, jeg er blevet mere yderliggående,« siger hun.
Christèle Lagier, lektor i politologi ved Avignon Universitet, beskriver RN’s tilhængere i Sydfrankrig som borgere, »der typiske ikke har stor købekraft, men alligevel arbejder og betaler deres skat, og som oplever, at systemet for social omfordeling ikke fungerer til deres fordel.«
Hun siger, at RN-vælgere føler, de ikke får adgang til de samme fordele som andre og, at de – helt i overensstemmelse med Le Pens retorik – især føler, at de ikke får lige så meget ud af det som Frankrigs indvandrerbefolkning.
Christophe Castaner, en af de mest markante Macron-støtter i Sydfrankrig og tidligere indenrigsminister i hans regering, kaldte for nylig RN’s indvandreretorik for »falsk« og »anti-republikansk«. Han fordømte det også som et »racistisk parti« med historiske bånd til antisemitiske overbevisninger, og som finansieres fra udlandet.
I Cannes siger Jean-Luc, en partner i et arkitektfirma, der altid har stemt på traditionelle centrum-højre-partier, at den stærkt stigende tilslutning til Le Pens parti bekymrer ham.
»Jeg holder mig til det traditionelle højre – dem kan man bedre stole på, når det gælder om at få styr på økonomien, hvilket jeg ser som det afgørende.«
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
