Baggrund
Læsetid: 9 min.

I den geopolitiske kamp mellem Kina og Vesten: »Forskere føler sig presset og udøver selvcensur«

Flere og flere lande stempler Kinas behandling af uighurerne som folkemord. Er det den rigtige vej at gå? Nej, mener flere forskere, der ser anklagerne mere som del af en geopolitisk kamp end interesse for uighurernes forhold. Men de frygter samtidig at blive udskammet som kinavenlige, når de efterlyser nuancer og mere dokumentation for beskyldningerne om kinesisk undertrykkelse
»Som forskere er vi blevet viklet ind i en geopolitisk kamp. Presset er blevet enormt,« fortæller den danske antropolog Rune Steenberg, som forsker i Kinas uighuriske mindretal.

»Som forskere er vi blevet viklet ind i en geopolitisk kamp. Presset er blevet enormt,« fortæller den danske antropolog Rune Steenberg, som forsker i Kinas uighuriske mindretal.

Mark Schiefelbein

Udland
17. juni 2021

For ganske få år siden fik de over 12 millioner uighurer i den nordvestkinesiske ørkenprovins Xinjiang ganske lidt opmærksomhed. Ja, de færreste i Vesten havde vel egentlig hørt om den muslimske befolkningsgruppe. Men nu udgør de og deres skæbne et af de politisk absolut mest sprængfarlige forskningsfelter.

»Som forskere er vi blevet viklet ind i en geopolitisk kamp. Presset er blevet enormt,« fortæller den danske antropolog Rune Steenberg, som netop forsker i det uighuriske mindretal. »Presset kommer fra Kina, men også i stor grad fra Vesten.«

Kina anklages for at spærre uighurerne inde i interneringslejre og udsætte dem for tvangssterilisation, tvangsarbejde og tortur. Tidligere i år begyndte USA at beskrive behandlingen af uighurerne som folkemord. Siden har parlamenterne i flere vestlige lande – Storbritannien, Canada, Holland og Litauen – stemt for at stemple Kinas handlinger som folkemord. Og i denne uge fulgte både Tjekkiet og Belgien trop.

I Prag bakkede parlamentet mandag op om en erklæring, hvori det hed, at Kina gør sig skyldig i »massive brud på menneskerettighederne«, »folkemord« og »forbrydelser mod menneskeheden«.

Beijing afviser alle anklager om undertrykkelse som løgne og vestlig propaganda.

Anklagerne og modanklagerne har skabt en giftig atmosfære for forskere, også for dem, siger Rune Steenberg, der stiller alvorlige spørgsmål til de vestlige beskyldninger mod Kina og det, som han beskriver som det dominerende »folkemordsnarrativ«.

Flere forskere mener nemlig, at der ikke er tilstrækkeligt med videnskabelig dokumentation til at konkludere, hvor stort omfanget af undertrykkelsen af uighurerne rent faktisk er, og om der er grundlag for at tale om folkemord. Men de oplever en udbredt nervøsitet i egne rækker for åbent at udfordre påstandene og dokumentationen bag anklagerne, da flere er bange for at blive udskammet som apologeter for det kinesiske styre. Samtidig føler de sig viklet ind i et spil, der mere handler om en stormagtsrivalisering mellem Kina og USA end om uighurernes reelle forhold.

»Forskere føler sig presset og tør ikke ytre sig og vælger at selvcensurere, fordi de er bange for at blive karakteriseret som kinavenlige, og for at blive brændemærket for at være på den forkerte side af denne kolde krig, der er ved at opstå,« siger Rune Steenberg, der er postdoc fra Københavns Universitet og i dag leder et researchprojekt om uighurerne ved Palacky Universitet Olomouc i Tjekkiet.

»Jeg ved, at mange af mine kolleger føler sig presset af at skulle indordne sig under fortællingen om, at det er et folkemord, der finder sted i Xinjiang,« fortsætter han. »Det virker nu, som om, det mere handler om storpolitik end om uighurernes situation.«

Frygt for folkemordsbenægtere

Samme oplevelse har David Brophy, der har Xinjiang og det uighuriske folk som forskningsfelt ved University of Sydney i Australien.

Han siger, at det er en udbredt følelse blandt forskere, at der er »en betingelse eller et krav om«, at man skal bruge betegnelsen folkemord til at beskrive situationen i Xinjiang, også selv om mange forskere ikke mener, der er belæg for at beskrive det som sådan.

»Folk føler sig fanget, fordi de ikke tør gå imod den bestemte terminologi af frygt for at blive stemplet som folkemordsbenægtere,« siger David Brophy, der for nylig har skrevet bogen China Panic: Australia’s Alternative to Paranoia and Pandering. »Der er forskere, som er blevet hårdt angrebet for blot at stille spørgsmål til, hvad det præcist er, der foregår i Xinjiang.«

Både Rune Steenberg og David Brophy understreger, at de ikke anfægter, at en voldsom undertrykkelse af uighurerne finder sted.

»Men spørgsmålet er, hvor voldsomt omfanget er, og hvor systematisk og planlagt undertrykkelsen er,« siger Steenberg, der mener, at mange af de rapporter, der offentliggøres om situationen i Xinjiang, og som danner grundlag for de hårde anklager mod Kina, er baseret på et alt for spinkelt grundlag og ikke i tilstrækkelig grad udsættes for en kritisk kildeundersøgelse.

Begge anerkender, at man ikke kan sige med 100 procents sikkerhed, hvad der sker i Xinjiang, da området i stor grad er lukket ned af de kinesiske myndigheder, det er noget nær umuligt for forskere at tage dertil, og uighuriske kilder risikerer at blive fængslet, hvis de taler med udenlandske forskere eller journalister. Men man kan sørge for at nuancere de oplysninger, man trods alt har, mener de.

Kan affejes som vestlig propaganda

En af de anklager, som gentages af vestlige medier og politikere er, at Kina fortsat i dag holder en million uighurer fanget i interneringslejre. David Brophy siger, at det efter al sandsynlighed ikke er tilfældet – der er snarere tale om et akkumuleret tal over folk, der gennem de seneste år har været igennem lejrene i kortere eller længere perioder.

Rune Steenberg fortæller, at kineserne begyndte at lukke interneringslejrene i sommeren 2019, og de fleste af dem er i dag lukket. En del er dog i stedet blevet overført til det normale fængselssystem.

Der har også været flere anklager om tvangssterilisation af uighuriske kvinder. Noget, siger Rune Steenberg, som har fundet sted, men vi ved ikke i hvor stort omfang.

David Brophy siger, at situationen også skal ses i sammenhæng med, at tvangssterilisation i flere årtier har været en del af den såkaldte familieplanlægningspolitik i hele Kina med det mål at holde befolkningstilvæksten nede – noget, som ikke gør denne praksis mindre kontroversiel, men som dog ifølge forskerne indikerer, at tvangssterilisationen ikke er led i en målrettet indsats for at udrydde uighurerne som folk, som ville styrke anklagen om folkemord.

Rune Steenberg påpeger, at tortur uden tvivl finder sted i Xinjiang – som det også gør i resten af Kina, og tvangsarbejde blandt uighurerne er »et kæmpe problem«, selv om omfanget her også er usikkert.

Det kan måske alt sammen virke som detaljer i den større fortælling om undertrykkelsen af uighurerne, men både Brophy og Steenberg advarer om, at hvis man ikke er så præcis som muligt, og ikke baserer hårde, bastante anklager på troværdige og videnskabeligt funderede beviser, så kan det ende med at være til det kinesiske regimes fordel.

»Det kan gøre det nemmere for kineserne at affeje anklagerne som vestlig propaganda,« siger Rune Steenberg.

Kontroversiel rapport

For nylig begyndte en kontroversiel 18-siders rapport med titlen Xinjiang: what do we know, how and why? at cirkulere blandt vestlige forskere, hvori forfatterne sætter spørgsmålstegn ved det, som de beskriver som »den etablerede sandhed om Xinjiang«, som udbredes i Vesten af medier og politikere.

Forfatterne påstår, at »der har været meget lidt kritisk gennemgang af mange af påstandene« om menneskerettighedsbrud i Xinjiang, og de derfor skal tages med »store forbehold«.

Forfatterne bag rapporten har valgt at forblive anonyme, ifølge dem selv fordi de frygter repressalier for at udfordre den gængse narrativ om situationen i Xinjiang.

Rapporten har ført til debat i forskermiljøet, og folk, der har tillagt den troværdighed, har for alvor fået ørerne i maskinen. Blandt andre professor Jane Golley, der leder Australian National Universitys center for kinastudier. I en tale i april henviste hun til rapporten, citerede fra den, og sagde, at den »skyder meget af det, I har læst i vestlige medier, ned«.

På sociale medier, i avisspalter og i en høring i det australske parlament blev hun udsat for massiv kritik og anklaget for at dele kinesisk propaganda og for at forsvare det kinesiske regime.

Den tyske antropolog Adrian Zenz, der står bag rapporter, som danner grundlag for anklager om kinesiske menneskerettighedsbrud i Xinjiang, kritiserede Jane Golley skarpt: »Jeg er overrasket over, at Golley ikke forstår, at dette vil skade hendes akademiske ry,« sagde han til The Sydney Morning Herald. »Hvad værre er, så sjofler hendes anbefaling (af rapporten, red.) den lidelse, som uighurerne oplever, og det er helt klart uetisk.«

Jane Golley replicerede, at hun blot havde ønsket at sætte gang i en rationel debat.

Selv om både Steenberg og Brophy anser den anonyme rapport for at være for ukritisk over for Kina, så mener de også, den stiller vigtige spørgsmål til det herskende narrativ i Vesten om Xinjiang, og episoden med Jane Golley er for dem samtidig skrækeksemplet på, at man risikerer at få skindet revet af næsen, hvis man stikker den for langt frem i debatten om Xinjiang.

»Inden for forskning burde det være legitimt at stille skeptiske spørgsmål,« siger David Brophy. »Jane Golley blev udsat for nogle hårde og ubehagelige angreb i pressen, og det er formentlig med til at afskrække andre fra at udfordre den dominerende fortælling.«

Danske kinaforskere og kommentatorer er tidligere blevet anklaget for at være »Kinas nyttige idioter« for at forholde sig for ukritisk over for Kina. Rune Steenberg ser ikke sig selv tilhørende den kategori og understreger, at han er særdeles kritisk over for Kinas undertrykkelse i Xinjiang, og ønsker ikke, at hans kommentarer skal bruges af kineserne til at skabe tvivl om, hvorvidt uighurerne udsættes for undertrykkelse.

»Mit formål er at efterlyse en kritisk debat om kilderne og finde mere evidens for at komme så tæt på sandheden som muligt,« siger han. »Der er brug for en faktabaseret videnskabelig debat og ikke en politisk, ideologisk båret debat.«

Folkemord eller ej

Der er udbredt enighed om, at Kina voldsomt undertrykker uighurerne, men ikke om hvorvidt Beijing har en bevidst strategi om at ødelægge eller udslette uighurerne som gruppe, hvilket er et afgørende element ifølge international lov, hvis man skal løfte bevisbyrden for anklager om folkemord.

På sin sidste dag som USA’s udenrigsminister i Trump-administrationen tilbage i januar beskrev Mike Pompeo kinesernes behandling af uighurerne som folkemord.

Det er en anklage, som præsident Joe Bidens administration også bakker op om. I maj opfordrede USA’s ambassadør til FN, Linda Thomas-Greenfield, Kinas regering til at »stoppe sine forbrydelser mod menneskeheden og folkemordet på uighurerne.«

Det sker til trods for, at advokater i USA’s eget udenrigsministerium har sagt, at der ikke er tilstrækkeligt med beviser for folkemord.

Desuden kom Human Rights Watch i april med en rapport, der beskrev Kinas behandling af uighurerne som »blandt de værste menneskerettighedskrænkelser ifølge international lov«, men som samtidig erklærede, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser for folkemord.

I starten af juni nåede Amnesty International i en anden rapport frem til samme konklusion.

Flere jurister har kritiseret Biden-administrationen for ikke at fremlægge tilstrækkelige beviser for folkemord.

»Man skal aldrig tage let på at fremføre en anklage om folkemord. En upassende brug af termen kan eskalere geopolitiske og militære spændinger og devaluere de historiske minder om folkemord, såsom Holocaust, og forhindrer derved evnen til at forhindre fremtidige folkemord, « skriver blandt andre William Schabas, professor i international menneskeretslovgivning ved Leiden Universitet. »USA’s regering bør fremføre anklager om folkemord på forsvarlig vis, men det er ikke sket i dette tilfælde.«

Men hvis det ikke er folkemord, hvad er det så?

»Det er en situation med ekstrem undertrykkelse. Kulturelt folkemord ville formentlig være en passende beskrivelse,« mener David Brophy.

Det kan jo lyde slemt nok. Men mærkatet folkemord er alligevel af en anden kaliber. Det er en anklage, som kommer med en enorm politisk vægt, og som vil lægge pres på Vesten for at indføre hårde straffe mod Kina.

Menneskerettigheder som våben

David Brophy ser det som en klar politisk beslutning fra USA’s side at spille folkemordskortet og som et eksempel på, at USA »udnytter menneskerettighedsområdet som et våben i sin udenrigspolitik«.

»USA er interesseret i at bruge situationen i Xinjiang til udskamme og ydmyge Kina,« siger David Brophy. »USA vil undgå at miste indflydelse eller status internationalt til Kina, og ved at kaste et negativt lys på Kina forsøger man at opbygge en international front mod Kina og kaste forhindringer i vejen for, at Kina kan øge sin indflydelse og prestige internationalt.«

David Brophy er samtidig skeptisk over for, om det overhovedet kan bidrage til at forbedre forholdene for uighurerne, når vestlige lande beskriver Kinas handlinger som folkemord.

»Hvis man overhovedet skulle forestille sig, at Kina ville skifte kurs og forbedre forholdene i Xinjiang, så skulle det være, fordi Beijing ville tro på, at de derigennem ville kunne forbedre deres forhold til Vesten og resten af verden i betydelig grad,« siger David Brophy. »Men når Kina står over for et USA, som har gjort det tydeligt, at man satser på en stormagtsrivalisering, så vil Beijing formentlig konkludere, at der ikke vil være nogen gevinst ved at reagere positivt på kritik af situationen i Xinjiang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Afsløringer af den amerikanske propaganda vil forhåbentlig også afsløre at:

1. Uighurerne siden nullerne har igangsat adskillige opstande mod især Han-kinesere i Xinjiang. Der har været adskillige hundrede dræbte. Formålet har været løsrivelse fra Kina.
2. Uighurerne i masser af tilfælde har nægtet deres piger adgang til uddannelsessystemet.
3. at de bevidst har tilsidesat kinesisk 1 og 2-barnspolitik. I gennemsnit hat de siden 2010 fået 3,6 barn pr. hustand.
4. De er blevet religiøst radikaliserede gennem kontakterog rejser til Kazaksthan, Saudiarabien og til Tyrkiet.

Uighurerne har haft propagandadgang til vestlige medier gennem især en Adrian Zenz, en højreradikal og genfødt kristen tysker. Han kan naturligvis ikke længere besøge Kina endsige Xinjiang-provinsen.
Kineserne har siden 1950erne brugt genopdragelseslejre. Der er intet nyt i, at bestemte typer afvigelser fra den nationale linje behandles på denne måde, og mig bekendt har vestlige medier ikke følt grund til at anfægte disse før nu.
Når så det er sagt, er der ikke tvivl om at kineserne bruger metoder der er os i vesten væsensfremmmede og mange gange afskyelige.
Respekt for Amnesty der ikke vil betegne de hårdhændede kinesiske metoder som folkemord. Der skal alligevel en del mere til.

kjeld hougaard, John Scheibelein, Karsten Nielsen, Torben K L Jensen og Per Dørup anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Dette dilemma har nok kun een løsning: At forskerne siger, hvad de mener, men holder sig på absolut saglig og verificerbar grund.

John Scheibelein, Steffen Gliese og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Dette dilemma har nok kun een løsning: At forskerne siger, hvad de mener, men holder sig på absolut saglig og verificerbar grund.

Steffen Gliese

Det er et vældig godt eksempel igen på, hvordan forskning og politik ikke kan stå i et indbyrdes afhængighedsforhold.
Forskningen er jo altid evaluerende og bagudrettet, mens politikken nødvendigvis må være handlende på baggrund af de foreliggende omstændigheder.
Det vil således være for sent, når videnskaben afgør, at der foregik et folkemord.

jens christian jacobsen

@ Steffen Gliese

'..Forskningen er jo altid evaluerende og bagudrettet, mens politikken nødvendigvis må være handlende på baggrund af de foreliggende omstændigheder.
Det vil således være for sent, når videnskaben afgør, at der foregik et folkemord.'

Én ting er at du mener, at forskningen 'altid må være evaluerende og bagudrettet' Det er faktuelt forkert. Eksempler på andre typer forskning er legio.
Men når du så skriver, at politik må handle 'på baggrund af de foreliggende omstændigheder', bliver jeg for alvor urolig.
Vil det sige at i tilfældet uighurerne er 'omstæmdighederne' udokumenterede amerikanske påstande, som politikken så bare skal rette ind efter? Det er jo ud fra det du skriver, en kendsgerning. Så forstår jeg bedre, hvorfor politikere efterhånden dumper i alle tillidsmålinger over hele kloden.
Men sådan er det naturligvis heller ikke kun. Der er tale om politikeres helt bevidste valg og fravag af oplysninger afhængig af observans, tilhørsforhold og de bestikkelser, de modtager. De kan så undskylde sig med, at de handler værdibaseret. Men det kan forskningen ikke. Den skal altid underbygge sine påstande og det har en stor del af forskningen så undladt ifm. uighurer og Kina. Og forskningen kan ikke undskylde sig med at være værdibaseret. Det gør den heller ikke. Den er det bare. For man bider ikke den hånd, der fodrer en.

Per Dørup, John Andersen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

@jens christian jacobsen: ”Øst er Øst og Vest er Vest og de to skal aldrig mødes” Kipling. Da vi mistede magten på kloden efter anden verdenskrig, og ikke vandt noget som helst med militær overlegenhed, så blev ”moral” ”menneskerettigheder mm kørt i stilling og fordømme de onde, dem fra ”ondskabens axe”. De ”gode” i Vest kæmper for de godes sejre over de onde. Vietnam, Afghanistan, Mellemøsten hvor vi udøver en guddommelig straf over ondskab. De onde kan også sultes ud: Iranere med flere. De gode Saudier og Israeler får vår udelte støtte, ellers anser USA at Danskere er på de ondes side. Så det er bedre for forskere og medier at falde til patten. Vi er ikke blevet så ny-kristne at vi lader den der er uden skyld kaste den første sten. Vi er alle skurke.

kjeld hougaard

@jens christian jacobsen: ”Øst er Øst og Vest er Vest og de to skal aldrig mødes” Kipling. Da vi mistede magten på kloden efter anden verdenskrig, og ikke vandt noget som helst med militær overlegenhed, så blev ”moral” ”menneskerettigheder mm kørt i stilling og fordømme de onde, dem fra ”ondskabens axe”. De ”gode” i Vest kæmper for de godes sejre over de onde. Vietnam, Afghanistan, Mellemøsten hvor vi udøver en guddommelig straf over ondskab. De onde kan også sultes ud: Iranere med flere. De gode Saudier og Israeler får vår udelte støtte, ellers anser USA at Danskere er på de ondes side. Så det er bedre for forskere og medier at falde til patten. Vi er ikke blevet så ny-kristne at vi lader den der er uden skyld kaste den første sten. Vi er alle skurke.

jens christian jacobsen

@Gert Romme
Kan du angive en kilde til din historie?

Jan Fritsbøger

jeg har været i kina og jeg har været i USA, og skal jeg sammenligne trivslen så er kina helt uden konkurrence det bedste land, kineserne smiler meget mere, virker langt mere åbne, mindre fjendtlige, og ja faktisk umiddelbart mere frie,
men lad nu være at bilde dig ind at jeg ikke ser problemer i kina, dem ser jeg overalt i hele verden, ikke mindst i Danmark, og nej jeg er alt andet end naiv,
men hvis man vil blive klogere på kina,
så følg Jan Oberg og læs hans objektive beskrivelser af USA/kina konflikten, eller gå på opdagelse i "The transnational"
https://transnational.live/2020/11/28/a-glimpse-behind-the-facade-of-wes...
de er den mest seriøse modvægt imod vestlige fjendebilleder og useriøs propaganda jeg har mødt

jens christian jacobsen, Per Dørup, John Andersen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

Dejligt at Information herefter ikke uden videre kan følge enhver vestlig antikinesisk propaganda.