Baggrund
Læsetid: 7 min.

Joe Bidens reformer holder i kø bag Senatets mest højreorienterede demokrat

Mens Joe Biden er på statsmandsturné i Europa, smuldrer hans ambitiøse, indenrigspolitiske program. Præsidenten har ikke lagt skjul på, at han håber at efterlade samme aftryk på USA som Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnson, men i den forgangne uge satte Senatets mest højreorienterede demokrat en foreløbig prop i
Hele Joe Bidens progressive reformprogram hviler i hænderne på Senatets mest højreorienterede demokrat, 73-årige Joe Manchin fra West Virginia.

Hele Joe Bidens progressive reformprogram hviler i hænderne på Senatets mest højreorienterede demokrat, 73-årige Joe Manchin fra West Virginia.

Stefani Reynolds

Udland
14. juni 2021

Som præsident har Joe Biden ikke levet op til sit ry som moderat forvalter af status quo. Ud over en historisk økonomisk krisepakke, som allerede er gennemført, har Biden fremlagt en offensiv udvidelse af det amerikanske velfærdssystem, massive investeringer i infrastruktur og luftet ambitiøse reformer om racisme, våbenregulering, politiet, klimakrisen og det amerikanske demokrati.

Tidligere på foråret rundede Biden sine første 100 dage som præsident, og allerede nu har politiske kommentatorer udråbt ham som en »samfundsforandrende« præsident, der kan se frem til en plads i samme »demokratiske pantheon« som Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnson.

Der er bare et problem, et ret stort problem, der står imellem Biden og en plads i historiebøgerne. Demokraterne har det snævrest mulige flertal i Senatet, så samtlige af partiets medlemmer skal med om bord for at få noget igennem kammeret – og det er endda kun nok i de tilfælde, hvor det er muligt at omgå den såkaldte filibuster, der betyder, at 60 ud 100 senatorer skal blive enige.

Joe Bidens ret store problem har også et navn. Hele det progressive reformprogram hviler i hænderne på Senatets mest højreorienterede demokrat, 73-årige Joe Manchin fra West Virginia.

»Det er besynderligt, hvordan omstændighederne pludselig kan fæstne magten hos en bestemt person,« sagde den amerikanske professor Mark Carl Rom om Joe Manchin her i avisen allerede i januar.

I sidste weekend var der dårlig nyt til dem, der håbede, at Joe Manchin måske ville brokke sig lidt, kræve et par symbolske nedskaleringer og nogle ekstra lunser til West Virginia, men i sidste ende ville stemme med partilinjen. I et indlæg i lokalavisen Charleston Gazette-Mail skrev han, at han hverken vil være med til at »svække eller afvikle« filibusterreglen eller lægge stemmer til demokraternes bud på en valgreform, ’For the People Act’.

Siden valget i november har republikanske flertal i flere stater taget initiativ til nye, lokale valglove, der sætter nye forhindringer op for særligt sorte og fattiges mulighed for at stemme, og de demokratiske ledere ser ’For the People Act’ som et nødvendigt modsvar på udviklingen. Men Joe Manchin vil kun støtte en reform af det demokratiske system, som nyder bred støtte over midten, skriver han i lokalavisen. 

Manchins udmelding varsler to problemer for Joe Biden og demokraterne. For det første tegner det sort for valgreformen. For det andet sender Joe Manchin et klart signal om, at han ikke vil være med til at gennemføre omfattende lovgivning på baggrund af snævre demokratiske flertal. Og uden Joe Manchin er der slet ikke noget demokratisk flertal.

Da Joe Biden fredag steg ombord på Air Force One, efterlod han sig et reformprogram, der er gået i stå. Og kort før afgang brød de tværpolitiske forhandlinger om en ny infrastrukturpakke så også sammen. 

På den måde har et kort indlæg i en lille lokalavis sået alvorlig tvivl om fortællingen om den store, samfundsforandrende præsident. 

Stort, dristigt, hurtigt

Da Joe Biden tiltrådte den 20. januar i år, var der små to år til midtvejsvalget, hvor demokraterne med stor sandsynlighed mister deres spinkle flertal i Kongressen. Sådan plejer det i hvert fald at gå for den siddende præsidents parti. Uret tikker allerede. Efter november 2022 kan det nemt være meget besværligt for Joe Biden at skulle indfri sine løfter til vælgerne.

Strategien virker da også ret klar. Denne gang skal folk mærke gevinsterne ved en demokratisk præsident.

»Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forfølge de største, mest dristige forandringer overhovedet,« sagde demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, for nylig. »Mit partis fremtid afhænger af det.«

Eller som Bidens øverste økonomiske rådgiver, Brian Deese, for nylig forklarede til The New York Times, arbejder de ud fra en rettesnor om at efterlade vælgerne med en klar oplevelse af, at »regeringens politik rent faktisk forbedrer deres liv«.

En forudsætning for at føre det offensive reformprogram ud i livet er, at de ikke investerer for meget tid, energi og politisk kapital på at vinde republikanernes støtte. Det synes i hvert fald at være det dominerende synspunkt i Det Demokratiske Parti.

Selv om Joe Biden taler meget om at forsone det splittede Amerika, har adskillige fremtrædende demokrater advaret ham mod at begå samme fejl, som prægede Barack Obamas første år som præsident.

»Der er konsensus om, at en af fejlene i 2009 var at bruge for lang tid gøre på tilnærmelser til republikanere, som aldrig havde nogen egentlig intention om at gå med til noget,« forklarede senator Chris Murphy tidligere i år.

Netop her støder Biden-regeringens strategi sammen med Joe Manchin, der ser det samarbejde over midten som det højeste ideal i politik.

Lige nu er den konflikt meget konkret. Tre aktuelle, demokratiske forslag er på vej gennem Kongressen:

  • Infrastruktur: Regeringen har foreslået investeringer i klima og infrastruktur for to billioner dollar. Manchin er som udgangspunkt tilhænger, selv om han er imod visse dele af reformen, for eksempel at hæve selskabsskatten til 28 procent. Desuden har han allerede sat sit særlige varemærke i diskussionen. Han foretrækker at have republikanerne med. I praksis betyder det, at gøre investeringer mindre i håbet om at vinde støtte fra enkelte republikanske senatorer.
  • Politireform: Efter drabet på George Floyd og de efterfølgende protester har demokraterne fremlagt en politireform, som har været igennem Repræsentanternes Hus. Demokraterne har ingen mulighed for at smyge den uden om filibusterreglen, så for demokraterne kræver det enten støtte fra mindst ti republikanske senatorer eller en afvikling af filibusterreglen for at få den igennem. Det første er meget usandsynligt, og det andet har Joe Manchin afvist.
  • Kina: Intet samler som en fælles fjende. Med ’The Endless Frontier Act’ vil de amerikanske politikere give 250 milliarder dollar i innovations- og erhvervsstøtte til amerikanske virksomheder. Initiativet bliver udlagt som et forsøg på at holde amerikansk industri konkurrencedygtig over for Kina, der i stor stil uddeler statslige midler til forskning og innovation til landets virksomheder. Loven blev vedtaget onsdag med støtte fra begge partier.

Samarbejdspolitik 

Sammenstødene mellem den demokratiske regerings strategi og Joe Manchins idealer stopper næppe her. Med sit indlæg i den hjemlige lokalavis har senatoren fra West Virginia gjort det klart, at han under ingen omstændigheder vil være med til at fjerne filibusteren. Så de store reformer, der ikke kan klemmes igennem med budgetreglerne, vil kræve opbakning fra mindst ti republikanere. Det er helt i Manchins ånd. Man kan se ham som en radikal centrist. Ved enhver lejlighed erklærer han sin uforbeholdne støtte til det samarbejdende folkestyre, hvor senatorer ser stort på partifarve og rækker hen over midten i fælles tjeneste for fædrelandets bedste. Sådan får man de mest holdbare reformer, der bedst repræsenterer det amerikanske folks ønsker, mener Manchin.

Problemet med det ellers prisværdige ideal, mener Manchins kritikere, er, at omstændighederne har ændret sig. Det sympatiske folkestyre, Manchin drømmer om, er en blomst, man ikke længere kan få til at vokse i den amerikanske muld. Som den venstreorienterede kommentator Ezra Klein skrev i The New York Times i sidste uge, er »tværpolitisk samarbejde ikke muligt lige nu«. Dertil er det politiske klima for polariseret. Insisterer man på at række over midten, »fratager« man regeringen muligheden for at regere, skriver Klein. 

Man kan ikke give hånd til en knyttet næve. Samarbejde kræver god vilje fra alle parter, og intet tyder på, at republikanerne er villige til at komme demokraterne i møde.

Vender vi tilbage til Obamas første år, erklærede republikanernes leder i Senatet, at det var deres »øverste prioritet« at sørge for, at Obama kun fik én periode som præsident. Efter Joe Bidens indsættelse har samme McConnell, der fortsat er republikanernes leder i Senatet sagt, at »100 procent af hans opmærksomhed er rettet mod at stoppe regeringen«.

Angreb fra venstre

På Det Demokratiske Partis venstrefløj bliver Joe Manchins stålsatte tro på samarbejde ikke ligefrem mødt med forståelse.

»Jeg køber simpelthen ikke argumentet om at række over midten,« udtalte venstrefløjsikonet Alexandria Ocasio-Cortez til MSNBC og indikerede, at Manchins modstand mod valgreformen snarere skyldes, at den vil gøre det sværere for ham at tage imod penge fra lobbyister.

På CNN langede Jamaal Bowman, der ligesom Cortez er valgt til Repræsentanternes Hus i New York, ud efter Manchin, som han anklagede for at have udviklet sig til »den nye Mitch McConnell«.

Til det bemærkede CNN’s vært: »Men det er jo ikke sådan, at der er andre demokrater, som ville kunne vinde en senatsplads i West Virginia. Uden Joe Manchin havde I næppe en senator i staten, og i så fald ville der slet ikke være et demokratisk flertal.«

Det er en ret præcis gengivelse af det realpolitiske problem, demokraterne løber ind i, når de kritiserer Manchin. Han er valgt i en ærkekonservativ stat, hvor 70 procent stemte på Donald Trump ved valget i november.

Tidligere på foråret bemærkede Manchin selv om den vedholdende kritik fra partiets venstrefløj: »Hvad har de tænkt sig at gøre? Komme til West Virginia og føre kampagne imod mig? Gør endelig det, intet ville hjælpe mig mere.«

Både præsident Biden og de fleste af Manchins kolleger i Senatet har da også reageret noget mere afdæmpet. Ganske vist sendte Biden en lille stikpille afsted om, at Manchin »oftere stemmer med mine republikanske venner«, men Manchin selv har fortalt pressen, at kommentaren blev taget ude af kontekst, og at Biden er »et godt menneske«, der ikke har forsøgt at presse ham til noget.

Uagtet Joe Bidens menneskelige kvaliteter, bliver præsidenten nok nødt til at trykke Joe Manchin lidt på maven på et tidspunkt. Lige nu står og falder regeringen i hvert reformprogram med hans velvilje. Hvis Joe Biden vil ind til FDR og LBJ i den store pantheon over demokratiske præsidenter, der har formet Amerika, skal han først have nøglerne af en gammel, konservativ mand fra West Virginia.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Joe Manchin får tæv for at forsvare filibusteren. Joe Biden har haft samme stilling i 50 år.

Joe Manchin ønsker at blive angrebet af venstrefløjen, og Biden er glad for at han spiller den rolle. Deres harme bør sigte mod Biden og Harris. De er dem, der underminerer deres egne valgløfter.