Baggrund
Læsetid: 6 min.

Madbude over hele Europa går sammen for at skabe bedre arbejdsforhold i ’gig-økonomien’

Over hele Europa starter madudbringningsbude nye kooperativer i et forsøg på at fravriste de store profitplatformene magten og skabe bedre vilkår med ret til betalt ferie og løn under sygdom
London, UK. Deliveroo-bud cyklede gennem Londons centrum den 7. april 2021 for at forlange bedre løn, vilkår og sikkerhed. Deliveroo er et af de store madudbringnigskooperativer, hvor de ansatte arbejder under løse ansættelsesforhold

London, UK. Deliveroo-bud cyklede gennem Londons centrum den 7. april 2021 for at forlange bedre løn, vilkår og sikkerhed. Deliveroo er et af de store madudbringnigskooperativer, hvor de ansatte arbejder under løse ansættelsesforhold

Marcin Nowak/Ritzau Scanpix

Udland
8. juni 2021

Cristina González brugte meget af 2018 på at vente. Dengang arbejdede den 29-årige kvinde for det spanske budfirma Glovo, der opererer i hendes hjemby Vitoria-Gasteiz i Baskerlandet. Hun beskriver det som en følelse af konstant at stå på standby:

»Du bliver i praksis nødt til at arbejde hele tiden.«

Glovo leverer takeaway for restauranter, men kunderne kan også bestille fra supermarkeder. Det var ifølge González »totalt lort: Supermarkedsbestillinger er virkelig nemme at lave ged i«.

Hvis supermarkedet ikke havde et produkt på hylden og leverede resten af varerne, risikerede hun dårlige anmeldelser fra kunderne på grund af den manglende vare. Hvis hun derimod afviste en bestilling, var González bekymret for at det ville påvirke hendes placering på platformen. »Det var virkelig, virkelig stressende.«

I dag arbejder González stadig som bud, men tjener ti euro i timen efter skat og social sikring. Det er mere end dobbelt så meget, som hun tidligere tjente. Hun fortæller, at kunderne hos Eraman – det budfirma, hun nu arbejder for – er mere forstående over for mindre uregelmæssigheder, at opgaverne er mere alsidige, at kommunikationen fungerer bedre, og at hun oplever at have mere indflydelse.

Hun kunne dermed forestille sig at blive i denne del af ’gig-økonomien’ (der er en betegnelse for uafhængige og midlertidige freelance- eller fuldtidsjob, red.) i meget længere tid, end hun formentlig ville have gjort, hvis hun var blevet hos Glovo.

»Det er et arbejde, men det er meget mere end det,« siger hun og fortsætter

»Hos Eraman er du en del af holdet, hos Glovo er du bare nederst i hierarkiet.«

I Berlin har Mattia Carraro oplevet noget lignende. Det 33-årige bud arbejdede for Deliveroo i to år, før han startede hos Khora – et 30 personer stort madudbringingskollektiv, der blev etableret i marts sidste år. Tyskland har relativt gode forhold for madudbringningsbude – dem, der arbejder for de store platforme, er ansat som lønmodtagere, har social sikring og bliver typisk timelønnet fremfor akkordlønnet.

Selv om Carraro var tilfreds med betalingen, gik den grundlæggende usikkerhed i jobbet ham på. Deliveroo ophørte i Tyskland i 2019, og da Khora opstod, slog Carraro til. Selv om hans nuværende job indebærer mere administrationstid – et to timer langt stormøde hver uge, hvor beslutninger træffes i konsensus, samt omkring 15 timers ubetalt ledelsesarbejde om ugen – er Carraro langt gladere for at arbejde som en del af et kooperativ.

»Det er fint for mig at tjene mindre, men til gengæld arbejde i et miljø, som altid gør mig i godt humør, hvor jeg ved, at problemer bliver løst, og hvor vi alle er venner. Det her er ikke noget, vi bare udholder i en periode, indtil vi finder noget bedre. Det her er et job, man faktisk har lyst til at beholde, og som man holder af.«

Overskud skal deles af arbejderejerne

I forskellige dele af Europa har disse kooperativer en stolt tradition for at være arbejderstyrede og demokratisk ledede. En af grundlæggerne af Eraman, 28-årige Paul Iano siger, at det ti personer store kooperativ tager beslutninger gennem diskussion.

»Det, som jeg plejer at sige om kooperativer, er, at hvis man er nødt til at skride til afstemning, så har man allerede et problem.«

Ingen af budfirmaerne kunne imidlertid eksistere uden den cykelbud-software, de bruger.

Her kommer CoopCycle ind i billedet. Det er en opfindelse udarbejdet af Alexandre Segura, en programmør fra Marseille. I foråret 2016 var han næsten hver aften på Place de la République i Paris som en del af Nuit debout, en fransk protestbevægelse, der er blevet sammenlignet med Occupy.

Segura hjalp med at bygge bevægelsens hjemmeside og brugte meget af sin tid på at diskutere, hvordan gig-økonomien ofte var udbyttende og skadelig, og hvordan mere af den burde blive styret af brugerne.

»Det plantede et frø i min bevidsthed,« siger han.

Senere det år da hans svoger sammen med tusinder andre mistede sit job som bud for den belgiske madudbringningsstartup Take Eat Easy, fik det ham derfor til – som »en intellektuel øvelse« – at starte et nyt projekt i sin fritid.

Han ønskede at tænke den teknologi, som Deliveroo, Uber og andre store platforme bruger, baglæns. Resultatet var en leveringsapp, som tilbyder software og support, men som kræver, at brugerne opfylder to betingelser: De skal være arbejderejede, og al overskud skal deles blandt arbejderejerne.

»Uden CoopCycle, ingen fest,« som Carraro udtrykker det, når han forklarer, at det ville være uden for rækkevidde for det gennemsnitlige kooperativ at købe sig til en skræddersyet app.

Det lader til, at flere dele af verden er begyndt at tænke mere som Segura. Spaniens højesteret afgjorde i september, at bude, der arbejder for Glovo, ikke er selvstændige, men lønarbejdere med ret til betalt ferie og løn under sygdom. Tirsdag vedtog Socialistparti-regeringen en lov, som giver virksomheder tre måneder til at følge dommen og ansætte deres bude som medarbejdere.

Spaniens arbejdsminister Yolanda Díaz sagde, at lovgivningen gør landet til »pioner i indsatsen for at forhindre at teknologiske nyskabelser undergraver arbejderrettigheder«, og tilføjede: »At forene teknologisk udvikling med sociale rettigheder bør være nøglen til fremtiden.«

Verden over har der været ført mindst 40 retssager angående arbejdsforhold for bude og chauffører mod gig-økonomiens store spillere, heriblandt Uber og Deliveroo.

Deliveroos markedsværdi faldt 26 procent i forbindelse med den længe ventede børsnotering i marts, og mange investorer udtrykte bekymring over de forhold, som de selvstændige bude arbejder under.

Den øgede opmærksomhed på disse forhold har været sammenfaldende med de mange nedlukninger, der lukkede store dele af serviceøkonomien og sendte madudbringning på himmelfart. Just Eat Takeaway meldte, at der var 79 procent flere ordrer i de første tre måneder af 2021 sammenlignet med året forinden. Og på trods af den katastrofale lancering på børsen beretter Deliveroo om en fordobling af ordrerne i samme periode.

Seguras kollega Adrien Claude fortæller, at 90 procent af nonprofit-madudbringningskooperativerne også har oplevet øget aktivitet under nedlukningerne. Kooperativerne siger, at deres forretningsmodel ikke blot giver budene, men også restauranterne bedre vilkår. Eraman opkræver for eksempel mellem 10-20 procent af ordrens værdi fra restauranterne, mens Deliveroo kræver 32 procent. Glovos gennemsnitlige gebyr er 35 procent, og Just East og Uber Eats kræver 36,2 procent.

Men om de arbejderstyrede madleveringskooperativer kan udgøre et reelt alternativ til giganterne, vil tiden vise.

Unge vil være selvstændige

Professor Vera Trappmann fra University of Leeds, medforfatter til Global Labour Unrest on Platforms: The Case of Food Delivery Workers, mener at den kooperative model viser, at en anden fremtid er mulig – »med alternative måder at opdele risici og indtjening« på.

Det er usandsynligt at CoopCycle vil medføre radikale forandringer for bude, mener hun. Alligevel tror hun på, at denne form for digitale platforme er kommet for at blive.

»Vi ved, at især unge ikke bryder sig om at arbejde i de bureaukratiske, udbyttende miljøer, som mange virksomheder byder på, og at de derfor ofte går efter at være selvstændige. De er mere tilbøjelige til at stille spørgsmål ved værdien af at arbejde for store virksomheder, og kooperativer kan i stigende grad blive et sted, hvor de mennesker kommer til at føle sig hjemme.«

CoopCycle har nu 67 kooperativer fordelt over syv lande i sin »føderation« og har udvidet fra Europa til Canada og Australien. De er i gang med at lave aftaler med kollektiver i Argentina og Mexico, om end der er diskussion om, hvorvidt motorcykler vil bryde med føderationens miljøvenlige værdier.

Adrien Claude lyder både begejstret over fremtidsudsigterne og oprigtigt udmattet.

»Vi forsøger at forandre verden – det er hårdt, fordi vi er mennesker, og intet er perfekt. Det vil det formentlig aldrig blive, men vi forsøger at gøre det bedre hver dag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Mogensen

Endelig en fantastisk nyhed og et startende opgør mod alle snylterfirmaerne.

Herdis Weins, Kenneth Krabat, Espen Bøgh, Lise Lotte Rahbek, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Det burde slet ikke være en nødvendighed at det her starter fra bunden. Det burde være EU der gik forrest og lovgav og forbød bl.a. kædelicitationer, som jo mestendels har til hensigt af slippe for arbejdsgiveransvar.

Herdis Weins, Espen Bøgh, Alvin Jensen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

@Søren Bro
"Jeg håber da, at de sparede op af de penge, de sparede ved ikke at være i en fagforening."

Du mener af den betragteligt lavere løn de fik, fordi de var nødt til at takke ja til et lavtlønsjob, som du næppe ville overveje, hvis du fik frit valg mellem understøttelse og cykelbud...