Langsomme samtaler
Læsetid: 14 min.

Narkotika: De svage bliver dæmoniseret for at gøre, hvad velstillede gør i stor stil

Den amerikanske forsker Carl Hart ville egentlig bekæmpe stofferne i det amerikanske samfund, men opdagede, hvordan befolkningen er blevet ført bag lyset. Nu forsvarer han retten til at tage stoffer og opfordrer til at droppe den pubertære fremstilling af narkotika
Den amerikanske forsker Carl Hart ville egentlig bekæmpe stofferne i det amerikanske samfund, men opdagede, hvordan befolkningen er blevet ført bag lyset. Nu forsvarer han retten til at tage stoffer og opfordrer til at droppe den pubertære fremstilling af narkotika

Jesse Jacob

Udland
5. juni 2021

Da Carl Hart selv var kommet videre og i gang med et langt bedre liv, end man kunne forvente, ville han gerne give noget tilbage til det sted, han kommer fra.

Han er vokset op i Miami Gardens, der anses for et af de mest brutale og farlige boligområder i USA. Som stor dreng havde Hart været småkriminel, involveret i narkohandel og set meget af den elendighed i de stærkt belastede boligkvarterer, som blev tilskrevet det, man kaldte for ’crack-epidemien’.

»Jeg troede, crack var grunden til, at vi havde det så svært,« forklarer Hart i dag:

»Jeg var ikke sofistikeret nok til at tænke over de økonomiske og politiske strukturer dengang.«

Crack var, hed det sig dengang, en ny og ekstremt ødelæggende form for rygekokain, som var kommet til USA i 1980’erne:

»Vi troede, at den her nye form for narkotika var meget mere farlig og meget mere vanedannende. Og at den var årsagen til vores problemer.«

Hart kom ud af Miami Gardens, fordi han kom i militæret, hvor han i fire år gjorde karriere som officer i det amerikanske luftvåben. Bagefter tog han en uddannelse som psykolog og skrev ph.d.-afhandling i neurovidenskab:

»Jeg helligede mig forskning i crack og andre stoffer og prøvede at forstå, hvordan de virkede neurobiologisk. Jeg tænkte, at hvis jeg lærte noget om hjernen, og om hvordan man skal behandle narkoafhængighed, så ville jeg kunne hjælpe med at løse problemerne dér, hvor jeg var vokset op. Det blev starten på en rejse i studier af stoffer, som nu har varet mere end 30 år for mig,« siger Hart og ryster på hovedet:

»Den rejse endte med, at det gik op for mig, at jeg var blevet ført bag lyset. Jeg var blevet løjet for.«

Stofbrug for voksne

Carl Harts arbejde handler i dag om at vise amerikanerne, at de er blevet løjet for. Han er en af USA’s mest markante kritikere af den måde, narkotika bliver forstået og bekæmpet på. Han er professor på Columbia University i New York i psykologi og neurovidenskab, foretager kvalitative og kvantitative studier af, hvordan narkotika virker, og rejser til konferencer over hele verden og fortæller om sine resultater. Mange både på højre- og venstrefløjen bliver rasende på Hart, fordi han i den offentlige samtale forsvarer retten til at tage stoffer og fortæller åbent om, hvordan han selv bruger forskellige former for narkotika.

Selv har jeg røget hash og drukket så meget alkohol, at jeg ikke drikker længere i dag, men jeg har aldrig taget stoffer eller været særlig draget af narkotika. Mest for sjov og temmelig inspireret af historierne om Sherlock Holmes’ geniale storebror, Mycroft, der flyder hen i lykkelige meditative tåger i Londons opiumshuler, har jeg overvejet, om jeg om mange år som pensionist skulle eksperimentere med tilsvarende euforiserende behageligheder.

Men jeg har aldrig syntes, at kampen for at befri narkotika var intellektuelt eller politisk interessant. Indtil jeg for nogle uger siden hørte et interview med Carl Hart, hvor han udfordrede politikerne og populærkulturens barnlige forestillinger om narkotika og forsvarede retten til at tage stoffer som en grundlæggende rettighed i samfundet, der bekender sig til »the pursuit of happiness«, som der står i Uafhængighedserklæringen. Og jeg læste hans nye bog Drug Use for Grown-Ups, hvor han folder hele sin tænkning om stoffer ud. Det var en systemkritik, jeg ikke havde hørt før, og derfor bad jeg om et interview med ham:

»Jeg ville have folk til at forstå, hvad det med at forfølge sin egen lykke, som vi hylder i Uafhængighedserklæringen, betyder. Hvad der følger af, at man bekender sig til frihed,« forklarer Carl Hart over Zoom. Han sidder i en rød T-shirt foran en reol hjemme i sin lejlighed i New York med sit lange hår samlet ned over den ene skulder. Smiler og bevæger hænderne i stød foran sig, mens han taler:

»Den tanke om, at du ikke har ret til at forhindre nogen andre i at forfølge deres egen lykke, så længe det ikke går ud over andres friheder. Jeg håbede på, at folk ville tænke over de her ting på en måde, så vi kunne behandle hinanden bedre.«

– Du startede med at forske i stoffer for at bekæmpe narkotika. Nu er du et helt andet sted. Hvad ændrede din holdning til stoffer?

»Jeg lavede mange studier sammen med mine kolleger,« svarer Hart: »Vi havde for eksempel fået at vide, at crack var så afhængighedsskabende, at folk, som var afhængige af det, ville gøre hvad som helst for at få et skud mere. Men vi lavede nogle forsøg, hvor vi gav folk mulighed for at vælge mellem et skud crack og forskellige pengebeløb. Det, vi fandt ud af, var, at hvis folk får det valg, vil sandsynligheden for, at de vælger stoffet falde, efterhånden som beløbet stiger.«

Det kan lyde som en banal konstatering: at flere og flere foretrækker pengene, jo højere beløbet er. Men det er netop pointen, at den banale psykologi også gælder for stofmisbrugere:

»Det demonstrerede for mig, at den adfærd, folk har, når de tager stoffer, svarer til enhver anden adfærd. Den er ikke så fundamentalt anderledes, at den ikke kan forstyrres af de almindelige principper for adfærdsregulering. Det var en stor overraskelse for mig.«

De færreste bliver misbrugere

En anden overraskende erkendelse for Hart var, at kun de færreste af dem, som tager stoffer, bliver misbrugere:

»Jeg troede, de fleste af dem, som tog stoffer, var narkomaner. Men vores undersøgelser viser, at det store flertal, som tager hvilket som helst stof, ikke bliver afhængige af det. Uanset om det er crack, heroin, marihuana, eller hvad det er. Det anede jeg ikke.«

Når vi taler om alkohol, er vi vant til at adskille fænomenet og problemet. Det er ikke alkoholens skyld, at folk bliver alkoholikere. Derfor er alkohol tilladt, og der er ingen brede kampagner for at få alkohol forbudt, selv om alkoholmisbrug ødelægger familier, børns opvækst, arbejdsliv og alle mulige andre menneskelige relationer. Det er brugeren og den måde, som alkohol kan blive misbrugt på, vi almindeligvis problematiserer og prøver at forandre. Sådan er det også med biler. Vi ved, at mange mister livet hvert år i trafikken, og det fører os til at føre kampagne mod vanvidsbilister, men ikke bilisme som sådan.

Carl Hart

  • Carl Hart er født i 1966 uden for Miami og voksede op i et af de hårdeste områder i USA, Miami Gardens.
  • Han blev som 18-årig ansat i det amerikanske luftvåben, hvor han var i fire år. Efterfølgende blev han uddannet som psykolog og skrev ph.d-afhandling i neurovidenskab.
  • Han er i dag professor i neurovidenskab og psykologi ved Columbia University i New York.
  • Han udgav i 2013 bogen ’High Price: A Neuroscientist’s Journey of Self-Discovery That Challenges Everything You Know About Drugs and Society’.
  • Hans seneste bog, som udkom i januar i år, er ’Drug Use for Grown-Ups’.

Helt anderledes ser vi narkotika: Her er det stoffet og ikke brugeren eller brugen, som er problemet. Her måler vi ikke fordele ved narkotika op imod ulemperne, fordi den offentlige forestilling er, at al brug af narkotika er misbrug:

»Omkring 30 procent af dem, der tager stoffer, bliver afhængige af et af dem,« fortæller Hart:

»Men der er altså stadig 70 procent, som ikke bliver det. Og hvis det store flertal af brugere ikke bliver afhængige, kan vi ikke give narkotika skylden for narkomanien. Så bliver vi nødt til at se på andre ting som de psykiske og de sociale faktorer. Om misbrugerne også har en psykiatrisk lidelse eller en anden sygdom, om man er arbejdsløs og så videre. Vi bliver nødt til at se på deres evner til at tage ansvar for sig selv. Alle de ting spiller vigtige roller.«

– Dit opgør med crack som forklaring på den sociale elendighed i særligt de sorte kvarterer i 1980’erne er også et opgør med en bestemt historieskrivning?

»Ja, hvis du sammenligner tallene, kan du også se, at den historieskrivning ikke hænger sammen. Mange gav crack skylden for den store arbejdsløshed i 1980’erne. Men crack kom først på gaden i stor stil omkring 1985, og arbejdsløsheden toppede i 1982. Og hvis du ser på antallet af mord, som også blev tilskrevet crack, toppede de i 1980 og så igen i 1990. Men det hænger mere sammen med antallet af unge mænd end tilgængelighed af crack.«

Narkotika som syndebuk

– Kampen mod narkotika har været et nationalt anliggende i USA, det er endda blevet kaldt krigen mod stoffer. Hvis stoffer i sig selv ikke er så ødelæggende, hvordan forklarer du så den massive modstand fra alle sider?

»Jeg tror, stoffer har en vigtig funktion i vores samfund som syndebuk. Hver gang vi har problemer, som er svære for folk at forstå, så er det meget nemt give narkotika hele skylden. Og det har gjort det svært for folk at indse, at der kunne være nogen som helst positive effekter ved stoffer.«

Det er ifølge Hart ikke kun konservative politikere og reaktionære magthavere, som har dæmoniseret stoffer. Den ellers progressive og liberale kulturindustri har skabt store tv-serier som den beundrede og prisbelønnede Breaking Bad, hvor stoffer optræder som den store livsødelægger, eller The Wire, hvor narkotika er den store samfundsnedbryder, og kritikerroste film som dokumentaren om sangeren Amy Winehouse, hvor man udelukkende ser elendige misbrugsoplevelser:

»Amy Winehouse var en genial kunstner, som var under en masse pres fra hajer og folk, som var misbrugere. Vi taler ikke om, hvordan de bruger denne stakkels kvinde, og hvad de gjorde ved hende. Vi taler om hendes brug af stoffer,« svarer Hart:

»Det ironiske er, at hun ikke kun døde af stoffer, men af alkoholmisbrug. Det handler igen om, at der ikke var tilstrækkelig viden og forståelse for, at det kunne være farligt at holde op med at drikke, når man drak på den måde.«

Filmskaberne bruger ofte narkotika som en nem fortællerekvisit, tilføjer Hart. Hvis man vil fremstille en forbryder, kan man trække en narkotikahandler frem. Og hvis man vil vise, at en person har det forfærdeligt, viser man én, som kæmper med stofafhængighed:

»Vi har på den måde et pubertært forhold til stoffer. Vi fremstiller dem, som om vi lever i en fjollet verden, der er inddelt i det gode og det onde. Men sådan er der ikke noget, som er i tilværelsen. Der er nuancer. Men når det kommer til stoffer, har vi ikke haft mulighed for at udtrykke de nuancer.«

Uvidenhed

– Historisk har der været en romantiseret forbindelse mellem genialitet og narkotika. Jimi Hendrix tog stoffer og var den største rockguitarist. Jim Morrison tog stoffer og var digter og rockstjerne?

»Det er helt i orden at sige, at de tog stoffer, men du skal altid slutte med en opbyggelig morale om, at de også døde af det. Men hvis du ser på, hvordan de døde, så døde de ikke af stoffer, men af uvidenhed. Morrison havde et alkoholrelateret problem, mens Hendrix tog sovemedicin, fordi han havde problemer med at sove. Men han tog det forkerte middel – han forstod ikke, hvad dem, vi kalder barbiturater, gjorde ved ham. Hvis han i stedet havde taget et middel som benzodiazepin, ville han muligvis stadigvæk være hos os i dag.«

Til gengæld, tilføjer Hart, tales der ikke så meget om, at Rolling Stones, der fejrede deres massive brug af stoffer i deres sange, ikke er døde af det. At Mick Jagger og Keith Richards, som begge er over 75, stadig turnerer og er aktive i dag:

»Keith Richards sagde, at han ikke havde noget problem med stoffer, men at han havde et problem med politiet. Det er helt rigtigt. Og Rolling Stones er vel det band i rockhistorien, som har holdt i længst tid? Det hører du ikke så ofte …«

– Du tager selv stoffer, hvilket du også skriver om i bogen. Du betegner det som en overvindelse for dig at skrive om, men også som en vigtig handling. Hvorfor er det vigtigt at »komme ud af skabet«, som du kalder det?

»Det er vigtigt, fordi der er uforholdsmæssig stort fokus på de negative sider af stoffer i offentligheden. Det handler altid om dem, der er mest ødelagt. Men jeg ved fra min forskning, at de fleste af dem, som tager stoffer, er ansvarlige mennesker, som tager på arbejde, tager sig af deres familie og ikke har et problem med det. Vi ved jo godt, at den ulovlige narkohandel er en multimilliarddollar-industri. Det siger næsten sig selv, at folk på kanten af samfundet og på gaden ikke har penge nok til at opretholde den. Der skal folk fra den øverste middelklasse og overklassen til at holde den industri kørende.«

En af grundene til, at Hart kom ud af skabet, var altså, at samfundet skulle have et bedre indblik i, hvad stoffer er, og hvem der bruger dem. Men der var også en anden grund:

»Jeg ville også gerne komme ud med mit eget brug af stoffer for at lette presset på de stakkels fattige mennesker, som bliver retsforfulgt for noget, som jeg også selv gør. Hvilket menneske ville jeg være, hvis jeg accepterede, at de svageste blev dæmoniseret for at gøre præcis det samme som mig selv? Jeg ville være en kujon. Det er derfor, jeg beder alle de andre velstillede og velfungerede, som tager stoffer, om også at ’komme ud’.«

– Personligt har jeg aldrig hørt en historie som din før. Du skriver, at du først tog heroin, efter du var blevet 40, og andre stoffer først endnu senere, efter du var blevet forsker …

»Jeg var faktisk 49 eller måske 50, før jeg tog heroin,« siger Hart hjemme fra stuen og skubber sit hår tilbage med venstre hånd:

»Men du har ret. Jeg begyndte ikke at tage stoffer, før jeg fyldte 40. På det tidspunkt havde jeg fået udgivet mange forskningsartikler i videnskabelige publikationer om de stoffer, jeg havde skrevet om i mine lærebøger og den slags. Jeg havde tilstrækkelig viden til, at jeg var sikker på, hvad jeg gik i gang med«.

– Jeg ville altid selv tænke, at jeg godt kunne styre det, så længe det gik godt. Men hvis jeg nu ramte en livskrise, ville jeg miste kontrollen og blive afhængig. Er du ikke bange for at miste kontrollen?

»Mange spørger som dig, om jeg ikke frygter, det bliver så godt med stofferne, at brugen bliver til et misbrug. Jeg kan ikke sige, at det ikke vil ske, men jeg er villig til at løbe den risiko, fordi livet ikke er uden risici. Vi laver hele tiden kalkuler af risici og gevinster, og det her er bare en af dem. Det, jeg ved, er, at for at være en person, som tager ansvar for sit liv, skal jeg konstant evaluere min egen adfærd. Effekten af det jeg gør på andre mennesker. Effekten på min familie. Den slags ting. Det skal jeg hele tiden overveje, det er en del af at være menneske. Et menneske med samvittighed.«

– Kan man ikke sige, at du, Carl Hart, er en meget, meget stærk karakter? Du voksede op i et ekstremt hårdt kvarter, du klarede den. Du kom fire år i hæren, og nu har du en brillant akademisk karriere. Du kan styre det med stoffer, men med at ’komme ud’ kan du inspirere nogle, som ikke kan?

»Det har du helt ret i. Men prøv at se på det sådan her. Du skal forestille dig én, som er rigtigt god til noget, som er farligt. Det kan være at stå på ski. Jeg beundrer deres måde at stå på ski på, men jeg kan ikke selv. Jeg ville da være dum, hvis jeg prøvede at gøre det samme som dem. De mennesker har præcis samme ansvar. Og de kan omvendt ikke sige, at de så vil tage stoffer på samme måde som mig,« siger Carl Hart og ryster igen på hovedet:

»Særligt ikke i de her dage, hvor mange af de her stoffer er ulovlige ... Men bogen er ikke et opråb til folk om, at de skal gøre, ligesom jeg gør. Den er et opråb til folk om at spørge, hvad det er, vi gør som samfund på det her område.«

Carl Hart griner højt, da jeg fortæller ham, at jeg selv har overvejet, om jeg efter et langt liv uden stoffer skulle prøve det, når jeg bliver rigtigt gammel. Som en slags sent livsindslag at se frem til. Men han er med på legen og svarer, da jeg spørger ham, hvad jeg i givet fald skulle tage som pensionist, som ikke ville gøre mig mere energisk, men give mig fred og behagelige tanker.

»Hvis du skal gøre det sammen med din livsledsager, vil jeg foreslå MDMA. Det er enestående til det,« svarer han. I sin bog fortæller han selv meget om, hvordan han bruger stoffer sammen med sin kone eller sine venner. Som noget, der løfter det sociale eller skaber et særligt nærvær i samværet:

»Ellers er der et stof, som er lidt mere afslappet, men skaber nogle af de samme effekter. 6-APB hedder det. Det er godt til at skabe en intim aften og reflektere over dit liv, din opførsel, og hvad du gør ved andre mennesker. Det gør dig mere åben, tilgivende og storsindet.«

– Jeg vil så gerne understrege, at jeg siger til mine børn, at de fandeme ikke skal tage stoffer. Din bog hedder også stoffer for voksne, hvilket må betyde, at det netop ikke er for unge mennesker. Men jeg må også erkende, at jeg jo ikke har autoritet til at forbyde unge mennesker den slags, hvis de selv vil. Hvad siger du til dine børn?

»Jeg har den samme bekymring, mit yngste barn er 20. Vi taler ikke særligt meget om stoffer. Mine børn har set noget af min forskning, og de har været med mig på arbejde. Det vigtigste for mig at tale med mine børn om er, hvilken person jeg gerne vil have, de bliver. Jeg vil have, at de tager sig af andre mennesker, at de bliver ansvarlige mennesker. At de bidrager til det samfund, de lever i,« svarer Hart. Rolig og afklaret.

Det er det, som er hans egentlige anliggende: Det handler ikke om stofferne i sig selv, men om hvordan vi bruger dem eller misbruger dem. Derfor handler kampen for bedre mennesker og et bedre samfund ikke om narkotika, men om ærlighed, ansvarlighed, moral og viden:

»Det er den slags ting, jeg understreger over for mine børn. Det er ikke så vigtigt for mig, om de tager stoffer eller ej. Det er lidt ligesom at sige, at de ikke skal spille computerspil eller gøre et eller andet bestemt seksuelt. Hvis du begynder at ville bestemme over den slags og have et bestemt fokus på nogle bestemte områder, så er toget allerede kørt. Det vil jeg ikke anbefale nogen forældre. Det vigtige er, hvilken slags mennesker vores unge mennesker bliver.«

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted på Zoom den 27. maj. Se eller gense samtalen nedenfor. Du kan også høre Rune Lykkeberg tale om interviewet i podcasten Radio Information.

Serie

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan se samtalerne live på Zoom eller lytte til podcasten ugen efter.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan se samtalerne live på Zoom eller lytte til podcasten ugen efter.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Tak for dette interview med Carl Hart.

Jeg så ham i The Daily (Socially Distancing) Show med Trevor Noah for nylig, og det slog mig, hvor rolig og overbevisende han virkede.

Carl Hart bekræfter, hvad jeg selv har tænkt i årevis om den store overdrivelse af stoffers skadelighed, om deres samfundskontrollerende virkning, og om det socialt uretfærdige aspekt ved at kriminalisere fattige mennesker, fordi de er synlige stofbrugere, mens de velhavende stort set kan gøre hvad de vil uden repressalier fra ordensmagten.

Thomas Tanghus, Vibeke Olsen, David Zennaro, Jens Rasmussen, Carsten Wienholtz, Ken Sass, Steen K Petersen, Mads Greve Haaning, Pia Nielsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Peter Høivang, Morten Munkesø, Mathias Petersen, Niels-Simon Larsen, Claus Nielsen, uffe hellum, Lillian Larsen, Inge Lehmann, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Jan Fritsbøger og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Jens Rasmussen

Allerede i 1985 gør den norske sociolog og kriminolog Niels Christie, i bogen ’Den gode fjende’, opmærksom på en del af de sammenhænge Carl Hart påpeger.

Vibeke Olsen, David Zennaro, Steen K Petersen, Carl Chr Søndergård, Benta Victoria Gunnlögsson, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Susanne Kaspersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

den efter min mening vigtigste pointe i samtalen er at man som menneske skal tage ansvar, både for sit eget liv men også for sit bidrag til samfundets/andre menneskers trivsel,
da jeg var meget ung og overvejede hvilken slags menneske jeg skulle stræbe efter at være, var konklusionen at jeg ville være en positiv faktor i verden,
men jeg vidste ikke helt hvordan,
og det tog mange årtier inden jeg for alvor vidste hvad der skulle til, men jeg har bevaret ambitionen,
og med den indsigt jeg har i dag synes jeg at jeg er lykkedes med projektet, og jeg stortrives med at være den jeg er,
og jeg er nærmest lykkelig for at jeg ikke valgte en ambition om at blive rig, for så ville jeg umuligt kunne være blevet en positiv faktor,
grådighed og egoisme er klart det mest ødelæggende i denne verden, og bør dagligt bekæmpes så det ikke styrer ens liv.

Vibeke Olsen, Carsten Wienholtz, Mads Greve Haaning, Benta Victoria Gunnlögsson, Peter Høivang, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Malene Wiinblad og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Det er ikke forkert at sige, at alt vi propper i munden er bevidsthedsforandrende. Om det så var en lille rund strandsten - tilkomsten af mere spyt, mens den ruller rundt i munden; tanken om hvordan den føles i munden; tanken om, hvordan det vil føles, når den ikke er i munden og dermed hvordan alt andet føles i munden osv. Man kan ikke undgå at ændre sin bevidsthed, når man interagerer med verden. "Verden" er udtryk for en kemisk/elektrisk reaktion i hjernen. Og det er forholdet til en gennemsnitlig tilstand i hjernen, der forandrer sig - uanset hvad vi interagerer med, spiser, drikker, udfører, føler osv.

Samfundskontrol med visse substanser - frem for med "ansvarlig adfærd" - er massekontrol. Det er en frygtmodel, som tiltaler visse persontyper, og at forandre på denne kontroladfærd fordrer for de samme typer, at nogen kan demonstrere, AT det ville være bedre for alle, hvis kontrollen med det personlige ikke kom fra toppen. Efter så mange år med massekontrol er sådan bevis svært at finde hos os - men i en kultur som den Nordamerikanske, hvor fængsler og sundhedsforsikringer er big business, er det selve informationerne om kapitalismens straf af stofbrugere plus sundhedsforsikringernes ret til at afvise misbrugere, der i dag svinger den offentlige opinion mod større personlig frihed til at vælge egen rekreation: Gør det dig rask, er det fedt. Gør det dig syg, er det bare ærgerligt.

Hvis man vil vide noget om seriøs forskning i stoffer, der IKKE er tænkt som produkter på det lovregulerede marked, men derimod alene som afgørelse af deres virkning på menneskesindet, vil jeg anbefale at læse kemikerens Alexander Shulgins bøger.

https://en.wikipedia.org/wiki/Alexander_Shulgin

Carl Chr Søndergård og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

I øvrigt: Jeg bryder mig ikke om underoverskriftens opsætningen af modpoler: De svage vs. de velstillede.

Det får det til at lyde som om ALLE, der ikke er velstillede, er svage. Og dét er i hvert fald løgn. Også hvad angår brugen af stoffer. Velstillede kan nemt maskere behandling, hvis stoffets effekt på psyken og hverdagen overgår deres formåen, mens uformuende er henvist til en psykisk og følelsesmæssig afklædning i behandlersystemet, hvor selvhenvendelse ikke tæller! Og hvor netop det at være UFORMUENDE = SVAG.

Det er en lang og sej kamp for at vende det her skib, der adskiller menneskelig formåen på en basis af interesse for penge. Og den begynder ved redaktionssekretæren eller hvem der nu end redigerer og pakker artiklerne ind: Fordommende slipper fortsat igennem.

Jan Fritsbøger, Thomas Tanghus, Vibeke Olsen, Jens Rasmussen, Inge Lehmann, Carl Chr Søndergård, Pia Nielsen, Peter Høivang, Claus Nielsen, Anne Schøtt, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

fordommene

Niels-Simon Larsen

Fejlen ved politikken eller kursen de sidste 60 år er for mig at se, at man ikke har indset de terapeutiske muligheder i de forskellige rusgivende midler.
Omkring et middel er der en kultur, og det er kulturen, der betyder mest og ikke midlet.
Der bliver talt meget om ayahuesca, men ikke meget om den terapeutiske kultur, der findes omkring denne urtete fra Amazonas. Teen bliver lavet af importerede urter, og mange laver den selv. Det er ikke særlig interessant, men den terapeutiske virksomhed, der foregår omkring den, er interessant. Det burde der fokuseres på, for det gavner mange. Desværre er medierne mest interesseret i ‘ting’ og mindre interesseret i kultur, og så kommer vi ikke videre.

Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nicklas Møller Jepsen

Argumentet med at alkohol et tilladt men ødelægger rigtig meget og derfor skal vi overveje det samme med andre stoffer er mig en gåde. Var manden høj da han blev interviewet?

Jeg er sådan set ligeglad med hvad folk putter i deres egen krop og jeg går ind for at afkriminaliser stofbrugere og misbrugere, men som samfund synes jeg vi skal tage klar afstand for disse bevidsthedsændrende stoffer, om det er hash, alkohol, crack eller noget andet.

I USA indgår kriminaliseringen som led i en udnyttelse af specielt den sorte befolkning og er en stor og lukrativ forretning som kan sidestilles med slaveri. Og såsnat man er blevet idømt en straf mister man meget belejligt også retten til at stemme. Forseelserne er ofte ubetydelige.
(Herhjemme har vi netop indført en stramninger for erhvervelse af dansk statsborgerskab hvis man har begået kriminalitet for visse forbrydelser også betingede domme. Man kan sagtens forestille sig stramninger der yderligere begrænser mulighedenb for statsborgerskab og stemmeret. En utrolig udemokratisk udvikling rettet mod en bestemt segment af befolkningen)

Der er stadig forskelle i strafudmålingen for crack og kokain som dybest set er det samme stof. Man kan så håbe at Carl Hart med sine oplysniger kan ændre på dette men det er nok tvivlsomt.

Historien om genindførelse af slaveriet i USA
13TH | FULL FEATURE | Netflix;
https://www.youtube.com/watch?v=krfcq5pF8u8

Vibeke Olsen, Carsten Wienholtz, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar

Stofferne forsvinder altså ikke ved at forbyde dem så en langt bedre strategi er netop som Hart omtaler at oplyse om stofferne og anvise under hvilke forudsætninger de med fordel kan benyttes. Der foregår sandsynligvis en del selvmedicinering på området.

Thomas Tanghus, Vibeke Olsen, Carsten Wienholtz, Ken Sass, Eva Schwanenflügel og Mads Greve Haaning anbefalede denne kommentar
Halfdan Illum

Nicklas Møller Jepsen

Nu ved jeg ikke hvor meget af artiklen du læste, men sammenligningen mellem alkohol og narkotika, bliver ikke brugt som argumentet for at (måske) lovliggøre/afkriminalisere narkotika. Det primære argument der bliver søsat for tingenes tilstand er uvidenhed og hvor massivt forankret i samfundet denne uvidenhed er - hertil bruges alkohol som et konkret eksempel på hvordan.

Vibeke Olsen, Carsten Wienholtz, Ken Sass og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Flere gode indlæg under artiklen, det lader til, at der kun er en der helt har misforstået artiklens budskaber og konklusioner :-)

Må jeg selv anbefale Gabor Mate !
Jeg kunne ikke lige finde den specifikke video, jeg ville fremhæve, så i får denne i stedet:
https://www.youtube.com/watch?v=66cYcSak6nE

Gabor er efter sigende en af de førende 'addiction'-eksperter i verden.
Og i øvrigt far til journalisten Aaron Mate !

*****

NB:
Da jeg søgte efter videoer med Gabor, stødte jeg bl.a. på denne, hvor Gabor på under 5 minutter totalt gennemskuer et af de senere års største Internetfænoner; Jordan B. Peterson, og totalt rammer hovedet på sømmet i en analyse af denne:
https://www.youtube.com/watch?v=qOJ0lUSBI14

Nicklas Møller Jepsen

Halfdan Illum

Jeg læste det hele. Endda flere gange.

Det var blot et eksempel med alkoholen. Men et andet og bedre eksempel på at manden tydeligvis ikke ved hvad han taler om er følgende:

“Men vi lavede nogle forsøg, hvor vi gav folk mulighed for at vælge mellem et skud crack og forskellige pengebeløb. Det, vi fandt ud af, var, at hvis folk får det valg, vil sandsynligheden for, at de vælger stoffet falde, efterhånden som beløbet stiger.«

»Det demonstrerede for mig, at den adfærd, folk har, når de tager stoffer, svarer til enhver anden adfærd. Den er ikke så fundamentalt anderledes, at den ikke kan forstyrres af de almindelige principper for adfærdsregulering. Det var en stor overraskelse for mig.«”

Hvordan man kan lave den konklusion er mig en gåde. Har man mon overvejet om folk valgte det stadig større pengebeløb så de kunne købe endnu flere stoffer?

Min egen erfaring med stoffer/afhængighed/misbrugere er at det hele starter et sted som kan virke uskyldigt men at stofferne er forbandet vanedannende og sjældent slutter der. Og når det først er kommet så vidt så sætter almindelig logik ud og så vil en stofbrugere gøre ALT for at få det næste fix.

Desuden, manden nævner bezoer som et godt alternativ til søvn problemer. Har han fuldstændig misset hvor mange afhængige vores sundhedssystemer skaber ved at give dem disse netop fordi stoffet i dem er så vanedannende.

Jeg håber vitterlig ikke denne mand får nogen sigende indflydelse for i mine øjne er hans holdninger farlige for mange mennesker. Og nej, det kan ikke sammenlignes med en skiløber der står på ski.

De største tabere ved amerikanernes enorme illegale stofmarked er mexikanerne! Op mod 90 politikere er dræbt i narkorelaterede attentater ved det igangværende regionalvalg.