Nyt israelsk regeringsflertal symboliserer forsigtigt demokratisk nybrud

Med den israelske centrumpolitiker Yair Lapid som primus motor var der sent onsdag aften enighed om dannelse af en ny regering med et knebent flertal på 61 mandater. Den nye regerings væsentligste forskel fra det nuværende kabinet vil være fraværet af personen Benjamin Netanyahu, der efter i alt 15 år som sit lands længst siddende premierminister må imødese funktionen som oppositionsleder – og som tiltalt i en retssag om svindel, bestikkelse og mandatsvig. 

Han har reageret ved at kalde den nye koalitionen »en skamplet« og har advaret mod »faren for Israels sikkerhed og statens fremtid« med en »venstrefløjsregering«.

Det stempel har intet på sig. På de væsentligste politiske parametre, sikkerheds- og udenrigspolitikken, holdningen til en fredsløsning med palæstinenserne i de besatte områder og den neoliberale økonomiske politik, vil de færreste kunne se forskel. Realiteten er, at »højre afløser højre« som kommentatoren Gideon Levy tørt konstaterer i sin klumme i den liberale avis, Haaretz.

Levy gør gældende, at de tre højrepartier i koalitionen med syv deltagere og ’udefra støtte’ fra det islamistiske arabiske parti Ra’am’s fire mandater vil være absolut dominerende. Der er højst smuler tilbage til de to venstrepartier, Arbejderpartiet og Meretz, der får de mindre ministerier for transport og sundhed, og ellers er ’i lommen på de store drenge’.

De ’store drenge’ er den tidligere bosætterleder og formand for Yamina-partiet, Naftain Bennett, lederen af et Likud-udbryderparti, Gideon Sa’ar, og koalitionens arkitekt, den centrumliberale tidligere tv-stjerne, Yair Lapid. Hans 17 mandater udgør koalitionens største enhed.

Han bliver dog ikke dens første premierminister, da den post er Naftali Bennetts betaling for at deltage i koalitionen med sine mandater – dog i en rotationsaftale med Yair Lapid, der som udenrigsminister vil bytte med Bennett i 2023. Hvis regeringen lever så længe, hvilket selvsagt er tvivlsomt, de ideologiske, politiske og etniske forskelle in mente.

Symbolsk fremskridt

Men som politilogen Dahlia Scheindlin, tilknyttet den amerikanske Century Foundation-tænketank, noterer i The Guardian, kan symbolikken ved, at et arabisk parti udgør den kommende regerings parlamentariske støtte, ikke overvurderes. Hun tilføjer, at »arabisk repræsentation i Israels udøvende magt«, også selv om det sker med et reaktionært og homofobisk parti meget langt fra liberale idealer, under »alle omstændigheder er et (demokratisk) fremskridt«.

Dette nybrud ligger som en undertone – positiv eller negativ alt efter ståsted – i reaktionerne på den kommende regering. Benjamin Netanyahus Likud-talsmænd fordømmer selvsagt »forræderiet«, ikke mindst den arabiske regeringsdeltagelse – uagtet at det faktisk var Netanyahu selv, der banede vejen for accept af arabisk deltagelse ved i sin valgkamp at søge kontakt og forsoning med de arabiske politikere.

Og flere ser da også den arabiske deltagelse i praktisk politik som et demokratisk nybrud, der er et velkomment brud med den voldelige animositet mellem jødiske zionister og arabiske israelere, der fulgte ramadan-fastens uroligheder i Jerusalem og den 11 dage lange Gaza-konflikt i forrige måned.

Mansour Abbas, lederen af det lille arabiske parti, hvis navn betyder ’torden’, har vist sig som en dreven forhandler, der ud over bevillinger til infrastruktur, social- og sundhedssektor og flere politistationer i de arabiske nabolag også har indføjet en fastfrysning af den såkaldte Kaminitz-lov, der har legaliseret nedrivning af hele såkaldt ’ikke godkendte’ beduinlandsbyer i Negev-ørkenen.

Dissens truer

En ny regering ventes tidligst onsdag i næste uge, måske senere afhængig af proceduren i udskiftningen af Knessets formand, Likuds Yariv Levin, hvis embede er en krumtap for regeringsdannelsen. Hvis Levin vælger at forsinke processen, får Netanyahu mere tid til at operere politisk for deres overlevelse ved at forsøge at lokke skeptiske højrefløjspolitikere i koalitionen til at melde fra.

Lapid-Bennett skal kun miste ét mandat, så er der ingen regering, og i opløbet til koalitionserklæringen vaklede Yamina-politikeren, Nir Orbach. Ligesom en anden Yamina-politiker, Amichai Chikli, tidligere har truet med at hoppe af ved udsigten til venstrepartiers regeringsdeltagelse og støtten fra de arabiske mandater.

Men i skrivende stund er dissensen i bosætterpartiet bilagt trods Netanyahus lokketoner, og de deltagende partiers talsmænd gør meget ud af at fremhæve, hvad de kan enes om, og er tilsvarende tavse om de politiske emner, der skiller.

Først i køen af problemer er arbejdet med en ny finanslov, der har ligget stille i de to år, det har taget at afvikle fire nyvalg til Knesset efter politisk lammelse. Blandt de problemer, der henlægges, er planer for udvidelser af bosættelser med fornyelse af infrastrukturen med omfartsveje forbeholdt jøder med adresse på Vestbredden.

Et umiddelbart påtrængende problem er, hvad der skal ske i Sheik Jarred-nabolaget i Østjerusalem, hvor en strid om de israelske myndigheders udsættelse af palæstinensiske familier fra deres hjem blev den lunte, der antændte den væbnede konflikt i maj.