»Duer ikke! Væk!«
Situationen i svensk politik vækker mindelser om prinsessen i H.C. Andersens eventyr Klods-Hans, der konsekvent afviser den ene bejler efter den anden.
Alle de tænkelige politiske ægteskaber, der ville kunne bringe Sverige ud af den aktuelle regeringskrise, affejes i disse dage af et eller flere af de partier, der er en forudsætning for, at de kan lade sig gøre.
Mandag måtte Stefan Löfvens mindretalsregering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet afgå, efter at han i sidste uge blev den første svenske statsminister nogensinde til at tabe en mistillidsafstemning i Riksdagen. Med henvisning til pandemien undlod Löfven at udskrive ekstravalg og overlod det i stedet til Riksdagens formand, Andreas Norlén, at indlede processen med at undersøge grundlaget for en ny regering.
Dermed befinder Sverige sig nu i samme situation som efter valget i 2018, hvor ingen af de daværende politiske blokke fik flertal. Dengang tog det 131 dages hårde forhandlinger, før landet langt om længe fik en regering.