Feature
Læsetid: 10 min.

Sanktioners effekt er tvivlsom, og virkningen svinder. Alligevel bruges de mere og mere

Økonomiske sanktioner er blevet et uomgængeligt udenrigspolitisk værktøj som en »vej mellem ord og krig«. Men sanktioner har ofte flere bivirkninger end ønskede virkninger, og Vestens økonomiske magt og sanktionskraft er svindende. Alligevel vil vi se meget mere af samme skuffe, mener forskere
Netop nu diskuteres det i EU, om Belarus skal pålægges »en stor og lang spiral af sanktioner«, som Tysklands udenrigsminister Heiko Maas har truet Lukasjenko med, hvis han ikke frigiver Roman Protasevitj og flere hundrede andre politiske fanger.

Netop nu diskuteres det i EU, om Belarus skal pålægges »en stor og lang spiral af sanktioner«, som Tysklands udenrigsminister Heiko Maas har truet Lukasjenko med, hvis han ikke frigiver Roman Protasevitj og flere hundrede andre politiske fanger.

Siarhei Leskiec/AFP/Ritzau Scanpix

Udland
3. juni 2021

Hvis du er diktator og vil kapre et europæisk fly med en genstridig dissident ombord, så er det en dårlig idé at gøre det op til et EU-topmøde.

Den huskeregel havde Belarus’ leder gennem 27 år, Aleksandr Lukasjenko, åbenlyst glemt, da han for nylig tvang et Ryanair-fly på vej fra Athen til Vilnius til at lande i Minsk. Han ville nemlig have fingrene i journalisten Roman Protasevitj, som sad i flyet og troede, at han var sikker i internationalt luftrum mellem to hovedstæder i EU.

Efter sidste sommers valgfusk og brutale fremfærd mod demonstranterne i Belarus var Lukasjenkos regime i forvejen sanktioneret af EU. Ja, faktisk har landets ledelse – tydeligvis uden synderlig effekt – været underlagt sanktioner siden 2006. Men flykapringen var så vild en manøvre fra »Europas sidste diktator«, at råbet prompte lød fra Bruxelles: Flere sanktioner! Nu! Og da EU-lederne alligevel var forsamlet til topmøde, blev de historisk hurtigt enige om hårde sanktioner mod Belarus’ luftfart og Lukasjenkos kumpaner.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"»Sanktioner er alternativer til militære aktioner. Derfor må vi ikke opgive dem som et af de vigtigste værktøjer i en fredelig udenrigspolitik"

Sanktioner er ikke fredelige; i mange tilfælde har de katastrofale følger for især civilbefolkningerne (tag blot Irak, hvor op mod en halv million børn døde af sult, mangeltilstande, fejlernæring og sygdomme i konsekvens af sanktionerne). Hvordan i alverden kan det lade sig gøre for Wallensteen at få vendt så meget op og ned på realiteterne? I Venezuela oplever man også flere samfundsøkonomiske konsekvenser af sanktionerne, hvilket også har betydelige sociale og humanitære konsekvenser.

EU's bestræbelser på at være global magtfaktor og exceptionalist driver, foruden følgagtigheden overfor USA (hvis sanktionsmønster EU langt ad led følger), foretagendets udenrigspolitik (som ikke er formel, men kontinuerligt formes) - og ud over at sanktioner ofte kun virker på rigtigt lang sigt (altså via knusning/udmarvelse af samfundsøkonomien til grader, hvor staten/samfundet går i opløsning/indre revolte ... hvilket er ambitionen i Syrien) er det særdeles vigtigt at fæstne opmærksomheden på grundlaget for adskillige af disse sanktioner. For dette er ofte højest kontroversielt og skabt gennem propaganda og informationskrig.

John Andersen, Gustav Alexander, Per Torbensen, Anders Graae, Jan Fritsbøger, jens christian jacobsen, kjeld hougaard og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar

Og sanktioner er økonomisk krig. Alternativet til disse er genuin demokratisk dialog - men det kan EU ganske enkelt ikke finde ud af, eller - sådan arbejder man ikke.

Gustav Alexander, Anders Graae, Jan Fritsbøger, jens christian jacobsen, Karsten Nielsen, John Andersen og Per Dørup anbefalede denne kommentar

Ja, fornuftbaseret dialog, hvor hver især argumenterer for sine positioner - og et kompromis nåes. Tese, antitese=syntese. Udviklingens drivværk.

jens christian jacobsen, Anders Graae og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Vesten” har, startende med kolonitiden, gerne ville bestemme over andre kulturer og stammefolk. Våres krige, WWII som vi ”vandt” [men tabte magt globalt] har alle medført mindsket magt over den globale udvikling. – Vores drift at ville bestemme over andre ligge dybt i generne – sanktionernes formål er at give os en følelse af ”at gøre noget”. Det med at skyde synes jo ikke give os andet end elendighed. Danskere vil bestemme hvem russerne skal faengsle - eller kommer der sanktioner!!!

jan henrik wegener

Det her kan være en anstødssten, en kilde til modsætning mellem (en del af) "venstrefløjen" og andre (os).
"Dialog" og "respekt" lyder da godt nok.Men man skal da passe på at det ikke blot er en anden måde at at lade sig fuppe og bedrage.

Sanktioner fordi Hviderusland, Rusland og Kina via nålestiksoperationer slår ned på dissidenter (oppositioner), der er styret fra udlandet? I USA kalder man dem som sagt landsforræddere, de bliver langt hårdere straffet og socialt udskammet end i Hviderusland, Rusland og Kina, hvor de trods tillades at agere.
Ifølge indflydelsesrige tænketanke, der rådgiver USA´s regering, fx Rand Corporation, gælder det om, at "fremme regimeskifte og undergrave regimets legitimitet ved at opildne til folkelig utilfredshed med styret".
- Så mon ikke der er korrelation mellem USA´s udenrigspolitiske målsætninger og deres interne "dissidenters" operationalisering i de pågældende lande?

Per Torbensen, Hanne Utoft og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Husker omtalen af en af de første boycotts mod Israel. Den skulle danske og europæiske forbrugere stå i spidsen for, og Jaffa-appelsiner blev så sortlistede. Det medførte, at i hundredvis af palestinensiske arbejdere blev fyret fra plantagerne. Israelerne var lykkelige, for nu fik de en stor ufaglært arbejdsstyrke de kunne bruge til at bygge boliger til besætterne på Vestbredden. Desuden var spanske appelsiner allerede begyndt at udkonkurrere Jaffa. Det havde boycotterne ikke opdaget.
Læren var - og er - at uden viden om de faktiske forhold og uden international koordinering virker hverken forbrugerboycotts eller sanktioner. Men det ser pænt ud på EU-CVet.

Peter Beck-Lauritzen

Vi har regler og konventioner til at regulere adfærd. Overholdes disse, forventer vi at have en fredelig sameksistens. Når nogen (faktisk ret mange) spinger i "målet" (for at opnå en kortsigtet gevinst), opstår der et behov for en konsekvens! -eller hvad?
Hvad med at skrotte regler og konventioner, lad den stærke/frække få ret, så får vi fred (i vesten!) Hvem tør så flyve over andres territorium? Rejse til andre lande? Ja, selv dansk pas, giver ingen sikkerhed, såfremt Mette skal bestemme!
Overholdelse af regler vil nok tjene os bedst!

Det er indlysende, at repressalier og sanktioner - ligesom militær indgriben ikke er nogen ideel mulighed for adfærdsændringer.

Men det sender i hvert fald et meget kraftigt signal. Og omkring situationen i Belarus, syntes jeg det er nødvendigt virkelig at markere.

I Belarus er mere end 35.000 politiske modstandere (tallet kan være op til 54.000) - herunder 37-61 journalister - blevet isoleret siden august måned, hvor de dagligt mishandles af politiet, for at få tilståelser frem til skueprocesser.

Og styret indtager hver dag nye ofre - især lørdage og søndage i forbindelse med protesterne.

Alene i denne uge forsøgte en ung mand at begå selvmord ved at stikke sig i halsen med en kuglepen under en sådan skueproces. Inden han blev stoppet, fremførte han i retten, at han ikke kunne holde til mere tortur. Samt at politiet desuden havde truet hele hans familie og hele nabolaget.

Han blev, i meget blodig tilstand, indlagt på hospital og blev opereret, men transporten til hospitalet foregik liggende i en trækasse med tremmer.

Sören Tolsgaard, Joen Elmbak og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Økonomiske og handelsmæssige sanktioner er et fænomen, der går langt tilbage i historien. I middelalderen forsøgte paverne at dekretere handelsboykot mod islamiske lande, for så vidt angik varer der kunne indgå i våbenproduktion. De italienske bystater ønskede ikke deres handel reduceret, og de forsøgte at fortolke definitionen så snævert som muligt. Paverne ønskede derimod en bred fortolkning, og disse debatter fortsatte i århundreder.

Tilbage i 1993 eller 1994 læste jeg for første gang i pressen om, hvordan de krigsførende i Bosnien havde jævnlige små våbenhviler, hvor de handlede med hinanden over frontlinjen. Også våben blev købt og solgt ved de lejligheder. Det svarer ikke til den vestlige traditionelle forestilling om korrekt og konsekvent adfærd under krig, men som modstykke til økonomiske sanktioner i såkaldt fredstid er denne handelsform interessant.

Hvis tankegangen er den, at der hele tiden hersker krig, også underforstået ved formel fredstilstand, fordi modsætningsforholdet mellem parterne er fundamentalt og eksistentielt, får det filosofiske grundlag for at have handelsforbud en mindre absolut og mere relativ karakter. Uden en skarp opdeling mellem freds- og krigstilstand er der heller ingen klar grænse for, hvor megen handel med fjenden der kan accepteres.

Under 80-årskrigen mod Spanien, som inkluderede 30-årskrigen 1618-48, afstod den nye uafhængige nederlandske stat (eller statsforbund) fra at håndhæve et våbeneksportforbud. Det vigtigste var at opbygge sin egen våbenproduktion, og hvis fjenden gerne ville hjælpe til med det som aftager, blev det betragtet som ren forretning. Fjenden, dvs. Spanien og Østrig, købte gerne våben hos denne salgsvillige fjende. Det er mærkeligt at forestille sig for en nutidig vesterlænding, men 80 års uafbrudt krig kunne måske godt tænkes at nedsætte følsomheden i den slags spørgsmål.