Essay
Læsetid: 13 min.

I tre år har jeg rejst rundt i Europa for at forstå de politiske opbrud. Her er, hvad jeg har lært

Det siges at være umuligt at se forskel på et demokrati, der er ved at bryde sammen, og et demokrati, der fungerer. Men under sine tre år i Bruxelles har Informations europakorrespondent forsøgt. Nu flytter han hjem til Danmark og gør status efter 2016-chokket, Brexit, Trump og de politiske opbrud, som har forandret Europa. Måske for altid?
For tre år siden startede Christian Bennike som Informations europakorrespondent i Bruxelles. Et job, der har sendt ham vidt omkring.

For tre år siden startede Christian Bennike som Informations europakorrespondent i Bruxelles. Et job, der har sendt ham vidt omkring.

Privatfoto

Udland
4. juni 2021

Efter at have boet et halvt år i en mørk, lavloftet lejlighed i Strasbourg flyttede min kæreste og jeg hjem til København i foråret 2016, og lidt tilfældigt fik jeg en tjans på Informations indlandsredaktion.

Planlægningen var ikke den bedste den sommer. Chefredaktøren havde sagt op, og hans afløser endnu ikke fundet, der var ikke nok folk, så jeg fik lov til at dække udlandsstoffet. Der viste sig at være noget at skrive om: Brexit-afstemning den 23. juni, migranter på Lesbos, terror i Nice, kupforsøg i Tyrkiet, valget af Trump som præsidentkandidat.

Det føltes, som om verden rystede i de måneder. Vi husker vel alle den tid. Hvor vi var, da briterne stemte for Brexit. Da Trump blev valgt.

Pludselig handlede hver anden nonfiktionsbog om det liberale demokratis forestående sammenbrud. Japanske tv-hold landede i Haag for at dække valgkampen mellem Geert Wilders og Mark Rutte og i Paris for at skrive om Le Pen mod Macron – for var det mon den næste bastion, der faldt?

Jeg sad og svedte på avisen og ringede til Francis Fukuyama: »Det er begyndt at bryde sammen,« sagde han i telefonen og mente den politiske stabilitet, som siden Anden Verdenskrig har skabt velstand og fremgang i Vesten.

Det var en utryg tid at være borger i, men en fantastisk tid at være journalist. Jeg tænker ofte på, hvor kedeligt det må have været at lave avis i 90’erne. Dette optimismens årti, Biker Jens’ og Aquas årti, hvor Muren var faldet og de uoverkommelige fjender besejret, så man nu blot ventede på, at globaliseringen som en venlig naturkraft skulle hæve alle både. Tiden var, for nu at bruge Stefan Zweigs formulering om årene inden Første Verdenskrig, »i al sin liberalisme ærligt overbevist om at være på den lige og ufejlbarlige vej mod den bedste af alle verdener«.

Tiden efter 2016 var modsat. Den syntes på den lige vej mod afgrunden. Og midt i den tåge, for tre år siden, startede jeg som Informations europakorrespondent i Bruxelles. Under hedebølgesommeren i 2018, da min kone lige havde født vores søn, betalte jeg et par mænd med smækbukser og cola i lommerne for at fragte vores liv til Rue de l’Amazone i en stor kassevogn, og de næste tre år rejste jeg rundt i Europa for at forstå, hvad i alverden der foregik. Sejlede til Dover og talte med britiske pensionister, der ville »tage kontrollen tilbage«. Fløj til Lissabon og mødte præsident Costa, som ville gøre op med sparepolitikken. Tog til Paris og talte med De Gule Veste om at »giver stemme til alle dem, politikerne har glemt«.

Og nu, efter tre år, er det slut. Vores familie flytter hjem, jeg skifter job, og det virker som en mulighed for at gøre status. For Europa og EU har forandret sig. Den politiske tænkning er skiftet så radikalt, at flere nu taler om ’afslutningen på den neoliberale æra’. Der er kommet mindre fokus på fri bevægelighed og konkurrence og mere fokus på politisk styring, tryghed og investeringer.

Det startede den sommer, det kulminerede med pandemien – og nu står Europa måske igen ved en skillevej.

Undergang eller overgang?

I maj 2019 snoede jeg så en lille lejet Opel gennem bakkede gyvelmarker og forårsgrønne enge, indtil jeg stod foran et forsamlingshus i landsbyen Rocquigny i Frankrigs allernordligste spids. Valget til Europa-Parlamentet var få uger væk, og Marine Le Pen holdt valgmøde i en by, hvor seks ud af ti indbyggere bakkede hende op. Her var ingen mobildækning, ingen skole, ingen skadestue. Vi var – som den eneste parisiske journalist, der havde taget turen til Rocquigny, sagde til mig – »fucking langt væk«. Og det virkede, som om hele byen sad på de skrøbelige plastikstole i det trange, mørke lokale.

Marine Le Pen trådte ind på scenen, slog ud med armene som en tryllekunstner og fik alle til at rejse sig, hujende og fotograferende, de sang Marseillaisen, og hun fortalte om Macron og hans »rodløse kosmopolitter«. »Disse nomadiske individer uden tilknytninger og uden pejlemærker, som kun tjener deres egne interesser«. De politiske modstandere var nærmest en anden menneskerace, fornemmede man.

Efter sommeren 2016 blev det almindeligt at tale om de politiske konflikter i Europa som en stor kamp mellem to uforenelige grupper: globalister og nationalister, by og land, elite og populister. En krig mellem »os« og »dem, der hader Europa«, som Emmanuel Macron sagde i sit partis officielle kampagnevideo hen over billeder af gadekampe, Steve Bannon og Matteo Salvini. I Danmark lavede De Radikale en Game of Thrones-inspireret kampagnevideo, hvor Morten Helveg er i rustning: »Right wing is coming,« siger han.

Jeg sad bagest i salen i Rocquigny med min lille notesbog og tænkte, at det hele så sort ud. At verden var brækket over i to, at Fukuyama havde ret, at ingen var blevet klogere siden 2016.

Men det indtryk ændrede sig.

Nogle uger senere lå jeg på min sofa om aftenen med en øl og så den store partilederdebat i Bruxelles i forbindelse med europaparlamentsvalget, hvor spidskandidaterne fra Europas store ’partifamilier’ stod bag hver sin pult på en gameshow-lignende scene: Margrethe Vestager, den konservative Manfred Weber, EU-skeptiske Jan Zahradil, De Grønnes leder … Og det var slående, hvor lidt det virkede som et episk slag. Hvor enige de faktisk var.

Ingen ville nedlægge EU. Alle ville beskatte multinationale selskaber mere. Alle ville bekæmpe klimaforandringerne. Alle var enige om, at væksten de senere år ikke var blevet fordelt ordentligt.

De havde vel også læst nogle af alle de nonfiktionsbøger, tænkte jeg. De havde også forstået, at det var alvor.

Jeg rejste mig, vaskede op, gik ned med skraldet og stod så noget tid i den natmørke gade og røg en cigaret, mens jeg tænkte over valgkampen, som nu var forbi: At hverken Salvini eller Le Pen ville ud af euroen eller EU. At tilhængerne af en fælles bund under selskabsskatten nu gik fra Venstre i Danmark til CDU i Tyskland. At selv om Macron kaldte sig »anti-Orbán«, bakkede han også op om EU’s flygtningeaftale med Erdogan ligesom De Grønne i Tyskland.

Og pludselig fremstod tiden efter 2016 ikke som en dunkel undergang, men i stedet som en underligt uforløst overgang. Fra 90’ernes og 00’ernes markedsoptimistiske globalisme og til en ny politisk epoke.

Måske kunne man endda skimte en ny, fælles position, tænke jeg: At staten var ved at gøre comeback på den politiske scene. At Europa igen diskuterede, hvordan demokratiet – både det nationale og det europæiske – kunne regulere markederne og beskytte borgerne.

De næste måneder blev det indtryk kun stærkere.

Farvel til 90’erne

I december 2019 tog jeg til Ashfield i Nordengland. Der var valg i Storbritannien, og jeg bankede på dørene i de små røde rækkehuse, talte med kandidaterne og folk på torvet og så den konservative Boris Johnson vinde i de gamle arbejderbyer. Ikke ved at love skattelettelser og ’frit valg’, men ved at love Brexit og penge til sundhed og togbaner.

Ligesom Mette Frederiksen havde gjort i Danmark, var Boris Johnson nu »gået til venstre på økonomi og til højre på kultur«, som britiske Matthew Goodwin, der netop havde udgivet bogen National Populism, sagde til mig.

»Det er vinderopskriften i moderne politik: Mindre frit marked og mere statslig indblanding i økonomien.«

Og to måneder senere, i februar 2020, sad jeg så i Budapest i det store lyse rektorkontor på Det Centraleuropæiske Universitet hos Michael Ignatieff og talte om det samme.

»Populisme er ikke et tegn på, at det liberale demokrati er ved at gå i stykker, det er et tegn på, at demokratiet fungerer, som det skal,« sagde Ignatieff.

Han så bestemt ikke nogen undergang.

»Brexit er et demokratisk signal til eliten: ’I bliver ved med at sige, at Europa er godt for vores lokalsamfund, men vi kan ikke se det. I bliver ved med at sige, at der ikke er noget alternativ, men det må der da være’.«

Nu havde politikere, embedsmænd og akademikere endelig forstået signalet, sagde han. Og jeg nikkede. Vi talte om 90’erne og den ufejlbarlige vej mod den bedste af alle verdener, som alligevel ikke var ufejlbarlig. Om hvordan global handel, østudvidelse, indvandring og kinesiske fabrikker ikke kun skabte BNP-vækst, men også gjorde livet svært for arbejderklassen i Vesten, som pludselig skulle konkurrere med hele verden.

Bagefter gik jeg ned på gaden, spiste paprikakylling og tog nattoget hjem til Bruxelles. Vi gled afsted i mørket langs Donau, sneen oplyste stenkirker og mennesketomme gader i de små landsbyer, jeg skrev mit interview, tænkte på Ashfield og på valget i Danmark og følte endelig, at jeg forstod Europa. Det blev min sidste tur i lang tid.

Pandemien

En grå dag en måned senere trådte jeg ind i det lille supermarked for enden af vores gade og fandt hylderne tomme. Der var ingen tomater, mælk eller avocadoer, for 18 lande inklusive Danmark havde fra den ene dag til den anden lukket sine grænser, så nu hobede lastbiler med fordærvede madvarer sig op i lange køer på grænsen mellem Polen og Tyskland, Østrig og Italien. Det mindede om noget, jeg kun havde set på film – en undtagelsestilstand. Jeg gik hjem og skrev en artikel om, at Frankrig og Tyskland nu ligefrem nægtede at eksportere medicinsk udstyr til hinanden.

Danmark sendte ubrugelige respiratorer til Italien. Og den nye formand for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, havde på et pressemøde lidt en passant bemærket, at det vel ikke var centralbankens opgave at holde renten nede på italienske statsobligationer. Det fik renterne til at eksplodere, så nu balancerede Italien og med dem hele EU på kanten af økonomisk kaos.

En måned tidligere havde jeg været enig med Ignatieff – vores verden var ikke ved at bryde sammen – men den eftermiddag var jeg bange. Jeg stod i min stue og ringede til professor Uffe Østergaard, som sad i sit hus i Hobro. Jeg var nervøs, sagde jeg, det her var værre end noget andet, jeg havde set.

»Det er nationalstaten, der er leverandør af sikkerhed på kort sigt,« sagde Østergaard. »Men på mellemlangt sigt ved vi godt, at vi bliver rigere af at handle sammen, og at det beriger os at leve sammen.«

Jeg var ikke overbevist, men han fik ret. Det vendte i slutningen af marts, og det næste halve år blev utroligt:

EU-Kommissionen lavede særlige vognbaner til lastbilerne, så der igen kom varer i Europas supermarkeder.

Samtidig suspenderede de reglerne om underskud, gæld og statsstøtte – netop de regler, som et årti tidligere havde forværret eurokrisen.

Christine Lagarde vendte på en tallerken, nu ville ECB »revidere« sine regler, så der ikke længere var noget loft for, hvor meget statsgæld de kunne opkøbe – selv græske statsobligationer købte de pludselig.

Og den 18. maj – mens min kone og jeg sad i venteværelset hos jordemoderen for at se de grynede sort-hvid-billeder af endnu et lille barn – kom der en notifikation på min telefon: Angela Merkel og Emmanuel Macron holdt et fælles pressemøde og ville nu optage fælles lån via EU og uddele penge til de hårdest ramte lande. Der gik et stykke tid, før jeg forstod, hvor radikalt det var: Tyskerne ville optage fælles gæld sammen med grækerne!

»Det pressemøde var den vigtigste begivenhed for EU det sidste halve årti,« som Jacob F. Kirkegaard fra Peterson Institute sagde til mig forleden.

Anna Rich

Da EU-lederne senere på året også blev enige om en klimalov, skrev jeg en celebratorisk leder med overskriften: »EU har sjældent stået stærkere end netop nu. Måske aldrig

Og selv efter alle problemerne med vacciner – hvor EU-landene investerede for lidt og for sent i udvikling og forudbestilling – mener jeg stadig, at det er tilfældet. Pandemien radikaliserede et momentum, som allerede havde bygget sig op. Alle var pludselig enige om, at det frie marked og sparepolitikken ikke var løsningen, og for første gang i mit voksne liv oplevede jeg, at vi for alvor kunne diskutere de økonomiske rammer for samfundet.

Selv tyske Wolfgang Schäuble, som i årtier har personificeret sparepolitikken, var tilhænger af fælles EU-gæld og statsunderskud. Og selv neoliberalismens gamle hoforgan, Financial Times, skrev ledere om behovet for »radikale reformer, der forandrer de seneste fire årtiers politiske retning«.

Pandemien flød sammen med 2016-chokket, klimakrisen og frygten for Kinas forøgede magt, og det skubbede politikken i en ny retning. Over hele Europa betalte staterne pludselig borgernes løn! Pludselig talte de i EU-Kommissionen ikke længere kun om fri bevægelighed og fair konkurrence, de talte om suverænitet og kontrol, om »strategisk autonomi«, som det hedder.

Tidsånden skiftede den sommer i 2016, det var her, 90’erne og 00’erne endegyldigt viste sig som en Ikaros-drøm, et Welt von gestern – men det var i 2020, at tiden fik en ny form.

At demokratiet tog magten tilbage fra markederne. At politisk kontrol igen blev vigtigere end fri udveksling. At grænserne for, hvad der er muligt at gøre politisk – Overton-vinduet, hegemonien, eller hvad man vælger at kalde det – blev radikalt udvidet. Det føltes som et brud med den tænkning, der har styret Vesten i et halvt århundrede. Spørgsmålet er, om det bliver ved.

Stadig kaos

For Historien er ikke slut. Mange af forudsætningerne for 2016-chokket findes stadig.

Jeg tænker tit på en dag i starten af 2019, hvor jeg spiste frokost med en bekendt i kantinen i Wiens højesteret, som troner i sjettesalshøjde over Ringstrasse med udsigt over hele bymidten. Vi fik friturestegt kalveschnitzel med kartoffelsalat, og hun fortalte om sin opvækst i en lille by tilbage i 90’erne: Hvis man ville vandre i Alperne, kunne man blive medlem af to vandreklubber, sagde hun: en rød og en sort. Kom man fra en socialdemokratisk familie, meldte man sig ind i den røde, og kom man fra en kristendemokratisk, meldte man sig ind i den sorte. Sådan var det med alt i Østrig.

»Hvis min far fik motorstop på hovedvejen, ringede han til den røde autohjælp – ikke til den sorte,« sagde hun. »Men det er ved at ændre sig nu. I min generation er opdelingen i rød og sort ved at bløde op.«

Det er den store historie om politik i Europa, som stadig udspiller sig: Massepartierne er i krise, borgerens direkte forbindelse til magten er svækket, og politik ændrer karakter.

I Frankrig er det gamle partisystem brudt totalt sammen. I Italien ligner meningsmålingerne de seneste ti år et Jackson Pollock-maleri. I Tyskland er opbakningen til CDU på ét år gået fra en fjerdedel til knap 40 procent og tilbage til en fjerdedel.

Det er en mere demokratisk orden, hvor borgerne stemmer og lever efter anskuelser, ikke efter gruppetilhørsforhold. Men det er også en mere kaotisk tid.

Der findes stadig økonomiske klasseskel, men der er også opstået nye kløfter: Mellem højt- og lavtuddannede, mellem land og by, unge og gamle. Det er ikke ved at forsvinde, det er en ny præmis.

Ved en ny skillevej

Nu sidder jeg så her på mit lille hjemmekontor i Bruxelles, hvor det meste af mit arbejdsliv har udspillet sig, siden pandemien begyndte. Vi skal forlade et Bruxelles, hvor EU på mange måder står stærkere: Opbakning i befolkningerne er højere end i 2016, samarbejdet er tættere, og den økonomiske ortodoksi har ændret sig. Men vi rejser også fra et Europa, som står ved en ny skillevej. For hvad sker der, når pandemien er forbi?

Der er allerede folk i Tyskland, som nu igen taler om budgetdisciplin og besparelser – blandt andet Schäuble. Og mens Joe Biden har præsenteret tre enorme stimuluspakker, er ikke en eneste euro fra EU’s genopretningspakke endnu udbetalt.

Det, jeg for et halvt år siden troede, var en ny konsensus, er måske alligevel ikke så sikkert.

»EU-Kommissionen står stadig og vakler på midten og kan ikke finde ud af, hvad de er,« som ph.d. i EU-politik Ditte Brasso Sørensen sagde til mig forleden.

Og hvad hvis der kommer en ny flygtningekrise? Hvis vi ikke kan begrænse klimaforandringerne? Hvis inflationen stiger, så ECB stopper med at opkøbe italienske statsobligationer – hvad gør man så, når man er Italien, har negativ vækst og en gæld på 160 procent af BNP?

Tiden er stadig uforudsigelig. Der er valg i Tyskland til september, det er helt åbent, og »det kan tage helt til jul at blive enige om en regering«, som Lykke Friis fra Tænketanken Europa sagde til mig forleden. Og så er den franske valgkamp allerede i gang, der er valg i april 2022, så Europa kan være politisk lammet i et år.

Den franske aristokrat Alexis de Tocqueville bemærkede for 200 år siden, at det er umuligt at se forskel på et demokrati, der er ved at bryde sammen og et demokrati, der fungerer. Begge er præget af kaos, kriser og utilfredshed. Vi kan aldrig være sikre, måske er det hele på vej mod afgrunden. Men jeg tror det ikke.

De seneste fem år har gjort mig optimistisk. Jeg tror ikke, at den chokerende sommer indvarsler en stor undergang. Jeg tror tværtimod, at vi vil se tilbage på vores kaotiske samtid som en overgang. Til noget bedre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rosa Maluna Dahl

"Drikker en øl, ryger en cigaret, spiser en paprikakylling, får et barn." For fuldstændighedens skyld tilføjer jeg her et lokumsbesøg.
Hvis det i store træk er livets indhold, er det da underligt, vi har fået det gjort så kompliceret.
Måske skyldes det at én engang så ned i det hul hen havde tænkt sig at skide i, og tænkte: "Det er ikke mit lort værdigt"?

Anders Hüttel

Vi ikke har været en fuld del af EU siden 93. Det er på tide at vi prøver det. Det er godt med allierede og jeg mener at tiden fordrer af man ikke bare 'leger' med men deltager på lige fod.

erik pedersen, Poul Søren Kjærsgaard, Carsten Munk, John Scheibelein, David Zennaro, Torben Lindegaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vores store ulykke er, at vi nu har en generation af ledere, der ikke har kendt andet end Reagans og Thatchers destruktive samfundsnedbrydning.
Alligevel lader det til, at naturkraften ikke er liberalismen, men derimod indretningen af stater til etablering af tryghed, frihed og relativ velstand.

Birte Pedersen, Alvin Jensen, erik pedersen, Poul Søren Kjærsgaard, Klaus Schwab, Eva Schwanenflügel, Arne Lund, John Scheibelein, David Zennaro og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Tankevækkende.. "---en overgang, til noget bedre". Hvad det så kan være? Som L Anderson engang sagde: "Paradis er præcis, hvor du er lige nu, bare meget bedre". Og vores verden og virkelighed ændre sig kun hvis vi er proaktive og gør noget. Politikerne kan udstikke rammerne og lovgive, men det er folket der skal ændre tingene også gennem aktivisme, græsrodsarbejde, organisationer osv. Det at vi vil få det bedre indebære også at den omtalte Grønne omstilling for alvor kommer igang. Få skabt de grønne arbejdspladser og nedlagt de sorte! Der skal tænkes stort og frit. Nattog drift i Europa f.eks. Solceller som lovkrav på alle nye bygningers tage. Billig eller gratis kollektiv transport i ALLE storbyer. Fremtiden venter på os, come on.

Birte Pedersen, Alvin Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

"Og nu, efter tre år, er det slut. Vores familie flytter hjem, jeg skifter job, og det virker som en mulighed for at gøre status."
Du har vel - forhåbentlig - ikke tænkt dig at forlade Information?

Birte Pedersen, Alvin Jensen, erik pedersen, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jesper Hostrup Hansen

Jeg mindes Hans Magnus Enzensbergers "Åh, Europa!" fra 1987 - værd at (gen)læse. Spændende reflektioner fra Christian Bennike.

"Vi ikke har været en fuld del af EU siden 93. Det er på tide at vi prøver det. Det er godt med allierede og jeg mener at tiden fordrer af man ikke bare ’leger’ med men deltager på lige fod."

Hver gang man laver alliancer, udpeget man opponenter - og Danmark har i vid udstrækning fulgt EU-udviklingen, trods forbeholdene (som blev til i en kontroversiel Edinburgh-proces som den politiske elite ønskede mhp. ikke at bremse det stendøde unionstog). Siden da er den offentlige EU-opinion i Danmark blevet masseret yderligere med fortællingen om Fredens EU, nødvendigheden af økonomisk og retlig integration i Europa, at alt vil blive billigere og at demokratiet i Europa automatisk vil blomstre med flere traktater. Og Danmark har, i det store og hele fulgt trop på de områder, hvor forbeholdene skulle råde - mens forbeholdene selv flere gange har været provokeret til offentlig debat og afstemning af den politiske elite og erhvervslivet(s interesseorganisationer). Siden er traktater, som der ikke har været afholdt folkeafstemninger om, kommet til - og i sig selv har den manglende accept af først nej'et i 1992 og derpå de vedtagne forbehold fra 1993 voldt både demokratiske og sociale problemer ... men en formel opgivelse af dem, som det hér foreslås, ville indebære tiltrædelse af den dubiøse Euro og et hav af andre organer/pagter, hvorfra vejen tilbage til national suverænitet er stort set uoverskuelig. Et faktum, danskerne virkelig skal forholde sig stærkt opmærksomt til.

Historien kan man altid få refleksioner over, samt erindringer - og når man går nogle år tilbage og læser Informations artikler om EU-udviklingen og den demokratiske diskurs m.m., er det slående at tiden som sædvanligt ikke har stået stille ... og at pressen/de offentlige samtaler virkelig har flyttet sig fra iagttagelsen af demokratiudvikling i Danmark til make it big-fantasmer og sikkerhedspolitik i vor helt aktuelle samtid.

Om demokratiet og den danske Højesterets konsensus i de afgørende EU-spørgsmål:
https://www.information.dk/indland/2013/02/danske-regering-broed-grundlo...
https://www.information.dk/indland/leder/2011/01/forfatning-fiflerier-eu
https://www.information.dk/debat/2007/12/medierne-politiske-elite?lst_ta...

Apropos de kedelige(?) halvfemsere, som i EU-sammenhæng blev afgørende for den politisk-økonomiske udvikling af Danmark og Europa:
https://www.information.dk/indland/2018/05/hvorfor-hoerte-moedet-paa-pol...
https://www.information.dk/debat/1999/05/18-maj-symbol-paa-afmagt?lst_ta...
https://www.information.dk/2007/07/sandhedens-oejeblik-0