Valg i Etiopien
Læsetid: 4 min.

Trods borgerkrig og sult forsøger Etiopien sig med demokrati

I denne uge var der parlamentsvalg i Etiopien for første gang, siden premierminister Abiy Ahmed kom til magten og lovede demokrati til folket. Det var hverken frit eller fair. Men det er alligevel et vigtigt skridt i landets demokratisering
Etiopiske vælgere venter i kø uden for et valglokale i Addis Ababa. Mandagens valg i Etiopien blev næppe en demokratiske fest, men der er stadig noget at fejre – for eksempel at Etiopiens cirka 37 millioner registrerede vælgere for første gang i 16 år kunne sætte deres kryds på en stemmeseddel med flere forskellige partier at vælge imellem.

Etiopiske vælgere venter i kø uden for et valglokale i Addis Ababa. Mandagens valg i Etiopien blev næppe en demokratiske fest, men der er stadig noget at fejre – for eksempel at Etiopiens cirka 37 millioner registrerede vælgere for første gang i 16 år kunne sætte deres kryds på en stemmeseddel med flere forskellige partier at vælge imellem.

Marco Longari

Udland
25. juni 2021

Valget i Etiopien mandag blev næppe den demokratiske fest, premierminister Abiy Ahmed havde forestillet sig, da han tilbage i 2018 erobrede magten og lovede den etiopiske befolkning frihed og demokrati.

Borgerkrigen og den eskalerende sultkatastrofe i den nordlige region Tigray skyggede for festlighederne, ikke mindst efter FN i forrige uge advarede om, at krisen kan udvikle sig til den største hungersnød i nyere tid, hvis ikke der bliver grebet ind hurtigst muligt.

Men der er stadig noget at fejre oven på Etiopiens »første forsøg på et frit og fair valg,« som regeringen har kaldt valget. Også selv om der forventes at gå flere uger, inden valgresultatet er klart og temmelig sikkert vil vise en storsejr til Abiy Ahmed og regeringspartiet Prosperity Party.

For det første kan man glæde sig over, at valget blev afholdt uden nogen nævneværdig vold, hvilket ikke er nogen selvfølge her i landet, selv om det selvfølgelig også hænger sammen med det massive opbud af politi og militærstyrker, der på forhånd havde lagt en dæmper på alle oprørske typer.

For det andet blev internettet ikke slukket i hele landet, som myndighederne ellers har haft for vane at gøre ved blot det mindste optræk til protester.

Og for det tredje fik størstedelen af Etiopiens cirka 37 millioner registrerede vælgere en snert af flerpartidemokrati, da de for første gang i 16 år kunne sætte deres kryds på en stemmeseddel med flere forskellige partier at vælge imellem. De sidste par valg har regeringspartiet fået noget nær 100 procent af stemmerne.

Tilbage til stemmeurnerne

Denne gang havde ikke mindre end 46 forskellige partier opstillet kandidater, og selv om regeringspartiet entydigt har domineret valgkampen med flest opstillede kandidater, mest propaganda og en ublu støtte fra statsapparatet, var der altså også andre partier at vælge imellem. Sidste gang det var muligt var tilbage i 2005 under premierminister Meles Zenawi. Men der blev valget hurtigt afsporet på grund af åbenlys valgfusk, massedemonstrationer og vold, da et forestående nederlag til regeringspartiet blev stoppet på en ikke så demokratisk vis.

Siden dengang har 44-årige Dawit Tilahun ligesom så mange andre etiopiere ikke gidet at stemme. Men i mandags havde han igen stillet sig op i køen til stemmeboksen på sit lokale valgsted i den gamle bydel Piazza i Addis Ababa, hvor jeg fulgte hans små ryk frem i køen og spurgte, hvorfor han igen ville deltage i et valg.

»Jeg håber, jeg kan være med til at sikre fred og fremgang for Etiopien. Vi har alt for mange problemer for tiden, men jeg tror, det her er en begyndelse på noget bedre,« forklarede han.

På små plastiktaburetter i én lang række ned ad en lille brostensbelagt vej sad her godt 100 andre etiopiere og ventede på at få lov at gå ind i det lille blikskur, der gjorde det ud for en stemmeboks. De cirka tre timer det tog for folk at komme frem til stemmeboksen var ganske vist udmattende, men som flere vælgere forsikrede mig om undervejs, var det ingenting i forhold til det år, valget indtil videre har været udskudt på grund af corona. Og slet ingenting i forhold til den evighed, det har taget for Etiopien at nærme sig afholdelsen af demokratiske valg.

»Det her valg fjerner selvfølgelig ikke alle vores problemer. Men det er begyndelsen. Så jeg er glad,« sagde Dawit, da han tre timer senere kom ud af stemmeboksen og stolt kunne fremvise sin blæksværtede tommelfinger, der beviste, at han havde afgivet sin stemme.

International kritik

Alligevel har valget høstet hård international kritik for ikke at leve op til demokratiske standarder.

Først og fremmest var der ikke mange valgobservatører, der kunne give en uafhængig vurdering af valgets demokratiske kvaliteter. EU havde ellers forberedt sin første valgobservationsmission i landet i mange år, men besluttede i sidste måned helt at droppe missionen, da Etiopiens regering ikke kunne acceptere alle betingelser om at kunne agere frit og uafhængigt. De eneste internationale valgobservatører til stede var derfor udsendt i regi af Den Afrikanske Union, der desværre er notorisk kendt for at holde sig tilbage med at kritisere ellers åbenlyse udemokratiske tendenser.

Samtidig har der heller ikke været en fri og uafhængig presse i Etiopien op til valget. Den lokale presse er stadig nærmest tandløs. Og den internationale presse har været stækket, fordi journalister de seneste måneder enten er blevet nægtet indrejse eller udvist af landet, sådan som det skete for New York Times-korrespondenten Simon Marks, fordi han havde været for kritisk i en reportage om borgerkrigen i Tigray.

Endelig er en væsentlig del af den politiske opposition stadig fængslet, hvilket selvfølgelig ikke er optimalt demokratisk set, selv om fængslingerne bestemt ikke er uden grund. Men fængslingerne har betydet, at de store partier i den folkerige region Oromia helt har trukket sig fra valget, og det betød i flere valgkredse, at kun ét enkelt parti havde opstillet kandidater: Abiy Ahmeds Prosperity Party.

»Valget var ikke retfærdigt, fordi der var så stor forskel på regeringspartiet og oppositionen. Prosperity Party brugte sit greb om statsmagten til at mobilisere støtte, mens oppositionen var svag og blev intimideret,« siger Befeqadu Hailu, direktør for den etiopiske ngo, Center for Advancement of Rights and Democracy:

»Rigtige demokratiske valg kræver stærke institutioner og en solid demokratisk kultur. Etiopien har ingen af delene endnu. Men jeg tror, at valget skal ses som en del af landets demokratiske transition, og dertil vil valget i sig selv bidrage til at modne vores demokratiske kultur.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her