Højesteret
Læsetid: 7 min.

Trump-indsatte dommere er ikke så konservative, som demokraterne frygtede

I flere nylige kendelser har konservative dommere indsat af Trump overrasket ved at gå i koalition med højesteretspræsidenten og liberale dommere. Domstolen er kun rykket lidt til højre, siger juraeksperter, selv om der et konservativt flertal på seks mod tre
I flere nylige kendelser har konservative dommere indsat af Trump overrasket ved at gå i koalition med højesteretspræsidenten og liberale dommere. Domstolen er kun rykket lidt til højre, siger juraeksperter, selv om der et konservativt flertal på seks mod tre

Jesse Jacob

Udland
30. juni 2021

Hvis man spørger republikanske partiledere og vælgere, hvad de opfatter som præsident Donald Trumps største bedrift i årene 2017-2020, vil deres entydige svar lyde: indsættelsen af tre konservative dommere i USA’s højesteret.

I amerikansk retshistorie hører det til sjældenhederne, at en præsident i løbet af kun én enkelt embedsperiode får lejlighed til at udpege tre kandidater til Højesteret. Og endnu mere sjældent er det, at de udvalgte dommere alle som én identificerer sig med samme retsfilosofi og partipolitiske ståsted.

Trump og hans republikanske vælgere kan altså glæde sig over, at den ideologiske og politiske magtbalance i Højesteret øjensynligt er tippet markant til højre.

Men overraskende for mange har indsættelsen af de tre konservative dommere – Neil Gorsuch i 2017, Brett Kavanaugh i 2018 og Amy Coney Barrett i 2020 – i realiteten ikke resulteret i et markant skifte til højre i de kendelser, Højesteret har afsagt indtil nu.

»Når det kommer til stykket, har de tre nye dommere kun rykket kompasnålen nogle få streger mod højre,« siger Mark Graber, juraprofessor ved University of Maryland.

For udenforstående og selv erfarne iagttagere er det svært at få indblik i, hvad der motiverer den enkelte dommer til for eksempel at medvirke i en koalition over den ideologiske midte i én sag og i en anden sag stemme med sin egen fløj.

Et nævneværdigt eksempel var Højesterets kendelse i sidste uge i en sag anlagt af en snes republikanske delstater mod Barack Obamas sundhedsreform fra 2010. To gange tidligere (i 2012 og 2015) har et flertal i domstolen afvist at kende reformen forfatningsstridig.

Det var i en periode, hvor nu afgåede højesteretsdommer Anthony Kennedy var tungen på vægtskålen. På sin venstre side havde Kennedy fire liberale kolleger, på højresiden fire konservative dommere. I mange sager betød det, at hans stemme var udslagsgivende.

Men da den liberale ikon Ruth Bader Ginsburg døde i 2020, og Trump nominerede den konservative juraprofessor Amy Coney Barrett i 2020 til hendes efterfølger, råbte demokraterne vagt i gevær.

Under debatten i det republikansk styrede Senat, der godkender kandidater med simpelt flertal, advarede demokrater i medieinterview og tv-reklamer om, at Barrett i et kommende sagsanlæg ville stemme ja til at eliminere Obamas sundhedsreform.

Kampagnen mod Barretts indsættelse i Højesteret medvirkede formentligt til at motivere nogle vælgere, der er afhængige af Obamas sygeforsikring, til at stemme demokratisk under præsident- og kongresvalget i 2020.

Obamacare overlever

Men da de republikanske delstaters sagsanlæg skulle afgøres af Højesteret i sidste uge, skete der noget uventet. Otte ud af de ni dommere erklærede, at de 18 stater ikke havde status til at indbringe et sagsanlæg. Begrundelsen? At sundhedsreformen ikke har påført dem nogen beviselig skade.

Amy Coney Barrett er en kendt kritiker af reformen. Som juraprofessor ved det katolske universitet Notre Dame har hun offentligt kritiseret højesteretspræsident John Roberts’ kendelse fra 2012. Her erklærede han med et knebent flertal Obama-reformen for forfatningsgyldig.

Lige så opsigtsvækkende var det, at de to andre nyligt udpegede konservative dommere – Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch – også stemte med flertallet i sidste uges dom.

Selv Højesterets traditionelt mest konservative dommer, Clarence Thomas, sluttede op om afgørelsen og tilføjede endda i en note, at han faktisk ikke ville have kendt Obama-reformen forfatningsstridig, hvis domstolen skulle have påtaget sig sagen.

Det slog iagttagere som en besynderlig note, fordi Clarence Thomas både i 2012 og 2015 stemte med et mindretal, der erklærede Obama-reformen for ugyldig.

Hvad kan være det bagvedliggende motiv for Barretts og Thomas’ meningsskifte? Og hvad er forklaringen på, at en højesteret med seks konservative og tre liberale dommere holder sig til en ideologisk og politisk midterkurs?

Ifølge juraprofessor Mark Graber er en mulig forklaring rent politisk.

»Det har aldrig været nogen hemmelighed, at dommerne i Højesteret læser og tolker resultaterne af præsident- og kongresvalg,« siger han.

»Der har altid været en tilbøjelighed blandt dommerne til at føre en lav profil og undgå at blive indviklet i politisk kontroversielle sager, efter et andet parti end deres eget har vundet et valg.«

Valgresultaterne fra midtvejsvalget i 2018, hvor demokraterne vandt, og præsident- og kongresvalget i 2020 talte et tydeligt sprog. Trump, der havde udpeget de tre konservative dommere, tabte sit præsidentskab. Og Republikanerne, der havde godkendt de tre dommere uden støtte fra en eneste demokrat i Senatet, mistede deres flertal.

»Hvis Trump havde vundet, og republikanerne havde flertal i Kongressen, ville vi have set en mere aktivistisk konservativ fløj ved domstolen. I stedet fortsætter højesteretspræsident John Roberts sin konsensussøgende linje. I mange kendelser er det lykkedes for ham at tiltrække støtte fra en eller flere af de tre nye konservative dommere,« forklarer Graber.

Juraprofessoren påpeger desuden, at de liberale medlemmer af Højesteret følger det samme mønster. De tolker også valgresultater. Lige nu sidder kun tre liberale dommere i Højesteret – nemlig Stephen Breyer, Elena Kagan og Sonia Sotomayor. Og to af dem, Breyer og Kagan, har i flere sager dannet en flertalskoalition med konservative Roberts, Kavanaugh og Barrett.

Abortsag forude

Det uafgjorte spørgsmål er, hvordan Trumps tre konservative dommere vil stemme, når de skal tage stilling i en sag, som involverer deres grundlæggende værdier.

Her er det ifølge Sanford Levinson, juraprofessor ved University of Texas, vigtigt at skelne mellem dommere, som følger deres ideologiske overbevisning frem for deres partipolitiske tilhørsforhold.

»I en sag, der for eksempel angår kvinders ret til abort, vil en dommer som Amy Coney Barrett næppe gå på kompromis med sin indstilling: at abort svarer til mord. For hende kan abort aldrig blive et politisk spørgsmål,« siger Levinson.

Omvendt mener juraprofessoren, at politiske overvejelser kan komme til at spille en rolle for konsensussøgende konservative dommere som Roberts og Kavanaugh, når Højesteret skal høre en abortsag dette efterår.

I den pågældende sag beskylder en abortklinik i Mississippi en nyligt vedtaget delstatslov for at være i strid med den berømte kendelse Roe versus Wade fra 1973, som gav alle amerikanske kvinder adgang til abort op til 23-24 uger inde i svangerskabet. Men efter indsættelsen af Brett Kavanaugh i Højesteret i 2018 forbød Mississippi abort af fostre, der er mere end 15 uger gamle.

Skridtet blev tolket som et forsøg på at få det nye konservative flertal på fem mod fire i Højesteret til at underkende Roe versus Wade-kendelsen. Som ventet fik abortklinikken medhold i sit sagsanlæg ved en forbundsdomstol og en ankedomstol.

Siden disse to sejre er den afdøde liberale tilhænger af abort Ruth Bader Ginsburg imidlertid blevet udskiftet med abortmodstanderen Amy Coney Barrett. Det betyder, at der nu formelt set er et flertal på seks mod tre for at gøre svangerskabsafbrydelse i USA ulovligt igen.

Men så simpelt er det ikke, fortæller juraprofessor Levinson.

»Jeg anser det for sandsynligt, at John Roberts og Brett Kavanaugh vil indgå en koalition med de tre liberale dommere, hvor de afviser at underkende Roe versus Wade, mens de giver nogle små indrømmelser til konservative staters mulighed for at begrænse abortadgang.«

Højesterets kendelse i abortsagen vil tilmed falde på et politisk følsomt tidspunkt, nemlig i foråret 2022, nogle måneder før midtvejsvalget til Kongressen i november. Det kan betyde, at uagtet hvilken kendelse domstolen afgiver, kan abort blive en politisk kastebold i valgkampen.

Men her risikerer konservative republikanske vælgere, der håber på at eliminere abort, at blive skuffede. I abortspørgsmålet er hverken Roberts eller Kavanaugh nemlig kendt som kompromisløse ideologer. Det tyder ifølge Levinson på, at Roe versus Wade vil overleve.

»Som højesteretspræsident viger Roberts helst uden om politisk varme kartofler. Hans højeste prioritet er at forsvare domstolen som en apolitisk instans,« vurderer han.

Og Kavanaugh er ifølge juraprofessoren frem for alt et produkt af Det Republikanske Parti. Inden han blev forbundsdommer, arbejdede Kavanaugh som advokat for George W. Bushs valgkampagne og senere i hans justitsministerium.

»Det er ikke nødvendigvis i republikanske politikeres interesse, at Roe versus Wade bliver underkendt af Trumps dommere. Demokratiske vælgere, især kvinder, vil strømme til valgstederne, hvis det sker,« forudser Levinson.

Reform af Højesteret

Demokratiske politikeres dystre forudsigelser sidste år om de alvorlige konsekvenser af en konservativ magtovertagelse af Højesteret er således ikke blevet opfyldt – i hvert fald ikke endnu.

Snarere er det lykkedes for højesteretspræsident John Roberts at danne koalitioner mellem dommere på tværs af ideologiske og politiske skel og dermed undgå at vælge side.

Det betyder, at demokratiske aktivister og politikeres krav om at få Kongressen til at udvide antallet af højesteretsdommere fra ni til 12 og indsætte flere liberale dommere indtil videre er forstummet. Præsident Joe Biden har nedsat en kommission til at overveje eventuelle reformer, men der vil højst blive tale om at foreslå en ændring af dommernes tjenesteperiode fra livstid til tvungen pension i en given alder.

Faktisk svirrer det med rygter i Washington, D.C., om den liberale dommer Stephen Breyers snarlige tilbagetræden. I en alder af 82 er han den ældste. Den konservative dommer Clarence Thomas er 72.

Mange demokrater håber, at Breyer senest vil trække sig inden juni 2022, så der er tid for Biden og det smalle demokratiske flertal i Senatet til at indsætte en liberal efterfølger. Deres mareridtsscenario er en gentagelse af, hvad der skete med Ginsburg.

Hun afviste at trække sig i præsident Obamas sidste embedsår og døde af kræft, kort inden Biden og demokraterne vandt valget i 2020. Men Breyers beslutning bliver ikke taget af andre end den aldrende Breyer selv. Ingen kan forudsige, hvad den bliver. Og ingen kan vide, hvad følgerne for det amerikanske samfund og Bidens præsidentskab bliver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her