Feature
Læsetid: 11 min.

Tunesiens kystvagt samler sine landsmænd op på havet, levende og døde

Et stigende antal migranter og flygtninge rejser fra Tunesien mod Europa. Information sejlede med den tunesiske kystvagt, der fanger flere og flere – også egne landsmænd – og sender dem tilbage til kystbyen Sfax og dens voksende kirkegårde for migranter. Men det er ikke en løsning at fokusere på øget grænsebevogtning, siger migrationsforsker
Først blev børn båret fra smuglerbåden og ned til kystvagten, der med et greb under armene placerede dem i en lille fiskebåd.

Først blev børn båret fra smuglerbåden og ned til kystvagten, der med et greb under armene placerede dem i en lille fiskebåd.

Mohamed Krit

Udland
15. juni 2021

En hvid og blå fiskerbåd kommer til syne, og silhuetter af mennesker kommer nærmere, i takt med at det tunesiske kystvagtskib skyder gennem det azurblå Middelhav i høj fart.

»Der er flest mennesker fra lande syd for Sahara,« siger en af medarbejderne på skibet, der med en stor armygrøn kikkert har øje på de over hundrede migranter, der sidder tætpakket på båden:

»Jeg kan se i hvert fald seks børn.«

Båden med de mange migranter er stødt på grund i et område ud for Tunesiens kyst, hvor en sandbanke får vandstanden helt ned på en halv meter. Højst sandsynligt fordi smuglerne ikke har godt nok kendskab til forholdene på havet, lyder forklaringen fra kystvagten. Båden tipper en smule på skrå, på dækket og førerhusets tag sidder og står mennesker tætpakket i den bagende middagssol. Ingen har redningsveste på.

»Sidst vi var i dette område, kom vi ud til et kæntret skib, hvor ligene flød rundt i havet,« fortæller skibets øverstbefalende. Ligesom de øvrige besætningsmedlemmers må hans navn ikke offentliggøres af hensyn til sikkerheden, men Information er bekendt med deres identitet.

57 mennesker var omkommet, og mange var børn, fortæller han, mens han strækker sine arme og ben ud i et kryds for at illustrere, hvordan de flød rundt i havet med ansigterne nedad. I flere timer hev kystvagten lig op i bådene og sejlede dem ind til de voksende kirkegårde for migranter i kystbyen Sfax, der er kendt for at være et af de populæreste steder for menneskesmuglere at sende både mod Lampedusa og Sicilien i Italien.

»Det var et mareridt,« siger han, mens han forsøger at navigere skibet tættere på smuglerbåden, der heldigvis ikke er kæntret denne gang.

Situationer som denne er langtfra enkeltstående. Tunesien er blevet et mere og mere populært land for migranter at tage mod Europa fra, og over dobbelt så mange er i år taget fra Tunesien mod Italien sammenlignet med sidste år, viser tal fra FN’s flygtningeorganisation, UNHCR

»Tunesien er blevet det nye attraktive transitland, og ruterne er begyndt at bevæge sig derhen,« siger Ahlam Chemlali, der er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker i migration, grænsekontrol og europæisk migrationspolitik.

Selv om Libyen fortsat er det land, de fleste migranter bruger som indgangsdør til Europa, og den libyske kystvagt fanger flest migranter, har den tunesiske kystvagt på sine patruljer i år samlet næsten 4.500 mennesker op. Derudover har der de seneste måneder været en række skibsforlis i området, og ifølge FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM) står 2021 til at blive det dødeligste år siden 2017: 675 er indtil videre druknet eller forsvundet i det centrale middelhavsområde. Det har især været mennesker fra lande syd for Sahara, der har været en del af statistikkerne, men den tunesiske kystvagt fanger eller begraver nu også i stigende grad sine egne landsmænd.

»Det er en tragedie for alle. Vi prøver at fortælle dem, at det ikke nytter noget at tage mod Europa. At det er for farligt, og at de højst sandsynligt bare bliver sendt til Tunesien igen. Jeg er glad for, at vi finder dem i live i dag,« siger den øverstbefalende, mens han med hænderne på roret konstaterer, at det ikke er muligt at komme tæt nok på båden med migranter, før vandet begynder at stige hen ad eftermiddagen.

Europas maritime grænsevagt

For at forstå hvorfor Tunesien i højere grad er blevet en populær rute mod Europa og en større brik i EU’s migrationsstrategi, skal der zoomes ind på situationen i landet. Tunesien har store økonomiske og sociale problemer, der kun er blevet værre på grund af coronapandemien. Der er en voksende frustration blandt befolkningen over regeringens manglende evne til at føre landet på ret kurs efter Det Arabiske Forår og revolutionen for ti år siden, hvilket løbende manifesterer sig i protester. Senest i weekenden, hvor hundredvis af demonstranter gik på gaden i hovedstaden i Tunis i protest mod politivold, efter en mand var død i politiets varetægt. Den manglende tillid til systemet og stigende arbejdsløshed, især blandt unge, får flere til at ønske sig et liv i Europa og uden tøven tage afsted, selv om det kan koste dem livet.

En anden årsag til Tunesiens popularitet som transitland er situationen i Libyen, der fortsat er plaget af borgerkrigslignende tilstande, og hvor forholdene for migranter gentagne gange er blevet beskrevet som umenneskelige af organisationer som FN. Det får flere til at forsøge at flygte til det sydlige Tunesien, hvor de enten tager ophold for en stund eller hurtigst muligt søger mod Europa med smuglerbåde.

Den udvikling er ikke gået ubemærket hen i EU, og Tunesien er derfor i stigende grad blevet centrum for EU’s migrationspolitik i forsøget på at bremse irregulære migranter, før de når Europas grænser. Landet får støtte til grænsebevogtning, som blandt andet indebærer midler til kystvagten, og sidste år meddelte Danmark, at man ville sende 26 millioner kroner over en periode på tre år til grænsebevogtningen i det nordafrikanske land.

Men det kan være problematisk, hvis fokus er rettet for meget på grænsebevogtning, fordi problemerne blot skubbes væk fra Europa og ikke løses, mener Ahlam Chemlali fra DIIS.

»Med EU’s meget snævre fokus på migration og grænsekontrol har man overset den virkelige trussel, som har været den økonomiske situation, der har fået ungdommen på gaden flere gange og er det, der får folk til at forlade landet. Det vil næppe løse problemerne i Tunesien, at grænsekontrollen øges,« siger hun.

En anden bekymring går på, at der er en risiko for, at man med den voksende støtte til grænsebevogtning vil se migranter indgå i et politisk magtspil mellem EU og de lande, der er indgået migrationsaftaler med. Det er senest kommet til udtryk i forholdet mellem Marokko og Spanien, hvor en politisk uenighed gjorde, at de marokkanske grænsevagter lod omkring 8.000 mennesker flygte illegalt til den spanske enklave Ceuta på det afrikanske kontinent.

»Jeg ser, at der kan opstå flere af den slags problemer fremover, hvor landene kan bruge deres migrationsaftaler til at forhandle med. Når man ved, at migration netop er Europas akilleshæl, så kan de lande, der får de her aftaler – altså for eksempel Tunesien, Marokko eller Libyen – udnytte den position og kræve mere af Europa både økonomisk og politisk. Jeg mener, at det kan være problematisk, fordi det er migranterne, der sidder i klemme og bliver brugt som brikker i det her spil.«

Ifølge Ahlam Chemlali bør EU fokusere endnu mere på de langsigtede løsninger.

»Hvis udviklingen skal vendes eller undgås, kræver det, at migrationsstrategien nytænkes, og EU ikke kun bidrager med økonomisk støtte til kystvagt og grænsekontrol, men flytter fokus til de strukturelle udfordringer, som Tunesien har stået over for. Det er vigtigt, at man har mere fokus på sociale investeringer såsom uddannelse og sundhed,« siger hun.

Den svære efterforskning

Fra smuglerbåden begynder stemmer pludselig at blive højere, og flere personer har rejst sig op. De er begyndt at blive desperate, vurderer kystvagten, der får øje på en fiskerbåd i nærheden og sætter kurs mod den i høj fart. Den lokale fisker indvilger i at hjælpe med at transportere migranterne fra båden til kystvagtens skibe. Den har nemmere ved at nærme sig på det lave vand.

Migranterne i smuglerbåden.

Migranterne i smuglerbåden.

Mohamed Krit

Når kystvagten fanger migranter ud for Tunesiens kyst, opstår der ofte konflikter, hvor det i nogle tilfælde resulterer i, at migranter kaster med sten og molotovcocktails, fordi den med kystvagtens ord ødelægger deres drøm om Europa. Det sker ikke denne gang. Sandsynligvis fordi de sidder fast og godt ved, at der ikke er nogen anden udvej end at skulle med kystvagten tilbage til fastlandet.

Den lokale fisker nærmer sig med to medarbejdere fra kystvagten. Det første barn bliver sænket ned fra båden. Det er en pige i lyserød T-shirt og med en lille lilla taske snøret om armen. Én efter én bliver de i alt otte børn båret fra smuglerbåden og ned til kystvagten, der med et greb under armene placerer dem i den lille båd. Der kommer ikke en lyd fra børnene. De sidder helt stille uden mimik og kigger rundt, mens de bliver sejlet mod kystvagtens skib. Næste tur er kvindernes. Med enten bare fødder, klipklapper eller slidte sneakers træder de om bord på kystvagtens skib. Nogle har mønstrede klæder viklet rundt om krop og ansigt, og de placeres tæt sammen. En kvinde stirrer tomt ud i luften, mens tårerne triller fra de rødsprængte øjne. Hun tørrer dem væk med sit højre ærme og lægger sit hoved mod sine knæ. En kvinde ved siden af tager sin ene arm om hende og trykker hende ind til sig. Begge er fra Elfenbenskysten og har været i Tunesien i næsten halvandet år. Forinden var de i Libyen.

»Jeg kan ikke klare mere. Jeg kan ikke fortsætte mit liv her. Jeg har ingenting. Hvad skal jeg gøre?« spørger hun, mens hun trækker opgivende på skuldrene.

Der bliver ikke tid til at spørge ind til deres liv i Tunesien og Libyen, fordi vi bliver afbrudt af et militærskib, der kommer for at transportere dem i land. På et par timer er alle 111 migranter blevet sejlet tilbage. Størstedelen er fra Elfenbenskysten, Nigeria og Eritrea og tæller otte børn og 16 kvinder. Ifølge den tunesiske kystvagt har de set langt flere familier med kvinder og børn, der forsøger at tage mod Italien det seneste år. Det er ikke længere kun unge mænd, der fylder i statistikken, men hele familier, der tager afsted.

På land vil de mange migranter blive afhørt, hvorefter de vil blive løsladt, hvis der ikke er nogen mistanke om, at de kan være involveret i smuglernetværkerne. På nuværende tidspunkt ved myndighederne ikke, hvem der står bag at få denne båd mod Europa, men de har allerede foretaget forskellige observationer. For eksempel at en af de få tunesere om bord havde blå maling på sine hænder, hvilket kunne indikere, at han havde malet fiskerbådens identifikationsnummer på skibets ene side over. Men generelt er det en svær opgave at finde ud af, hvem smugleren er, fordi de færreste vil sige noget.

»De fleste er ofre, og så er der få, der står bag og er kriminelle. Det er dem, vi forsøger at finde frem til, så vi kan få stoppet smuglernetværkerne. Men det er meget vanskeligt, fordi mange er bange for at fortælle noget, fordi det måske kan få konsekvenser for dem, når de vender tilbage,« fortæller den øverstbefalende på kystvagtens skib.

Ingen anden udvej

Tilbage på nationalgardens havneområde i byen Sfax kommer yderligere to af kystvagtens skibe sejlende ind med migranter. Denne gang er tunesere i flertal. På havnekajen foran skibet dirigerer kystvagten dem hen at sidde på jorden i syv rækker, og deres rygsække bliver placeret i en bunke et par meter fra dem. De fleste har kasket på eller deres hættetrøje trukket op om hovedet. Halvandenliters vandflasker bliver delt rundt blandt gruppen, mens en kvinde bevæger sig mellem rækkerne og tæller. 112 tunesere og 35 personer fra lande syd for Sahara er blevet fanget tidligt i morges, og dermed har kystvagten inden for et døgn fanget over 250 personer, hvilket i denne tid med gode vejrforhold ikke er unormalt.

En anden medarbejder er med blok og pen gået i gang med at registrere personernes navn, alder og fødeby. Skuer man ud over havneområdet, ligger adskillige mindre og større konfiskerede fiskerbåde øde hen. Dem har kystvagten de seneste måneder bragt med til land sammen med migranterne, så de ikke kan bruges af smuglerne igen.

»Der er mange tunesere, der ikke ved, at det er virkeligheden i vores land. Vi ser det her hver dag, og det er trist. Jeg ønsker, at vi får det stoppet,« siger en af kystvagtens medarbejdere.

En mand rejser sig fra en af de midterste rækker og spørger, om han kan komme på toilettet. Et par minutter efter er der råb et stykke derfra. Han har forsøgt at flygte, men blev hurtigt fanget og bragt tilbage til sin række.

Et par meter derfra sidder to tunesiske kvinder på jorden i skyggen. 19-årige Saima og 23-årige Nadia.

»Det var min mands idé at tage afsted. Vi blev gift for tre dage siden,« fortæller Nadia og forklarer, at hun forgæves forsøgte at tale ham fra det, men at hun ikke ville lade ham tage afsted alene. Hun masserer skiftevis sin højre og venstre håndflade, der er fyldt med sirlige hennatatoveringer, der vidner om et af de mange ritualer i forbindelse med hendes bryllup kort tid forinden.

»Vi havde ingen plan. Vi ville bare til Europa. Nu ved jeg ikke, hvad vi skal gøre,« siger hun og fortæller, at hun ikke har nogen uddannelse, men har haft småjob med rengøring.

Lidt længere væk sidder hendes mand, Madi, og han indvilger i at fortælle om sit liv i Sfax. Han har tidligere arbejdet som mekaniker, men har været arbejdsløs det seneste halve år. Det var hans nabo, der satte ham i kontakt med en, der havde investeret i en stor fiskerbåd, der kunne sejle folk mod Europa. De har betalt 5.000 tunesiske dinar svarende til lidt over 11.000 danske kroner per person, som de ifølge Madi har samlet ind fra venner og familie over noget tid.

»Situationen i Tunesien er virkelig dårlig. Jeg vil ikke have, at mine børn vokser op her,« siger han og fortæller, at hans kone er gravid i anden måned.

»Der er ingen muligheder, og vi bliver ikke taget seriøst af politikerne. Vi kan ikke stole på dem.«

– Det er mange penge, du betaler til menneskesmuglerne. Hvorfor ikke blive i Tunesien og forsøge at skabe noget for de penge?

»Det giver ingen mening at starte noget op her. Det er meget svært at lykkes med noget, og pengene rækker ikke langt. Jeg tror ikke længere på mulighederne i mit land. Jeg tror ikke på, at tingene vil ændre sig til det bedre, og sådan har mange af mine venner det også.«

Mange tunesere har generelt fået sværere ved at finde arbejde og har ikke tillid til, at politikerne kan ændre tingenes tilstand, hvilket også gør, at man ser flere, der har forsøgt at forlade landet gentagne gange. Kystvagten fortæller, at de ofte ser de samme mennesker tage afsted to til tre gange i træk, men myndighederne vil ikke svare på spørgsmål om, hvorvidt det er den rigtige løsning på sigt, at kystvagten sender folk tilbage til de samme problemer, de flygtede fra.

Madi selv forholder sig tøvende til, om han vil forsøge at tage afsted igen.

»Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Men for at være ærlig så ser jeg ingen anden udvej. Jeg ved, at der er en risiko ved at tage afsted. Men den risiko er jeg villig til at tage. Jeg har intet håb tilbage. Jeg vil bare gerne have et bedre liv, og det ser jeg ikke ske her.«

Mohamed Krit

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her