Baggrund
Læsetid: 8 min.

Autoritær kapitalisme med tryk på autoritær: Sådan har Xi Jinping forandret Kinas økonomi

Markedskræfter og privat initiativ kickstartede Kinas økonomiske mirakel. ’Socialisme med kinesiske karakteristika’ hedder den retoriske redningsplanke, kommunistpartiet i fire årtier har brugt til at retfærdiggøre kapitalismens indtog. Under Xi Jinping er partistaten atter på fremmarch
Deng Xiaoping kasserede Maos økonomiske politik, for hvor Mao havde travlt, slog fornyeren Xiaoping fast, at Kinas udvikling fra det tidlige socialistiske stadie frem mod kommunismen kunne tage over 100 år.

Deng Xiaoping kasserede Maos økonomiske politik, for hvor Mao havde travlt, slog fornyeren Xiaoping fast, at Kinas udvikling fra det tidlige socialistiske stadie frem mod kommunismen kunne tage over 100 år.

Ritzau Scanpix

Udland
2. august 2021

I landsbyen Nanjie reciterer indbyggerne Mao Zedong og studerer Marx. På pladsen i bymidten runger klassiske kommunistiske kampråb fra højttaleranlægget. Stedets 814 familier bor i lejlighedskomplekser stillet til rådighed af myndighederne. Alle er garanteret fuld beskæftigelse, gratis sundhedspleje og frit forbrug af alt fra kogeolie til håndsæbe.

Landsbyen i den centrale Henan-provins bliver ikke kaldt Kinas sidste folkekommune for ingenting. Den befinder sig i en slags tidslomme. Som et levn fra engang, hvor kollektivisme og fælleseje var bærende principper i det kinesiske samfund – sådan da. For nogle år tilbage besøgte to sociologer fra det anerkendte Renmin Universitet i Beijing landsbyen.

De publicerede efterfølgende en artikel med den sigende titel ’Fremstillingen af en maoistisk model i en post-Mao-æra: Myten om landsbyen Nanjie’. For Nanjie er ikke en socialistisk modellandsby. Den er et museum for en epoke, der reelt havde sin udløbsdato sammen med formand Mao.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

Om man kan li’ det eller ej, lader det til, der er styr på nationen.
Og med greb om de basale faciliteter, venter vi blot på et livtag med det fossile, i energisektoren.

Bo Stefan Nielsen

Hvad angår Nanjie, som artiklen indleder med nogle detaljer fra. New York Times Magazine lavede for år tilbage dette indslag om den vistnok enestående folkekommune: https://www.youtube.com/watch?v=mbUVsS8exMY

Bortset fra den åbenlyse forskel i form af den kvasi-religiøse idoldyrkelse af Mao og afdøde russere samt færre tilbud på stemmesedlen til kommunalvalget, synes afstanden til eksempelvis en storkøbenhavnsk vestegnskommune ikke at være så enorm, som man vel umiddelbart skulle tro. I stedet for en privat sektor og et privilegeret mindretals store biler i garagerne og swimming pools i haven har man valgt, at varerne i supermarkedet skal være gratis, og at der ingen reklamer, ingen fattige og ingen hjemløse skal være. I Nanjie får arbejderne nemlig udbetalt 30 % af deres løn i kontanter, og resten går til den kommunale offentlige velfærd. Det er formentlig en model, mange af os, der er opvokset med velfærdsstaten, og som har set den forringes gennem den neoliberale periode, godt kunne sælges.

Men. For der er jo et men. Et sted må eksperimentet stoppe, når man er en lille ø i et vældigt kapitalistisk hav. For mens Nanjies maoistiske arbejdere nyder fuld offentlig service fra vugge til grav, ser det ganske anderledes ud med deres kolleger fra oplandet, som dagligt pendler eller er indlogeret på fabrikkernes og landbrugskollektivernes sovesale. Disse er afskåret fra folkekommunens velfærd og er billig migrantarbejdskraft. Langt henad vejen som med uorganiserede underbetalte østeuropæiske håndværkere og sæsonarbejdere i landbruget herhjemme. Eller, hvis vi går nogle led længere ud i produktionskæden, som eksempelvis med tøjindustriens sweat shops i Sydøstasien, der sikrer danskerne billige t-shirts i Bilka og H&M. Det ser imponerende, ja nærmest retfærdigt og solidarisk ud ud på facaden, og de, der nyder godt af velfærdsmodellen, er ikke så overraskende da også overvejende tilfredse med systemet. Men socialisme er det bare ikke (og da slet ikke kommunisme), så længe, den ene klasse udbytter den anden, uanset om der er tale om private kapitalister eller om at den ene del af arbejderklassen beriger sig på den andens arbejde og værdiskabelse. Uligheden maskeres og forflyttes blot. Socialismen kan kun være international. Hverken autoritære stater eller nogen former for chauvinisme har noget tilfælles med socialismen.

Det kan uden tvivl virke som en mærkelig gammeldags kommentar og tænkning i det 21. århundrede. Ikke mindst i en tid, hvor det at være venstreorienteret i høj grad er udvandet til et spørgsmål om kampen for den offentlige sektor (og mere andelsbevægelse, jvf. Pelle Dragsteds projekt 'Nordisk Socialisme'). Men socialismen er ikke hverken forældet eller en kuriøsitet i en fjern kinesisk landsby. Den er ganske enkelt vores eneste håb i en verden, der er ved at begå globalt økologisk selvmord, drevet af kapitalismens ubønhørlige vækst- og konkurrencetvang. I det 21. århundrede bør venstreorienterethed være lig med økosocialisme, økofeminisme og radikalt græsrodsdemokrati.

Ejvind Larsen, Per Selmer, Thomas Tanghus og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Til Information:

Hvem er de tre gutter på billedet ?
Jeg gætter, det er Deng i midten.
Og jeg gætter noget hvad angår de to andre.

Altid fedt med en klar biledtekst.
Med minimum navnene oplyst kan man straks gøre sig flere tanker og undersøge mere.
Artikelen er jo god.

I plejer også at have gode billedtekster. God Information!

Venlig hilsen.
.

Bo Stefan Nielsen

@Helle Degnsbol

Herrerne på billedet, fra venstre mod højre; Henry Kissinger, Deng Xiaping og Donald Rumsfeld.