Klima
Læsetid: 7 min.

Centralbankerne er ekstremt magtfulde allerede. Skal de også have magt i klimakampen?

I Informations sommerserie om centralbankerne er vi nået til det store grønne spørgsmål: Bør centralbankerne udstyres med et ’grønt mandat’, så de ikke kun skal bekæmpe inflation, men aktivt bruge pengepolitikken til at bekæmpe klimaforandringerne? Vi har spurgt økonomen Jeppe Druedahl og Enhedslistens Pelle Dragsted, der er uenige. Hos ECB siger Christine Lagarde ’ja’
I Informations sommerserie om centralbankerne er vi nået til det store grønne spørgsmål: Bør centralbankerne udstyres med et ’grønt mandat’, så de ikke kun skal bekæmpe inflation, men aktivt bruge pengepolitikken til at bekæmpe klimaforandringerne? Vi har spurgt økonomen Jeppe Druedahl og Enhedslistens Pelle Dragsted, der er uenige. Hos ECB siger Christine Lagarde ’ja’

Katrine Bælum

Udland
20. juli 2021

Diskussionen startede for alvor i 2015, da den daværende chef for den britiske centralbank Mark Carney til finansverdenens store overraskelse pludselig begyndte at tale om et muligt ’klima-Minsky-moment’: Et punkt i fremtiden, hvor det pludselig går op for verdens investorer, at aktier, obligationer og værdier, der knytter sig til ’sorte’ virksomheder, ikke længere har nogen lys fremtid.

Pludselig vil alle sælge på éen gang, markedet falder og falder i et tempo, der kan skabe en regulær finanskrise, sådan som den amerikanske økonom Hyman Minsky har beskrevet. Derfor er centralbankerne nødt til tænke meget mere på klima.

I dag har verdens centralbanker et politisk mandat til at sikre stabile priser, og dertil har den amerikanske centralbank et mandat til at sikre beskæftigelse. Men bør bankerne i fremtiden også udstyres med et egentligt grønt mandat, der siger, at de skal medvirke til at sikre den grønne omstilling?

Nej, mener Jeppe Druedahl, der er lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Ja, mener Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Hos Den Europæiske Centralbank, ECB, mener formanden, Christine Lagarde, ja. Faktisk har ECB’s styrelsesråd netop offentliggjort en handlingsplan for bankens klimaindsats.

Kort fortalt forpligter banken sig til »mere systematisk at lade miljømæssige bæredygtighedsovervejelser afspejles i pengepolitikken.« Konkret vil ECB skrue op for udviklingen af nye makroøkonomiske modeller, der kan belyse klimaændringernes og klimapolitikkens konsekvenser for økonomien, ligesom man vil udvikle indikatorer for bankers CO2-fodaftryk og sårbarhed over for klimaændringer samt klimaindikatorer for sårbarheden af eurozonens økonomi.

I en tale forleden betonede Christine Lagarde selv vigtigheden af en »effektiv CO2-pris, der afspejler den sande pris« for fossil energi.

Katrine Bælum

Pelle Dragsted, tidligere MF’er og politisk rådgiver i Enhedslisten

– Hvorfor mener du, at man burde give centralbankerne et grønt mandat?

»Der udkom en rapport fra Greenpeace og en gruppe britiske økonomer i marts (Greening the Eurosystem Collateral Framework, red.), som viser, at ECB’s nuværende politik kommer den fossile industri mere til gode end den grønne. Det fossile får simpelthen en større andel af de kvantitative lempelser (opkøb, der understøtter økonomisk vækst i euroområdet, red.). Så man kunne spørge, om ikke centralbankerne lige nu har et sort mandat. Centralbankerne skal være ’markedsneutrale’, men det er de ikke, og det skal laves om. Vi kan ikke acceptere, at en så vigtig aktør som centralbankerne bidrager til at øge investeringer i fossile industrier. En centralbank er formelt set uafhængig, men den er stadig en statslig institution, som skal tjene det brede samfunds interesser.«

– Giver man ikke bare centralbankerne, som jo ikke er demokratisk valgte institutioner, mere magt på den måde?

»Jo, på en måde, men ved at ændre loven og skrive et nyt mandat tager man også magten tilbage.«

– Hvad burde centralbankerne konkret gøre anderledes?

»Det varierer fra ECB til Bank of England til den danske nationalbank. ECB skulle starte med at fjerne deres egen karbonbias: opkøbe grønne virksomheder og afhænde sin sorte portefølje. Den danske nationalbank har samme ansvar, og jeg er uenig, når de selv siger, at klima er en opgave for politikerne, ikke for nationalbanken. De tager små skridt og laver nu grønne stresstest af finanssektoren, det er godt, men ikke nok. Den danske nationalbank fører fastkurspolitik og laver ingen kvantitative lempelser som ECB, så spillerummet er mindre i Danmark, men man kunne forestille sig et grønt mandat, hvor bankerne fik forskellige rentesatser, alt efter hvor grønne deres portefølje er. Det mindste, man kunne gøre, er at sige: ’Klima er en risiko, der skal indregnes (når man prissætter og risikovurderer aktiver, red.).«

– Kunne man ikke opnå det samme ved at lave en karbonskat og en stor grøn investeringsfond? Hvorfor skal centralbankernes mandat nødvendigvis ændres?

»Økonomer vil gerne kunne lægge klimakampen ind under nogle klare makroøkonomiske tiltag: Hvis bare vi laver en karbonskat, så går det hele. Jeg er tilhænger af en karbonskat, men jeg er skeptisk over for, om det er nok. Om borgernes vaner ændrer sig nok. Jeg tror, klimakampen kræver, at vi gør en masse ting samtidig. Både skatter og afgifter, men også mere – undskyld mig – planøkonomiske tiltag som forbud mod fossilbiler og store offentlige investeringsfonde.«

– Men måske er pengepolitikken ikke det bedste redskab til at redde klimaet …

»Centralbankernes mandat påvirker jo økonomien på andre måder: Opkøbene øger priserne på aktier og boliger helt vildt, og det skaber ulighed. Er det neutralt? Man holder også liv i en masse zombie-virksomheder, som ikke er rentable. Man opretholder illusionen om neutralitet, men den findes ikke.«

– Hvad mener du om ECB’s konkrete klimahandlingsplan, der netop er offentliggjort?

»Det er positivt, at ECB nu tager nye skridt mod at inddrage truslen om global opvarmning i deres operationer, men min umiddelbare vurdering er, at der er tale om forsigtige skridt. Også for forsigtige skridt i forhold til den opgave, vi står over for. Men det bliver interessant at følge, hvordan de konkret vil blive udmøntet. Ikke mindst i forhold til at inddrage klimahensyn i ECB’s opkøbsprogrammer.«

Katrine Bælum

Jeppe Druedahl, lektor i økonomi ved Københavns Universitet

– Hvorfor mener du ikke, at centralbankerne skal udstyres med et separat grønt mandat?

»Jeg mangler det afgørende argument. Det er et godt princip, at man vil løse ét problem med ét instrument: Centralbankerne har til opgave at sikre stabil inflation, høj beskæftigelse og finansiel stabilitet. Hvis man gerne vil lave grønne kreditter til grønne virksomheder, så skulle man lave investeringsfonde, som specifikt gør det. Som har ekspertise til lige præcis det og et klart politisk mandat. Jeg ser ikke et argument for, at det lige netop er centralbankerne, der skal gøre det.«

– Udelukker det ene det andet?

»Nej, men der er argumenter for, at centralbankerne har fokus på sin kerneopgave. Der er rigeligt magt hos centralbanker i forvejen, skal de have mere? Hvorfor skal magten centraliseres endnu mere?«

»Nogle siger, at der er en sort slagside i det, centralbankerne gør, og det er rigtigt nok, at der er mange sorte virksomheder og brancher i ECB’s portefølje (dem, ECB har lånt penge til, red.), men når du opkøber ét sted, sænker du renten for alle. Så jeg tror ikke, det har haft så stor betydning for grønne virksomheders adgang til kredit, at ECB også har købt sorte aktiver.«

– De kunne vel også bidrage til at gøre det sorte dyrere. Kunne ECB ikke sige: ’Når bankerne kommer til os for at låne penge, og vi skal vurdere deres sikkerhed, så tæller alle deres sorte aktiver kun 80 procent, mens alle de grønne aktiver tæller 120 procent’…?

»Hvis det handler om risiko – altså at det er mere risikabelt at investere i sorte virksomheder – så fint nok. De skal selvfølgelig lave analyser, der medtager klimaets betydning for værdien af virksomheder, for på et tidspunkt er olievirksomheder jo ikke noget værd, fordi vi beskatter dem så hårdt. Det er en strukturændring af økonomien. Men jeg er skeptisk over for at lave en ændring i vægten, som ikke bunder i risiko. Vores finansielle regulering er rigeligt kompleks i forvejen. Der er også folk, der kan spekulere i at fremstå mere grønne. Lad os hellere gøre det her separat: En CO2-skat og andre skatter på sorte virksomheder.«

– Man kunne også betragte det, som om centralbankerne hjælper til at rette en fundamental markedsfejl: At markedet i århundreder ikke har prissat udledning af klimagasser rigtigt, at det burde have været meget dyrere at brænde olie af eller producere cement …?

»Det er en grundlæggende markedsfejl, at CO2-prisen ikke er, som den skal være, men det skal vi rette med et redskab, som ikke forværrer vores evne til at korrigere andre markedsfejl som konjunkturudsving og ustabilitet.«

– Kan nationalstaterne lave den nødvendige grønne omstilling, uden at centralbankerne aktivt hjælper til?

»En grøn fond kunne udstede grønne statsobligationer, og staterne har masser af plads til at lave gældsfinansierede grønne investeringer lige nu. Jeg kan ikke rigtig se, at der skulle være behov for, at sådan en fond er finansieret af egentlig pengeudstedelse. Det kunne selvfølgelig ende med, at centralbankerne bare køber de grønne obligationer alligevel, og kunne de så ikke lige så godt selv udstede den kredit, kunne man sige. Men det mener jeg ikke, for pointen er, at de er nødt til at nedskrive deres opkøbsprogrammer, når konjunkturerne ændrer sig.«

»Det er egentlig en sjov debat den her, for det er dem, der ofte er allermest kritiske over for centralbankernes magt, som nu vil give dem endnu mere.«

– Hvad mener du om ECB’s nye klimahandlingsplan?

»Det er demokratisk set altafgørende, at vi forstår, hvordan centralbankerne tolker det mandat, vi giver dem. Derfor synes jeg, at ECB’s ret mudrede udmelding om grøn pengepolitik er problematisk. Jeg kan ikke se, om det er fugl eller fisk.«

Serie

Hvorfor er centralbankerne så mægtige?

De kan lave penge ud af ingenting og har reelt betalt for alle coronahjælpepakkerne. Verdens centralbanker har fået en ny og mægtig rolle i den globale økonomi. Alligevel taler vi meget lidt om dem. I en ny sommerserie undersøger Information centralbankernes mægtige magt over vores økonomi, politik og liv.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Morten Lund

Klart at centralbanker, herhjemme Nationalbanken ikke bør pålægges flere overordnede hensyn, der udvander hovedopgaven, at holde fast i rolige og forudsigelige markeder i en kompliceret blandingsøkonomi , med helt nye krydderier som negativ rente og gebyrer på administrative operationer, samt ustyrlig pengemængde pga gearing og digitalisering.
Målrettede indsatsatser og tilskyndelser, ja tak - og kom igang!

jens christian jacobsen

En international og centraliseret magtoverdragelse bliver nødvendig de kommende år. Ellers kan vi ikke vende klimaødelæggelsen globalt set. Og centralbankerne er absolut ikke en del af løsningen. De er en en del af problemet.

Vibeke Olsen, Torben Arendal og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"De kan lave penge ud af ingenting og har reelt betalt for alle coronahjælpepakkerne."

Finansøkonomiens magiske flyvende tæppe taler til os; i virkeligheden laver bankerne penge, hvis realværdi ingen kender - og det bliver almindelige mennesker (skatteborgere) som skal betale for coronahjælpepakkerne.

kjeld jensen, Birthe Drews, Torben Arendal, John Andersen, Torben Skov og Emil Jensen anbefalede denne kommentar

Penge er og har altid været en kæmpe ilussion.
Der er ingen marteriel/fysisk værdi bag.
Den går så længe alle tror på det.

Jørgen Wentzlau, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ib Christensen, Torben Arendal, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen, Klaus Schwab, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Pia Nielsen og Emil Jensen anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas

Nej, de skal ikke have et særligt grønt mandat. Hele konstruktionen af centralbank systemet - fra BIS og ned - er uigennemskueligt, forældet, sandsynligvis korrupt og aldeles virkelighedsfornægtende.

kjeld jensen, Torben Arendal, Torben Skov, Pia Nielsen og Emil Jensen anbefalede denne kommentar

Det er i hvert fald ingen god ide at give ECB mere magt. Institutionen er neoliberal i sin ideologi og er helt uden for demokratisk kontrol.

At give centralbanker mere magt kræver at de kommer under demokratisk kontrol. Det er ingen af dem der er i tilstrækkeligt omfang og der er for meget hemmelighedskræmmeri.

Hvordan tankegangen er kommer til fulde til udtryk i denne tale af tidligere præcident for ECB. Den er fra 2011 og kort efter finanskrisen. Siden har både Grækenland og Italien været under administration.

Speech by Jean-Claude Trichet, President of the ECB
on receiving the Karlspreis 2011
in Aachen, 2 June 2011

"In this Union of tomorrow, or of the day after tomorrow, would it be too bold, in the economic field, with a single market, a single currency and a single central bank, to envisage a ministry of finance of the Union?

Not necessarily a ministry of finance that administers a large federal budget. But a ministry of finance that would exert direct responsibilities in at least three domains: first, the surveillance of both fiscal policies and competitiveness policies, as well as the direct responsibilities mentioned earlier as regards countries in a “second stage” inside the euro area;.."

Lande der ikke kan opfylde betingelserne i en stram finanspolitisk program, som ikke skærer nok ned på finanserne til velfærd, ikke privatiserer nok og ikke frasælger nok infrastruktur (second stage) :

"Would it go too far if we envisaged, at this second stage, giving euro area authorities a much deeper and authoritative say in the formation of the country’s economic policies if these go harmfully astray? A direct influence, well over and above the reinforced surveillance that is presently envisaged?"
....
"In the new concept, it would be not only possible, but in some cases compulsory, in a second stage for the European authorities – namely the Council on the basis of a proposal by the Commission, in liaison with the ECB – to take themselves decisions applicable in the economy concerned.
One way this could be imagined is for European authorities to have the right to veto some national economic policy decisions. The remit could include in particular major fiscal spending items and elements essential for the country’s competitiveness. "

https://www.ecb.europa.eu/press/key/date/2011/html/sp110602.en.html

kjeld jensen, Erik Winberg, Mads Troest, Peter Beck-Lauritzen, jens christian jacobsen, Emil Jensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Penge er og har altid været en kæmpe ilussion.
Der er ingen marteriel/fysisk værdi bag.
Den går så længe alle tror på det."

Ja og det er præcis det der er ved at gå op for borgerne hvilket helt naturligt fører til en række spørgsmål. Og centralbankerne får travlt med at konsolidere deres magt.

Når nu de almindelige banker står for 97% af pengeskabelsen, hvorfor har vi så brug for centralbankerne. Måske de skulle have en mindre betydningsfuld rolle. Er der f.eks. nogen der efterhånden tror på at de styrer pengemængden gennem renten.

Det drejer sig om at styre strømmen af penge hen hvor den ikke skaber inflation og indgår i produktionsapparatet til gavn og glæde for alle og ikke kun de få.

Shifting from Central Planning to a Decentralised Economy: Do we Need Central Banks?
https://professorwerner.org/wp-content/uploads/2017/01/fig7-768x561.png

Og penge behøver ikke at være en mangelvare. Med de summer der er udsendt fra centralbankerne burde det stå klart for enhver.

Problemet er ikke mængden af kreditpenge det er hvad der bliver givet kredit til der er problemet. Altså pengestrømmen.

kjeld jensen, Vibeke Olsen, Torben Arendal, Steffen Gliese og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Banker kan prisfastsætte, men ikke gennemføre parallelle politiske beslutninger. Det såkaldt 'grønne mandat' er bare en eufemisme for mere marked, større fortjenester - og mere klimaødelæggelse. Som Jesper Jespersen har påpeget, er finansiering af næsten hvadsomhelst ikke noget problem. Det er den grønne politiske omstilling derimod. Det er den der skal kæmpes for og bruges spalteplads på.
Fx kræver opvarmningen af kloden aggressive reduktioner i emissionerne nu. Hvis vi fortsætter som nu, vil det føre til en sammenbrud af civilisationerne. Der er ikke tid til at begå fejl. Men vi (og bankerne) fortsætter med at gøre det vi altid har gjort: Lidt flere penge, evt. mange flere penge. Men det fungerer ikke. Klimaødelæggelserne fortsætter.
Klimaødelæggelser kræver en anden type politiske løsning end verden hidtil har set.

Paris-aftalen blev betragtet som et sporskifte. Næsten 200 lande forpligtede sig til en universel aftale om at nedbringe drivhusgasemissionerne. Men landene fortolker aftalen forskelligt alt efter, hvordan de selv kan høste fordele. Det har de centralbankerne til at fortælle. Derfor ser landene ikke på verden som helhed, men på egne nationale interesser. USA meldte sig ud af aftalen under Trump og har nu meldt sig ind igen. Er det så godt? Det viser i al fald hvordan landene, især de store, melder sig ind og ud alt efter hvad der betaler sig her-og-nu.
Fra et strategisk perspektiv er det ikke klogt at placere ansvaret for at håndtere klimakrisen hos så mange lande og deres centralbanker - næsten 200 lande accepterede målene. Men forestillingen om, at disse lande virkelig kan nå målene på lang sigt, er vildt over-optimistisk. Et regeringsskifte i USA, og alt er forandret.
Der vil komme andre eksempler. Lande, som regel stormagter, vil true med intet at gøre for at få andre mindre lande til at makke ret.
På trods af de mest opdaterede og sofistikerede oplysninger og analyser, der er tilgængelige for regeringerne, har politiske forhandlinger om klimaet ikke indtil videre skabt adækvate løsninger, der matcher omfanget af krisen. De lande, der er mest berørt af klimaændringer, men som har bidraget mindst til det, har meget lidt at sige, der kan påvirke den nødvendige globale klimapolitik på grund af asymmetri i den politiske forhandlingspositioner landene imellem.
Samtidig er der meget lidt forståelse for – selv i Informations kommentarspor - at den kapitalistiske økonomiske model som de fleste støtter og stoler på, er baseret på plyndring, affald og klimaødelæggelse. Der er ikke den store forståelse for forandring af strukturelle forhold, da klimaforandringer enten betragtes som naturvidenskabelige dysfunktioner, der kan udbedres, eller som forhold ’politikerne må løse.' Men det gør politikerne ikke, og hvis de gør noget, gør de det kun partielt og uden at sætte spørgsmål ved de produktionsformer og grådighedsmekanismer, der skaber ødelæggelserne. Virksomheder og kapitalistklassen fortsætter deres destruktive operationer og tjener endda penge på at forsinke eller direkte forhindre reelle løsninger.
Politologer og progressive samfundsforskere er enige om hvad der skal til. Her bare nogle af de mest basale ændringer:
En drastisk reduktion af emissioner i de historisk mest forurenende lande gennem juridisk bindende forpligtelser. De er endnu ikke fremkommet.
Ansvar over for fattige lande gennem udvikling af effektive modregningsmekanismer. Vækstøkonomierne herunder den danske øger fortjeneste og produktion og en del af denne øgning skal overføres til fattige lande ud fra deres udviklingsbehov. Det er ikke sket endnu.
Firs procent af de nuværende kendte reserver af fossile brændstoffer skal forblive i jorden. Det er forblevet ved snakken.
Der skal udvikles nye socialt transformerende og retfærdige fordelingssystemer som fx at påbegynde et radikalt skift i menneskets forhold til naturen gennem opbygning af samfund med lavt kulstofforbrug og en postkapitalisme baseret på social retfærdighed. Det kræver radikal transformation i adgangen til og forvaltningen af ressourcer og en forandring af forholdet mellem produktion og forbrug. Det har lange udsigter.
Klimakrisen kræver en global vision med en konkret strategi for, hvordan vi kommer derhen. Det kan vi så håbe vil kunne skabe retning og samordnet indsats. Problemet kræver samarbejde på verdensplan. Lande er ikke struktureret til at gøre dette. En verdensregering eller et organ som fx FN kunne være i stand til at organisere forandringerne. Men ikke centralbankerne.

Steen K Petersen, Mogens Kjær, Torben Arendal og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar